Heraklit

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Heraklit, som Johannes Moreelse tænkte sig ham.

Heraklit (540 – 480 f.v.t.) var en græsk filosof, bosat i Efesos. Han kaldes ofte for "den dunkle" eller "den skjulte". Hans skrifter kendes kun i brudstykker, og er for manges vedkommende svære at tolke, hvoraf tilnavnet. Den græske forfatter Diogenes Laertius oplyser, at Heraklit bevidst skrev, så teksterne kun kunne forstås af de indviede. Heraklit mente, at alting var i konstant forandring, og at det eneste uforanderlige var forandringen.

Den evige ændring[redigér | redigér wikikode]

Heraklit, som Hendrick ter Brugghen tænkte sig ham.

For Heraklit forandres verden ustandseligt: "Alt flyder" (Panta rhei). "Man kan ikke bade to gange i den samme flod" – for det vand, man stiger op af, flyder videre, så næste gang bader man i noget andet vand. (Eller også er man selv blevet en anden). Heraklit opfattes derfor normalt som den første procesmetafysiker.

I denne ustandselige forandring finder alting sin modsætning. Herved opstår den spænding, der skaber noget nyt, der så igen finder sin modsætning. Således kan Heraklit have inspireret Hegel til hans dialektiske system, der igen inspirerede Karl Marx til den dialektiske materialisme. Hos Heraklit er det værende i konflikt med sig selv. Det eneste bestandige i denne omskiftelighed er cirklen, den evige forandring. Bevægelsen er det eneste, som forbliver sig selv lig.

Verdensilden og guldet[redigér | redigér wikikode]

I sin naturfilosofi betragtede Heraklit ilden som et grundstof og dertil symbol for den evige bevægelse. "Verdensilden" er livets princip, det eneste sikre holdepunkt og derfor guddommelig. Den evige ild sikrer verdens evighed. Verden har altid eksisteret, har ingen begyndelse, men vil altid fortsætte sit kredsløb. I ilden så Heraklit derfor et tegn på selve livsprocessens kredsløb, hvor det levende går til grunde, og af det døde opstår livet.

Heraklit fremsatte også en analogi mellem ild og guld. For ham var de ækvivalente: "Alle ting udveksles med ild, og ild med alle ting; ligesom goder med guld og guld med goder." En art begrundelse for sammenhængen mellem vareudveksling og den rationelle tænknings opståen. I Heraklits kosmologi udgør ilden således samme bytteprincip, som guld for de joniske handelsbyers varer. Mens guld var handelsbyernes livsnerve og stedfortræder, lod Heraklit verdensilden være tingenes stedfortræder. Verdensilden aftager og tiltager, ud fra, om den tilføres det våde element (vand) eller det tørre (luft). Ilden udgør start- og slutpunkt for livets cirkelbevægelse. Begyndelsen er derfor også en afslutning; men kredsløbet ophører ikke, for ilden lever af luftens død, luften lever af ildens død, vandet lever af jordens død, jorden lever af vandets død (ild — luft — vand — jord — vand — luft — ild). Opvarmning og afkøling er det samme, fordi begge holder kredsløbet i gang. Kredsløbet genspejles på samme vis i årstidernes skiften, i menneskets sovende og vågne tilstande, i fuldskab og ædru tilstand, osv. Sjælen mente han fungerer bedst, når den er "tør", dvs. ædru, hvilket beviser dens slægtskab med ilden. [1]

Nietzsche[redigér | redigér wikikode]

Heraklit var Nietzsches filosofiske forbillede, og verdensilden, der stadig antager nye former, men selv er uudslukkelig, repræsenterede som dynamisk urelement Goethes begreb Stirb und werde (= Dø og forvandles), som kom til at figurere centralt i SS-ideologien, og inspirerede Nietzsche til det ekstatiske digt i Ecce Homo: [2]

Ja, ich weiss, woher ich stamme!
Ungesättigt gleich der Flamme
glühe und verzehr’ ich mich.
Licht wird alles, was ich fasse.
Kohle alles, was ich lasse.
Flamme bin ich sicherlich!
(Ja, jeg ved, hvorfra jeg stammer!
Umættelig som flammen
gløder og fortærer jeg mig.
Lys bli'r alt, jeg griber fat i.
Kul bli'r alt, jeg lader ligge.
Flamme er jeg ganske vist!)

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Ernst Bloch: Den antikke græske filosofi. http://archive.li/v9iSP#selection-1261.0-1261.1
  2. ^ Carl Müller Frøland: Nazismens idéunivers (s. 514), Vidarforlaget 2017, ISBN 978-82-7990-374-1

Literatur på dansk[redigér | redigér wikikode]

Mejer, Jørgen (1994): Førsokratiske filosoffer – fra Thales til Heraklit. Hans Reitzels forlag. (Indeholder dansk oversættelse af en del fragmenter.)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

filosofi Stub
Denne filosofiartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.