Rønne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger, se Rønne (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Rønne)
Rønne
Købstadsvåben Herredsvåben

Rønne med Skt. Nicolai Kirke set fra vandsiden
Overblik
Land Danmark Danmark
Motto "Bornholms hovedby"
Region Region Hovedstaden
Kommune Bornholms Regionskommune
Sogn Rønne Sogn
Grundlagt 1300–1400
Postnr. 3700 Rønne
Demografi
Rønne by 13.798[1] (2023)
Kommunen 39.602[1] (2023)
 - Areal 588,53 km²
Andet
Tidszone UTC +1
Hjemmeside www.roenne.ws
Oversigtskort
Rønne ligger i Bornholm
Rønne
Rønne
Rønne - hovedbyen på Bornholm

Rønne er den største by på Bornholm og hovedbyen i Bornholms Regionskommune. Byen har 13.798 indbyggere (2023)[1] og ligger i Rønne Sogn, hvor Sankt Nicolai Kirke er sognekirke. Udenfor Folkekirken er bl.a. Pinsekirken, Baptistkirken og Jehovas Vidner.

Rønne har mange vigtige funktioner: Bornholms Hospital, Bornholms Gymnasium, elværket Østkraft, avisen Bornholms Tidende, slagteriet samt administrationsbygninger for Bornholms Regionskommune.

Der er talrige lave bindingsværkshuse i byen og omegnen.

Trafik

Rønne Havn med færgen Villum Clausen

Rønne er Bornholms vigtigste havneby mod vest i Østersøen. Der er indenlandsk færgeforbindelse til Køge samt udenlandsruter til Ystad i Sverige, Sassnitz i Tyskland og Swinoujscie i Polen. Køgeruten erstattede 1. oktober 2004 den gamle rute Rønne-København.

Bornholms Lufthavn (Rønne Lufthavn) er nu den eneste på Bornholm. Den hører direkte under Statens Luftfartsvæsen. Lufthavnen er international med ruter til bl.a. Tyrkiet (Antalya) og Tyskland (Berlin); de internationale ruter kun i sommerhalvåret, mens lufthavnen er åben hele året for transport til København.

Historie

Det er muligt at der allerede i Vikingetiden har ligget et fiskerleje ved den naturlige havn. I slutningen af det 13. århundrede blev grundstenen lagt til Skt. Nicolai Kirke: et kapel til ære for de søfarendes helgen Skt. Nicolai. I 1327 fik byen købstadsrettigheder. Det viser, at den var blevet Bornholms vigtigste og største by. Rønne var en vigtig brik i spillet om magten i Østersøen, hvorfor den jævnligt skiftede ejerskab mellem den danske konge, biskopper, tyske fyrster og Hansestæderne. Købmænd fra hansebyen Greifswald havde omkring år 1400 en handelsstation i byen. 1525 blev Bornholm overgivet til lübeckerne som pant, fordi kongen ikke kunne betale, hvad han skyldte. Tyskerne udskrev skatter fra Hammershus og fik alle øens indtægter. Lübeckerne bragte en hel del handel med sig, og perioden var ikke ugunstig for Rønne, der kunne profitere af større markeder. I 1576 kom Bornholm tilbage til Den Danske Krone. Med en generel nedgang i østersøhandelen gik udviklingen i Rønne også noget i stå.

Svenskekrigene

I 1600-tallet forfaldt Hammershus og Rønne blev militært og administrativt centrum. En del huse i Rønne er delvist bygget af sten fra Hammershus. Ved freden i Roskilde i 1658 blev Bornholm underlagt svenskerne, men bornholmske oprørere skød den svenske kommandant Johan PrintzensskjoldStoregade i Rønne og tog de svenske styrker til fange. Bornholm vendte tilbage til Danmark.

1700-1800 tallet

En større plan til udbygning af byens befæstning og volde blev planlagt i 1700-tallet, men senere droppet.

Indbyggertal for byen:

  • 1710: 1.447
  • 1769: 2.058
  • 1801: 2.436
  • 1850: 4.717
  • 1901: 9.292

Rønne Theater blev bygget i 1823. Teateret holder stadig til i de oprindelige bindingsværksbygninger. Bornholms Avis blev grundlagt i byen i 1828. Der fandt ikke industrialisering sted i Rønne i samme grad som i resten af landets byer, men Andelsslagteriet i det nordlige Rønne vidner om en vis industriel udvikling.

