Evighed

Evighed betegner en tidløs tilværelse uden for tid og rum. Ordet kan også betegne et uendeligt tidsrum.

Evighed er et begreb, der hører hjemme i forbindelse med religiøse oplevelser. Her betegner det en væren hinsides selve tiden. I evigheden er oplevelsen af tid ophævet.

For mange mystikere, og også i visse former for buddhisme, betyder "evighed" et liv i et evigt, "stående" nu, fri for tidsmæssige forskelle.

Evighed i betydningen et uendeligt tidsrum er ligeledes et vigtigt begreb i mange religioner. Gud eller guder siges ofte at eksistere evigt, uden begyndelse eller ende. Også mennesket kan få "et evigt liv" efter døden (som det siges i Bibelen).

"Evighed" bruger mange altså synonymt med "uendeligt tidsrum". Andre fastholder, at evighed ikke er et tidsrum, men en betegnelse for noget, der ikke er tidsligt - som er uden for tiden. De fremhæver, at evighed er ikke er det samme som uendelighed, som er et matematisk og fysisk begreb om noget uden ende eller grænse, men som befinder sig i tid og rum. Talrækken (1,2,3,4,5,6,7, osv.) er et eksempel på noget, der er uendeligt. Man kan fortsætte med at nævne et tal uden nogensinde at nå til en ende - et sidste tal. Verdensrummet er måske også uendeligt.

Evighedsbegrebets historie

I antikken (ca. 500 f.Kr. - ca. 500 e.Kr.) talte den græske filosof Platon (ca. 428–348 f.Kr.) om de evige ideer, der hverken forandrer sig eller bevæger sig. Tiden beskrev han som kun skyggen eller billedet af evigheden - som evighedens bevægelige billede. Det græske ord, som Platon brugte om evigheden, er "aion" (αἰών). Ordet findes også hos filosoffen Plotin (204-270)

Platons tanker om evigheden har påvirket kristen, muslimsk og jødisk teologi. Ordet "aion" optræder hos kirkefaderen Augustin (354-430) og filosoffen Boëthius (ca. 480–524 e.Kr.). Hos disse tænkere blev evighed forstået som guddommelig tidløshed, og denne forståelse af begrebet blev den fremherskende hos senere tænkere i den vestlige filosofiske tradition.

Augustin skrev, at tiden kun eksisterer i det skabte univers, mens Gud eksisterer uden for tiden. Gud har hverken fortid eller fremtid, men kun en evig nutid.

Også hos den engelske filosof Thomas Hobbes (1588–1679) optræder denne forståelse af evigheden. Han taler om "evigheden er et permanent nu".

Jødedommen

I jødedommen optræder en opdeling af verdensforløbet i to tidsaldre: "den nuværende tidsalder", (hebr. olam ha-zeh (עולם הזה)) og "den kommende tidsalder" (olam ha-ba (עולם הבא)). På græsk hedder de to tidsaldre "ho aion houtos" (ὁ αἰών οὗτος) og "ho aion mellon" (ὁ αἰών μέλλων). I Det Gamle Testamente betyder "olam" blot "lang tidsalder".

I den antikke jødedoms apokalyptik, der blomstrede i århundrederne omkring Jesus fødsel, fik "den kommende tidsalder" en betydning, der nærmer sig begrebet om evighed i betydningen "tidløshed". Et par citater kan belyse det:

"Når hele skabningen, som Herren har skabt, føres til ende, og hvert menneske går til store dom, så går tiderne til grunde, og der bliver ikke flere år, ej heller skal der mere tælles måneder eller dage og timer, men der bliver én æon [aion]."

"De skal se den verden, som er usynlig for dem nu, og de skal se den tid, som nu er skjult for dem, og tiden skal ikke mere ælde dem."

Kristendommen

I Det Nye Testamente bruges det græske ord "aion" ofte, f.eks. i Matt. 12:32; Mark. 10:30; Luk. 18:30; Rom. 16:25; 1. Kor. 10:11; Efes. 1:21; 3.21; Kol. 1:26; 1. Tim. 1:17; 2. Tim. 1:9 og Hebr. 9:26. Også her betyder ordet "tidsalder". Det tilsvarende tillægsord "aionios" (αἰώνιος) betyder derfor "tidsalderlig". Det refererer til begrænsede tidsperioder med en begyndelse og en slutning, f.eks. i Rom.16:25 og 2. Tim.1:9.

Undertiden bliver "aionios" i forskellige Bibeloversættelser oversat med "evig" (i betydningen "uendeligt vedvarende"). Det Ny Testamente taler således om "det evige liv" (gr. ζωὴ αἰώνιος) som det, der først kan nås i døden (f.eks. i Rom. 2,7).

I Johannesevangeliet fremstiller Jesus sig selv som nøglen til evigheden. Det evige liv fremstilles som en nærværende virkelighed allerede her på jorden. Det findes hos enhver, som har fundet den kristne tro: "Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus." (Joh. 17,3)

Evigheden forstås her kvalitativt, ikke kvantitativt. Evigheden begynder ikke først efter døden, men begynder med erkendelsen af Gud og hans udsendte søn, Jesus Kristus. Denne erkendelse finder sted i den troendes forhold til Gud. For dem, der tror på denne måde, er det evige liv allerede begyndt.

Et enkelt skriftsted i Det Ny Testamente synes at nærme sig begrebet om evighed som en ophævelse af tidsligheden: "Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag." (2. Petersbrev, 3,8)

I den senere kristne teologi betegner "evighed" enten en tilstand, der er forlænget i det uendelige, eller en tilstand, der er hævet over al tidsbestemmelse. Begge disse begreber om evighed har man anvendt på Gud. Dels har man tænkt sig ham som den, der altid har været og altid vil være, mens verden er blevet skabt i på et tidspunkt i tiden; dels har man tænkt sig ham som hævet ud over ethvert forhold til tiden.

