Anne Boleyn

Anne Boleyn
Valgsprog: ”The most happy” (Den mest lykkelige)
Dronning af England
Regerede	28. maj 1533 – 17. maj 1536
Ægtefælle	Henrik 8. af England
Børn	Elizabeth 1. af England
Far	Thomas Boleyn
Mor	Elizabeth Boleyn
Født	mellem 1501 – 1507
Død	19. maj 1536

Anne Boleyn (født ca 1501 - død den 19. maj 1536) var 1533-36 dronning af England, efter at Henrik 8. af England fik sit ægteskab med Katharina af Aragonien annulleret. Hun var datter af Thomas Boleyn og hans hustru Elizabeth Boleyn og søster til Mary Boleyn og George Boleyn.

Kong Henriks ønske om at bryde ud af sit første ægteskab for at gifte sig med Anne, førte til hans brud med den romerskkatolske kirke og grundlæggelsen af den engelske kirke med ham selv som overhoved.

Anne Boleyn blev kronet som dronning af England den 1. juni 1533 og fødte i september samme år den senere dronning Elizabeth 1. af England. På baggrund af anklager om ægteskabsbrud, blodskam og højforræderi blev hun dømt til døden og henrettet i Tower of London.

Begyndelsen

Ungdomsportræt af Anne Boleyn.

Anne Boleyn var datter af Thomas Boleyn, senere jarl af Wiltshire og Ormond, og hans hustru Elizabeth Boleyn. Anne voksede op på Hever-slottet i Kent sammen med sine to søskende, Mary og George. Manglende kirkebøger har gjort det umuligt at fastslå Annes præcise fødselsdato. Men hun var yngre end Mary, for i 1597 rejste Marys barnebarn George Carey, 2. baron Hunsdon, krav om overtagelse af titlen jarl af Ormond, baseret på Marys ret til denne, som ville være tilfaldet dronning Elizabeth, hvis Anne Boleyn havde været den ældste. (Ved fravær af en mandlig linje går titlen til den ældste kvinde.)

Flere årstal har været fremsat som Anne Boleyns fødselsår. William Camden mente, hun var født så sent som 1507; men det vides sikkert, at Anne rejste til Nederlandene som hofdame hos Margaret af Østrig i 1513. Det ville være højst usædvanligt at sende en pige til udlandet som hofdame som 6-årig. I et brev skriver kejser Maximilian 1., at han vil opfylde sit løfte om, at en pige sendes til hans hof, nu da hun har nået den passende alder - og den pige var lige fyldt 13. Dertil foreligger et brev fra 1513/14, skrevet af Anne til sin far med fast og flydende hånd, helt usædvanlig for en person yngre end ti år. Annes fransk var så snart efter ankomsten stadig meget dårlig, men hun får da udtrykt sit ønske om at være en touss onnette fame (= fuldstændig ærlig [dvs. kysk] kvinde). Hun var en af 18 hofdamer, benyttet til at løbe ærinder for, opvarte og holde herskabet med selskab. I de år var den kommende tysk-romerske kejser Karl 5. også ved hoffet, ligesom Elisabeth af Habsburg, der senere giftede sig med Christian 2. og blev dronning af Danmark-Norge.

1501 som Annes fødselsår er derfor langt mere sandsynligt end 1507 og passer med, at pigen blev sendt udenlands i 1513. Hun nedstammede fra købmanden Geoffrey Boleyn, der blev borgmester i London i årene 1457/58. Han købte jord op og fik bygget Hever-slottet i Kent. Geoffrey giftede sig med Anne Hoo, som Anne Boleyn var opkaldt efter. Deres søn, William Boleyn, blev slået til ridder i 1483 og trak sig tilbage til landlivet i Blickling i Norfolk, ca. 24 kilometer fra Norwich. Hans kone Margaret var adelig. Deres søn Thomas blev far til Anne Boleyn. Familien Boleyn var da en del af det aristokratiske miljø og tilhørte den engelske elite.

Efternavnet Boleyn er stavet på mange måder: Bullun på grund af familiens våbenskjold med et tyrehoved. Margaret af Østrig skrev hendes navn Boullan, og hun selv underskrev sig som Anna de Boullan. Bolina er latin og kan ses på mange portrætter af hende.

Boleyn-familiens våbenskjold med de tre tyrehoveder, der forklarer stavemåden "Bullen".

Holland og Frankrig

Ærkehertuginde Margaret af Østrig regerede Nederlandene som statholder på sin far kejser Maximilian 1.s vegne, og blev så imponeret over Boleyn-familien, at hun tilbød Anne en plads ved sit hof. Anne gjorde et så godt indtryk med sine gode maner og lærenemhed, at Margaret skrev til hendes forældre, at pigen var "så kvik og behagelig for sin unge alder, at jeg er Dem større tak skyldig, end De er mig". Hun skaffede Anne en huslærer ved navn Symonner. Det varede dog kun et år, for i august 1514 skrev hendes far til ærkehertuginden, at Anne måtte tilbage til England for - ligesom sin søster Mary - at ledsage Henrik 8.s søster Mary Rose til Frankrig for at blive gift med Ludvig 12. i oktober 1514. Mary Rose behøvede nogen i følget, der kunne tale fransk, og det havde Anne nu lært.

