Valdemar Atterdag

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Valdemar Atterdag
Valdemar Atterdag gengivet på et kalkmaleri, der blev malet kort efter hans død i Sankt Peders Kirke i Næstved. Det blev overkalket, men genopdaget i slutningen af 1800-tallet.
Konge af Danmark og de Venders
Regerede 24. juni 1340
24. oktober 1375
Forgænger Christoffer 2.
Regent Valdemar Atterdag
Efterfølger Oluf 2.
Ægtefælle Dronning Helvig
Børn Christoffer (1341-1363)
Margrethe (1345-1350)
Ingeborg (1347-ca. 1370)
Katrine, født 1349, død som lille
Valdemar, født 1350, død som lille
Margrete 1. (1353-1412)
Hus Jellingdynastiet
Far Christoffer 2.
Født Ca. 1320
Død 24. oktober 1375
Gurre Slot
Begravet 1375
Sorø Klosterkirke
Valdemar Atterdags segl fra hans tid som junker
Valdemar Atterdags kongelige segl
Valdemar Atterdags rettertingssegl

Valdemar Atterdag (Valdemar 4.) (ca. 132024. oktober 1375Gurre slot) søn af Christoffer 2. var konge af Danmark 1340-1375. Med hustruen Helvig havde han seks børn, men kun ét, Margrete 1., overlevede ham.

Opvækst[redigér | redigér wikikode]

Efter at faderen Christoffer 2. af Danmark blev drevet ud af landet i 1326, opholdt Valdemar sig ved det kejserlige hof i Sydtyskland, hvor han fik en fyrstelig opdragelse.

Efter at Niels Ebbesen den 1. april 1340 myrdede grev Gert (Gerhard), "den kullede greve", blev der den 22. april 1340 i Spandau ved Berlin indgået et forlig med det indhold, at Valdemar skulle være konge, og at landet nord for Limfjorden skulle tilfalde ham. Resten af Nørrejylland fik han mod at betale 35.000 mark sølv. Endvidere aftaltes, at de tyske grever efterhånden skulle opgive besiddelserne Kalø, Horsens, Kolding og Ribe.

Da Helvig, datter af hertug Erik II af Slesvig, i 1340 ægtede Valdemar, medbragte hun i medgift en fjerdedel af Nørrejylland.

Samlingen af riget[redigér | redigér wikikode]

Skt. Hansdag 1340 blev Valdemar valgt til konge på landstinget i Viborg og stod nu over for en utrolig stor opgave: at samle riget og betale kreditorerne deres tilgodehavender.

Landet havde da været under holstensk herredømme siden 1332. I 1341 udstedte Valdemar amnesti til alle, der måtte have forbrudt sig mod hans fader eller resten af familien. I 1346 solgte Valdemar Estland, der havde været dansk siden 1219, til Den Tyske Orden for 10.000 mark sølv.

Hans metoder var meget hårdhændede, og der var flere tilløb til oprør rundt omkring. I løbet af 4-5 år blev også Sjælland "indløst". De katolske bisper var meget glade for kongen, og han opslog sit hovedkvarter i Vordingborg, som han gjorde til Danmarks største fæstning og flådestation.

Krige i Tyskland[redigér | redigér wikikode]

Da størsteparten af riget igen var på danske hænder, begyndte Valdemar at blande sig i forholdene i Nordtyskland. Han støttede sin svoger, markgreve Ludwig af Brandenburg, i en konflikt med en bedrager, der hævdede at være den for længst afdøde markgreve Valdemar. Bedrageren støttedes imidlertid af den tyske kejser. I 1349 slog Valdemar bedrageren i et slag i Nordtyskland.

Den hjemlige begejstring over kongens indblanding i de tyske forhold var behersket. I 1351 erklærede en række jyske stormænd og de holstenske grever, der endnu var i Danmark, Valdemar krig. I 1353 blev der indgået forlig, og greverne fik lov til at beholde deres panteslotte på Fyn.

Oprør i Jylland[redigér | redigér wikikode]

I 1357 udbrød der igen oprør blandt de jyske stormænd, bl.a. drost Claus Limbek, marsk Palle Jonsen Munk og de holstenske grever. I 1357 vandt Valdemar det afgørende slag ved BrobergFyn. Kampene afsluttedes først i 1360 ved fredsslutning på et danehof. Her blev også en håndfæstning ("Landefreden") vedtaget, som kongen måtte underskrive.

