Esben Lunde Larsen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Esben Lunde Larsen
Personlige detaljer
Født 14. november 1978 (45 år)
Regionshospitalet Tarm, Danmark
Politisk parti Venstre
Uddannelses­sted Københavns Universitet
Links
Biografi på folketinget.dk Redigér på Wikidata
Informationen kan være hentet fra Wikidata.

Esben Lunde Larsen (født 14. november 1978 i Stauning) er en dansk politiker, der blev valgt til Folketinget den 15. september 2011 for Venstre i Ringkøbingkredsen i Vestjyllands Storkreds, og blev efter valget den 18. juni 2015 udnævnt til uddannelses- og forskningsminister.[1][2]

Baggrund

Lunde Larsen er søn af landmand Knud Helge Larsen og kontorassistent Anna Grethe Larsen. Esben Lunde Larsen blev student fra Vestjysk Gymnasium i Tarm i 1998. Herefter var han efterskolelærer på Sædding Efterskole 1998-1999.[3]

Lunde Larsen begyndte en uddannelse som cand.theol. ved Københavns Universitet i 2001 og fuldførte i 2008. Hans speciale blev udgivet i 2009-nummeret af tidsskriftet Nordisk Teologi under titlen Frihedstænkning hos N.F.S. Grundtvig.[4] I 2008 begyndte han på en ph.d. om Grundtvigs frihedsbegreb. Den 14. december 2012 fremførte Esben Lunde Larsen sit ph.d.-forsvar ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, hvilket resulterede i, at han blev officielt tildelt titlen som ph.d.[5] Hans afhandling udgivet i 2013 bar titlen Frihed for Loke saavelsom for Thor: N.F.S. Grundtvigs syn på åndelig frihed i historisk og aktuelt perspektiv.[6]

Lunde Larsen er bosiddende i Hvide Sande.[7]

Politiske karriere

Lunde Larsen meldte sig ind i Venstres Ungdom i 1995.[8] Han blev valgt ind i byrådet for Ringkøbing-Skjern Kommune i 2006 og blev i 2010 viceborgmester. I byrådet er Lunde Larsen formand for Videnudvalget og næstformand i Økonomi- og Erhvervsudvalget.[5]

Ved folketingsvalget 2011 blev Lunde Larsen valgt ind med 10.183 personlige stemmer.[9] Han blev efter folketingsvalget medlem af Venstres gruppebestyrelse og fik blandt andet posten som Venstres ordfører for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser, samt posten som SU-ordfører[5].

Det skabte opmærksomhed da Lunde Larsen i 2014 udtalte at han ville omtale en sort person som "neger". Baggrund for denne udmelding var en sag om slikfirmaet Haribo der havde fjernet slikstykker fordi de ansås for racistiske. Lunde Larsen var imod at man blev påduttet "politisk korrekt tale af smagsdommere".[10]

I 2014 gav Det Frie Forskningsråd 2,5 millioner kroner til et forskningsprojekt om folkeminder på Bornholm. Projektet med titel Subterraneans and the temperaments of a landscape on Bornholm. An anthropological analysis of time, history and place on a Danish island[11] fik i medierne den nedladende betegnelse Krølle-Bølle-forskning. Lunde Larsen kritiserede som Venstres forskningordfører Det Frie Forskningsråds prioritering og kaldte rådet for "verdensfjern" og mente at med bevillingen til projektet havde rådet "med al tydeligehed" vist at det "administrere[de] for mange midler". Samtidig medgav han dog at der var et armslængdeprincip.[12]

Ved Folketingsvalget 2015 modtog Lunde Larsen 10.834 personlige stemmer fra Vestjyllands Storkreds og blev dermed genvalgt til Folketinget. Det var som Venstres tredje kredsmandat i Vestjylland.[13] Den 28. juni 2015 blev han præsenteret som uddannelses- og forskningsminister i Regeringen Lars Løkke Rasmussen II.[2]

Referencer

  1. ^ "Danmark har fået en ny regering". Venstre. 28. juni 2015.
  2. ^ a b Steen A. Jørgenssen (28. juni 2015). "Her er hele Lars Løkkes ministerhold". Jyllandsposten.
  3. ^ Ritzau (28. juni 2015). "BLÅ BOG: En teolog i uddannelsesministeriet". Jyllands-Posten.
  4. ^ http://www.see-j.net/index.php/nt/article/view/76
  5. ^ a b c Folketinget – Esben Lunde Larsen (V)
  6. ^ http://curis.ku.dk/ws/files/100984960/Lunde_Larsen_Esben_Frihed_for_Loke_saavelsom_for_Thor_e_bog.pdf
  7. ^ http://esbenlundelarsen.dk/cv/
  8. ^ Amalie Kestler (27. december 2012). "'Jeg er jo ikke to mennesker'". Information.
  9. ^ Valgte kandidater og stedfortrædere – Folketingsvalg torsdag 15. september 2011 – Danmarks Statistik
  10. ^ Haare Sørensen (22. januar 2014). "Folketingsmedlem vil sige 'neger' i protest". Jyllands-Posten.
  11. ^ "Det Frie Forskningsråd uddeler 9 ph.d-stipendier til gennemførelse uden for universiteterne, oktober 2014".
  12. ^ Elisabeth Astrup (28. oktober 2014). "V-ordfører: Krøllebølle-forskning er ude af trit med Danmarks behov". Politiken.
  13. ^ "Folketingsvalg torsdag 18. juni 2015". Danmarks Statistik. Hentet 20. juni 2015.

Eksterne henvisninger

Artiklen om politikeren Esben Lunde Larsen kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede.
Du kan hjælpe ved at afsøge Wikimedia Commons for et passende billede eller uploade et godt billede til Wikimedia Commons iht. de tilladte licenser og indsætte det i artiklen.