I Frankrig blev Anne hofdame først for dronning Mary Rose, der snart blev enke og vendte hjem til England. Mary Boleyn ser ud til at have fulgt hende tilbage. Anne blev derimod i Frankrig som hofdame for dronning Claude, som hun tjente i næsten syv år. Anne fremstod da som mere fransk end engelsk; hun talte sproget flydende, sang og dansede angiveligt godt, og spillede lut. Langt senere opstod rygter om, at både Anne og hendes søster Mary var blevet antastet af den kvindeglade kong Frans 1., men det foreligger der ingen samtidige kilder eller beviser for.

I 1517 kom kong Frans tilbage fra militær sejr i Milano, medbringende Leonardo da Vinci. Det blev sagt, at han malede et portræt af Anne Boleyn, men la belle Ferronnière blev malet længe inden Anne blev født.

Hvis dette portræt af Hans Holbein den yngre virkelig viser Anna Boleyn, er hun fremstillet som lyshåret.

Der findes få sikre kilder til Annes udseende. Portrætterne er omdiskuteret. Portrættet i National Gallery i London må være malet længe efter hendes død, som kopi efter en tabt original, da træværket er fra efter 1584. På en tegning af Hans Holbein den yngre er hun lyshåret. Marino Sanuto, der så Anne sammen med kong Henrik 8. i Calais i oktober 1532, beskrev hende som "ikke blandt de smukkeste kvinder i verden; hun er middelhøj, mørklødet, lang hals, bred mund, ikke meget bryst [men] øjnene er sorte og smukke". Simon Grynée skrev til Martin Bucer i september 1531, at Anne var "ung, så godt ud, med en ret mørk teint". Lancelot de Carles beskrev hende som "smuk med en elegant figur", hvilket en venetianer i 1528 var enig i. Den katolske præst og polemiker Nicolas Sanders, der gav Anne skylden for kong Henriks brud med pavedømmet, skrev i 1586 - 50 år efter hendes død - at "Anne Boleyn var ret høj med sort hår og et ovalt ansigt med gusten teint, som var hun plaget af gulsot. Det siges, at hun havde en fremstikkende tand ved underlæben, og på sin højre hånd seks fingre. Hun havde en vorte under hagen, og bar derfor højhalsede kjoler...Hun var smuk at se på, med en smuk mund, på sin vis underholdende, god til at spille lut og danse."

Annes lange ophold i Frankrig kan være årsag til hendes kristendom med grundlag i renæssancens humanisme. Da hun senere tog afstand fra pavedømmet, kunne hendes konservative tendenser ses i hendes hengivenhed for jomfru Maria. Annes ophold i Frankrig sluttede i 1521, da hendes far kaldte hende hjem til England, og hun sejlede fra Calais i januar 1522, men beholdt sit franske motto livet ud: "Ainsi sera, groigne qui groigne" (= Sådan bli'r det, om man brokker sig eller ej).

Ved Henriks hof

Anne Boleyns og de engelske lærdes afrejse i januar 1522 vakte den franske konges mistanke om, at kong Henrik planlagde at gå til krig mod Frankrig. Kardinal Wolsey forsøgte at overbevise ambassadørerne om, at Annes hjemrejse kun skyldtes hendes families ønske om at få hende gift. Et ægteskab med hendes irske fætter James Butler blev først anset som fordelagtigt. Da den gamle jarl af Ormond døde i 1515, forlangte hans svigersøn Piers Butler at arve titlen, men det samme gjorde hans anden svigersøn, Thomas Boleyn. I håb om et forlig foreslog man så ægteskabet mellem Anne og James. Imidlertid kan Thomas Boleyn have haft forhåbninger om et bedre parti for sin datter, og James Butler giftede sig senere med Joan Fitzgerald.

Anne deltog i festlighederne hjemme hos kardinal Wolsey i York Place 4. marts 1522, hvor Anne havde rollen som "Udholdenhed" (Perseverance), mens søsteren Mary fik rollen som "Venligheden" (Kindness). Otte riddere, anført af Henrik 8., løb mod damerne og angreb dem med appelsiner og dadler, mens damerne forsvarende sig med rosenvand og konfekter. Til sidst tog herrerne hofdamerne til fange og dansede med dem. Om kong Henrik da lagde mærke til Anne, ved vi ikke; måske var det tværtimod ved den anledning, at han fattede interesse for hendes søster Mary.

Henry Percy (1502-37) og Anne Boleyn blev sagt at have aftalt ægteskab i 1522.

På et tidspunkt i 1522 var der tale om en forbindelse mellem Anne og Henry Percy, der tjente hos kardinal Wolsey, og var søn af jarlen af Northumberland. Han tilhørte en af Tudor-Englands ledende familier. Meget lidt vides sikkert om forholdet. Wolseys betroede, George Cavendish, fortæller, at når kardinalen var i retten, holdt Percy sig i dronningens værelser, hvor han fordrev tiden med hofdamerne, deriblandt Anne. Angivelig var kong Henrik blevet betaget af Anne og fik Wolsey til at bryde de to unges forlovelse. I stedet blev det aftalt, at Henry Percy skulle giftes med Mary Talbot, datter af jarlen af Shrewsbury. Det passer dog ikke med, at dette ægteskab var aftalt allerede i 1516. Angiveligt blev Anne sendt væk fra hoffet en tid, og skulle være meget vred på kardinal Wolsey for dette; men det passer heller ikke med, at hun skrev meget venligt til Wolsey i 1528. Imidlertid kom forbindelsen med Henry Percy til at koste hende dyrt. I 1536 blev det hævdet, at det var på baggrund af det unge pars angivelige ægteskabsaftale, at ærkebiskop Thomas Cranmer kunne erklære Annes ægteskab med Henrik 8. som ugyldigt.

