Judasevangeliet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Judaskysset. Ukendt kunstner fra det 12. århundrede. Ufficierne i Firenze

Judasevangeliet er et gnostisk evangelium, der kendes fra et manuskript, som er nedskrevet på koptisk, og som for størstedelen er rekonstrueret og oversat i 2006. Teksten har et kraftigt, positivt fokus på Judas Iskariot, som ellers ifølge Bibelen forrådte Jesus til de romerske myndigheder. Judasevangeliet fremstiller denne handling som et udslag af Judas’ lydighed overfor et ønske fra Jesus, og det "modsiger" ikke den gængse, kristne opfattelse, men føjer i givet fald nye synspunkter til Bibelen. For øjeblikket findes der ingen historiske vidnesbyrd, som gør det muligt at afgøre, om Judasevangeliet eller de bibelske evangelier har ret.

Manuskriptet[redigér | redigér wikikode]

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Man ved, at der har eksisteret ca. 50 skrifter, der påstås at høre til blandt de oldkirkelige evangelier. Kun de 16 af dem er bevaret i så store brudstykker, at det giver en mere konkret viden om indholdet. Fire af disse er de evangelier, som kendes fra Bibelen: Markusevangeliet, Matthæusevangeliet, Lukasevangeliet og Johannesevangeliet. Det står klart, at forfatteren til Judasevangeliet ikke kan have været Judas Iskariot selv.

Judasevangeliet er et af de andre 12 evangelier, som kendes fra omtale i skrifter fra den tidlige kirke. Det er kendetegnende for de gnostiske skrifter, at de påstår at kende til en hemmelig viden, som er nøglen til frelse og adgang til himlen. Det er et velkendt kætteri, som den samtidige, kristne kirke undertrykte og efterhånden havde held til at udrydde helt.

Det eneste, kendte manuskript, som rummer evangelieteksten, blev fundet engang i 1970'erne. Da havde det ligget i 1700 år som en læderindbundet bog af papyrusark i den egyptiske ørken. Arkene ligger nu i brudstykker, hvor nogle dele mangler helt, mens andre rummer spredte ord eller flere linjer. Ødelæggelsen kan formentlig tilskrives naturligt slid og nedbrydning gennem de mange århundreder. Bogen bestod oprindeligt af 62 sider, men da den kom på markedet i 1999, var der kun 26 tilbage, fordi enkelte ark var blevet fjernet og solgt. Af og til dukker disse manglende sider op og bliver genkendt.

Fundhistorie[redigér | redigér wikikode]

Der var ingen spor af de forsvundne skrifter, indtil det koptiske Judasevangelium dukkede op på antikviteternes ”grå marked”. Det er aldrig blevet klart dokumenteret, hvordan bogen oprindeligt blev fundet, men man antager, at en nu afdød indsamler af antikviteter fra den egyptiske oldtid fandt den nær ved el-Minya i Egypten, dvs. i nærheden af landsbyen Beni Masar, og at han solgte den til den kendte antikvitetshandler Hannah Soalo i Cairo.

Engang omkring 1970 blev manuskriptet og de fleste af Soalos andre genstande stjålet af en græsk handelsmand ved navn Nikolas Koutoulakis, som førte dem ud af Egypten og smuglede dem ind i Genève. Soalo havde held til at genfinde manuskriptet ved at samarbejde med antikvitethandlere i Schweiz. Derpå viste han dem til eksperter, som anerkendte deres betydning, men det tog ham mange år at finde en køber, der ville betale den forlangte pris på 3 mio. dollars. Det blev set første gang under dunkle forhold på et hotelværelse i Genève i maj 1983, hvor det lå mellem en blandet samling koptiske manuskripter, der blev tilbudt Stephen Emmel, en Ph.D. kandidat fra Yale University, som Southern Methodist University havde betroet at se på materialet.

