Julius Cæsar

Denne artikel omhandler personen Julius Cæsar. For operaen af Händel, se Julius Cæsar (opera)

.

Fil:Hw-caesar.jpg

Julius Cæsar

Gaius Julius Cæsar (12. juli 100 f.Kr. - 15. marts 44 f.Kr.) var en romersk feltherre og statsmand.

Hans erobring af Gallien i Frankrig udbredte det romerske imperium helt til Atlanterhavskysten, en bedrift hvis konsekvenser er tydelige helt op til i dag. Cæsars militære bedrifter er dog kun kendt fra hans egne rapporter til senatet. Rapporterne skulle begrunde, at han fortolkede sine ordrer meget bredt. Hans grundlæggelse af en regering under det første triumvirat endte den romerske republik. Han blev senere diktator på livstid og udarbejdede mange reformer, både sociale og politiske. Reformarbejdet blev brat stoppet da han blev myrdet. Mange af hans reformer blev senere ført ud i livet af kejser Augustus.

Baggrund og tidlige år

Julius Cæsar blev født ind i en kendt og meget gammel aristokratisk familie i Rom, der ifølge overleveringen kunne spores helt tilbage til forfaderen Julius, søn af den trojanske prins Æneas, der ifølge myten var søn af Venus. I 45 f.v.t. byggede Julius Cæsar et tempel for Venus Genetrix i Rom, for at understrege sin egen mytiske forbindelse til guden.

Cæsars familie var dog ikke rig i forhold til Roms adelige, og ingen i familien havde i mands minde udrettet større ting. Cæsars far døde tidligt, men hans mor, Aurelia, sørgede godt for Cæsars uddannelse. Cæsar giftede sig i 84 f.v.t. med Cornelia, datter af Cinna. Det var et politisk ægteskab, der senere førte til mange problemer da diktatoren Sulla beordrede ham til at lade sig skille i 82 f.v.t. Cæsar nægtede og forlod klogt Rom for at tjene militæret i Asien og i Cilicia på sydøstkysten af nutidens Tyrkiet. Først i 78 f.v.t. vendte han tilbage da Sulla døde og begyndte da sin politiske karriere som anklager.

Cæsar rejste til Rhodos for at studere filosofi (naturvidenskab på den tid) og blev på vejen dertil kidnappet af pirater. Han lovede piraterne at han nok skulle sørge for at de blev fanget og henrettet. I fangenskabet overtalte han sine fangevogtere til at forhøje hans løsepenge, hvilket øgede hans prestige i Rom. Da han var blevet frigivet, organiserede han en flåde, fangede piraterne og lod dem blive korsfæstet nøgne.

Karrieren

Efter at have opnået positionen quaestor i Spanien i 69 f.v.t. blev Cæsar valgt til curule aedile i 65 f.v.t., til pontifex maximus i 63 f.v.t. og til praetor i 62 f.v.t. Hvis han havde en finger med i spillet i Catilinas sammensværgelse i år 63 f.v.t., efterlod det ingen varig skade på hans karriere.

Da Cæsars kone Cornelia døde i 68 f.v.t. giftede han sig med Pompeia, Sullas barnebarn, men måtte lade sig skille i 62 f.v.t. på grund af en skandale (en undskyldning?). I 61 f.v.t. arbejdede Cæsar som guvernør i provinsen Hispania Ulterior, og i 60 f.v.t. blev han valgt til konsul.

I 59 f.v.t. indgik Cæsar en alliance med to andre ledende politikere: Marcus Licinius Crassus og Gnæus Pompejus Magnus. Crassus var den rigeste mand i Rom, Pompejus var den mest succesrige hærfører. Cæsar bidrog i alliancen med sin politiske popularitet og sit drive. Pompejus giftede sig med Cæsars datter Julia Caesaris. Denne første uofficielle alliance er senere blevet kaldt "Det første triumvirat". Triumviratet signalerede som tidligere nævnt enden på den romerske republik.