Poeten Thomas Wyatt havde nær sat livet til pga sin forbindelse med Anne.

En anden af Annes tilbedere var poeten og diplomaten Thomas Wyatt (1503-42) fra slottet Allington ved Maidstone. Wyatt giftede sig omkring 1520 med Elizabeth Brooke, som han fik to børn med, men forlod i 1526 efter at have beskyldt hende for utroskab. Han virkede betaget af Anne, og flere af hans digte tyder i den retning, såsom linjerne "Det er skrevet om hendes kønne hals "Rør mig ikke", for Cæsars er jeg" - meget træffende som beskrivelse af en kvinde, der er blevet kongens. Folk mærkede sig også verslinjen "Hvilket ord ændres ikke, om det spejlvendes?" Løsningen (Anna) er tilføjet i det ene manuskript (dog ikke med Wyatts håndskrift). Digtets tredje linje lyder: "It is mine answer" (læs: mine Anne, sir).

På et ukendt tidspunkt indledte kong Henrik et forhold til Mary Boleyn, som han senere droppede for hendes søster Anne. Da Henrik i 1527 for første gang ansøgte paven om tilladelse til at gifte sig igen, bad han om tilladelse til at kunne gifte sig med en kvinde, selv om hun allerede havde indgået en ægteskabskontrakt med en anden, dog forudsat, at denne ikke var fuldbyrdet. Dette kan lyde som Anne Boleyn.

Annulleringen

Skilsmisse i vor forståelse af ordet fandtes ikke i Tudortiden, men et ægteskab kunne annulleres, dvs. ophæves som værende ugyldigt. Henrik 8. og dronning Katharina levede godt sammen i mange år, men da hun efter tyve år var mislykkedes i at give ham en mandlig tronarving, ændrede han sig. Katharina var først kommet til England for at ægte Arthur Tudor, men han døde af den engelske svedesot et par måneder efter brylluppet. Beslægtet med den tysk-romerske kejser var den unge enke en altfor vigtig brikke i det politiske spil til, at den gamle konge ville give slip på sin svigerdatter; og til sidst gav paven tilladelse til, at Henrik kunne følge sit hjerte og gifte sig med sin brors enke. Men hun var nu over den alder, hvor hun kunne blive gravid, og Henrik begyndte at tolke sin mangel på tronarving som en forbandelse for at have brudt Guds ord. Han søgte bekræftelse i Bibelen, hvor der i Tredje Mosebog 20,21 står, at en mand, der gifter sig med sin brors hustru, vil forblive barnløs. Henrik valgte nu at tro, at Katharina havde løjet, den gang hun forsikrede ham om, at hendes første ægteskab aldrig blev fuldbyrdet. Dermed var hans og Katharinas ægteskab forkert i Guds øjne. Imidlertid står der i Femte Mosebog 25,5, at en mand pligter at tage sin brors enke til kone, hvis hans bror er død uden sønner. Kong Henrik mærkede sig dog kun, hvad der stod i Tredje Mosebog, og sendte en forespørgsel til pave Clemens 7. om annullering af sit ægteskab.

Flere kærlighedsbreve fra Henrik til Anne er bevaret, pudsigt nok i Vatikanet. Desværre er de udateret, og Annes svar er gået tabt. De fleste af kærlighedsbrevene er på fransk; måske ønskede han at vise hende, at han også havde lært sproget.

Uden daterede breve til rådighed er det ukendt, hvornår Henrik indledte sit forhold til Anne; men hans første ansøgning om annullering af ægteskabet med Katharina er fra maj 1527, da kardinal Wolsey åbnede en formel undersøgelse af, om ægteskabet faktisk havde været efter loven. I august samme år anmodede Henrik paven om tilladelse til at indgå ægteskab med en kvinde, selv om han allerede havde stået i forhold til hendes søster. Det må dreje sig om hans forhold til Boleyn-søstrene.

Henrik 8. af England. Samtidigt portræt, malet af Hans Holbein den yngre.

I det ene brev fortvivler kongen over Annes fravær fra hoffet. Åbenbart har hun afvist ham og rejst væk, fordi hun ikke så nogen fremtid i at blive kongens frille, hvor hun - ligesom sin søster Mary - risikerede en dag at blive droppet for en anden. Intet tyder på, at hun stillede noget krav om at han skulle tilsidesætte dronningen; det ville medføre enorme politiske konsekvenser, da Katharina var moster til den mægtige kejser Karl 5. Derimod har hun fremmet krav om at være kongens eneste elskerinde, og i et brev forsikrer Henrik hende om, "at fra nu af vil mit hjerte kun tilhøre dig, i stort håb om, at det samme vil gælde min krop". Dagligt trygler han Gud om dette, skriver han, og afslutter med ordene aultre ne cherse (= nogen anden søger jeg ikke).

