Spring til indhold

Germanske sprog

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Germansk sprog)
De germanske sprog (blå- nordisk, orange - engelsk og frisisk, grøn - tysk og nederlandsk), den røde linje skiller det nord- og vestgermanske sprogområde
Germanske sprog
Sprogfamilie Redigér Wikidata
Under­klasse tilindoeuropæiske sprog Redigér Wikidata
Studeres afgermansk filologi Redigér Wikidata
Har delnordiske sprog vestgermanske sprog østgermanske sprog Redigér Wikidata

De germanske sprog er en sprogfamilie under den indoeuropæiske sprogæt og omfatter de

Sprogene er kendetegnet ved en række fælles sprogforandringer, som sprogene gennemgik i udviklingen fra proto-indoeuropæisk til proto-germansk, herunder den germanske lydforskydning og den Vernerske veksel.

"Germanere" var romernes betegnelse for de folkeslag, der boede uden for Romerrigets grænser ved Rhinen og Donau, og som adskilte sig kulturelt og sprogligt fra kelterne (på latin Galli, "gallerne"), der boede inden for Romerrigets grænser. Germanernes kerneland menes at være det nordlige Tyskland, Danmark og Sydskandinavien. I århundrederne op mod Kristi fødsel spredte det germanske sprog sig sydpå og vestpå.

I folkevandringstiden spredte germansktalende folkeslag sig over hele det gamle Romerrige: goterne erobrede Italien og Spanien, longobarderne Norditalien (Lombardiet), frankerne Gallien (der efter dem kom til at hedde Frankrig) og anglerne og sakserne Britannien. Med undtagelse af Britannien smeltede de germanske erobrere imidlertid snart sammen med de lokale befolkninger og overtog deres sprog.

Grænsen mellem germansk ("tysk") og romansk ("vælsk") gik i middelalderen omtrent som i dag. I løbet af middelalderen bredte germansk sig også langt mod øst, men i det 20. århundrede blev den østlige sproggrænse flyttet tilbage til floderne Oder og Neiße. Den største ekspansion oplevede den germanske sprogfamilie på de britiske øer, idet engelsk er blevet hovedsproget i Nordamerika (i den sydlige del dog med voksende konkurrence fra spansk), Australien og New Zealand og som almindeligt samkvemssprog i flere afrikanske lande og i Sydasien.

Grammatisk struktur

[redigér | rediger kildetekst]

De tre køn der fandtes i indoeuropæisk, maskulinum ("hankøn"), femininum ("hunkøn") og neutrum ("intetkøn"), bevaredes i alle ældre germanske sprog, men er i flere moderne germanske sprog erstattet af tokøns- eller etkønssystem.

Grammatisk køn (genus) må ikke forveksles med biologisk køn (sexus). At et ord er femininum, betyder ikke at det, det betegner, også er kvindeligt, og at en ting eller et væsen er kvindeligt, betyder ikke, at det automatisk også vil være femininum. Tysk das Mädchen, das Weib og dansk et fruentimmer betegner således kvindelige væsner. Dansk et barn er enten mandligt eller kvindeligt og kunne derfor passende være fælleskøn (som efterkommer), men det er neutrum.

Køn er det fænomen, at forskellige substantiver ("navneord") kræver forskellige former af de adjektiver ("tillægsord"), artikler ("kendeord") og pronominer ("stedord"), der lægger sig til dem eller henviser til dem. Ordene hytte og hus kræver således forskellige former af adjektiverne, hhv. stor og stort, af artiklerne hhv. en, -en og et, -et og af pronominerne hhv. den og det.

Et ords køn afhænger ikke af dets betydning, men er historisk bestemt. Bestemte afledninger har krævet et bestemt køn, og man har derfor holdt fast i det køn, uanset om senere sprogbrugere har kunnet gennemskue afledningen eller ej.

Engelsk har helt opgivet skellet mellem de tre køn (adjektiver, artikler og pronominer kun har én form), hvorimod dansk og svensk har indført et tokønssystem, idet maskulinum og femininum er slået sammen til fælleskøn ("genus commune").