De tre magtfulde mænd delte i 56 f.v.t. Romerriget imellem sig: Cæsar fik Gallien, Pompejus fik Spanien og Crassus fik Syrien.

Allerede i 58 f.v.t. blev Cæsar guvernør over Gallien. Som prokonsul i Gallien fra 58 til 49 f.v.t. førte han krig mod forskellige folk. Han besejrede helvetierne i 58 f.v.t., det belgiske forbund i 57 f.v.t., og i 55 f.v.t. forsøgte han at invadere England. I 52 f.v.t. besejrede han en union af gallere. Alle disse fremstød blev rapporteret til senatet, rapporter som er bevaret i afskrifter.

Crassus blev dræbt i 53 f.v.t. i kamp med partherne, og derefter udbrød en tvist mellem Cæsar og Pompejus, da Pompejus blev i Rom og fik mere og mere magt. I 50 f.v.t. blev Cæsar af senatet beordret til at opløse sin hær. Men Cæsar nægtede, og borgerkrig brød ud. Han krydsede floden Rubicon den 10. januar 49 f.v.t. med ordene "terningen er kastet" (latin: jacta est alea) og forfulgte derefter Pompejus til Brundisium, i håbet om at lappe sammen på deres ti år gamle aftale. Men Pompejus undgik ham, og han udførte en utrolig 27-dages march til Spanien, for at udradere Pompejus' folk der. Derefter vendte Cæsar tilbage østpå, for at udfordre Pompejus i Grækenland. Den 10. juli 48 f.v.t. undgik Cæsar med nød og næppe et katastrofalt nederlag til Pompejus. Men ved Farsalos i Grækenland lykkedes det ham at slå Pompejus. Cæsar blev konsul i 4 år, mens Pompejus flygtede til Ægypten, hvor han blev myrdet af en officer under Ptolemaios XIII af Ægypten.

Diktatortiden

Men Cæsar var ikke tilfreds. Han tog til Ægypten, hvor han støttede Kleopatra VII, der blev hans kone under ægyptisk lov (ikke under romersk lov). Medens han med sine få tropper opholdt sig i Alexandria, udbrød der et oprør, hvorved Cæsar kom i den yderste fare og længe blev holdt indespærret (alexandrinske krig oktober 48-marts 47). Først da der kom undsætning, slap Cæsar ud. Hans næste foretagende var at berolige Orienten, hvor Mithridates' søn Farnaces havde generobret sit fædrene rige Pontus. Cæsar tilendebragte felttoget i 5 Dage og meldte sejren til en ven i Rom med de ord: veni, vidi, vici, »jeg kom, jeg så, jeg sejrede« (august, 47). Cæsar fortsatte med at bekæmpe Pompejus' støtter i Afrika ved Thapsus i 46 f.v.t. og i Spanien ved Munda i 45 f.v.t.

I 46 f.v.t. blev Cæsar i en ti-års-periode diktator. I 44 f.v.t blev han erklæret diktator og konsul på livstid og blev kaldt Pater Patriae (Landsfader). Han tog også titlen Imperator. Hans kalenderreform byggede på solåret istedet for måneåret og er stadig grundlag for den kalender vi benytter idag. Måneden juli blev opkaldt efter ham og bærer hans navn den dag i dag. Han grundlagde over 20 kolonier i Gallien, Spanien og i Nordafrika og arrangerede kornuddeling til de fattige i Rom. Statuer af ham blev opstillet på linje med de oldgamle konger, og han havde en gylden trone i senatet og på tribunatet.