Ud fra brevene var det Henrik selv, der afstod fra at dele seng med Anne, før deres forhold var formaliseret. For ham drejede forholdet sig i høj grad om, at han desperat ønskede en mandlig tronarving, født i ægteskab, så der ikke ville blive uenighed og stridigheder om arvefølgen. Hvis Anne fødte ham børn, men ikke i ægteskab, ville det være forgæves. Dertil ville hans påstand om at få sit første ægteskab annulleret af frygt for Guds uvilje, lyde mindre overbevisende.

Af diplomatiske årsager bekymrede det kardinal Wolsey, at kong Henrik ville opløse sit ægteskab med en kvinde, der var moster til den mægtige kejser Karl. Men da samme kejser indtog og plyndrede Rom i 1527, og pave Clemens 7. søgte tilflugt i Engelsborg, tilbød Wolsey sig at overtage som pave, med den bagtanke hurtigt at få annulleret kongens ægteskab. Men samme sommer, mens kardinalen var optaget med forhandlinger i Frankrig, sendte kong Henrik bag hans ryg sekretæren William Knight til Rom for å opnå tilladelse til gengifte. Wolsey blev bekymret, for chancen for en indvilgelse blev væsentlig dårligere, straks det gik op for paven, at Henrik egentlig ikke bekymrede sig for sit ægteskabs gyldighed i Guds øjne, men simpelthen ønskede at udskifte dronningen til fordel for en kvinde, han var forelsket i.

I juni 1528 brød der svedesyge ud blandt Annes hofdamer. Anne selv flygtede til Kent, men var allerede smittet; hendes svoger William Carey døde. Anne og hendes far kom sig imidlertid, og hun var tilbage ved hoffet 20. august. Kongen havde været fra sig af bekymring, og forsikrede hende om det i sine breve. Af hensyn til rigets sikkerhed måtte han dog nøjes med at sende hende sin læge; mange ved hoffet døde i løbet af få timer.

Anne Boleyns underskrift.

Samme år gav hun Henrik William Tyndales bog The Obedience of the Christian Man, der tog kongen med storm. Tyndale understregede kongens autoritet uafhængig af pave og kirke, for ifølge Tyndale var konger udnævnt af Gud selv. Men i 1530 ærgrede Tyndale kong Henrik ved at udgive The Practyse of Prelates, hvor han angreb Henriks ønske om at opløse sit første ægteskab. Nok i håb om støtte fra Tyndale tilbød kong Henrik ham frit lejde hjem til England og en plads ved hoffet. Kongens højre hånd, Thomas Cromwell, fik dette aftalt med Tyndale, der dog betingede sig, at kongen til gengæld udgav Bibelen på engelsk. Men på trods af Henriks brud med pavedømmet var han konservativ i sin tro, og overholdt stadig de katolske sakramenter og messer. Ikke mindst stod han fast på, at Bibelen kun skulle trykkes på latin. Tyndale blev derfor sat fast i Nederlandene og brændt på bålet som kætter. Senere anskaffede Anne Boleyn en fransk oversættelse af Bibelen fra 1528, trykt i Antwerpen i 1534, som hun holdt af at læse i.

Da kongen efterhånden blev overbevist om, at Wolseys loyalitet lå i Rom og ikke i England, blev kardinalen i 1529 afskediget fra alle offentlige embeder. Undervejs til kongen i London blev han syg og døde i Leicester, hvor han også er begravet. Var det ikke sket, var han sikkert blevet henrettet for forræderi. Året efter var dronning Katharina forvist fra hoffet, hendes værelser givet til Anne, og prinsesse Maria erklæret for bastard og fjernet fra tronfølgeloven.

Den folkelige støtte havde Katharina dog stadig. Det kom til udtryk en aften i efteråret 1531, hvor Anne var til middag på en herregård ved Themsen, da en skare vrede kvinder marcherede mod herregården, og Anne blev tvunget til at flygte i en båd skjult for skaren. Da ærkebiskop William Warham af Canterbury døde i 1532, blev Boleyn-familiens præst, Thomas Cranmer, med pavelig godkendelse udnævnt til det ærefulde erhverv.

Anne Boleyn og reformationen

Historikerne har ulig opfatning af, hvor optaget Anne Boleyn var af reformationen. I februar 1533 udtalte hun, at hvis hun efter påske opdagede, at hun var gravid (og det var hun), ville hun foretage en valfart til Vor frue i Walsingham. Det var naturligvis en katolsk skik. Kroningsceremonien i 1533 var også gennemført katolsk i sit udtryk. I marts 1535, da presset på hende om at blive gravid igen var meget stort, skal hun have tvunget en navnløs mand til at stå frem og sige, at han havde modtabet en åbenbaring om, at hun ikke kom til at blive gravid, så længe dronning Katharina og kongens datter prinsesse Maria var i live. (Underforstået: Hun ønskede dem henrettet.) Visioner var også en katolsk tradition.

I sine sidste dage skal Anne have spurgt vogteren Kingston i Tower, om hun ikke kom til himmelen, eftersom hun havde "gjort mange gode gerninger?" Hun forestillede sig altså ikke en protestantisk frelse ved Guds nåde, men en katolsk frelse ved sine gode gerninger. Hvis hun på skafottet virkelig bad de fremmødte om at bede for hende, fremkommer en tro på skærsilden, der er fraværende hos protestanter.

Ægteskabet

Anne Boleyn handlede ofte uafhængigt af sin kommende ægtemand og modtog blandt andre diplomater og talte om udenrigspolitik. Ambassadøren fra Milano skrev i 1531, at det var vigtigt at få hendes godkendelse, hvis man ønskede at påvirke den engelske regering, et synspunkt der underbygges af en tidligere fransk ambassadør i 1529.