Generobringen af Skåne[redigér | redigér wikikode]

Nu rettede Valdemar interessen mod Skåne, der som selvstændig landsdel i 1332 kom i personalunion med Sverige og Norge under Magnus Smek, efter at skåningerne havde dræbt de tyske pantherrer foran Lunds Domkirke.

Kong Magnus trængtes af sin søn, Erik, som selv ville være konge, og både far og søn bad Valdemar om hjælp. Valdemar lovede generøst dem begge sin bistand.

Da Valdemar rykkede ind i Skåne, gav Magnus ordre til at overlade de skånske borge til de danske tropper, og i løbet af kort tid vajede Dannebrog, som Valdemar havde gjort til rigsbanner, over Skåne. Efter erobringen af Malmø og Helsingborg var Skåne – og især det indbringende sildemarked – atter en del af det gensamlede og genrejste danske rige.

Kongens største indtægter var afgifter fra sildemarkederne ved Falsterbo og Skanør. Hvert år i september stævnede omkring 100.000 købmænd fra hele Europa til Falsterbo. Tønderne med den gode sild fra Øresund blev vejet af kongens mænd, afgiften blev betalt, og tønderne blev rullet om bord i skibene.

Erobringen af Gotland[redigér | redigér wikikode]

Valdemar Atterdag brandskatter Visby af Carl Gustaf Hellqvist (1882).

Valdemar fortsatte sine erobringer med i 1361 at indtage hansestaden Visby og erobre hele Gotland, som forblev dansk til 1645. Krigstogtet på Gotland, som kulminerede ved Slaget ved Visby, var usædvanlig blodigt. Tusindvis af dårligt udrustede bønder blev fanget og nedslagtet uden for Visbys mure. Her blev de begravet i massegrave med en stor del af deres udstyr.

Visby, som var en af den tids mest velhavende byer, var især beboet af tyskere, der handlede i Rusland og tjente store penge. Men nu var det for meget for forbundet af nordtyske handelsbyer, Hansestæderne, og de erklærede krig. I Vordingborg modtog Valdemar 77 krigserklæringer fra Hanseforbundet, som bestod af byer i hele Europa.

Flugten fra Danmark[redigér | redigér wikikode]

Kongen satte den gyldne gås på Vordingborgs Gåsetårn og udtalte: "77 høns og 77 gæs betyder intet...". Men her mødte Valdemar for første gang sine overmænd. Efter nogle indledende sejre endte det med et stort nederlag, hvorunder Valdemars eneste søn, Christoffer, faldt.

I 1368 måtte Valdemar flygte fra Danmark, og i mere end et år opholdt han sig ved det tyske kejserhof. Mens han var der, aflagde Valdemar besøg hos begge paver [Kilde mangler], både ham i Rom og ham i Avignon. Valdemar fik tilladelse til at rejse til den hellige grav i Jerusalem og lade sig slå til Ridder af Den Hellige Grav. Denne orden var den højeste, man kunne opnå.

Genkomsten som konge[redigér | redigér wikikode]

Den 24. maj 1370 måtte Danmark underskrive en ydmygende fredsaftale i Stralsund, hvor Hansestæderne fik Skåne i pant og fik kontrol over sildemarkedet i Skåne i 15 år. Endelig fik de retten til at godkende valget af Valdemars efterfølger. I 1371 vendte Valdemar hjem til Danmark.

Nu koncentrerede Valdemar sig om Slesvig, der var den sidste del af riget, der manglede. Slesvig blev ledet af den barnløse hertug Heinrich. Valdemar overtog flere store pantelen, bl.a. Als og Sundeved.

Eftermæle og død[redigér | redigér wikikode]

I 1375 døde Heinrich, og hans enke overlod Valdemar Tønderhus. Det lykkedes dog ikke Valdemar at føre Slesvig helt hjem til riget. Tilnavnet "Atterdag" menes at stamme fra plattysk, hvor "Ter Taghe" betyder "hvilke dage!". Svenske historikere gav ham også tilnavnet "Den Onde" for hans erobring af Gotland og påstået hårdhændede metoder, men danskerne husker især hans utrolige indsats for at samle det danske rige.

Valdemar Atterdag døde den 24. oktober 1375Gurre slot og blev begravet i klosterkirken i Sorø.

Foregående: Kongerækken Efterfølgende:
Christoffer 2. efter 8 år uden konge Oluf 2.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]