Brøndby Stadion

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i denne artikel.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
Question book-4.svg
Brøndby Stadion
Brøndby Stadion i 2005
Brøndby Stadion i 2005
Stadiondata
Fulde navn: {{{fulde_navn}}}
Tidligere navn: {{{navn_før}}}
Kaldenavn: {{{kaldenavn}}}
Bygget: 1965 (1999/2000)
Åbnet: {{{åbnet}}}
Renoveret: {{{renoveret}}}
Lukket: {{{lukket}}}
Nedbrudt: {{{nedbrudt}}}
Tilskuerkapacitet: 29.000 tilskuere
Siddepladser: 23.400 tilskuere
Banestørrelse: 105 x 68 meter
Underlag: {{{underlag}}}
Lysanlæg: {{{lysanlæg}}}
Byggepris: {{{byggepris}}}
Arkitekt: {{{arkitekt}}}
Ejer: {{{ejer}}}
Driftsherre: {{{driftsherre}}}
Lokalitet: {{{lokation}}}
Adresse: Brøndby Stadion 30
2605 Brøndby
Hjemmeside: [ ]
Benyttes af/til: Brøndby IF
Note: {{{note}}}

Brøndby Stadion, beliggende i bydelen Brøndbyvester i Brøndby Kommune, er Danmarks næststørste fodboldstadion. Det blev oprindelig anlagt i 1965 uden tribuner, og efter en omfattende ombygning i 2000 fik det en kapacitet på 31.500 tilskuere, heraf 19.700 siddepladser. Løbende justeringer af tilskuerfaciliteterne har sidenhen medført, at der i dag er en totalkapacitet på 29.000 tilskuere, hvoraf 23.400 er siddepladser. Fodboldklubben Brøndby IF afvikler sine hjemmebanekampe på Brøndby Stadion. Tilskuerrekorden stammer fra den 18. juni 2003 mod F.C. København og lyder på 31.508 tilskuere.

I forbindelse med større Europa League-kampe etableres der i overenstemmelse med UEFA's regulativer sæder på sydtribunen, hvilket indebærer, at den samlede kapacitet reduceres til ca. 26.000.

En del af den fankultur, der ses i Danmark nu, er formentlig udsprunget fra Faxe-tribunen i første halvdel af 1990'erne.[Kilde mangler] Stadionet er blandt Brøndby IF's tilhængere kendt som Vilfort Park opkaldt efter den tidligere fodboldspiller Kim Vilfort.[1]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Fra tanke til virkeliggørelse (-1965)[redigér | redigér wikikode]

Idéen om at anlægge et centralt kommunalt idrætsanlæg blev fremlagt af daværende borgmester J. C. Jensen i 1945,[Kilde mangler] men dengang kunne kommunens idrætsforeninger ikke nå til enighed omkring et fælles stadion.[2]

I 1950'erne opstod tanken om at sammenlægge kommunens tre store idrætsforeninger.[Kilde mangler] Meget tyder på, at sammenlægningstankerne blev fostret på politiker- og ledelsesplan.[2] Med kun én klub ville man kunne opnå en mere rationel udnyttelse af et kommende Brøndby Stadion.[Kilde mangler] Idéen mødte opbakning i Brøndbyøster Idrætsforening,[Kilde mangler] og ved generalforsamlingen i 1962 gik et flertal ind for at sammenlægge Brøndbyvester og Brøndby Strand Idrætsforeninger.[Kilde mangler] Brøndby Strand afslog forslaget med det samme, mens der i Brøndbyvester skulle en afstemning til. Denne endte med et klart flertal imod.[3]

Der skulle dog ikke gå mange år, før det igen kom på dagsordenen at sammenlægge Brøndbyøster og Brøndbyvester idrætsforeninger.[Kilde mangler] Stordriftsfordele var et af hovedargumenterne for at tilknytte de to foreninger til et kommunalt stadion, og borgmester i 1966-2005 og formand i Brøndbyernes IF i 1971-72, Kjeld Rasmussen, har sidenhen udtalt, at han og Brøndbys daværende borgmester fik bygget stadion under forudsætning af, at de to klubber sluttede sig sammen.[4]