Anne Boleyn spillede nu en vigtig rolle i Englands international politik ved at skabe en alliance med Frankrig, og hun skabte en fremragende kontakt med den franske ambassadør, Gilles de la Pommeraie. Anne og Henrik planlagde et møde med den franske konge i Calais i vinteren 1532, hvor Henrik håbede på støtte fra Frans 1. af Frankrig til sit ægteskab med Anne. Henrik gav sin kommende dronning en passende rang: Den 1. september 1532 fik hun som første kvinde nogensinde titlen markise af Pembroke. Henrik udførte selv ceremonien. Titlen var typisk for Tudor-familien, da Henriks grandonkel, Jasper Tudor, var jarl af Pembroke.

Annes familie nød også godt af hendes forhold til kongen. Hendes far blev hædret med titlen jarl af Wiltshire, og selv Annes irske fætter blev jarl af Ormond. Ved en storslåede banket for at fejre sin fars nye titel, tog Anne plads ved siden af kongen. Den plads var som regel forbeholdt dronningen. Takket være Anne modtog hendes søster, der var blevet enke, en årlig pension på £100, og Marys søn, Henry Carey, blev uddannet på et prestigefyldt cistercienserkloster.

Turen til Calais blev en politisk triumf, men trods den franske regerings støtte til Henriks nye ægteskab og kong Frans private sammenkomster med Anne, fastholdt den franske konge alliancen med paven, som han ikke ville trodse. Kort efter de var vendt tilbage til Dover, giftede Henrik og Anne sig ved en hemmeligt ceremoni, og hun blev hurtigt gravid. Begivenhederne fulgte nu tæt hinanden: Den 23. maj 1533 erklærede ærkebiskoppen af Canterbury Cranmer ægteskabet mellem Katharina og Henrik ugyldigt. Fem dage senere, den 28. maj, 1533, erklærende han ægteskabet mellem Henrik og Anne gyldigt.

Dronning af England

Katharina blev formelt frataget titlen som dronning, og Anne kronet som dronning den 1. juni 1533 ved en storslået ceremoni i Westminster Abbey, fulgt af en overdådig banket. Themsen var fyldt af festpyntede skibe. Hun var den sidste dronning af England, der blev kronet adskilt fra sin mand. Nyheden om den forstående kroning modtog befolkningen lunkent. Efter traditionen var hun klædt i hvidt med en guldkrone. I modsætning til de andre dronninger blev Anne kronet med St. Edwards krone, der tidligere kun var brugt til at krone en regerende monark.

Pave Clemens tog omsider skridt til en foreløbig bandlysning af kongen og ærkebiskop Cranmer, med fordømmelse af ægteskabet med Anne. I marts 1534 erklærede han, at ægteskabet mellem kongen og Katharina var juridisk bindende, og beordrede Henrik til at genoptage samlivet, men Henrik afviste dette og forlangte Anne Boleyn anerkendt som dronning. I slutningen af 1534 anerkendte parlamentet Henrik som overhoved for den anglikanske kirke, som dermed var kommet under hans kontrol. Thomas More og biskop John Fisher, der afslog, blev fængslet og dømt til døden. Det rystede befolkningen, da disse blev halshugget i juni 1535.

Arvingen

Efter sin kroning bosatte Anne sig på kongens yndlingsslot i Greenwich, hvor en rolig hverdag ventede hende frem til fødselen af parrets første barn, der kom et par uger for tidligt den 7. september 1533 mellem klokken 3 og 4 om eftermiddagen. Barnet, der blev opkaldt efter sin farmor Elizabeth af York, var sund og rask, men Anne hævdede at frygte for, at Katharinas datter, prinsesse Maria, var en trussel for sin lille halvsøster. Elizabeth blev så sendt til Hatfield House, der blev hendes barndomshjem.

Den nye dronning havde omkring 250 tjenestefolk, hvilket var mere end Katharina havde haft. De spændte lige fra præster til stalddrenge, og over 60 hofdamer. Hendes kapellan Matthew Parker blev ærkebiskop af Canterbury i hendes datter Elizabeths regeringstid.

Anne Boleyn regerede over en storslået hof. Hun brugte en overdådige summer på kjoler, smykker, hovedbeklædning, strudsefjervifter, rideudstyr, møbler og ompolstring, for at vedligeholde sin status som førstedame. Talrige slotte blev renoveret efter hendes og Henriks ekstravagante smag. Hendes motto var: " Den lykkeligste", og hun havde en hvid falk som sin personlige devise.

Fald og henrettelse

Thomas Cranmer. Maleri fra 1545 af Gerlach Flicke.

Allerede i foråret 1534, da prinsesse Elizabeth var et halvt år, forlød det, at Anne var gravid igen. Der blev købt en vugge af sølv, og kongen, der havde været meget skuffet over kun at få en datter, viste den lille prinsesse interesse og hengivenhed. Han forsøgte at presse Katharina og deres fælles datter Maria til at anerkende hans børn med Anne Boleyn som de første i arvefølgen, men de to damer afslog at aflægge eden. Anne på sin side var optaget af en spådom om, at en dronning af England ville blive brændt på bål. Anne satte meget ind på, at den dronning skulle blive Katharina, så den skæbne ikke skulle ramme hende selv.

I juli 1534 sendte kongen George Boleyn til Frankrig for at kansellere et planlagt besøg, fordi Anne nu var højgravid. Men ingen baby kom. Nogen dødfødsel var der ikke tale om, for så havde Anne været i barselstue. I september skal kongen have været i tvivl om, at hans kone overhovedet var gravid. Det har været foreslået, at Anne led af et indbildt svangerskab, fremkaldt af det enorme pres om at føde en tronarving. Oplevelsen - et svangerskab, der opløste sig i intet - må have været rystende for kongeparret, og der gik rygter om, at Henrik var betaget af en hofdame. Hårde ord skulle være faldet mellem ham og Anne om dette.

I december 1534 drejede kongens interesse sig om en "frk Shelton", Annes egen kusine, datter af Annes faster Anne Shelton. Fru Shelton, der havde opsynet med kongens datter prinsesse Maria, havde selv to døtre, Mary og Margaret ("Madge") Shelton. Henrik er blevet betaget af en af søstrene, men der er usikkerhed om hvem af dem.

Sommeren 1535 var ægtefællerne imidlertid glade for hinanden igen. Forskellige kilder så dem sammen, og kommenterede, at de var ved godt helbred og i godt humør.

Den 8. januar 1536 nåede nyheden om Katharina af Aragoniens død kongen og Anne. Omsider var Anne virkelig dronning i verdens øjne. Parret blev rapporteret at have klædt sig i gult, det modsatte af sorgens farve sort.. Efter Katharinas død prøvede Anne at slutte fred med sin steddatter Maria, men Maria afviste Annes tilnærmelser. måske på grund af rygter om at Katerina var blevet forgiftet af Anne og / eller Henrik. Disse startede under Katharinas balsamering, da der blev opdaget en sort cirkel om hendes hjerte. Moderne læger er enige om, at det ikke var resultatet af forgiftning, men af kræft i hjertet, hvilket ikke var kendt på det tidspunkt .Med Katharinas død var Henrik fri til at kunne gifte sig igen.

Senere samme måned blev kongen slået af sin hest under en turnering og var bevidstløs i et par timer En foruroligende hændelse, som Anne troede førte til hendes abort fem dage senere. Den dag Katharina af Aragonien blev begravet i Peterborough katedralen, aborterede Anne med en baby, der ifølge den kejserlige ambassadør Chapuys:"hun havde båret på omkring tre og en halv måned, og som syntes at være et drengebarn.". For Chapuys betød dette tab begyndelsen på enden af det kongelige ægteskab.

I betragtning af Henriks desperate ønske om en søn har Annes graviditeter tiltrukket sig megen opmærksomhed. Forfatteren Mike Ashley har spekuleret på, om Anne havde haft to dødfødte børn efter Elizabeths fødsel og før fødslen af den mandlige barn, hun mistede i 1536. De fleste kilder vidner kun om fødslen af Elizabeth i september 1533, en mulig abort i sommeren 1534 og aborten af et drengebarn, på næsten fire måneder, i januar 1536. Efter Annes abort erklærede Henrik, at han var blevet forført til at indgå ægteskabet ved hjælp af magi. Hans nye elskerinde, Jane Seymour, flyttede hurtigt ind i de kongelige gemakker. George Boleyn blev frataget Hosebåndsordenen, der i stedet blev givet til Nicholas Carew.

Sigtelsen

Thomas Cromwell. Samtidigt portræt, malet af Hans Holbein d. yngre.

Ifølge historikeren Alison Weir skulle Thomas Cromwell have planlagt Annes undergang den 20.– 21. april 1536, mens han spillede syg. Annes biograf Eric Ives mener, at hendes fald og henrettelse blev manipuleret af Thomas Cromwell, og samtaler mellem Chapuys og Cromwell angiver Cromwell som lederen af kuppet. Det ses også i de spanske breve fra Chapuys til Karl 5.

Stridigheder mellem Anne og Cromwell om kirkens indtægter og udenrigspolitikken skulle være årsagen. Hun holdt på, at indtægterne skulle deles mellem velgørenhed og uddannelse, og hun stilede mod en fransk alliance. Cromwell insisterede på at fylde kongens slunkne lommer og sine egne og foretrak en imperialistisk alliance. Af disse grunde mener Ives, at Anne Boleyn var blevet en alvorlig trussel mod Thomas Cromwell. Hans biograf John Schofield mener på den anden side, at der ikke var magtkamp mellem Anne og Cromwell, og at der ikke findes ”et spor der kan forbinde Cromwell med en sammensværgelse mod Anne. Cromwell blev involveret i det ægteskabelige kongelige drama, da Henrik beordrede ham på sagen”. Historikeren Retha Warnicke sætter spørgsmålstegn ved, om Cromwell kunne have manipuleret med kongen, eller om Henrik selv har udstedt de afgørende beviser, som hans embedsmænd som herunder Cromwell skulle bruge.

Mod slutningen af april blev en flamsk musiker Mark Smeaton arresteret. Han gjorde tjeneste hos Anne. Han nægtet i første omgang at have være dronningens elsker, men tilstod senere, måske under tortur eller på grund af løfte om frihed. En anden hofmand, Henry Norris, blev anholdt i maj med samme beskyldninger, men da han var aristokrat, blev han ikke udsat for tortur. Forud for anholdelsen var Norris blevet behandlet venligt af kongen, som tilbød ham sin egen hest til brug under festlighederne.

