Fristaten Congo

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
État indépendant du Congo
Fristaten Congo
Personlig Koloni
Flag of Congo Free State.svg
1885–1908 Flag of Congo Free State.svg
Flag Våben
Flag Rigsvåben
Verdensdel Afrika
Region Centralafrika
Land(e) Congo
Motto
"Travail et Progrès"
("Arbejde og Fremskridt")
Geografisk placering af Fristaten Congo
Kort over Belgien og Fristaten Congo (grøn) i verden (grå)
Hovedstad Boma
Styreform Absolut monarki
Leder og Ejer[Kilde mangler] Leopold II
Historisk periode Ny Imperialisme
 - Etableret 2. maj[Kilde mangler]
 - Annektion af Belgien 15. november 1908

Fristaten Congo (fransk: État indépendant du Congo) var fra 1885-1908 en koloni i Centralafrika i personalunion med Belgien. Kolonien tilhørte kongen Leopold 2. personligt, men han blev tvunget til at overdrage kolonien til den belgiske stat efter at en omfattende international protestbevægelse i begyndelsen af 1900-tallet fremhævede de umenneskelige metoder, som landet blev kørt. Fra 1908 til 1960 blev landet administreret som Belgisk Congo.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

En i 1876 dannet "Internationale afrikanske association" (Association Internationale Africaine) med kong Leopold 2. som præsident havde som arbejdsfelt Østafrika fra kysten til de store søer. Men efter, at Stanley den 12. august 1877 var trængt tværs over Afrika frem til Atlanten samt påvist Kongoflodens løb og dets enorme bækkens rigdomme, syntes dette område mere egnet som operationsfelt, hvorfor Leopold 2. den 25. november 1878 i Bruxelles dannede "Comité dé'tudes du Haut-Congo", som påbegyndte besiddelsestagningen af Kongoområdet. Stanley anlagde stationen Vivi i august 1879, og denne blev fulgt op med over 30 stationer mellem Kongoflodens munding og Stanley-faldene (december 1883) samt i Kuilu-Niadi-området, og en stribe aftaler blev indgåede med negerhøvdinge, som afstod deres højhedsrettigheder over store områder. I 1882 tog komitéen navnet "Association internationale du Congo". Dets flag (blå dug med en gul stjerne) anerkendtes af USA og de europæiske stater (således af Sverige-Norge den 10. februar 1885). Repræsentanter for disse magter samledes i Berlin i 1884 til den såkaldte Kongokonferensen, som regulerede den nye fristats internationale forhold foruden andre forhold vedrørende Afrika.

At det lykkedes den belgiske konge således personligt at erhverve sig et så stort område i Afrika må ses i lyset af datidens politiske stormagtsspil: Frankrig så hellere, at det gik til det lille Belgiens konge frem for til Storbritannien, det samme mente tyskerne, og briterne var imod, at fransmændene fik den store koloni. Den amerikansk-britiske opdagelsesrejsende Henry Morton Stanley var blevet hyret avf Leopold efter, att Stanley havde rejst gennem Afrika fra øst til vest og fundet Kongoflodens kilder. Stanley kunne med sine særlige kundskaber og ekspertice propagandere for, at hele det store centralafrikanske område skulle høre under en og samme administrator for, at de talrige bifloder derved på bedste måde skulle kunne udnyttes som transportveje. Efter, at Stanley havde overbevist Europas dignitarer under Berlinkonferencen i 1884, besluttedes det, at det Internationale Afrikaselskab (Association Internationale Africaine), hvis leder Leopold var, skulle forvalte Kongo. Meningen var, at frihandelen skulle sikres, og der blev givet indtryk af, at selskabet ville sikre en filantropisk forvaltning med beskyttelse af plantevækst og dyreliv samt de indfødte. Imidlertid var Afrikaselskabet i praksis et luftkastel, der ikke afholdt møder i årevis, så Leopold kunne i selskabets navn handle, som det passede ham.