Gennem et par årtier blev manuskriptet tilbudt flere forskellige i al stilhed. Til sidst blev de læderindbundne sider købt af "Maecenas Stiftelsen" i Basel, en privat fond, som administreres af sagføreren Mario Jean Roberty. Bogens tidligere ejere hævdede nu, at den var fundet ved al-Minya Muhafazat al-Minya i Egypten engang i løbet af 1950'erne eller -60'erne, og at man først for nylig havde forstået, hvor betydningsfuld den var.

Eksistensen af teksten blev offentliggjort af Rodolphe Kasser på en konference af koptiske specialister i Paris, juli 2004. I en erklæring fra den 30. marts 2005 udtalte en talsmand for Maecenas Stiftelsen, at man havde planer om at udgive oversættelser til engelsk, fransk og tysk, når først et hold af specialister inden for koptisk historie havde konserveret de skrøbelige sider. Arbejdet ville blive ledet af dr. Kasser, der var professor emeritus fra Genèves universitet, og resultaterne ville blive offentliggjort ca. et år senere. I januar 2005 udtalte direktør A.J. Tim Jull ved National Science Foundation i Arizona og hans forskningsassistent, Gregory Hodgins, at de havde dateret fem prøver fra bogens papyrusmanuskripter til et tidspunkt mellem 220 og 340 ved hjælp af kulstof 14 metoden. Det tidsfæster det koptiske manuskript til det 3. eller 4. århundrede, dvs. et århundrede tidligere, end man havde skønnet ved analyser af skriftformen. I januar 2006 udførte Gene A. Ware fra Papyrological Imaging Lab ved Brigham Young University forskellige prøver i Schweiz, og han bekræftede manuskriptets ægthed.

Manuskriptet var ikke blevet behandlet ordentligt gennem flere årtier, og enkelte sider kan endnu være i omløb på antikvitetsmarkederne. Så sent som i februar 2006 dukkede der en halv side op i New York, og bogen anses nu kun for at rumme tre fjerdedele af det oprindelige antal sider. Roberty forsikrer på Maecenas Foundations vegne, at "når undersøgelsen er afsluttet, vil alt blive givet tilbage til Egypten. Værket hører til dér, og manuskriptet vil blive konserveret på bedste måde".

Manuskriptet er altså skabt 200-300 år efter Bibelens dato for Jesu død og opstandelse, og det rejser tvivl om dets historiske pålidelighed. Det er dog muligt, at det er det sidste i en lang kæde af afskrifter, der kan række helt tilbage til tiden efter Jesus. Dertil kommer, at kirkefaderen Irenæus refererer til "Judasevangeliet" så tidligt som 180, selv om man stadig ikke kan vide, hvor meget tidligere evangeliet blev nedskrevet. Med udgangspunkt i en tekstanalytisk opsporing af sproglige mærkværdigheder, så som sprogvendinger, der viser hemmelige formuleringer, og træk som tabes under oversættelser, er de fleste forskere enige om, at Judasevangeliet sandsynligvis er en oversættelse fra et ældre, græsk værk fra ca. 130-170. Irenæus' omtale af værket i 180 giver yderligere en terminus ante quem for værket.

Til sammenligning er den almindeligt accepterede datering af Johannesevangeliet kun nogle få årtier ældre, nemlig 95-110, men adskillige forskere har foreslået senere dateringer for Johannesevangeliet, sådan at det overlapper tidsmæssigt med Judasevangeliet.

Religionshistorisk sammenhæng[redigér | redigér wikikode]

Kirkens holdning[redigér | redigér wikikode]

Kirkefaderen Irenæus, en af de første biskopper i Lyon, fandt en bog hos den kristne menighed i Gallien, og i den blev Judas Iskariot ikke kun fremstillet som forræder, men også som helt. Forræderiet bliver tydet som "Befrielsens mysterium" i dette apokryfe Judasevangelium. Irenæus skrev bl.a. i den anledning værket Adversus Haereses, der er blevet til omkring 180:

"nogle påstår, at Kain fik sin eksistens fra Magten i det høje, og de erkender, at Esau, Korah, sodomitterne og alle den slags personer er beslægtet med dem selv… De påstår, at forræderen Judas var velbevandret i disse ting, og at han alene gennemførte forræderiets mysterium, fordi han kendte sandheden som ingen andre. På grund af ham blev alle ting, både på jorden og i himlen, bragt i forvirring. De kommer med en opdigtet historie af denne slags, og de kalder den "Judasevangeliet" [1]

Ca. to århundreder efter Irenaeus' indsigelser, kritiserede Cyperns biskop, Epiphanios af Salamis, Judasevangeliet for at rose den person, der forrådte Jesus, og for at fremstille ham som en, der "udførte et godt arbejde for vores frelse" [2].

Også senere kirkefædre kendte til Judasevangeliet, men i løbet af det 6. århundrede taber man alle spor af det, og det er blevet anset for tabt.

Kainitterne[redigér | redigér wikikode]

Den gruppe, som Irenæus hentyder til, er en sekt, der blev kaldt kainitterne. De mente, som en stor del af de gnostiske grupper, at Det Gamle Testamentes gud – Jahve – var ond, og han var svagere og meget forskellig fra den guddom, som havde skabt universet, og som havde sendt Jesus. Disse gnostiske grupper anså bibelske skikkelser for helte, når de havde søgt efter viden eller havde udfordret Jahves magt. Omvendt betragtede kainitterne de samme bibelske personer som dæmoner, der ellers ses som helte i en mere rettroende bibelforståelse. Visse kainitter hævdede, at Judas handlede, som han gjorde, for at menneskeheden kunne blive frelst ved Jesu død. Af samme grund anså de ham for værdig til taknemmelighed og påskønnelse.

Det kainittiske kætteri har været en vanskelig sag for den rettroende kirke. Den har altid hævdet, at Jesus frivilligt påtog sig lidelse og død, dels på grund af menneskehedens synder og dels ud fra en uendelig kærlighed, for at alle kan få mulighed for at opnå frelse. Kirken hævder derfor, at Judas’ forræderi kun kan betragtes som et personligt forræderi overfor Jesus og ikke som udtryk for en benægtelse af den rette tro. Efter Judasevangeliets opfattelse er hele handlingsforløbet op til forræderiet derimod forudbestemt, og Jesus ynker Judas for den rolle, han må påtage sig. I Johannesevangeliet finder man et citat, der kan ses i det samme lys, for da Judas forlader den sidste nadver, siger Jesus til ham: "Hvad du gør, gør det snart" (Johannes 13:27).

Manuskriptets indhold[redigér | redigér wikikode]

Den del af manuskriptet, som kunne oversættes, beretter om Judas som Jesu foretrukne discipel. Som mange andre gnostiske skrifter, der var beregnet for de særligt indviede, påstår Judasevangeliet at være "den hemmelige beretning om en åbenbaring, som Jesus fortalte Judas Iskariot om".

Mange filosoffer har overvejet den tanke, at Judas var den nødvendige forudsætning for, at Jesus kunne dø på korset, men tankegangen blev oftest fordømt som kætteri, og den kunne ikke støttes af citater i de kanoniske skrifter. Med Judasevangeliet føres tankegangen et skridt videre, og her bliver det ikke blot fastslået, at Judas’ handlinger var nødvendige, men også at Judas handlede på ordre fra Jesus selv.

Judasevangeliet beretter, at Jesus fortalte Judas: "Du skal blive forbandet i generationer." Derefter tilføjer teksten, at Jesus havde fortalt Judas: "Du skal komme og regere over dem", og: "Du vil overgå dem alle, for du skal ofre det menneske, som er min klædedragt."

I modsætning til de fire kanoniske evangelier, der bringer en fortællende fremstilling af Jesu liv, så består Judasevangeliet af en mindre struktureret samling af udsagn om Jesus og af korte samtaler mellem Jesus og Judas, der ikke er indføjet i nogen fortælling, og som ikke indgår i en åbenlyst filosofisk eller retorisk sammenhæng.