Cæsars arrogance og ambitioner om at blive en ny Alexander den Store gjorde ham upopulær, og hans ligemænd stolede ikke på ham. Han blev myrdet den 15. marts i 44 f.v.t. i Pompejus' Teater (hvor senatet mødtes efter at senatshuset var nedbrændt). Han blev stukket ned af en gruppe på godt 60 sammensvorne, der forsøgte at bevare den demokratiske republik i modsætning til Cæsars monarki. Imellem de sammensvorne var der ifølge en sen overlevering også Cæsars adopterede søn Marcus Junius Brutus som var efterkommer af den Brutus som dræbte den sidste romerske konge, og derved oprettede den romerske republik. Cæsar faldt for fødderne af en statue af Pompejus og hans berømte sidste ord var: "Også du, min søn?".
Ifølge overleveringen havde Cæsars kone, Calpurnia, som han giftede sig med i 59 f.v.t., advaret ham aftenen før, men Cæsar havde svaret "Der er intet at frygte, ud over frygten selv".
Mere korrekt er det at sige, at ved at lade sig vælge som livsvarig diktator, kunne han kun afsættes ved at blive myrdet.

Efter Cæsars død udbrød en magtkrig mellem hans adopterede søn, den 18-årige Gajus Octavianus, kaldet Octavian, Cæsars medarbejder og medkonsul Marcus Antonius og Cæsars mordere sammen med Brutus og dennes svoger Gajus Cassius Longinus. Antonius besejrede Cæsars mordere, men faldt i unåde i Rom, da han allierede sig med Kleopatra. Octavian vandt derfor magtkampen i 31 f.v.t. og blev i 27 f.v.t. den første romerske kejser under navnet Augustus Cæsar.

Personlige oplysninger

Som én af oldtidens mægtigste mænd og mest alsidige begavelser har Cæsar altid vakt historikernes interesse. Han synes at have været en fremragende militærbegavelse, der kunne vise personligt mod, en dygtig og flersidet administrator og i det store hele en elskværdig og relativt human politiker – hvad der dog ikke udelukkede brutalitet og hensynsløshed under krige, f. eks. i Gallien. Derimod er det stadig ikke lykkedes at få et fast billede af hans politiske ideer. Her har han skiftevis stået som en ren opportunist, der tog enemagten under dække af ”demokratiske hensyn”, eller som en overklasseidealist der ville folkets vel gennem et diktatur. <br.>

Cæsar var kendt som en produktiv og energisk forfatter, mest af historiske og selvbiografiske værker. Hans hovedværk er Commentarii de Bello Gallico (da. Cæsars Gallerkrig), hvori han i tredje person fortæller om sin erobring af Gallien, den er et hovedværk i latinsk litteratur, stadig anvendt som lærebog i skolerne og en hovedkilde til periodens historie, selv om den naturligvis er subjektiv. Skønt velskrevet giver den ikke noget personligt indtryk af Cæsar. Desuden skrev han om borgerkrigen.. (Commentarii de Belli Civili), mens et par andre værker med dette emne er skrevet af andre og tillagt ham. Han vides at have skrevet flere digte og skrifter hvor han er talsmand for et smukt skriftsprog, mens hans mange taler er gået tabt.<br.>

Navnet Cæsar (egl. udtalt "kæsar") er bevaret på mange sprog som synonym for en leder. Den tyske titel Kaiser og den russiske titel zar kommer begge fra ordet Cæsar. På rosettastenen findes en ægyptisk cartouche, der er blevet oversat til k-e-s-r-s, og som skulle være i familie med det latinske ord. Man mener det latinske ord Cæsar er afledt af et persisk ord. Kejsersnit hedder på latin sectio caesarea, angiveligt opkaldt efter Cæsar, men det er nok en misforståelse.

Eksterne henvisninger/kilder

Wikiquote har citater relateret til: Julius Cæsar.

• Peter Ørsted: Gajus Julius Caesar. Politik og Moral i det Romerske Imperium, Kbh. 1994
• Erik Christiansen, Romersk historie, Århus, 1995, side 105-110.
• McKay, Hill og Buckler, A History of Western Society, Boston 1995, side 154-156.
• Povl Engelstoft i Hagerups illustrerede konversationsleksikon, København 1948, 2. bind, side 551-552.
• Salmonsens konversationsleksikon/Cæsar

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.