Bruger:Ktp72/sandkasse

Gro Steinsland foreslår, at folkevandringstiden måske var udtryk for en nyudviklet krigerideologi.

Kildesituationen betyder at man i studiet af den nordiske religion traditionelt har fokuseret på den sene del af den hedenske periode, dvs. vikingetiden.

---

Jætter er en fællesbetegnelse for en række overnaturlige væsner fra den nordiske mytologi, som de spillede en afgørende rolle i. De blev hovedsageligt knyttet til den vilde natur og naturkræfter, som fx sne, kulde og ild. Deres hjemverden blev kaldt Jotunheim, og var en af de ni hjemverdner i den nordiske kosmologi. De optrådte ofte som guders og asers modstandere i myterne, men intet tyder på, at jætterne blev opfattet som entydigt onde væsner i før-kristen tid. De var snarere repræsentanter for den vilde og utæmmede natur. Og ligesom den både livgivende og destruktive natur kunne de derfor både være til hjælp og til skade for mennesker og guder. Af udseende kunne de både være helt utroligt smukke eller hæslige og frastødende.

Efter religionsskiftet levede mange af forestillingerne om overnaturlige væsner videre i den nordiske folklore. Fx besidder folketroens trolde og vætter mange af jætternes destruktive karaktertræk.

Jættekvinden Gunlød, Suttungs datter, malet af Anders Zorn.

Karakteristik

Jætterne repræsenterede en selvstændig æt, der Ifølge den mest udførlige beretning om verdens skabelse i Gylfaginning opstod uafhængigt af asernes æt. De var ikke udelukkende destruktive kaosvæsner, men levede i et velordnet samfund. Ophavsmæssigt var aserne og jætterne i realiteten meget nært beslægtede, i det Odin, Vile og Ves mor var en jætte. Jætterne repræsenterede den af de oppositionelle kategorier, som præger den nordiske verdensforståelse. De var knyttet til naturen, og blev derfor associeret med kvindelighed, uorden, forandring og død. Guderne var på deres side knyttet til kultur, mandlighed, orden og stabilitet. Kulturen blev opfattet som en kvalitativ forbedring af naturen, den var derfor en forudsætning for kulturen, samtidig med at den var underlegen. Natur var imidlertid ukontrollabelt, og kunne i længden ikke holdes nede.

Jætternes verden var et modbillede på gudernes, men den indeholdt også et samfundsstruktur, der var et ligeværdigt alternativ. Der fandtes sociale strukturer, der lignede dem, som fandtes i det nordiske samfund. Der var et socialt hierarki; nogle af jætterne var fx umådeligt rige og magtfulde, mens andre var ludfattige. Jætterne beskrives som lige så rige på guld som guderne (mytologisk fungerede guld som et billede på frugtbarhed). På trods af dette fremstilles jætterne som mindreværdige i forhold til guderne i myterne.

Jætternes domæne var den vilde natur, der omkransede kulturlandskabet. Det blev kaldt Jotunheim og strakte sig helt til verdens yderste kant ved Udgård. Den geografiske placering af Jotunheim mod nord og øst for de befolkningstætte områder i Norden er sandsynligvis en litterær konstruktion fra middelalderen. Ligesom deres identificering med samerne. Jætterne rådede også over det Ægir var havets hersker sammen med sin kone Ran. Deres ni døtre repræsenterede bølgerne. Vaneguden Njord rådede dog over fangsten og vejret. Yderst i verdenshavet lå endnu et væsen fra jætternes verden, Midgårdsormen, et af de mest frygtindgydende uhyrer.

Loke var af jætteslægt, men samtidigt Odins fostbror. Han fungerede derved som bindeled mellem gudernes og jætternes verden. Samtidig var hans optræden i myterne en understregning af gudernes afhængighed af jætternes kunnen og ressourcer. <230>

Forskelligt fra de egentlige kaosuhyrer, der fandtes adskilt fra Jotunheim (fx Nidhug, Fenris og Jørmundgand) Direkte destruktive og ødelæggende ikke omskabende. <CR 63>

Jætter besad tre typer af rigdomme: guld, kvinder og naturressourcer. <CR 68>

Jætternes grumhed var et resultat af deres bundethed til naturen <CR 69>

Ranarok var jætteættens endelig hævn over asernes uret mod Ymir i urtiden. <CR 65>

Jætterne repræsenterede ikke ren ondskab, og de kan enten direkte eller indirekte have positive egenskaber; fx er jorden skabt ud af Ymirs krop, og den holdes sammen af Midgårdsormens greb. <252>

Det er hovedsageligt i Thorsmyterne, at kampene mellem jætter og guder er i fokus (bortset fra Ragnarok). <252>

Af udseende var de forskellige; nogle lignede mennesker, mens andre var hæslige eller lignede monstre. <253>