Det virker sandsynligt, at kongen under festen fik meddelelse om Smeatons tilståelse, og kort efter kom arrestordren fra kongen. Norris blev anholdt på festivalen. Han nægtede sig skyldig og svor på, at dronning Anne var uskyldig. Et af de farligste beviser mod Norris var en samtale med Anne i slutningen af april, hvori hun bebrejdede ham at opsøge hendes kammer for ofte, men det var ikke hende han søgte men hendes hofdame Madge Shelton. Francis Weston blev anholdt to dage senere på samme grundlag, og William Brereton blev også anholdt på grund af beskyldninger om utroskab. Den sidste anklagede var dronning Annes egen bror, George Boleyn, der blev arresteret og anklaget for blodskam og forræderi. George Boleyn blev beskyldt for to tilfælde af incest, det første i november 1535 på Whitehall og måneden efter på Eltham.

Den 2. maj 1536 blev Anne arresteret og ført til Tower of London, hvor hun brød sammen kort efter ankomsten. Hun krævende at få at vide, hvor hendes far og bror opholdt sig, og hvad hun var sigtet for. Fire af de anklagede mænd fik en retssag i Westminster den 12. maj 1536. Både Weston, Brereton, og Norris fastholdt deres uskyld, og kun den torturerede Smeaton erklærede sig skyldig. Tre dage senere fik Anne og George Boleyn hver en retssag i Tower of London. Hun blev beskyldt for utroskab, blodskam og højforræderi med henvisning til Edward 3.'s forræderiloven, der lød at en dronnings utroskab er en form for forræderi (formentlig på grund af følgerne for successionen til tronen). Staffen for en mand var hængning, drukning og partering. Staffen for en kvinde var at blive brændt levende på bålet. Den anden form for forræderi, hun blev beskyldt for, var at have planlagt kongens død sammen med sine elskere, så hun bagefter kunne indgå ægteskab med Henry Norris.

Ingen af datoerne for Annes påståede stævnemøder faldt sammen med hendes opholdssted, og nogle skulle have fundet sted, mens hun lå i barselstue lige efter at have født Elizabeth. Det blev senere kendt, at kongen måtte have tilkaldt bøddelen fra Calais allerede inden retssagen; ellers ville han ikke være nået frem til henrettelsen i tiden. En anden grusomhed, både overfor Anne og hendes gamle ven ærkebiskop Cranmer, var at få Cranmer til at overtale Anne til at underskrive en indrømmelse af, at hendes ægteskab havde været ugyldigt, og datteren Elizabeth illegitim, i bytte mod mildere behandling. Anne Boleyn blev forespejlet, at hun skulle kunne drage i eksil med datteren, og underskrev i den tro.

Den 14. maj erklærede Cranmer Annes ægteskab med Henrik opløst.

Anne i de sidste dage inden henrettelsen. Maleri fra 1835 af Edouard Cibot.

De sidste dage

I Tudortidens lovværk blev en anklaget antaget skyldig, indtil han havde bevist sin uskyld. Ofte var den anklagede ukendt med beskyldningerne, der lå til grund for sagen, og hvilke bevis, der forelå, så det blev umådelig svært at forsvare sig ordentligt. Utroskab hørte i Tudortiden ikke under straffeloven; utroskab var en sag for kirkeretten, og udløste ikke dødsstraf. Heller ikke regnede man en dronnings utroskab som højforræderi, selv om lovværket blev ændret i 1542 for netop at indbefatte dette forhold, fordi det kunne skabe usikkerhed om eventuelle børns ret til tronen.

I Anne Boleyn-sagen forelå ingen beviser mod de involverede. Alle blev alligevel dømt til døden af en jury bestående af de sigtedes ligemænd. At tre arresterede alligevel blev løsladt - poeten Thomas Wyatt, samt hofmændene Richard Page og Francis Bryan - tyder dog på, at kong Henrik til en vis grad bevarede fatningen. Wyatt skrev senere et digt, der kan tolkes som ham siddende i sin celle i Tower, hvorfra han gennem gitteret (the grate, der nævnes i digtet) ser sine bekendte henrettes. Han tog udgangspunkt i salmen Mine fjender omringer min sjæl. Omkvædet circa Regna tonat er hentet fra Senecas tragedie Phaedra, og oversættes som "han tordner omkring troner". Hos Seneca henspillede "han" på Jupiter.

George Boleyn og de fire dømte mænd blev henrettet den 17. maj 1536. Anthony Kingston, vogteren i Tower, rapporterede, at Anne virkede meget afklaret og forberedt til sin død. Kong Henry 8. ændrede Anne Boleyns straf til halshugning, og fik en professionelle sværdbøddel fra St. Omer til at stå for halshugningen, da man ikke kunne have en dronning halshugget med samme våben som de andre. De kom efter Anne om morgenen den 19. maj for at bringe hende til Tower Green, hvor henrettelsen skulle stå. Halshugningen af Anne Boleyn var planlagt til kl. 09:00.

