Hvad denne nåede frem til vides ikke, men til stor overraskelse opnåede han året efter forflyttelse til Odense bispestol og levede derefter på Fyn i kiv og strid og stadige processer ligesom tidligere i Jylland. Kongen skal personlig på gennemrejse i Nyborg have givet ham hård, men vel fortjent tiltale for hans sørgelige vandel; men meget hjalp det ikke. Ny undersøgelseskommission blev nedsat 1717, og kort efter skulle jubelfesten for reformationen fejres. Muus prædikede ved denne lejlighed i Sankt Knuds Kirke, men talen gik helt i stykker. Dette nedbrød hans helbred i den grad – mulig i forbindelse med de krænkelser, hans processer havde tilføjet ham -, at han en måned efter døde på visitats i Svendborg.
Er Muus af samtid og eftertid blevet hårdt bedømt, har det næppe været uden årsag. Man fortæller også om ham – ligesom om biskop Deichmann -, at han skal have været slem til at «låne» bøger, som han fik lyst til i præstegårdene. Da han således en gang efter sædvane ville se en præsts bibliotek, svarede denne, at han havde pakket sine bøger ned i tønder, da han ikke kunne have dem i fred for mus. Han havde ord for at være en duelig rimsmed. Han skrev sine ansøgninger og taksigelser på vers.