Grænser og landskabelige forhold[redigér | redigér wikikode]

Kort over Fristaten Congo i 1892

Ved aftaler med Tyskland, Frankrig, Belgien, England og Portugal blev grænserne fastlagte. Kongostaten grænsede i nord til den portugisiske enklave Kabinda (grænsen fastlagt den 25. maj 1891) og Fransk Kongo (grænsen fulgte floden Tsjiloango til dens nordligste kilde, vaandskellet mellan Niadi-Kuilu og Kongo til Manjangas meridian, der efter en ikke naturlig grænselinie til Kongo, ad denne flod opad samt - fra den 14. august 1894 - dens biflod Ubangi til foreningen af Mbomu og IMle, videre Mbomu til dens kilder og endelig en ret linje til vandskellet mellem Kongo- og Nilbækkenet, der efter vandskellets kam til 30° østlig længde, denne længdegrad til 5° 30r nordlig bredde samt denne sidstnævnte linje til Nilen), i øst til Britisk Østafrika, Tysk Østafrika og Tanganjika-søen, i syd til Britisk Centralafrika og Portugisisk Vestafrika (grænsen fastlagt den 25. maj 1889, da Muata-Janvos rige, Lundariget, som tidligere lå mellem portugisisk Angola og Kongostaten, blev delt mellem de to).

Det store område, som beregnedes have et areal af omkring 2.252.800 km2, var trods en stribe forskningsrejser af Livingstone, Stanley, Wissmann, Wolf, v. Francois og andre, i samtiden kun lidt kendte. Det var delt i tre naturligt begrænsede områder: det omkring 2.2 mio. km2 store område omkring øvre Kongo, det omkring 12.500 km2 store område omkring nedre Kongo samt den mellem de to liggende 400 km brede bjergrige zone omkring faldene. Det syntes at være et i almindelighed jævnt, kun af enkelte, ikke specielt høje bjergområder gennemdraget land, som næsten udelukkende tilhørte Kongos flodområde (kun i øst tilhørte en del Nilens flodområde).

Klima[redigér | redigér wikikode]

Klimaet var varmt og fugtigt. I det indre var forskellen mellem regntid og tør årstid mindre udpræget; ved ækvator regnede det uregelmæssigt hele året. I de sydlige egne, især i Katangaområdet, oversteg temperaturen ikke 34°C og faldt ikke sjældent til 5°C.

Om jordens frugtbarhed var meningerne i samtiden meget delte. Den vidt udbredte lateritjord egnede sig kun i ringe grad til jordbrug, men det skov- og vandrige område ved nedre Kongo var meget frodigt og egnet især til kaffe-, tobaks- og kakaodyrkning, mens i savanneområdet omkring øvre Kongo, Stanley Falls, øvre Uelle og Aruvimi viste sig egnede til kvægavl. Alluvialjorden og det dybe humuslag i skovene i det øvrige område ansås at kunne give rig afkastning af alle slags kolonialafgrøder.

Af mineraler havde man i samtiden opdaget jern- og kobbermalm samt stenkul.

Befolkningsforhold[redigér | redigér wikikode]

Befolkningen dannede den vestre gren af kafferfolkene, undertiden med et fælles navn sammenfattet under benævnelsen bundafolkene: ved Kongos øvre løb uarua, længere ned de vilde man-jema, hvilke for araberne i samtiden gjorde tjenste som slavejægere, waregga, lige som befolkningen ved Aruvimi. bosoko med flere, kannibaler, ved Kongos mellemste løb mongo (balolo), gombe, bokote (wangotä), bangala, bateke med flere, neden for Stanley Pool bakuendi, basundi, majombe og kakongo på den nordlige side samt bakongo og musorongo på den sydlige, ved San-kuru og Kassai lunda, bakuba, basonge (baluba, basjilange), basenge med flere. De var i almindelighed ikke krigeriske, dog undtaget bangala (balombo) ved Kongo oven for Ubangis munding. Alle drev jordbrug, fiskeri, jagt og forarbejdede med dygtighed træ, ler, plantefibre, sten, jern, messing, kobber og elfenben til husgeråd, prydelser og våben. Mange drev med ubestridelig dygtighed varehandel.

Europæerne fandt blandt de indfødte med lethed tilstrækkeligt med arbejdskraft for sine forehavender. Kongojernbanen sysselsatte 40.000 bærere. Nogen udvikling i retning af statsdannelse syntes intetsteds, hvilket væsentlig gjorde Kongostatens opretholdelse lettere. Blandt kafferfolkene boede, hvad man formodede var rester af en oprindelig befolkning, de dværgartede batua (vua-tua), ved Kongos biflod Lomami og Sankurus biflod Lubi-lasj, og acka.