Anthony Kingston, vogteren af Tower, skrev:

"Her til morgen sendte hun bud efter mig, for at jeg kunne være sammen med hende de sidste timer, hun fik af den gode Gud, og jeg skulle høre hendes tale ved podiet. Og sagde til mig da jeg ankom, "Mr. Kingston, jeg hører jeg ikke skal dø før middag, og det er jeg er meget ked af, for jeg troede at jeg ville være død på det tidspunkt, og min smerte overstået." Jeg fortalte hende, at det ikke burde være nogen smerte, at det var så lidt. Og så sagde hun, "jeg har hørt sige at bødlen skulle være meget god, og jeg har en lille hals"; hvorefter hun satte hænderne omkring den, og lo hjerteligt. Jeg har set mange mænd og også kvinder henrettet, og de har været i stor sorg, og til min undren virkede denne dame meget afklaret overfor døden. Herre, hendes hofdamer har konstant været hos hende, og de har været her siden 02:00 om natten."

Dog kan hendes forestående død have forårsaget stor sorg i fængslet. Digtet Oh Død, vug mig i søvn menes at have været forfattet af Anne og afslører, at hun har håbet, døden ville ende hendes lidelser. Kort før daggry tilkaldte hun Kingston for at høre messen og bede i hans nærvær om frelse for sin sjæl. Hun gentog, at hun aldrig havde været kongen utro. Hun gentog det under ed både før og efter at have modtaget nadveren.

Traitors' gate (Forræderporten) i Tower of London.

Om morgenen fredag den 19. maj blev Anne Boleyns straf fuldbyrdet, ikke på Tower Green, men snarere på et skafot opført på nordsiden af White Tower, foran hvad der nu er Waterloo-kasernen. Hun bar et rødt skørt under en løs, mørkegrå kjole af damask med pels og en kappe af hermelin. Hun var ledsaget af to damer. Anne optrådte for sidste gang som dronning, da hun besteg stilladset og holdt en kort tale til publikum:

"Gode kristne mennesker, jeg kommer her for at dø, for ifølge loven dømmes jeg til at dø, og derfor vil jeg tale. Jeg er kommen hid ikke for at beskylde noget menneske, ej heller for at tale ondt om dem, jeg er anklaget af og dømt til at dø, men jeg beder Gud bevare kongen og give ham et lang liv til at herske for dig, for en blidere eller en mere barmhjertig fyrste var der aldrig: og for mig var han altid en god, en blid og suveræn herre. Og hvis nogen vil blande sig i min sag, beder jeg dem om at dømme blidt. Og således tager jeg afsked med verden og med jer alle, og jeg beder inderligt om, at I beder for mig. O Herre forbarm dig over mig, Gud jeg skænker dig min sjæl."

Denne version af hendes tale blev nedskrevet af Lancelot de Carle, der var øjenvidne til henrettelsen. Alle versioner er forholdsvis ens, og utvivlsomt rigtige i varierende grad. Det menes, at hun undgik at kritisere Henrik for at redde Elizabeth og sin familie fra yderligere konsekvenser, men selv under ekstremt pres tilstod Anne ikke sin skyld.

Død og begravet

Mindesmærke på Tower Green for henrettelsen af Anne Boleyn. Kunstværket skal minde om skafottet.

Hun knælede, mens hun gentog bønnen: "Jesus Kristus, jeg betror dig min sjæl; Herre Jesus modtag min sjæl." Hendes hofdamer fjernede hendes hovedbeklædning og halskæder og bandt derefter et blind for hendes øjne. Anne Boleyn blev henrettet af den franske sværdbøddel, Jean Rombaud, og ifølge Eric W. Ives blev Rombaud så betaget af Anne, at han rystede, og han fandt det svært at gå videre med henrettelsen. For at distrahere hende råbte han: "Hvor er mit sværd?" i det sekund, hvor sværdet gik gennem hendes hals .

Henrettelsen blev udført meget humant og med et enkelt slag. Det blev overværet af Thomas Cromwell, Charles Brandon, kongens uægte søn, Henry Fitzroy, samt rådmænd og repræsentanter for de forskellige håndværk. De fleste fra kongens råd var også til stede. Cranmer, der var på Lambeth Palace, skulle efter sigende havde været opløst af gråd efter at have fortalt Alexander Ales: "Hun der har været dronning af England på jorden vil i dag blive en dronning i himlen-"

Da anklagerne mod Anne først var fremlagt, havde Cranmer givet udtryk for sin forundring over Henrik og hans tro på, at "hun ikke ville blive fundet skyldig". Alligevel følte Cranmer sig sårbar på grund af sit nære forhold til dronningen. Natten før henrettelsen havde han erklæret Henriks ægteskab med Anne ugyldigt, ligesom Katharinas før hende. Han gjorde intet forsøg på at redde Annes liv, selv om han modtog hendes sidste skriftemål, hvori hun hævdede sin uskyld over for Gud.

Trods sin store andel i Annes henrettelse havde Henrik ikke arrangeret nogen form for begravelse eller sørget for en ordentlig kiste. Hendes lig lå på skafottet i nogen tid, før en troede mand, der arbejdede i Tower, fandt et tomt pilekogger og lagde hendes hoved og krop deri. Hun blev begravet i de ukendtes grav i kapellet St. Peter ad Vincula.

Hendes skelet blev identificeret under renovering af kapellet under dronning Victoria, og Anne Boleyns sidste hvilested er nu markeret i marmorgulvet.

Henvisninger og fodnoter

Fodnote

Wikimedia Commons har medier relateret til: Anne Boleyn