Evighed forstået som en tidløs tilstand er særlig udbredt i den kristne mystik. Den tyske kristne mystiker Mester Eckehart (ca. 1260 – ca. 1328) siger, at det skabte befinder sig i tid, mens Gud eksisterer hinsides tiden - i "evighedens nu". Dette evighedens nu omfatter "al tid", dvs. totaliteten af det, der findes i al tid - i al fortid og i al fremtid. Kun fra menneskets perspektiv, som bygger på idéen om en lineær tidsorden med "før" og "efter", er det skabte en tidsmæssig proces. I virkeligheden er Gud ikke "tidligere" i tiden end verden. Men mennesket lever i den tid, hvor den guddommelige enhed er brudt op, siger Eckehart.

Nærdødsoplevelser

I nærdødsoplevelserne er begrebet evighed entydigt beskrevet som en væren hinsides tiden. I evigheden er oplevelsen af tid ophævet. Men samtidig er evigheden til stede i ethvert tidspunkt. På ethvert tidspunkt i den jordiske tid kan evigheden opleves for menneskets (udvidede) bevidsthed.

Forholdet mellem tid og evighed ifølge nærdødsoplevelserne.

Evigheden kan sammenlignes med nordpolen.

Den amerikanske nærdødsforsker Raymond Moody (f. 1944) fortæller i en af sine bøger om en mand, der blev lukket inde i forbindelse med en eksplosion og en efterfølgende ildebrand. Manden oplevede, at han svævede oven over sin krop, samtidig med, at han kunne se redningsfolkene, der kom løbende for at redde ham. Pludselig stivnede redningsfolkene i deres bevægelser. De så ud som et "frosset" filmbillede. Derefter forsvandt de fysiske omgivelser, og manden kom til en åndelig verden, hvor han oplevede forskellige ting. Da han kom tilbage til den fysiske verden, så han, at de "stivnede" redningsfolk begyndte at bevæge sig igen - som om filmen begyndte at køre igen. Der var ikke forløbet nogen tid. Men der havde været evighed.

Evighed kan altså beskrives som "lodret tid". Evigheden er som en linje, der går vinkelret på tidslinjen. På denne linje, der svarer til et tidspunkt i tiden, sker der mange begivenheder i evigheden. Men de sker ikke i tid.

De lodrette linjer kan sammenlignes med de nordlige længdegrader, der alle ender i det samme punkt: nordpolen. Dette punkt svarer til selve evigheden - der hvor alle tidspunkter er samlet. I evigheden er tiden ophævet. Men samtidig er evigheden til stede i ethvert tidspunkt. Tiden kan tilsvarende sammenlignes med ækvator.

Set fra tidens synspunkt er evigheden kun et øjeblik. Set fra evighedens synspunkt er tiden kun et øjeblik.

Her er citater af tre mennesker, der beskriver deres oplevelse af evighed under deres nærdødsoplevelse:

"Alt sammen syntes at ske på én gang; eller tiden standsede eller mistede al mening. Jeg følte, at tiden ikke eksisterede eller var lineær; det vil sige, at den bevægede sig sidelæns, snarere end frem eller tilbage."

"Hele universets historie er kun et øjeblik i evighedens ansigt."

"Jeg vidste, hvordan det [i min nærdødsoplevelse] var at opleve evigheden, hvor tiden ikke eksisterede. Det er nærmest umuligt at beskrive for andre. Hvordan vil du beskrive en tidløs tilstand, hvor intet bevæger sig fra ét punkt til et andet, hvor det alt sammen er der, og du er totalt fordybet i det?"

Symboler på evigheden

Ouroboros.

Der findes flere forskellige symboler på evigheden. Et ofte anvendt symbol er "Ouroboros" (et gammelt egyptisk symbol): en slange, der bider sin egen hale. Andre symboler for evigheden er cirklen og ringen. Disse symboler udtrykker, at evigheden ikke har nogen begyndelse eller ende.

Se også

• Dommedag
• Uendelighed

Litteratur

• The Interpreter's Dictionary of the Bible, bind 4. Nashville: Abingdon Press 1962.
• Deng, Natalja (2018): Eternity in Christian Thought. The Stanford Encyclopedia of Philosophy. Edward N. Zalta & Uri Nodelman (red.).
• Egerding, Michael (1984): Got Bekennen: Strukturen der Gotteserkenntnis bei Meister Eckhart. Peter Lang. ISBN 978-3820485561
• Hobbes, Thomas (1662). Brev til Dr. Wallis.
• Kirkegaard, Karl Aage (2026): Naturvidenskaben og Gud. Mellemgaard. ISBN 978-87-7650-015-3
• Kirkegaard, Karl Aage (2024): Nærdødsoplevelsernes lære. Lemuel Books. ISBN 978-87-92500-92-2
• Largier, Niklaus (1989): Zeit, Zeitlichkeit, Ewigkeit. Ein Aufriss des Zeitproblems bei Dietrich von Freiberg und Meister Eckhart. Peter Lang. ISBN 9783261039996
• Moody, Raymond (1978): Mere om livet efter livet. Borgen. 87-418-4754-7 ISBN 87-418-4754-7
• Otzen, Benedikt (1984): Den antikke jødedom. Gad. ISBN 87-12-67872-4

Eksterne henvisninger

• Entry til Internet Encyclopedia of Philosophy om forholdet mellem Gud og tid.