Rønne H
Rønne omkring 1900

Jernbanen

Rønne havde hovedstation og administration for De Bornholmske Jernbaner. Den første og vigtigste strækning var Rønne-Nexø banen (1900-68), som havde 3 standsningssteder i byen: Rønne H (der nu er restaurant), Rønne Nord (der er nedrevet) og Rønne Øst.

Den næste strækning Rønne-Allinge-Sandvig (1913-53) gik fra ved Rønne Nord, men alle tog kørte til og fra Rønne H. Overfor Rønne H opførtes i 1913 banens administrationsbygning, som nu huser det offentlige trafikselskab BAT's administration og drift.

Fra Gartnervangen, hvor Rønne Nord lå, går den 2 km lange Østre Jernbanesti, der følger Nexøbanens tracé til Brovangen i den østlige ende af byen, og den 6 km lange Nordre Jernbanesti, der følger Allingebanens tracé til Nyker.

Besættelsen

Hovedartikel: Bornholms besættelse.

Den tyske besættelse på Bornholm forløb nogenlunde fredeligt sammenlignet med det øvrige land. Både tyskerne og danskerne havde brug for ro på øen: Tyskerne havde her lytteposter til hemmelige forsøg med V1- og V2 bomber samt u-både, og den danske modstandsbevægelse brugte Bornholm til transporter til Sverige af flygtninge og efterretninger og den anden vej af våben og anden udrustning. Men befrielsen på Bornholm blev meget dramatisk: Øen var af stor betydning for tyskernes tilbagetrækning fra Østfronten, så den tyske kommandant Gerhard von Kamptz havde ordre til kun at overgive sig til de vest-allierede og ikke kapitulere til russerne. Da Tyskland overgav sig til Vestmagterne den 4. maj 1945, og det øvrige Danmark fejrede befrielsen, var der omkring 20.000 tyske soldater og civile på Bornholm. Rønne og Nexø blev bombet af russerne den 7. og 8. maj 1945. Det første bombardement kom uden varsel, og der omkom ti bornholmere og et ukendt antal tyskere og baltiske flygtninge. Næste dag var de to byer evakueret. Efter bombardementerne besatte russerne Bornholm den 9. maj 1945, og de forlod øen den 5. april 1946.

Bornholmerne modtog hjælp fra mange forskellige steder til genopbygningen af de to byer; bl.a. skænkede den svenske stat 300 træhuse, der står den dag i dag og er meget eftertragtede.

En af russernes betingelser for at forlade Bornholm var, at Danmark uden deltagelse af fremmede tropper var i stand til med egne styrker at besætte øen. Så forud for den russiske tilbagetrækning var der kommet danske militære enheder til øen. I første omgang blev de indkvarteret i teltlejre eller barakker, som tyskerne eller russerne havde efterladt.

Så lykkedes det Rønne Byråd at erhverve Store Almegård N for byen, og 1946-1948 opbyggedes Almegårdslejren, som 1. april 1952 skiftede navn til Almegårds Kaserne efter at de sidste enheder "ovrefra" havde forladt den, og der kun var det nyoprettede Bornholms Værn tilbage.[2]

Kommunen

I 1970 blev Rønne Kommune med et areal på 29,11 km² oprettet, og den blev i 2003 lagt sammen med øens fire andre kommuner og Bornholms Amt til den ødækkende Bornholms Regionskommune. Fra 2007 er Regionskommunen en del af Region Hovedstaden. De seneste tyve år har befolkningstallet i Rønne været faldende:

Seværdigheder

  • Bornholms Museum
  • Svenskehusene
  • Kastellet syd for byen
  • Skt. Nicolai Kirke
  • De talrige lave bindingsværkshuse
  • Sandstrande både nord og syd for byen ( + tilhørende skove)
  • Smedegårds rideskole i den sydlige del af byen

Venskabsbyer

Hovedartikel: Venskabsbyer i Danmark.

Kilder

  1. ^ a b c Danmarks Statistik: Statistikbanken Tabel BY1: Folketal 1. januar efter byområde, alder og køn
  2. ^ Hjemmeværnet om Almegårds Kaserne

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til: