Sergiu Celibidache

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Celibidache underviser en ung dirigent i 1984

Sergiu Celibidache (28. juni 1912 i Roman, Rumænien15. august 1996) var en rumænsk dirigent.

Uddannelse[redigér | redigér wikikode]

Han blev født i Neamt i Moldavien; men da han var ½ år flyttede familien til Iasi (Jassi). Her voksede han op, som søn af en landsbypræst, og efter studentereksamen (bacchalaureat)studerede han filosofi og matematik i Bukarest, samtidig med at han modtog klaverundervisning. Han var også en talentfuld fodboldspiller og spillede på det rumænske fodboldlandshold i midten af 1930’erne. Han fortsatte studierne i filosofi og matematik fra Bukarest i Paris, samtidig med at han modtog klaverundervisning. Da han var imod faderens ønske om at han skulle gå ind i politik forlod han hjemmet i 1935. I 1936 rejste han til Berlin for videre studier. Her opsøgte han komponisten Heinz Tiessen af hvem han havde hørt en kvartet i den rumænske radio. Derpå intense universitets studier frem til 1945 som også omfattede videregående studier i komposition og direktionHochschule für Musik under Heinz Tiessen, Hugo Distler og Walter Gmeindl. Foruden filosofi og matematik studerede han musik ved Friedrich Wilhelm Universitetet med særlig vægt på Josquin Des Prez – den flamske 1500-tallets komponist der med sine polyfone værker fik stor indflydelse på 1600-tallets komponister). Han fandt også tid til egne kompositioner (af hvilke der var adskillige koncert, fugaer og fire symfonier der først nu opføres). Han gik også til orkesterprøver og koncerter med Wilhelm Fürtwangler og Berliner Philharmonikerne hvilke gav den unge Celibidache uforglemmelige oplevelser. Han var endvidere et sprogtalent og lærte sig 13 sprog.

Men tiden i tyskland under krigen var ikke let for ”Celi”. En anden vigtig kontakt for ham var mødet i 1939 med den tyske buddhistiske præst Martin Steinke (Dao Jun), som introducerede ham til Zen-Buddhismen og med hvem han havde et skønt venskab. Sergiu Celibidache var fra starten tvunget til i en ung alder at klare sig selv, og for at tjene til livets ophold fik han i 1940 job som repetitørpianist for en danser som han fulgte på turneer. Han arbejdede stadig med egne kompositioner; men startede også med at dirigere; først for jernbanearbejderkoret og siden for sporvognskontrollørernes kor. Dengang opfattede han sig selv først og fremmest som komponist. De første engagementer fik han i årene 1941 - 1942 for amatørkoret “Orchester Berliner Musikfreunde” (“Orkester for musikkens venner i Berlin”) med hvem han havde mindst 7 offentlige koncerter og til hvem han dedikerede en forsøgskomposition. Helt fra begyndelsen forbavsede Celibidache med sin overordentligt gode hukommelse ved at kunne alle de værker, han dirigerede udenad. Endvidere organiserede Celibidache kammerkoncerter under egen direktion med studenterkoret ved Berlin’s musikvidenskabsfakultet – bl.a. fortolkede de Bach’s Brandenburgkoncerter. Hans resultater var helt fra starten imponerende, således udtalte hans lærer Heinz Tiessen dengang i et interview at hans foretrukne dirigenter foruden Furtwängler var Sergiu Celibidache!

Som afslutning på sine studier skrev han afhandlinger der gav ham doktorgrader i både musik (afhandling om Josquin Des PrezFormbildende Elemente in der Kompositionstechnik Josquins des Pres”), filosofi og matematik.

Livsbetingelserne i Berlin under 2. Verdenskrig for Celibidache, der altid havde været fattig, var særdeles anstrengte. Normalt havde han overhovedet ingen penge, han tabte sig og klarede sig kun fordi nogle af sporvognsfunktionærerne havde stillet et værelse til rådighed for ham (i berlinerkvarteret Halensee, i Eisenbahnstrasse 26A). Sergiu Celibidache var indskrevet som en student med særlige evner med hjemlandet Rumænien, så han blev ikke tvunget ud som soldat. Han fik tilladelse til at forsætte sine studier i Berlin under hele 2.Verdenskrig. Da lærerne blev tvunget til at forlade deres jobs på grund af krigen måtte Sergiu Celibidache undervise i flere fag for at erstatte sine kollegaer. Samtidig var det en konstant kamp for overlevelse – uden mad og midt i bombardementerne.

