Store bededag

Kirkeårets liturgiske farver
	1. søndag i advent
	2. s. i advent
	3. s. i advent
	4. s. i advent
	Juleaften
	Juledag
	Sankt Stefan
	Julesøndag
	Nytårsdag
	Helligtrekonger
	1. s. efter Helligtrekonger
	2. s. efter Helligtrekonger
	3. s. efter Helligtrekonger
	4. s. efter Helligtrekonger
	5. s. efter Helligtrekonger
	Sidste s. efter Helligtrekonger
	Septuagesima
	Seksagesima
	Fastelavn
	1. s. i Fasten
	2. s. i Fasten
	3. s. i Fasten
	Midfaste
	Mariæ Bebudelse
	Palmesøndag
	Skærtorsdag
	Langfredag
	Påskedag
	2. påskedag
	1. s. efter påske
	2. s. efter påske
	3. s. efter påske
	Store bededag
	4. s. efter påske
	5. s. efter påske
	Kristi himmelfartsdag
	6. s. efter påske
	Pinsedag
	2. pinsedag
	Trinitatis
	1. s. efter Trinitatis
	2. s. efter Trinitatis
	3. s. efter Trinitatis
	4. s. efter Trinitatis
	5. s. efter Trinitatis
	6. s. efter Trinitatis
	7. s. efter Trinitatis
	8. s. efter Trinitatis
	9. s. efter Trinitatis
	10. s. efter Trinitatis
	11. s. efter Trinitatis
	12. s. efter Trinitatis
	13. s. efter Trinitatis
	14. s. efter Trinitatis
	15. s. efter Trinitatis
	16. s. efter Trinitatis
	17. s. efter Trinitatis
	18. s. efter Trinitatis
	19. s. efter Trinitatis
	20. s. efter Trinitatis
	21. s. efter Trinitatis
	Allehelgen
	22. s. efter Trinitatis
	23. s. efter Trinitatis
	24. s. efter Trinitatis
	25. s. efter Trinitatis
	26. s. efter Trinitatis
	Sidste s. i kirkeåret

Store bededag er en officiel dansk helligdag, som falder på fjerde fredag efter påske og dermed tre uger før pinse. I 2012 falder dagen fredag den 4. maj.

En bededag var oprindeligt en af mange mindre helligdage året igennem, der var særligt tilegnet bod og faste; fx var på landet hver onsdag officiel bededag, hvor folk skulle faste og præsterne bede for fred. Hertil kom en serie bededage ved særlige lejligheder. De blev afskaffet ved Reformationen, men blev i de følgende århundreder indført lidt efter lidt.

Store bededags oprindelse

Den dag, vi i dag kender som "store bededag", blev indført af Hans Bagger (biskop over Sjælland 1675-1693), der i løbet af sine to første år som biskop fik indført tre faste- og helligdage i sit stift. Af dem blev den midterste lovfæstet ved kongelig forordning d. 27 marts 1686 som en "ekstraordinær, almindelig bededag" for hele riget.

Store bededag blev indvarslet aftenen før ved stormklokkeringning fra landets kirker. Det var tegn til, at der ikke længere måtte drives handel og at kroer, beværtninger og lign. skulle lukke, så folk kunne gå hjem og hellige sig den forestående bededag og møde veludhvilede og ædru i kirke næste morgen, som forordningen krævede. Derefter skulle befolkningen afholde sig fra arbejde, rejser, leg, spil og al slags "verdslig forfængelighed" indtil dagens kirkelige handlinger – gudstjeneste, højmesse, tolvprædiken og aftensang – var overstået.

Placeringen af store bededag på netop dette tidspunkt kædes sammen med de såkaldte "gangdage", der blev afholdt om foråret med hellig procession ud over markerne for at styrke afgrødernes vækst. Til disse gangdage var knyttet kirkelige ritualer og tekstlæsninger, og de udgjorde et modstykke til efterårets høstfest. Det nævnes også som bevæggrund, at denne placering tillod kongen af holde bededagen sammen med københavnerne, inden han drog ud på sin årlige sommerrejse i landet.

I Norge, hvor bededagen ligeledes var blevet indført i 1686, blev den i 1915 flyttet til fredag før allehelgensdag, for i 1950 at blive flyttet til søndag før allehelgensdag.

Struensees rolle

Det er en populær misforståelse, at det var Christian VII's berømte livlæge Struensee, der indførte store bededag, men dagen er små 100 år ældre. Når den tillægges Struensee kan det skyldes, at det var en af de få helligdage, der overlevede helligdagsreform af 20. oktober 1770, hvor halvdelen af årets dengang 22 helligdage blev afskaffet, herunder bl.a. helligtrekongersdag, 3. juledag, kyndelmisse, Skt. Hans' dag, mortensdag og mikkelsdag. Denne reform bliver ofte fejlagtigt tilskrevet Struensee, men var i virkeligheden sat i værk før hans tid ved magten, og blev behandlet uden hans aktive medvirken. Ideen var, at de mange helligdage hindrede rigets fremme og at dagene i stedet skulle bruges til "arbejde og nyttig gerning".

Traditioner

Særligt to traditioner er knyttet til store bededag og aftenen før.

Mest kendt er skikken med at spise lune hveder storebededagsaften. Baggrunden er, at end ikke bagerne måtte arbejde fra solnedgang aftenen før store bededag og hele den følgende dag. Derfor kom de helligdagen i forkøbet ved at bage ekstra store hvedeknopper dagen før, som folk så kunne købe med hjem til at varme og spise dagen efter. Det blev imidlertid hurtigt til, at hvederne blev spist samme aften - medens de endnu var lune og sprøde. Skikken kan føres tilbage til midten af 1800-tallet, men er sandsynligvis ældre.

Den anden tradition, der normalt forbindes med store bededag, er det københavnske borgerskabs skik med at spadsere på byens volde storebededagsaften. Skikken kan føres tilbage til 1700-tallet og siges at være opstået på grund af det vellydende klokkespil fra Frue Kirke, der lokkede københavnerne ud for at spadsere og nyde de nyudsprungne, forårsgrønne linde– og kastanjetræer. Borgerskabets forkærlighed for denne skik var angiveligt medvirkende til, at helligdagsreformkommissionen ikke turde foreslå at sløjfe store bededag ved helligdagsreformen i 1770, idet enevældens konger var afhængig af borgerskabets velvilje.^{[Kilde mangler]} Klokkespillet blev sat op i 1747 og ødelagt ved englændernes bombardement i 1807, hvor kirkens spir blev ramt og styrtede ned over hovedbygningen, der udbrændte helt. Efter 1850 blev størstedelen af Københavns volde sløjfet og spadsereturene henlagdes til de bevarede dele ved Kastellet og på Christianshavns Vold.

Eksterne henvisninger

• Historien bag store bededag (www.historie-online.dk)
• Store bededag (folkekirken.dk)
• Store bededag Artikel på Dansk Folkemindesamlings site.

Kilder

Stub Denne religionsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.