En del danske dialekter skelner dog tre køn på den ene eller anden måde, typisk ved forskellige former af den bestemte og ubestemte artikel, f.eks. bornholmsk og sjællandsk eng fod, foding ~ en hånd, hånden. Det samme er tilfældet på norsk (undtagen riksmål): e(i)n fot, foten ~ ei hand, handa.

Nederlandsk skelner ikke mellem maskulinum og femininum ved artiklen, men derimod ved de pronominer, der refererer til substantiverne, f.eks. hij ("han") om de voet og zij ("hun") om de hand.

Man ser, at nederlandsk bruger de samme pronominer om levende væsner og ting, ligesom det også er på nynorsk (han om foten og ho om handi) og tysk (er om der Fuß og sie om die Hand), og de fleste indoeuropæiske sprog opfører sig faktisk på samme måde, f.eks. fransk il ("han") om le pied "fod", elle ("hun") om la jambe "ben", russisk on ("han") om pálec "finger", men oná ("hun") om ruká "hånd".

Engelsk og de fleste nordiske dialekter har derimod indført forskellige pronominer for mennesker (evt. kæledyr) på den ene side og andre væsner og ting på den anden: he, she ~ it og han, hun ~ den, det. Her gælder det altså, at de menneskelige pronominer markerer en forskel i biologisk køn, mens de ikke-menneskelige pronominer markerer en forskel i grammatisk køn.

Det indeuropæiske grundsprog havde ingen artikel, ligesom på mange af de senere sprog som latin og russisk (lat. domus og russ. dom = 'et hus' eller 'huset'), hvorimod klassisk græsk har en bestemt artikel, men ikke en ubestemt (oikíā = 'et hus' ~ hē oikíā = 'huset'). I den gotiske bibeloversættelse fra det 4. århundrede og i de tidlige nordiske runeindskrifter er der endnu hverken bestemt eller ubestemt artikel, men både i de tyske, engelske og nordiske middelaldertekster er den bestemte artikel blevet en fast bestanddel.

Der findes to måder at danne bestemte artikler i de germanske sprog: den foranstillede artikel og den efterhængte artikel.

De fleste nordgermanske dialekter har efterhængt artikel, f.eks. manden, huset. Der er sandsynligvis tale om et pronomen, der er smeltet sammen med ordet, dvs. olddansk *mannr inn 'mand den', *hūs itt 'hus det'. Det understøttes af de bestemte formers udtale, idet de har stød på dansk og accent 1 på norsk og svensk ligesom de oprindelige enstavelsesordene, f.eks. da. ånd’-en, sv. ánd-en over for da. ånde-n, sv. ànde-n.

De vestgermanske dialekter har alle en foranstillet artikel, og det drejer sig her om det gamle demonstrative pronomenet *þa- (= da. den), f.eks. ty. der Mann, das Haus, eng. the man, the house. På nederlandsk bruger man de i maskulinum og femininum, f.eks. de man, de vrouw, men het i neutrum, f.eks. het huis.

Hvor østjysk opfører sig ligesom de andre nordiske sprog, har de jyske dialekter vest for en linje omtrent mellem Horsens og Viborg en foranstillet artikel, æ uanset ordets køn. Det er muligvis en afsvækket form af det germanske *þa-. Der er næppe tale om et lån fra tysk eller engelsk, men om en selvstændig jysk udvikling.

Den ubestemte artikel er også en forholdsvis ny foreteelse. Det er, som man kan se i de fleste germanske sprog, egentlig talordet en. På engelsk er det blevet svækket til uigenkendelighed, a foran konsonanter og an foran vokaler.

Talbøjning (numerus)

[redigér | rediger kildetekst]

Indoeuropæisk bøjede substantiver og verber i tre tal: singularis ("ental"), dualis ("total") og pluralis ("flertal"). Dualis, der kendes fra sanskrit og oldgræsk, var stadig bevaret på gotisk og (i pronominerne) på oldnordisk, men er faldet bort i alle nutidige germanske sprog.

