Portal:Historie/Udvalgt artikel/2008
Artikelarkiv for 2008[rediger kildetekst]
Januar[rediger kildetekst]
Kristen pilgrimsfærd i middelalderen betegner de forskellige former for pilgrimsfærd personer, der tilhørte den vestlige kirke i middelalderen, foretog.
Pilgrimsfærd var i middelalderen en vigtig del af det religiøse liv i perioden. Tusindvis af mennesker flokkedes på landevejene for at nå frem til en kirke eller helligdom og bede ved et sted med særligt stærke bånd til hellige personer.
Det var en gammel kristen tradition for religiøst eksil, der i middelalderen oplevede en kraftig opblomstring. Tidligt i kristendommens historie havde eremitter forladt deres hidtidige liv og var flyttet ud i ørkenen som led i en asketisk livsførelse. Mange nye munkeklostre blev grundlagt, mens lægfolk kunne leve en midlertidig munketilværelse ved at forlade deres hjem og rejse mellem helligdommene, dette blev peregrinio (latin: rejsende/landflygtig), som på dansk blev til pilgrim.
Februar[rediger kildetekst]
Syvårskrigen blev udkæmpet fra 1754/1756 til 1763, og indbefattede Preussiske Syvårskrig og Franske og indianske Krig. De vigtigste af datidens europæiske stormagter blev alle involveret i denne krig, der var den sidste væsentlige militærkonflikt i Europa før den Franske revolution. Hovedmodstanderne var Storbritannien, Preussen og Hannover på den ene side og Frankrig, Østrig, Rusland, Sverige og Sachsen på den anden. Spanien og Portugal blev senere trukket ind i konflikten, mens en styrke fra de neutrale Nederlande blev angrebet i Indien. Som den første konflikt i historien bredte kamphandlingerne sig til alle verdensdele, hvor lokale stater ofte blev inddraget i krigen som allierede med de europæiske magter.
Krigen medførte ingen territoriale ændringer i Europa, men betød afslutningen på fransk dominans i både Europa og i Nordamerika. Pga. sit nederlag til Storbritannien i kolonierne mistede Frankrig næsten alle sine amerikanske besiddelser, og landets prestige faldt som følge af en elendig krigsindsats i Europa. I stedet blev Storbritannien den dominerende koloni- og flådemagt. Trods nederlag til en overmægtig koalition og næsten udslettelse kom Preussen ud af krigen uden territoriale tab, og blev efterfølgende regnet som en militær stormagt.
Marts[rediger kildetekst]
Københavns brand 1728 er den største brand i Københavns historie. Den rasede fra onsdag aften den 20. oktober 1728 til lørdag morgen den 23. oktober. Den fortærede ca. 28% af byen (målt på matrikelnumre) og gjorde op mod 20% af Københavns befolkning hjemløse. Hele 47% af matriklerne i den middelalderlige del af byen forsvandt på de ca. 60 timer ilden hærgede, og branden blev dermed en væsentlig årsag til, at der ikke er mange spor i det nutidige København af middelalderens København. Københavns brand 1795 medvirkede også stærkt til dette.
April[rediger kildetekst]
Slaget på Reden var et søslag, der blev udkæmpet den 2. april 1801 mellem en britisk flåde under kommando af admiral Sir Hyde Parker og en dansk-norsk flåde forankret ud for København. Selve angrebet blev anført af admiral Horatio Nelson, som er gået over i historien for at have afvist Parkers ordre om at trække sig tilbage under slaget. I stedet ødelagde Nelson en stor del af den danske flåde, inden Danmark-Norge accepterede en våbenhvile.
Slaget på Reden var en konsekvens af en lang række af mislykkede diplomatiske bestræbelser i den sidste del af det 18. århundrede og i begyndelsen af 1801. Det væbnede neutralitetsforbund bestående af Danmark-Norge, Sverige, Preussen og Rusland sammenholdt med Napoleons næsten totale dominans over det europæiske kontinent, blev af Storbritannien opfattet som en alvorlig trussel mod den engelske flåde. Englænderne var særdeles bekymrede for den fortsatte eksistens og sikkerhed for forsyningsruter fra Sverige og de baltiske lande. Imidlertid var Danmark-Norge langt mere bekymret for truslen fra Rusland og Frankrig.
Maj[rediger kildetekst]
Perioden 1660–1814 i Danmarks historie indrammes af to begivenheder, der fik stor betydning for historiens senere forløb i Danmark. I 1660 mistede Danmark definitivt Skånelandene i kølvandet på Svenskekrigene. Dette medvirkede samtidig til indførelsen af enevælden året efter.
Mod periodens slutning var Danmark involveret i Napoleonskrigene, der kulminerede med, at Danmark gik statsbankerot, og at Sverige overtog Norge.
I den mellemliggende periode lå landet i krig med specielt Sverige om herredømmet over Skånelandene og Nordtyskland. Også medhertugerne af Slesvig-Holsten, de såkaldte gottorpere, voldte Danmark store problemer, men disse blev endelig løst på fredelig vis i 1773. Under den sindssyge kong Christian 7. blev styret overtaget af skiftende personer, inden hans søn, kronprins Frederik, satte sig tungt på magten de sidste 24 år af sin fars regeringstid.