Citat Jo tættere man kom på færdiggørelsen af Brøndby Stadion, desto større blev opbakningen til en stor forening. Fortalerne så åbenlyse fordele ved en sammenlægning, der ville betyde, at ledere og sportsudøvere fik bedre fysiske rammer at dyrke idræt under, og endelig ville det gavne såvel bredden som toppen, at kræfterne blev samlet i én klub. Endelig blev det fremført, at man ved en sammenlægning ville undgå en indbyrdes konkurrence specielt på tilskudsområdet Citat
Kjeld Rasmussen[3]

På et møde den 3. december 1964 blev det endeligt vedtaget at lægge Brøndbyøster og Brøndbyvester idrætsforeninger sammen under navnet Brøndbyernes Idrætsforening.[Kilde mangler]

Det oprindelige stadion (1965-1979)[redigér | redigér wikikode]

Da Brøndby Stadion stod færdigt i foråret 1965, bestod området af en opvisningsbane omkranset af et tilskuerhegn, fire træningsbaner og en grusbane med lysanlæg.[Kilde mangler] Uden om opvisningsbanen var der en løbebane, og bag det ene mål var etableret forskellige atletikfaciliteter.[Kilde mangler] Desuden var der opført en omklædningsbygning med fire rum, hvor der var bade- og toiletfaciliteter.[Kilde mangler]

Efter at opvisningsbanen var taget i brug, viste det sig, at den ikke var drænet ordentligt,[Kilde mangler] og kommunen måtte forbyde al boldspil frem til sommerpausen.[Kilde mangler] Da banen på stadion endelig kunne tages i brug i sensommeren 1965,[Kilde mangler] var der problemer med at få græsplænegræsset til at gro,[Kilde mangler] og det betød, at den officielle indvielse først fandt sted den 31. juli 1966.[5] På grund af få træningsbaner blev græsset på opvisningsbanen hurtigt slidt, og i 1971 var banen fyldt med så mange huller, at en omlægning af græstæppet var påkrævet.[Kilde mangler]

I de følgende år udvikledes området omkring Brøndby Stadion løbende; i 1969-70 anlagde kommunen træningsbaner på arealet syd for stadionområdet ned mod Holbækmotorvejen,[Kilde mangler] og i 1972-74 kom der også fodboldbaner syd for denne.[Kilde mangler]

Forholdene omkring opvisningsbanen blev ligeledes forbedret; i 1966 blev der sat to tælleapparater op ved indgangen til stadion,[Kilde mangler] og i 1969 fik foreningen foræret et halvlegsur af den lokale urmager Bent Henriksen fra Brøndbyøster Torv.[Kilde mangler] I 1973 bevilgede kommunen kr. 20.000 til at opsætte et moderne højtaleranlæg bestående af fire foldehornhøjtalere monteret på fire meter høje stålmaster.[Kilde mangler]

Tribunerne kommer til (1979-1999)[redigér | redigér wikikode]

I takt med at Brøndby IF rykkede op i fodboldrækkerne, opstod der behov for et mere tidstypisk stadion. Allerede i 1975 havde klubben rettet henvendelse til kommunen med ønsket om at få en overdækket tribune, men kommunen var dengang kun gået med til at forbedre tilskuerfaciliteterne ved at anlægge to flisetrin rundt om løbebanen.[6]

Først med oprykningen til 2. division i 1977 besluttede Brøndby Kommune, at der skulle opføres en overdækket tribune. Byggeriet til 4 mio. kr. begyndte i sommeren 1978, og i begyndelsen af 1979 var den nye tribune klar til brug. Tribunen, der bestod af 1335 siddepladser, en speakerboks, pressepladser og et tv-plateau, var blevet placeret på langsiden ud mod Gildhøjskolen. Under tribunen havde man indrettet fire omklædningsrum, en kiosk, et kontor, toiletter, et depotrum og klublokale til Brøndby Atletikklub. I foråret 1980 satte kommunen endvidere et nyt lysanlæg op med en lysstyrke på 250 lux. Med den nye tribune kom tilskuerkapaciteten op på i alt 5.000.