Befolkningens størrelse var ukendt og beregnedes højst uensartet, fra 14 til 30 mio. Antallet af europæere var i januar 1896 1.325, af hvilke 839 var belgiere, 79 svenskere og nordmænd.

Jagten på elfenben og de økonomiske problemer[redigér | redigér wikikode]

Det første årtier under Leopolds styre i Kongo foregik en intensiv jagt efter elfenben, hvilket anvendtes som materiale i alt fra løstænder til pianotangenter og snustobaksdåser. Trods store mængder af elfenben begyndte Leopold at få økonomiske problemer og begyndte at sælge store mængder af Kongoobligationer. Med tiden blev han mere trængt for at finde løsninger på de voksende økonomiske belastninger. Byggeri af en jernbane fra Boma til Leopoldville, hvilket skete med tvangsarbejdere, bidrog til problemerne. En løsning blev, at Leopold fik overtalt den belgiske stat til at give ham et enormt lån og dermed lade de belgiske skatteydere stå for omkostningerne. Til trods for den internationale konference mod slaveri, hvor europæerne fordømte de osmanniske tyrkeres og arabernes slavehandel, blev afrikanerne i Kongo ofte behandlet omtrent som slaver. Leopold fik mulighed for at indføre told i Kongo, hvorved frihandelen reelt forsvandt, og han kunne nu indhente store toldgevinster. Men for, at de skulle fortsætte, måtte der være flere attraktive råvarer at forhandle. Ved århundredeskiftet skulle efterspørgslen på en råvare, som Leopold havde store mængder af, vokse i pris i stor hast: gummi.

Gummiproduktionen og -handelen[redigér | redigér wikikode]

Indsamling av gummi fra gummitræer
Kongolesiske børn, der var ofre for Force publique i Leopolds Kongo.
Fotografierne er taget af Alice Seeley Harris.

I 1890-erne og det første årti af 1900-tallet blev den eftertragtede råvare naturgummi i stedet for elfenben. Gummi blev efterspurgt stadig mere i Europas industrier, hvor det anvendtes som isoleringsmateriale og til cykeldæk med mere. Efter, at gummi kunne dyrkes på plantager og dyrkningen blev systematisk organiseret, skaffede dyrket gummi og gummi udvundet fra gummitræenes ranker i jungelen enorme fortjenester. Leopolds held var, at der i Kongo fandtes en stor mængde af gummitræer. Gummi blev nu indsamlet med ubeskrivelig hårdhed og intensitet. Leopolds kolonialhær hed "Force publique" og bestod af kongolesere, som var blevet hvervet med tvang eller frivilligt. De ledtes af en mindre gruppe af hvide fra hele Europa, blandt andre Sverige, men især fra Belgien. Disse ledere gjorde storartet karriere i Afrika, hvilket almindelige mennesker ikke kunne gøre tilsvarende i datidens Europa. "Force publique" tvang de indfødte ud i skovene for at indsamle det sirupsgtige gummi fra lange ranker på gummitræerne. De blev tvungne til at opfylde en vis kvote, og de, som ikke gjorde det, blev straffede brutalt med pisk eller på anden vis. De kunne eksempelvis blive tvunget til at spise gummi.

Kolonihæren fik instruktioner om at tage familiemedlemmer, kvinder og børn som gidsler samtidig, som mændene blev tvungne ud i skoven for at samle gummi. Under tiden voldtoges kvinderne, og landsbyernes dyr konfiskeredes næsten altid således, at befolkningen ikke havde noget at spise. Hvide statstjenestemænd eller andre tjenestemænd, som arbejdede for handelsselskaberne, sad på sine verandaer ved stationerne og ventede på, at gummikvoterne skulle leveres for så at siden fragte dem ned ad Kongofloden og videre til Europa. Jo mere gummi desto mere provision. Midt inde i det centrale Afrika havde de ofte deres egne små "riger", hvor de kunne opføre sig som det passede dem. Ud over at på alle måder højne egne fortjenester (og dermed også Leopolds indkomster) holdt de sig ikke sjældent med egne harem.

Et af de mere makabre indslag i Leopolds jagt på gummi var, at man var beordret til at spare på sine kugler, og derfor var "Force publique" instrueret om, at for hver kugle, som blev afskudt enten mod vilde indfødte, som forsøgte at undgå at blive tvunget ud i skoven eller mod rebeller, måtte de forevise en højrehånd, det vil sige, at hvis en soldat kom til basen om aftenen og havde anvendt tre patroner, skulle han også have tre afhuggede højrehænder med sig. Dette for at kuglerne ikke skulle sløses på dyr. Når man ramte forbi, var man tvunget til at hugge hånden af på et levende menneske, ikke sjældent et barn.

Missionsvirksomhed[redigér | redigér wikikode]

Missionen arbejdede på over 100 steder. Ved nedre Congo oprettedes 1888 et katolsk apostolisk vikariat. Af protestantiske missionsselskaber, hvilke 1896 havde omkring 230 europæiske missionærer på 56 stationer, forestod i særdeleshed de engelske (med 10 stationer) og amerikanske baptister (med 14) en livlig virksomhed; de deltog tillige kraftigt i landets udforskning, hvorved deres dampskibe gjort god tjeneste. Foruden dem arbejdede den engelske balolomission, den amerikanske biskop Taylors mission, The international missionary alliance og Svenska missionsförbundet. Det sidstnævnte, som begyndte sin virksomhed ved Kongo 1881 - næst efter de engelske baptister det ældste af de i Kongo virkende protestantiske missionsselskaber - havde ved nytår 1897 5 stationer (Mukimbungu, Kibunzi, Diadia, Nganda, alle i Kataraktdistriktet, og Londe i distriktet Matadi) med 19 udstationer, 22 svenske missionærer (deraf 10 kvinder) og 44 indfødte, 621 forsamlingsmedlemmer og 38 skoler med 1.190 skoleelever (deraf 48 søndagsskoleelever). Det i hvert fald ved nedre Kongo gængse handels- og missionssprog fra Banana til Stanley Pool, på begge sider af floden, var (ki-)fioti, derfor tillige kaldet Kongosproget. Den i Svenska missionsförbundets tjeneste virkende Nils Westlind (død 1895) forfattede "Grammatikaliska anmärkningar öfver Kongospråket sådant det talas i mellersta delen af den nedre Kongodalen" (Mukimbungu, 1888) samt oversatte til samme sprog Johannes’ evangelium (Kristinehamn 1885), Bibliska berättelser (1891), hele Det Nye Testamente (samme år, nyt oplag 1898) samt udarbejdede en læsebog (Stockholm 1887). Andre svenske missionærer skrev blandt andet en ABC-bog (1893), en sangbog (1896), som blev antaget til brug af alle missionsselskaberne ved nedre Kongo, og udgav fra 1892 et tidskrift, "Minsamu miayenge" (Fredsbudbringeren), som udkom i 750 eksemplarer, modtog bidrag af de indfødte og europæere og indeholdt en religiøs afdeling, artikler i geografi, naturlære og sundhedsvæsen samt nyheder fra ind- og udland.

Samfærdsel, handel[redigér | redigér wikikode]

Skønt Kongo ophørte at være sejlbar ved Stanley Pool, havde det i Belgien dannede "Compagnie du chemin de fer du Congo" igangsat anlæggelsen af en omkring 400 km lang jernbane fra Matadi neden for Jellalafaldene til Naolo ved Stanley Pool (i april 1897 var 270 km færdiganlagte). Men intet land i Afrika ejede så stor rigdom på vandveje som Kongolandet, sammenlagt over 13.000 km.

Udførslen udgjorde 1896 noget over 15 mio. francs. Hovedartiklerne var elfenben, kautsjuk, palmekerner, palmeolia og kaffe. Indførslen vurderedes samme år til noget over 16 mio. francs, hvoraf 10.2 mio. francs fra Belgien. Kongo-staten var en ren handelskoloni, som støttede sig på negrenes frie produktion, og flere europæiske handelshuse arbejdede i landet. Importtold indførtes 1892, eksporttolden var beskeden. Handel og søfart var frie, men frihandelsområdet omfattede tillige dele af Fransk Kongo, de portugisiske besiddelser til Rio Loja og til vandskellet mellem Kongo og Kuango samt hele Østafrika fra Sambesis munding til 5° nordlig bredde. Havnene Borna og Banana besøgtes 1895 af 571 fartøjer, på 253.000 tons. Trafikken mellem Europa og Kongomundingen blev forestået af flere dampskibslinier.