Karriere[redigér | redigér wikikode]

Den første synlighed af Celibidache som dirigent efter krigen var en koncert 11. august 1945 med Berlin Kammerorkester. Kort tid efter deltager han i en dirigentkonkurrence arrangeret af Berlin’s radioorkester (Rundfunk Sinfonieorchester Berlin), som han vinder i en alder af 33år. På den tid var Berlin’s berømte Philharmonikerne ramt af at deres chefdirigent Wilhelm Fürtwangler havde forbud mod orkesterledelse indtil en ”afnazifisering” havde fundet sted, og deres dirigenterstatning Leo Borchard, havde netop sygemeldt sig. I forsøget på at finde en dirigent uden politiske ”lig i lasten” opdagede orkestret Celibidache og de indbød ham til at dirigere en koncert. Således blev han også dirigent pro tempore for Berliner Philharmonikerne og genopbyggede orkestret i perioden 1945-52. Den 29. august 1945 dirigerer han således Berliner Philharmonikerne for første gang med stor succes. På programmet stod ouverturen til Barberen Sevilla af Rossini, Fagor’s koncert fra Weber operaen ”76”, og Dvorak’s 9. symfoni. I februar 1946 bliver han derfor fast chefdirigent for Berliner Philharmonikerne. Den 21. december 1946 uropførte han Sjostakovitc 7. symfoni, hvor russerne optog koncerten på bånd; men hvor Celibidache klart tilkendegav at han var imod optagelsen – en holdning han siden fastholdt resten af livet. I den samme periode arbejdede han også i Storbritannien, delvist for at promovere pianisten Eileen Joyce. Hun har kaldt Celibidache den største dirigent, hun nogensinde har arbejdet med: "(...) han var den eneste, der fandt ind til min sjæl."[1]

I 1946 i den indledende fase med Berliner Philharmonikerne dirigerede han 108 koncerter. Samme år mødtes han med Wilhelm Furtwängler for første gang og de startede en korrespondance. Celibidache påbegyndte også undervisning på Det Internationale Musik Institut i Berlin. I 1948 ledte Celibidache for første gang et andet førende orkester – London Philharmonisk Orkester. Samme år gjorde han første turne efter krigen med Berliner Philharmonikerne i England. Samme år lavede Celibidache også sin første og eneste pladekontrakt med produceren Walter Legge. Efter at have aflyttet de meningsløse lyde brød Celibidache sig aldrig mere om den optagne udførelse frem for karakteren af de direkte koncerter. Han anså pladeafspilning for at forhindre tilhørerne i at kunne påvirke musikken og kunne kun bidrage med en deform repræsentation af virkeligheden. 25. maj 1947 dirigerer Fürtwangler for første gang efter krigen. Efter Fürtwanglers tilbagevenden i 1948 blev Celibidache co-dirigent. Han dirigerer de mest moderne værker med uropførelser af f.eks. Berg’s violinkoncert og værker af Blancher, Hoffer, Raphael, Tiessen, Hindemith og Wellesz; men efter Fürtwanglers død og 414 koncerter blev han vraget til fordel for Herbert von Karajan. Han blev så vred at han ikke spillede med dem i 37år.

Han modtog 29. november 1954 udmærkelsen “big cross of merit” fra RTA hvor han samtidig for sidste gang dirigerer Berliner Philharmonikerne. Dagen efter døde Fürtwangler og en epoke var slut også for Celibidache. Fra 1953 - 1967 er han meget aktiv i Italien med orkestrene på ”La Scala”, L’Academia di Santa Cecilia, La Radio Orchestra di Roma, Milano, Torino, Napoli, Bologna og Firenze. Han dirigerede også Caselle, Malipiero, Petrassi, Dallapiccola og Ghedini. 1960 - 1963 arbejdede han intenst med Det Kongelige Kapel i København og på en succesfuld Europaturné.

Han blev en stor inspirator for Det kgl. Kapel. Da kan ankom første gang til København i maj 1960 var han ”freelancer”. Han var på det tidspunkt allerede blandt musikere elsket, beundret, hadet og frygtet. Fra det øjeblik han steg ud af flyvemaskinen i Kastrup lufthavn, var han genstand for den allerstørste mediebevågenhed – og han forstod at udnytte og overraske pressen lige fra starten:”Nå, dér var brassilianerne nok ved at få ørerne i maskinen”, sagde han på fejlfrit dansk. Han forklarede så de forundrede journalister at det var en sætning han havde hørt 25 år tidligere da han havde været fodboldspiller på det rumænske landshold. Celibidache gik straks i gang med prøver på Mozart, Ravel og Tjajkovskij. På en kompromisløs måde, der fra starten udfordrede orkestret til det yderste. Prøverne blev overværet af Celibidache´s private elever. To italienere, en spanier, en tysker, en englænder og to danske (Francesco Cristofoli og Carl Chr. Toftlund) – musikernes familiemedlemmer bl.a. Peter Bastian. Den første kapelkoncert under Celibidache i Odd Fellow Palæet hensatte publikum i ekstase. Det var Verdi’s Requiem. Derpå fulgte en 3 ugers Europaturné (29.okt – 20.nov 1961).