Midt i glæden over klubbens oprykning til 1. division i efteråret 1981 var borgmester Kjeld Rasmussen ikke sen til at proklamere, at det nu måtte være på tide at få en ekstra overdækket tribune til alle de mennesker, der i den kommende sæson ville følge holdets færd i 1. division.[7] Op til sæsonen 1982 blev der dermed opført en ny ståpladstribune over for den eksisterende tribune. Den bestod af 13 betontrin i hele banens længde under åben himmel. Stadionkapaciteten lød nu på 10.000 tilskuere.

Efter at have etableret sig i toppen af dansk klubfodbold i løbet af 1980'erne opnåede klubben et foreløbigt sportsligt højdepunkt ved at nå kvartfinalen i UEFA-cuppen i 1991. Brøndby Stadion var på daværende tidspunkt ikke gearet til at afvikle en kamp på så højt et niveau, men bl.a. ved at opstille midlertidige endetribuner lykkedes det klubben at få dispensation fra UEFA til at afvikle kampen. Dermed fik man stadionkapaciteten op på 15.000 tilskuere, og klubben overgik endda sig selv til semifinalen, hvor der blev sørget for plads til helt op til 17.000-18.000 tilskuere.

I takt med de gode resultater var tilskuerinteressen vokset så markant, at det blev nødvendigt at flytte de største kampe til Københavns Idrætspark. Dette var ingen tilfredsstillende løsning for hverken klub, fans eller sponsorer. Derfor besluttede bestyrelsen at arbejde på at udvide Brøndby Stadion.

Første skridt blev taget i 1990, hvor langsiden modsat hovedtribunen blev overdækket og udbygget med otte rækker med siddepladser. Samme år blev hovedtribunen, efter udenlandsk forbillede, udbygget med en sponsorlounge med panoramavinduer ud mod banen. Mens kommunen havde betalt for den overdækkede langsidetribune, var det klubben selv, der finansierede byggeriet af sponsorloungen.

På trods af de forbedrede tilskuerfaciliteter levede stadion fortsat ikke op til UEFA's sikkerhedskrav, og klubben ønskede at opføre permanente ståtribuner bag begge mål. Da dette ville medføre, at løbebanen måtte sløjfes, og at atletikklubben skulle kompenseres med en ny atletikbane andetsteds, valgte kommunen at afvise Brøndby IF's ansøgning om at udvide stadion yderligere.[8] Dette fik klubben til at se sig om efter andre byer, hvor den kunne afvikle sine store internationale kampe, hvilket fik kommunen til at tilbyde at sælge stadion til fodboldklubben og dermed få penge til at opføre et atletikstadion. Bestyrelsen i Brøndby IF var imidlertid kun interesseret i at købe jordarealerne bag målene. Klubben havde tilbudt selv at betale for opførelsen af endetribunerne, men for at kunne gøre det, måtte banen udvides både i bredden og længden.[9]

I 1991 tog sagen en ny drejning, da kommunalbestyrelsen besluttede, at Brøndby IF alene skulle have brugsretten til stadion. Dermed var vejen banet for at omdanne Brøndby Stadion til et rigtigt fodboldstadion. I december 1991 gik entreprenøren i gang med at fjerne løbebanen, og i foråret 1992 stod det udvidede Brøndby Stadion færdigt: Fire overdækkede tribuner med plads til samlet knap 20.000 tilskuere. Med de 1335 siddepladser på hovedtribunen og yderligere 3000 nye siddepladser på den nederste del af den modsatte langside kom man op på over 6000 siddepladser.

Med tribunerne på plads kunne fokus nu rettes mod banens stand. Mange års slid havde sat sit tydelige præg på græstæppets beskaffenhed. Da stadion endnu var kommunalt ejet, påhvilede det kommunen at finansiere en renovering af baneforholdene, som blev foretaget i 1996: Banen blev omlagt, og ved samme lejlighed blev der lagt varmerør og et nyt, specialiseret vandingsanlæg under det nye græstæppe. Foruden den forbedrede bane blev der sat nye projektører op på taget af de to langsidetribuner, så lysanlægget levede op til de internationale krav.

Den store udvidelse (1999-2000)[redigér | redigér wikikode]

Luftfoto (2008).