Kongostaten blev 1895 medlem af verdenspostforeningen.

Det franske møntsystem med guldmøntfod blev brugt. De første mønter blev slået i 1887, og 1896 indførtes pengesedler.

Metersystemet blev anvendt ved og i nærheden af europæernes stationer, men i almindelighed hvilede vareomsætningen på bytte mod prydelser og nyttigheder, hvorved kaurisnegle, fabriksprodukter af alle slags, kolanødder etc. repræsenterede penge.

Forfatning og forvaltning[redigér | redigér wikikode]

Kongostaten dannedes i henhold til beslutning ved Kongokonferencen og den 26. februar 1885 stilledes under Leopold 2.s. suverænitet i personalunion med Belgien og erklæredes for evighed neutral. Leopold 2., som til landets udforskning og forvaltning havde bekostet mange millioner, overdrog ved testamente af 2. august 1889 sine rettigheder efter sin død til Belgien, hvilket, genom konvention mellem de to stater af den 3. juli 1890 og ved en kodicil til nævnte testamente af 21. juli samme år, som fastlagde statsområdets ret til efter en tid af ti år at annektere Kongostaten med alle dertil hørende suverænitetsrettigheder.

Centralregeringen i Bruxelles lededes af en statssekretær og er opdelt i tre departementer: udenrigs-, finans- og indenrigsdepartementet (hvert under en generalsekretær) hvortil kom en generalskatmester og fra 1896 en kontroldirektør. I Bruxelles residerede også det Høje råd med 17 medlemmer, som på en gang var konsultativ myndighed samt kassationsdomstol og appellations-domstol i spørgsmål vedrørende mindst 25.000 francs.

Lokalregeringen, oprindelig i Borna siden i Léopoldsville, bestod af en generalguvernør bistået af en stab af tjenestemænd, samt distrikts-kommissarier, en i hvert af de 14 distrikter eller provinser, hvori staten var inddelt: Bananar Borna, Matadi, Katarakt-distriktet, Stanley Pool, Kuangooriental, Lualaba-Kassai, Ækvatordistriktet Leopold IIs sø, Bangala, Ubangi, Uölle, Stanley Falls og Aruvimi. Vigtigst blandt de 115 stationer var: Banana, Borna, Matadi, Lukungu, Leopoldville, Coquilhatville, Nouvelle-Anvers, Stanley Falls, Luluabourg, Ponthierville, Albertville, Njangve og Lusambo.

Staten behøvede store tilskud til dækning af sine forvaltningsomkostninger, efter som indkomsterne langt fra kunne dække disse, hvilket beroede på fravær af plantagedyrkning. Budgettet for 1897 optog indkomster på 9.369.300 og udgifter på 10.141.871 francs. Til indkomsterne hørte bidrag på l mio. francs (årligt) fra kongen, forskud af Belgien, den 3. juli 1890 bevilget for 10 år med 2 mio. francs årligt, toldindkomster (2 mio.) samt salg af land, jordleje og skatter med mere. Af udgifterne krævede i 1896 alene militæret 4.8 mio. francs, den lokale forvaltning kostede omkring l mio, offentlige arbejder 615.000, marinen 528.000, centralforvaltningen i Europa 231.000 francs.

Hæren bestod 1896 af omkring 12.000 mand (8.000 udskrevne og 4.000 hvervede) fordelt på 16 kompagnier og ledede af belgiske officerer. Marinen bestod af 7 dampskibe på nedre og 12 på øvre Kongo.

Protesterne starter[redigér | redigér wikikode]

En satirisk tegning fra 1906 i Punch, der viser Leopold 2. som en gummislange, der kæmper mod en kongolesisk mand.
Edmund Morel
Roger Casement

Gevindsterne voksede stadig mere under 1900-ernes første årti, men grusomhederne fik stadig mere opmærksomhed blandt besøgende, som ikke troede deres øjne, og som ikke kunne holde ud at tænke på det, de så. En af de første var en sort amerikaner, George Washington Williams, som var rejst til Kongo i et idealistisk formål. Hans ønsker havde sammenfaldet med de sydstatsfolk i Amerika, hvis racistiske synspunkter gik ud på, at de frigivne amerikanske slaver skulle rejse tilbage til Afrika. Washington havde også propaganderet for dette men kunne ikke svare på nogen som helst spørgsmål om Afrika og Kongo, derfor rejste han dertil for at se hvorledes, der var. Han blev forfærdet over det, han så. Hans protester i diverse trykte brochurer, som spredtes i Europa og USA, blev dog effektivt neutraliserede af Leopold. Den næste protesterende mod Leopolds Kongo var også han sort amerikaner ved navn William Sheppard. Ingen af dem blev dog taget alvorligt.