Ligesom Judas er fremstillet i de kanoniske evangelier, sådan taler også Judas i Judasevangeliet med dem, som skal arrestere Jesus, og han modtager penge fra dem efter at have overladt Jesus til dem. I modsætning til de kanoniske evangelier, der viser Judas som en forræder, der bliver hudflettet af Jesus: "Ve det menneske, ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt. Det havde været bedre for det menneske, om han aldrig var født" (Markus 14:21; Matthæus 26:24), skildrer Judasevangeliet ham som en, der er blevet udvalgt af Gud som redskab for et storslået og forudbestemt formål ("I de sidste tider vil de forbande din opstigning til de hellige").

Judasevangeliets Jesus foretrækker Judas og siger: "Træd væk fra de andre, og jeg skal fortælle dig om kongerigets mysterier", og senere: "Se, du har fået alt at vide. Løft dit blik og se på skyen og lyset inde i den og stjernerne omkring den. Den stjerne, som viser vejen, er din stjerne."

Muslimsk opfattelse[redigér | redigér wikikode]

Muslimske forskere peger på, at opdagelsen af det nye manuskript er en historisk bekræftelse af Koranens fortælling om, at det egentlig var en af Jesu elskede disciple – nemlig Judas – der skulle dø på korset. De henviser til dele af manuskriptet, hvor Jesus roser Judas og fortæller ham, at "du skal overgå dem alle", og at Judas vil "komme i stor sorg" for at kunne stige til himmels. Men Koranen nævner ikke Judas, og Judasevangeliet siger ikke, at Judas blev korsfæstet.

Forskning[redigér | redigér wikikode]

Resultater og reaktioner[redigér | redigér wikikode]

Professor Rodolphe Kasser afslørede nogle få detaljer om teksten i 2004. Teksten er skrevet i den samme, sahidiske dialekt af koptisk som Nag Hammadi-teksterne. Bogen består af tre dele: Et brev til Philip, som tilskrives Peter, og som findes i en anden version blandt Nag Hammadi manuskripterne. En Jacobs åbenbaring, der også kendes fra Nag Hammadi. Og Judasevangeliet. På det tidspunkt kunne ca. en tredjedel af bogen læses.

Man ville offentliggøre en videnskabelig udgave i 2005, men den blev forsinket. Færdiggørelsen af restaurering og oversættelse blev derefter annonceret af National Geographic Society ved en pressekonference i Washington, D.C. den 6. april 2006, og manuskriptet selv blev fremvist i organisationens hovedkvarter. Det blev fulgt op på National Geographics fjernsynskanal den 9. april samme år af en TV-udsendelse med titlen Judasevangeliet. Den samme udsendelse blev bragt på dansk fjernsyn i forbindelse med Påsken 2006.

James M. Robinson, der er en af USA's førende eksperter i gammelkirkelige tekster, forudsagde, at den nye bog næppe ville give ny viden om den discipel, som forrådte Jesus. Selv om dokumentet er gammelt, dvs. fra det 3. århundrede, er teksten ikke gammel nok. Ifølge Robinson er den formentlig bygget på et ældre dokument. Han nævnte dog også, at teksten sikkert vil blive værdifuld for de forskere, som undersøger forholdene i det 2. århundrede, men ikke fordi det giver en større forståelse af Bibelen.

Oversættelser[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Mod kætterier I.31.1
  2. Haeres., xxxviii

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • National Geographic: The Gospel of Judas : The National Geographic translation of The Gospel of Judas, released April 9th 2006
  • James M. Robinson: The Secrets of Judas : The Story of the Misunderstood Disciple and His Lost Gospel, 2006
  • Gregory A. Page: Diary of Judas Iscariot of the Gospel According to Judas, 1912, optrykt i 1942.
  • Lars Gyllensten: Testament of Cain, 1982