På trods af adskillige udvidelser og forbedringer igennem årene ville Brøndby Stadion kun kunne opnå en maksimal kapacitet på lidt over 10.000 siddepladser til internationale kampe, og klubben var derfor nødsaget til at leje sig ind i Parken på Østerbro til store kampe i UEFA-regi. Dette medførte såvel økonomiske som prestigemæssige tab, og bestyrelsen arbejdede derfor videre med planer om at udvide stadion yderligere. Første skridt var at indlede forhandlinger med Brøndby Kommune med henblik på at overtage stadion, og resultatet blev, at Brøndby IF A/S købte Brøndby Stadion for godt 23 mio. kr. Herfra skulle der fratrækkes 16 mio. kr. for de to endetribuner og sponsorloungen, som klubben selv havde opført, så det endelige beløb blev på blot 7,3 mio. kr.[10]

Overtagelsen fandt sted den 1. januar 1999, hvorefter den største udbygning af stadion kunne gå i gang: En sammenhængende øvre tribunekrans støttet af i alt 32 betontrappetårne og et nyt tag båret af i alt 32 hver 25 meter høje jernkonstruktioner skulle sammen med de eksisterende nedre tribuner bringe den samlede tilskuerkapacitet op på over 30.000. Den samlede pris for udvidelsen blev budgetteret til 240 mio. kr., og udover det nye øvre tribuneafsnit blev endetribunerne udvidet med 2-3 rækker øverst, mens den gamle hovedtribune blev udvidet såvel forrest som i siderne. Ikke mindst blev sponsor- og loungeområderne udvidet betragteligt, og ud mod p-pladsen opførtes en ny tre-etagers tilbygning med administrationslokaler, pressefaciliteter, storkøkken og en restaurant. I stueetagen blev der indrettet en lobby, et stort fitnesslokale til spillerne og en stor fanshop. Facaden af tilbygningen blev beklædt med store glaspartier.

Den nye tribunekrans gjorde hjørnerne af stadion delvis lukkede, og mellem de nedre og øvre tribuner indrettedes toiletter og salgsboder. Hvert hjørne fik 19 rækker, hver øvre endetribune 14 rækker, mens hovedtribunens øvre sektion fik 17 rækker og den modsatte langside 12 rækker. Samlet set indebar den nye øvre tribune 13.600 nye siddepladser, hvilket ved indvielsen i oktober 2000 øgede den samlede kapacitet til 31.500 fordelt på 19.700 siddepladser og 11.800 ståpladser på de nedre endetribuner og dele af den nedre hovedtribune. Hele ombygningen blev udført sideløbende med, at klubben afholdt alle sine hjemmekampe i byggeperioden, og de oprindelige omklædningsrum under den bevarede hovedtribune fra 1978 blev bibeholdt.

Tilføjelser og forbedringer (2000-)[redigér | redigér wikikode]

Den daværende Codan-langside (midtfor th.) i 2005, da den oprindelige nedre del endnu ikke havde fået mørkeblå sæder som de øvrige siddeafsnit.

Den samlede pris for den store udvidelse af stadion blev 30 mio. kr. dyrere end budgetteret.[11] En del større og mindre tilføjelser og forbedringer af publikumsfaciliteterne blev derfor udskudt og sidenhen løbende udført.

Først og fremmest var der ikke blevet råd til nye tælleapparater, og et nyt, moderne adgangssystem installeredes først i 2003, ligesom måltavlerne til at starte med ikke levede op til DBU's krav.[12] De traditionelle udskiftningsbænke måtte tillige blive stående nogle år, før de erstattedes af moderne, nedsænkede bokse.

Heller ikke nye sæder til alle tribuneafsnit var der råd til: For det første måtte man bibeholde de gamle, nedslidte sæder på de to oprindelige langsidetribuner, som dermed i de første år efter ombygningen fremstod med grå, røde, gule og lyseblå sæder. For det andet ventede man med at montere sæder på den udvidede del af den gamle hovedtribune og den nordlige endetribunes nedre afsnit. Dog tilføjedes der relativt hurtigt en ekstra ”række 34” hele vejen rundt øverst oppe foran glaspartierne. Med nye mørkeblå sæder påmonteret på de førnævnte områder kom man i 2003 op på samlet 23.400 siddepladser. Den samlede kapacitet justeredes dermed til 29.000. Til internationale kampe ville de sidste ståpladser på sydsiden blive omdannet til ca. 2.600 siddepladser. På trods af de mange forsinkede forbedringer var der ved ombygningen i 2000 allerede forbedrede faciliteter for kørestolsbrugere, eftersom en platform med en elevator installeredes i den sydlige ende af østtribunen.