Kasusbøjning

[redigér | rediger kildetekst]

Indoeuropæisk havde haft otte kasus (nominativ, vokativ, akkusativ, genitiv, ablativ, dativ, lokativ og instrumentalis), men kun fire af disse bevaredes i germansk: nominativ, akkusativ, dativ og genitiv (gotisk havde også vokativ). Tysk, færøsk og islandsk har bevaret dette kasussystem indtil i dag.

De andre nordiske sprog, nederlandsk og engelsk skelner derimod kun mellem nominativ og genitiv; dog har pronominerne også akkusativ (fx ham, hende). Man kan dog diskutere, om genitiven på -s overhovedet er en kasus. Suffikset kan i hverdagssproget klæbes på andet end substantiver og endda på hele sætninger, jf. den herligt tvetydige sætning "vi kørte i manden der er gift med din søsters bil". De samme sprog har en særlig akkusativform af pronominerne, men det er en form, der i almindeligt talesprog kan stå, hvor egentlige kasussprog ville have nominativ, f.eks. det er os (ikke det er vi).

Verbalbøjningen

[redigér | rediger kildetekst]

Man rekonstruerer traditionelt en kompleks verbalbøjning for det indoeuropæiske grundsprog i lighed med, hvad man ser på klassisk græsk og i sanskrit: Alle verber skulle således have været bøjet i tiderne præsens, imperfektum, aorist, perfektum og futurum, i måderne indikativ, konjunktiv, optativ, imperativ, infinitiv og participium og i diateserne aktiv, medium og passiv. De finitte former bøjes desuden i tre personer og tre tal (singularis, dualis, pluralis). Ideelt set var der således 4 x 4 x 3 x 3 x 3 = 432 forskellige finitte former af et urindoeuropæisk verbum. Der er dog meget, der tyder på, at klassisk græsk og indoiransk repræsenterer det yderste stade i en udvikling, der nok var påbegyndt i den fællesindoeuropæiske fase, men endnu langt fra fuldendt.

Germansk har ikke bevaret eller udviklet en skelnen mellem aspekterne imperfektiv og aorist. Den græsk-indiske imperfektum har heller ikke efterladt sig spor i germansk, hvor præteritum udtrykkes af den form, der i disse sprog lever videre som perfektum. I de såkaldt svage verber er der indført en ny præteritumsform, der sandsynligvis går tilbage til en sammensætning med det germanske verbum *dō- 'gøre'.

Der er ingen spor af den indoeuropæiske konjunktiv på *-ē- (= græsk-indisk konjunktiv, latin futurum). Den indoeuropæiske optativ på *-oi- er bevaret som den germanske konjunktiv. De andre modi kendes ligeledes fra germansk: indikativ, imperativ, infinitiv, participium.

Medium er bevaret i gotisk, men de andre germanske dialekter har kun en særlig form for aktiv, idet passiv udtrykkes med omskrivninger i stil med han bliver slået, er wird geschlagen, he is beaten. Den særlige nordiske passiv på -s er opstået senere ved en sammensmeltning med pronomenet sig: hann kallar sik > hann kallask > han kaldes.