I maj 1965 giftede Celibidache sig med Ioana Procopie Dumitrescu. Han arbejdede også med radioorkestre i Stockholm (1964-71), Stuttgart (1971-77) og Paris (1973-75). Fra 1979 til sin død stod han i spidsen for München Philharmonikerne. I Danmark dirigerede han Radiosymfoniorkestret i Ravels Bolero til en tv-optagelse fra Radiohusets Koncertsal 1971.[2]

Celibidache modtog Léonie Sonnings musikpris og den svenske orden “Chevalier of Vasa-Order”. i 1970.

Fra 1972 starter han med en række “master classes” i Siena og Bologna. Han blev chefdirigent for Stuttgart Radioorkester 1972 - 1977. Med dem lavede han for første gang en gammofonindspilning af sin komposition “Der Taschengarten”, til fordel for børn i den tredje verden, hele overskuddet blev doneret til UNICEF organisationen. I perioden 1973 - 1975 var Celibidache førstedirigent for Paris Radioorkester. Han dirigerede Dutilleux’s “Métaboles” i en mindeværdig opførelse. I 1978 blev Celibidache udnævnt til professor ved Universitetet i Mainz. Indtil 1992 underviste han i musikemner i fire uger om året. Han søgte at lære studenterne at komme ud over deres indlærte færdigheder og de originale impulser hos en komponist gennem arten og lyden som den udvikler sig i den pågældende akustik.

I perioden 1978 - 1980 giver Celibidache koncerter i Japan med NHK-orkestret i Tokyo. I juni 1979 udnævnes Celibidache til "Generalmusikdirektor" i München og chefdirigent for München Philharmonikerne. Siden var det hans vigtigste orkester. Han dirigerede flere moderne tyske komponisters værker f.eks. Bialas, Genzmer og Hamel. Fra dengang og frem rejste Celibidache og “hans” Philharmoniskere rundt i hele verden, på turnéer i Europa, Nord Amerika, Syd Amerika, Japan, og resten af Asien, samt også Rusland og det tidligere USSR. Han kom også som gæstedirigent til Danmark, nemlig med Sønderjyllands Symfoniorkester og i 1978 Odense Symfonikerne.

Fra 1980 - 1982 udførte han “Master classes” i direktion af München Philharmonikerne. I 1984 havde han en måneds undervisning af konservatorieorkestretCurtis instituttet hvilket affødte koncerter i Philadelphia og New York. Fra 1985 arbejdede Celibidache jævnligt med München konservatorieorkester (Hochschule für Musik), for at undervise dem i ”the big” repertoire. I somrene 1987 og 1988 arbejdede Celibidache med nye orkestre i Schleswig-Holstein, hvilket blev efterfulgt med en European turné.

I 1991 blev Celibidache udnævnt til Professor "Honore Cause of the Munich Conservatory" og Professor "honoris causa of the city of Berlin". Den 31. marts og 1. april 1992 på foranledning af den tyske præsident accepterede Celibidache at dirigere Berliner Philharmoniske Orkester efter 37 års fravær. I Juni 1992 modtog Celibidache så“the Cross of Merit" for Tyskland. I november 1992 holdt han sin sidste koncert i München, efterfulgt af en koncert i Japan med pianisten Arturo Benedetti Michelangeli – den musiker han længst og tættest havde haft inde på livet (døde i Juni 1995). I 1993 blev Celibidache hyldet som æresborger af München og i 1995 blev han kåret til "Commandeur des Arts et des Lettres" af den franske regering.

I juli 1995 vendte Celibidache tilbage med nogle nye “master classes”, denne gang på Schola Cantorum i Paris. For første gang blev Celibidache tvunget til at holde en lang pause for at blive frisk igen. Efter en kort serie koncerter i september var han tilbage på podiet da det blev nytår indtil juni 1996, som blev hans sidste koncert i München.

Hans repertoire var stort set udelukkende romantiske og senromantiske komponister. Han roses især for sine opførelser af symfonier af Anton Bruckner og Johannes Brahms,[3] men han arbejdede også med komponister som Beethoven, Debussy, Ravel og Richard Strauss.[4]

Arbejdsmåde[redigér | redigér wikikode]

Celibidache var en meget grundig dirigent, der blandt andet var influeret af buddhistiske tanker og i forbindelse med koncerterne søgte han en 'transcendental oplevelse'. Han var kendt for at stille store krav til orkestrene med lange øveforløb.[5]

Celibidache mente, at musik skulle opleves live, hvorfor han kun har indspillet musik i meget begrænset omfang. Mange af hans koncerter er bevaret og efter hans død udsendt på plade med hans families velsignelse.[6]

Han satte sit særpræg på koncerterne ved et langsommere tempo end normalt. Som ved en koncert i Carnegie Hall i New York i 1989, hvor Bruckners 4. symfoni stod på programmet. Den varede i Celibidaches udgave 89 minutter, i Otto Klemperers 61 minutter.[5]

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Dirigent Stub
Denne biografi om en dirigent er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi