Landnam

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Nordmænd på vej mod Island, som man senere tænkte sig landnammet.

Landnam eller -nåm var at bosætte sig på ubeboet land. Det oprindelige norrøne ord betyder egentlig "landtagelse", fra orddelen nåm= "at tage", jfr tysk zu nehmen = "at tage".

Ordet viser til de norske nordboeres bosættelse og kolonisering af Hebriderne, Orkneyøerne, Shetland, Færøerne og Island i tiden fra omkring 870 (den første vedvarende beboelse) til omkring 930 (grundlæggelsen af Altinget). Man kalder perioden, hvor landnammet foregik, for "landnamstiden", mens bosætterne kaldes "landnamsmænd". Også den senere bosættelse på Grønland (fra 985) hedder på norsk "landnåmstiden".

Det var skik at kaste højsædestolperne over bord når man nærmede sig land, for så at bosætte sig, hvor de var drevet i land.[1] Harald Hårfager sad med magten i Norge, og omkring 30 af de udvandrede sagdes at have forladt landet efter konflikt med ham eller hans mænd eller hans "øvrighed". Are Frode, som tidligt i 1100-tallet var den første til at skrive om landnammet, beretter, at da Harald Hårfager syntes, hans land forekom noget øde med al den fraflytning, forlangte han en afgift på fem øre (dvs. omkring 1/8 kg sølv, måske værdien af en ko) for hver udvandrer. Ifølge Landnamsbogen optrådte kongen dog som mægler, da der opstod uenighed om, hvor meget land hver udvandrer kunne lægge beslag på. I øvrigt havde nordmænd, der satte bo på Island, stadig fuld borgerret i Norge.[2]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Hans Jacob Orning: Tidlig middelalder 500-1000 Norvegr. Norges historie bind 1 (s. 86), forlaget Aschehoug, Oslo 2011, ISBN 978-82-03-23891-8
  2. ^ Halvdan Koht: Harald Hårfagre (s. 55), forlaget Aschehoug, Oslo 1955

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]