Juni[rediger kildetekst]
Marcus Tullius Cicero (106 f.Kr.-43 f.Kr.) var en romersk politiker, retor og skribent. Trods det faktum at Cicero var en homo novus fra Arpinum, lykkedes det ham gennem sine fantastiske taleegenskaber at blive en succesrig politiker. Således nåede han det højeste romerske embede, konsulatet, i 63 f.Kr., hvilket gjorde ham til manden, der afværgede Catilinas sammensværgelse.
Efter sit konsulat fortsatte Cicero i politik indtil 43 f.Kr., hvor han på grund af sin modstand mod Marcus Antonius blev proskriberet og derefter henrettet.
Hans betydning for romersk historie i 1. århundrede f.Kr. er enorm, fordi en lang række af hans taler, breve og filosofiske værker er blevet overleveret. Ciceros forbilleder var bl.a. Demosthenes og Platon, og i dag anses han for at være faderen til den klassiske latinske prosa.
Juli[rediger kildetekst]
Dansk Vestindien eller De dansk-vestindiske øer var en dansk koloni i Caribien bestående af øerne Sankt Thomas, Sankt Jan (eng. Saint John) og Sankt Croix Det danske selskab Vestindisk-guineisk Kompagni annekterede de to ubeboede øer St. Thomas i 1672 og St. Jan i 1718. I 1733 blev St. Croix købt fra det franske vestindiske kompagni. De tre øer blev i 1754 solgt til kongen af Danmark-Norge. Dansk Vestindien var besat af Storbritannien i perioden 1802–1803 og 1807–1815 i forbindelse med Englandskrigene.
Hensigten med den danske koloniseringen i Vestindien var at udnytte den lønsomme trekantshandel, som gik ud på at eksportere skydevåben og andre industrivarer til Afrika i bytte med slaver, som derefter blev fragtet til øerne i Vestindien for at bemande sukkerplantagerne. Slutetapen i trekanten var fragt af sukker til hjemlandet. Økonomien i Dansk Vestindien var fuldstændig baseret på slaveri. Efter slaveriets afskaffelse i 1848 gik Dansk Vestindien ind i en økonomisk nedgangsperiode og i 1852 blev et salg af Dansk Vestindien første gang debatteret i Rigsdagen.
Danmark prøvede ved flere anledninger at få solgt eller byttet Dansk Vestindien væk i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, til henholdsvis USA og Det tyske forbund. Øerne blev til slut solgt til USA, for 25 millioner dollar, som overtog administrationen 31. marts 1917 og gav dem navnet De amerikanske jomfruøer (engelsk: United States Virgin Islands).
August[rediger kildetekst]
Slaget om Midway var et søslag mellem den japanske og den amerikanske flåde ved Midwayøerne i Stillehavet under 2. verdenskrig. Slaget var fremkaldt af Japan og varede fra 4. til 7. juni 1942. Det fandt sted seks måneder efter det japanske angreb på Pearl Harbor, der førte til krigstilstand mellem Japan og USA, og omkring en måned efter slaget ved Koralhavet. Slaget om Midway resulterede i, at USA's styrker afviste angrebet og ødelagde 4 japanske hangarskibe og en tung krydser mod et eget tab af et hangarskib og en destroyer.
Det japanske mål med angrebet på Midway, der ligger nordvest for Hawaii, var at lokke de få tilbageværende amerikanske hangarskibe i en fælde og sænke dem. Udover angrebet på Midway omfattede operationen ligeledes en mindre flådestyrkes angreb på Aleuterne. Hvis operationen var lykkedes, ville US Navy (den amerikanske flåde) være blevet neutraliseret i Stillehavet, i hvert fald til langt ind i 1943. Ved at erobre og besætte Midway ville Japan desuden kunne etablere en fremskudt forsvarslinje samt være i position til at angribe videre mod Fiji, Samoa og senere invadere Hawaii, fordi det nordøstlige Stillehav ville have været nærmest forsvarsløst. De japanske planer om Midway-operationen var derfor et led i den overordnede strategi som havde det vigtige delmål at man ønskede at eliminere USA som strategisk magt i Stillehavet og dermed give Japan frie hænder til at etablere kontrol over Asien. Med et gunstigt udfald håbede japanerne også, at USA ville blive tvunget til forhandlingsbordet for at afslutte Stillehavskrigen.
Slaget blev imidlertid et afgørende nederlag for Japan og anses for at være et af de vigtigste søslag under 2. verdenskrig. Det svækkede permanent den japanske flåde, både materielt og ved tabet af mere end 200 erfarne kamppiloter. US Navy kunne dermed overtage initiativet i krigen i Stillehavet og påbegynde offensive operationer.
September[rediger kildetekst]
Den amerikanske uafhængighedskrig (1775–83) eller amerikanske befrielseskrig (engelsk: American Revolutionary War eller American War of Independence), var en krig mellem Storbritannien og tretten britiske kolonier, som erklærede sin uafhængighed som Amerikas Forenede Stater i 1776. Krigen var kulminationen på den amerikanske revolution, en kolonial magtkamp mod politiske og økonomiske kræfter i det britiske imperium. Krigen udvidede sig senere udenfor britisk Nordamerika. Mange indianere kæmpede også på begge sider i konflikten.
I løbet af krigen brugte briterne sin overlegne marine til at erobre og besætte kystbyer, men kontrollen over landområderne, hvor det meste af befolkningen boede, manglede. Efter en amerikansk sejr ved Saratoga i 1777, gik Frankrig, Spanien og Nederlandene ind i krigen mod Storbritannien. Franskmændenes involvering viste sig at være afgørende. Fransk sejr i søslaget ved Chesapeake, førte til at en britisk armé overgav sig i Yorktown i 1781. Parisaftalen i 1783 anerkendte USA's uafhængighed.
Denne artikel omhandler den militære udvikling i krigen. For de politiske og sociale aspekter, samt oprindelse og efterspil, se den amerikanske revolution.
Oktober[rediger kildetekst]
Færøernes historie er en del af Nordens historie. Der findes ofte paralleler til Islands historie og Norges historie, som senere blev bestemt af Danmarks historie.
Efter 800 begyndte med landnamen vikingetiden på Færøerne. I 900-tallet samles færøske storbønder til et lovgivende, dømmende og politisk bestemmende Alting, der senere blev til Lagtinget. Omkring 1000 blev Færøerne kristnet og derefter blev de en del af Norge, siden 1380 også del af det Danske Rige i personalunionen. Det norske rigsråd opløstes i 1536, og Færøerne og Norge regeredes som danske provinser. Reformationen nåede Færøerne i 1538, og dansk blev amtssprog. Da Norge blev del af Sverige i 1814, forblev Færøerne, Grønland og Island ved Danmark. Færøerne var et dansk amt, men handelsmonopolet ophævedes i 1856. Det færøske skriftsprog udviklede sig, og Færøerne forvandlede sig fra et bondesamfund til en moderne fiskerination, som har nydt autonomi siden 1948.
På grund af Færøernes begrænsede plantedække er det relativt let at følge geologiens historie. Øerne er opbygget i en periode, der karakteriseres af høj vulkansk aktivitet i ældre tertiær for omkring 50-60 millioner år siden. Øerne er opbygget i lag af forskellige lavastrømme (basalt) vekslende med tynde lag af aske (tuf), som er blæst ud fra vulkanerne og drysset ned over lavaen fra tidligere og større udbrud.
November[rediger kildetekst]
Tysklands genforening var en nøglebegivenhed under afslutningen af Den kolde krig, og betegner genforeningen af Vesttyskland og DDR, gennem at DDRs territorium blev indlemmet i Forbundsrepublikken Tyskland. Da staterne blev officielt genforenet den 3. oktober 1990 sluttede en fyrre år lang deling. Genforeningen blev muliggjort gennem Berlinmurens fald i slutningen af 1989 og de europæiske kommunistiske regimers sammenbrud.
December[rediger kildetekst]
Odenses historie kan spores tilbage til 900-tallet, eller mere præcist år 988, hvor bynavnet Odense nævnes for første gang i et dokument, udfærdiget af den tyske kejser Otto 3. selv om Odense er meget ældre. I vikingetiden lå der en hedensk helligdom, en vi, i området, og byens navn kommer formentlig af helligdommens navn, ”Odins Vi”, og dette navn er så senere blevet udviklet i flere trin til byens nuværende navn.
Også i vikingetiden gjorde Odenses placering mellem Sjælland og Jylland byen vigtig, og der lå en ringborg, Nonnebakken, som blev bygget i 980'erne af Harald Blåtand, lidt syd for Odense, som også senere er blevet brugt som kongsgård.
I 1086 bliver kong Knud d. 4. (senere Knud 4. den Hellige) dræbt i den gamle Sankt Albani Kirke, hvilket markerer slutningen på vikingetiden, og begyndelsen på den tidlige middelalder i Odense.
I middelalderen var Odense præget af mange kirker og klostre, og den religion som de var tilknyttet, nemlig katolicismen. Fra ca. 1060 var Odense bispesædet for biskoppen i Fyns Stift.
I 1960'erne og 1970'erne var Odense præget af mange byggerier, bl.a. bygningen af Vollsmosekvarteret, et stort boligområde, i den østlige del af byen, og i 1970’erne blev Rosengårdcentret, Danmarks næststørste butikscenter, bygget. Industrien fik mindre og mindre betydning for Odense, og det prægede også bybilledet.
Ved kommunalreformen i 1970 blev Odense lagt sammen med de omkringliggende sognekommuner. I 1980'erne blev H.C. Andersen-kvarteret, en ældre del af byen, restaureret, og den gamle tøjfabrik, Brandts Klædefabrik, blev restaureret, og anvendes nu til forskellige formål, bl.a. museer, butikker og små virksomheder.