Men også andre havde set hvad, der foregik, blandt andre forfatteren Joseph Conrad, og senere også den britiske konsul (egentlig irer) i Kongo, Roger Casement. Men sin største kritiker fik Leopold i den britiske journalist Edmund Morel, som arbejdede i et britiskt rederi i Liverpool, hvilket havde kontrakt med Kongostaten. Han så, at der kom råvarer til en høj værdi til Europa men at ingen produkter andet end soldater og geværer sendtes tilbage. Han anede hvad, som pågik, at kun slavearbejde kunne forklare de enorme gevindster. I sit tidskrift West african mail begyndte Morel at kritisere Leopolds styre i Kongo intensivt, og under årene, som fulgte, skulle proteststormen vokse som en lavine. Flere besøgende i Kongo indgav information og dokumenter til Morel, som selv aldrig besægte Kongo (det gjorde for øvrigt Leopold heller ikke). Alle fra missionærer til militærfolk og ansatte i firmaer fandt sig tvungne til at fortælle om den elendighed, de havde set i Kongo, og Morel udviste en utrættelig målrettethed i sin kamp. En anden person, som bidrog til at henlede opmærksomheden på situationen, var den britiske baptist Alice Harris, som dokumenterede overgrebene, hun bevidnede.[1]

I 1904 dannede Edmund Morel sammen med Roger Casement organisationen CRA, Congo Reform Association, og denne organisation voksede til en massebevægelse over hele verden. Massemøder blev afholdte i de store byer i Amerika, i Europa og endda i Australien. Billeder af børn med afhuggede hænder vakte vrede og medlidenhed. Den folkelige opinion begyndte for første gang i 1900-tallet at vise sin magt over magthaverne. Politikere, biskopper, aristokrater og forfattere som Mark Twain og Arthur Conan Doyle deltog i Morels organisation og blev nære venner af ham.

Leopold tvinges til at afstå Kongo[redigér | redigér wikikode]

Leopold gik fra at have været Europas hyldede filantrop til at blive den store skurk. I 1908 blev han endelig tvunget til, efter flere propagandaoffensiver for at kunne beholde Kongo, at overdrage sin koloni til den belgiske stat. "Jag skal give dem mit Kongo, men hvad, jag gjort, skal de ikke blande sig i", sagde han til en af sine medhjælpere, der efter optændtes Kongostatens ovne og i 8 dage i august 1908 afbrændtes størstedelen af statens papirer. Leopolds finanser var ved hans død i 1909 et stort rod. Hvad, som stod klart, var, at der var skabt umådelige rigdomme, og at intet af det skulle tilfalde hans døtre. I stedet gik meget af det til hans unge elskerinde Caroline Lacroix.

Våben[redigér | redigér wikikode]

Våbenet viste i blåt felt en sølvtværbjælke (Kongofloden), belagt med Belgiens skjold; i højre øvre hjørne ses en gylden, femtakket stjerne. Skjoldholdere: to tilbageskuende gyldne løver. Motto: "Travail et progrés" (Arbejde og fremskridt).

Anerkendelser[redigér | redigér wikikode]

Der fandtes 4 ordener, som var i brug til belønning af såvel europæere som indfødte: Kroneordenen, Leopold 2.s Orden, Afrikanske Stjerneorden og Løveordenen. I 1908 overgik disse ordener til det belgiske ordenssystem. Kroneordenen og Leopold 2.s Orden tildeles stadig, mens den Afrikanske Stjerneorden og Løveordenen ikke er tildelt efter Congos selvstændighed i 1960.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Koordinater: 5°51′S 13°03′Ø / 5.85°S 13.05°Ø / -5.85; 13.05