Leksikalsk sammenligningstabel

[redigér | rediger kildetekst]
Engelsk Skotsk Afrikaans Nederlandsk Tysk Jiddisch Gutnisk Islandsk Færøsk SvenskDansk
Apple Aiple Appel Appel Apfel עפּל (Epl) Aplus Epli Súrepli Äpple Æble
Board Buird Bord Bord Brett   Baúrd Borð Borð Bord Bræt
Book Beuk Boek Boek Buch בוך (Buḫ) Bóka Bók Bók Bok Bog
Breast Breest Bors Borst Brust ברוסט (Brust) Brusts Brjóst Bróst Bröst Bryst
Brown Broun Bruin Bruin Braun   Bruns Brúnn Brúnt Brun Brun
Can Kan Kan Kan Kann Dos Dos Kan Kan
Day Day Dag Dag Tag טאָג (Tog) Dags Dagur Dagur Dag Dag
Die Dee Sterf Sterven Sterben   Diwan Deyja Doyggja
Has Has Heeft Heeft Hat גענוג (hat) Hefur Hefur Har Har
Give Gie Gee Geven Geben געבן (Gebn) Giban Gefa Geva Giva/Ge Give
Glass Gless Glas Glas Glas גלאָז (Gloz)   Gler Glas Glas Glas
Gold Gowd Goud Goud Gold גאָלד (Gold) Gulþ Gull Gull Guld Guld
Hand Haund Hand Hand Hand האַנט (Hant) Handus Hönd Hond Hand Hånd
Head Heid Kop Hoofd/Kop Haupt/Kopf קאָפּ (Kop) Háubiþ Höfuð Høvd/Høvur Huvud Hoved
High Heich Hoog Hoog Hoch הױך (Hoyḫ) Háuh Hár Høg/ur Hög Høj
Home Hame Huis Thuis Heim הײם (Heym) Háimóþ Heim Heim Hem Hjem
Hook Heuk Haak Haak Haken     Krókur Haken Hake Hage
House Hoose Huis Huis Haus הױז (Hoyz) Hús Hús Hús Hus Hus
Many Mony Menige Menig Mehrere   Manags Margir Nógv Många Mange
Moon Muin Maan Maan Mond   Ména Tungl Máni Måne Måne
Night Nicht Nag Nacht Nacht נאַכט (Naḫt) Nahts Nótt Nátt Natt Nat
No Nae Nee Nee Nein/Nö נײן (Neyn) Nei Nei Nej Nej
Old Auld Oud Oud Alt אַלט (Alt) Sineigs Gamall Gamal/Gomul Gammal Gammel
One Ane Een Een Eins אײן (Eyn) Áins Einn Ein En/ett En
Ounce Unce Ons Ons Unze   Únsa   Uns Unse
Snow Snaw Sneeu Sneeuw Schnee שנײ (Šney) Snáiws Snjór Kavi Snö Sne
Stone Stane Steen Steen Stein שטײן (Šteyn) Stáins Steinn Steinur Sten Sten
That That Dit Dat Das דאָס (Dos) Þata Þetta Hatta Det Det
Two Twa Twee Twee Zwei/Zwo צװײ (Ẓvey) Twái Tveir Tveir Två To
Who Wha Wie Wie Wer װער (Ver) Has Hver Hvør Vem Hvem
Worm Wirm Wurm Worm Wurm װאָרעם (Vorem) Maþa Maðkur, Ormur Ormur Mask, Orm Orm

Oversigt over germanske sprog

[redigér | rediger kildetekst]

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
  • Politikens sproghistorie (Politikens Forlag) af Allan Karker, ISBN 87-567-5716-6
  • Stevenson, Victor, oversatt og bearbeidet av Hoff, Truls og Endresen, Rolf Theil (1985): Ordenes historie. Grøndahl. ISBN 82-504-0715-6.
  • Antonsen, E. H. (1965): On Defining Stages in Prehistoric Germanic, Language 41, 19ff.
  • Bennett, William H. (1980): An Introduction to the Gothic Language. New York: Modern Language Association of America.
  • Campbell, A. (1959): Old English Grammar. London: Oxford University Press.
  • Krahe, Hans and Meid, Wolfgang (1969): Germanische Sprachwissenschaft, 2 bind. Berlin: de Gruyter.
  • Lehmann, W. P. (1961): A Definition of Proto-Germanic, Language 37, 67ff.
  • Ramat, Anna Giacalone and Paolo Ramat (red.) (1998): The Indo-European Languages. Routledge. ISBN 0-415-06449-X.
  • Joseph B. Voyles (1992): Early Germanic Grammar. London: Academic Press. ISBN 0-12-728270-X.
  • Fausto Cercignani, Indo-European ē in Germanic, i Zeitschrift für vergleichende Sprachforschung, 86/1, 1972, 104-110.