I 2006-07 udbyggedes denne tribune endvidere bagtil med en sponsorlounge, lokaler til Brøndby Gymnasium, et offentligt fitnesscenter, produktionskøkken og sportsbaren 1964. Derudover forbedredes tilskuerforholdene med seks nye multiboder og tre nye trappenedgange inde under den nedre langsidetribune. To nye storskærme opsattes også i denne periode.

Storsponsoren Jesper Nielsen sørgede i 2008 for, at Brøndby Stadion blev udsmykket med store gule oplyste bogstaver med stadionnavnet påmonteret mellem taget og den øverste tilskuerrække på tre af tribunerne. Derudover blev hver endegavl prydet med fire store billeder, der viste brøndbyspillere og –fans i forskellige situationer.

Tribuner[redigér | redigér wikikode]

Wall of Fame ved indgangen til Sydsiden med Brøndby IF's landsholdsspillere gennem tiderne.
  • Sydsiden: Indtil 2011 hed tribunen Faxe-tribunen, men betegnedes også dengang Sydsiden. Sydsiden blev indviet som ny endetribune den 29. marts 1992 grundet den stigende interesse i at se Brøndby IF's kampe. Det blev fra starten stedet, hvor Brøndby IF's "mest medlevende fans" stod, når holdet spillede hjemmebanekampe.[13] Den nedre del af endetribunen har en kapacitet på 5.600 stående tilskuere og er det eneste tilbageværende ståafsnit på Brøndby Stadion.
  • Nordea-tribunen (Nord), oprindelig OBS-tribunen. Tidligere var den nedre del af denne endetribune blandt fans kendt som Pølseenden pga. den tidligere tribunesponsor Steff-Houlberg. Den nedre del var oprindelig et ståafsnit.
  • Apollo-tribunen (Vest).
  • LOXAM-tribuen (Øst), tidl. Codan-tribunen.
Panoramabillede ud over Brøndby Stadion.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Stadiums in Denmark - Brøndby Stadion | StadiumDB.com Stadium Database Hentet den 17. november 2014
  2. 2,0 2,1 Barnak, Søren. Brøndby IF - fordi de ville! - Brøndbyernes Idrætsforening 1964-2004 (1 udg.). Brønden. s. 27. ISBN 8790667042. 
  3. 3,0 3,1 Barnak, Søren. Brøndby IF - fordi de ville! - Brøndbyernes Idrætsforening 1964-2004 (1 udg.). Brønden. s. 28. ISBN 8790667042. 
  4. Rasmussen, Jens Jam (21-09-2005). Slaget om København. den store bog om Brøndby-FCK (1 udg.). København: People's Press. s. 61. ISBN 8791693551. 
  5. Barnak, Søren. Brøndby IF - fordi de ville! - Brøndbyernes Idrætsforening 1964-2004 (1 udg.). Brønden. pp. 32-33. ISBN 8790667042. 
  6. Barnak, Søren: ”Brøndby IF… fordi de ville!”, 2004, Forlaget Brønden, s. 72
  7. Barnak, Søren: ”Brøndby IF… fordi de ville!”, 2004, Forlaget Brønden, s. 80
  8. Barnak, Søren: ”Brøndby IF… fordi de ville!”, 2004, Forlaget Brønden, s. 139-140
  9. Barnak, Søren: ”Brøndby IF… fordi de ville!”, 2004, Forlaget Brønden, s. 139-140
  10. Barnak, Søren: ”Brøndby IF… fordi de ville!”, 2004, Forlaget Brønden, s. 180
  11. Barnak, Søren: ”Brøndby IF… fordi de ville!”, 2004, Forlaget Brønden, s. 180-181
  12. http://www.ezz.dk/231478-dbu-giver-maltavler-til-nogle
  13. "6. etape - 1992: Den legendariske tribune". brondby.com. 2009-01-01. http://www.brondby.com/article.asp?aid=79. Hentet 2009-01-14 Arkiveret. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Koordinater: 55° 38′ 56,12″ N, 12° 25′ 7,13″ Ø