Jætter, især de kvindelige, kunne have stor, næsten overjordisk, skønhed, det gælder fx Gerd, som Frej blev forelsket i. Men også Odin og endog Thor kunne falde for jættekvinder. Thor fik i flere tilfælde endda hjælp af en jættekvinde, når han i sin egenskab af kosmos vogter bekæmpede andre jætter. <253>

Jætternes æt var den første i verden, og de havde derfor indsamlet en større viden om den end selv guderne. Nogle af de ældste blev beskrevet som umådeligt vise, og guderne må benytte sig af list eller trolddom for at få magt over dem, og derved få del i deres viden. <253>

Deres store ælde betød også at mange af verdens skatte var i jætters besiddelse. Det blev begæret af guderne, som tilegnede sig dem, enten ved list (Odin) eller gennem rå magt (Thor). <255>

Placeringen af jætternes hjemverden, Jotunheim, mod nord og øst, er sandsynligvis en litterær konstruktion fra middelalderen. Ligesom deres identificering med samerne. <255> Oprindeligt har den blot været placeret et sted udenfor menneskenes verden, for den strakte sig helt til verdens yderste kant ved Udgård.

Det er usikkert om jætterne blev dyrket rituelt af nordboerne i den før-kristen tid. I ældre forskning har tendensen været, at man afskrev en sådan kult, primært fordi man fokuserede på deres onde og skadevoldende natur. I nyere tid har man åbnet mere op for muligheden af en sådan kult. Det er højst tænkeligt, at datidens mennesker har forsøgt at opretholde et godt forhold til alle de kosmiske magter, de mente rådede over verden og dermed deres egen velfærd, herunder jætterne. Myterne fortæller, at jætternes kræfter og kundskaber var nødvendige, selv for guderne, derfor var det sandsynligt at de også blev dyrket af menneskene. <255> De middelalderlige kristne forfattere har i deres beretninger fokuseret på guderne og deres gerninger alene, og mange forestillinger relateret til verdens øvrige magter kan derfor være gået tabt.

Der findes kun meget få spor, der tyder på eksistensen af en jættekult. Fortællingerne om visse stormandsslægters legendariske afstamning fra jættekvinder, kan være sådanne spor. Ligesom initiationsriter for unge aristokratiske mænd tilsyneladende involverede ophold hos jætter. Desuden kan fester, der markerede årstidernes skiften muligvis være knyttet til jætterne.

Forholdet mellem jætter og aser

Fokus i myterne er det fjendtlige forhold mellem jætter og guder.<CR 193>

Forholdet mellem jætter og guder er negativt reciprokt, dvs. interaktionen mellem dem tog form af negative relationer, såsom indbyrdes tyveri, bedrag, brudte løfte osv. Det var sådanne handlinger, der igangsatte de mytologiske fortællinger og som skabte den konstante spænding mellem de to grupper, og dermed det konstante pres på asernes position og det kosmologiske status quo. <CR 101>

Aserne blokerede fra begyndelse for et ligeværdigt forhold: Dræber ættens stamfar, nægter at lade deres egne kvinder gifte sig, gennemtvinger underordningen af kvindelighed overfor mandlighed, tillader kun at jættekvinder fungerer som konkubiner, samt stjæler deres rigdomme. <CR 95>

Aserne benyttede sig både af seksuel og befolkningskontrol for at forhindre, at jætternes æt blev for talrig. Thors mange drab på jætter kan fx forstås i denne sammenhæng. <CR 104-105>

Asernes overmagt baseres på intelligens, og jætternes succeser var udelukkende kortvarige )indenfor den enkelte myte, som endte med genoprettelsen af status quo)

Aserne forhindrede at de kvindelige asynjer giftede sig med jætter, hvilket medførte direkte spændinger, da det i praksis placerede jætterne i en underordnet position. <CR 105>

De genstande, guderne tager fra jætterne, dvs. naturen får ikke deres fulde værdi, før de bliver omdannet af mandlige aser til produktive kulturgenstande. Hvilket dog i nogle tilfæde kræver hjælp fra kvindelige jætter. <CR 106>

Jætternes rov af gudinder (herunder vaner) kræver drastiske sanktioner fra gudernes side, herunder drab og brudte løfter. Disse alvorlige lovbrud blev retfærdiggjort af de alvorlige brud på den sociale orden.<CR 108>

Jætter associeres med natur, fødsel, kvindelighed og deraf død. Passivitet og spontan og ukontrollabel skabelse. <CR 162> I Völuspá blev døden og dermed tidens gang introduceret i urtiden af tre jættekvinders ankomst til Asgård. De bragte de farlige kvindelige kræfter, som guderne (mandlige) ikke kunne kontrollere, dvs. tiden, seksuelt begær, reproduktion, skæbne og dødelighed. Gudernes målsætning var fastholdelse af status quo, med dem selv som verdens dominerende magt, men jætterne stod for forandring, og derved verdens bevægelse frem mod dens afslutning ved Ragnarok. <CR 165>

Der eksisterede en eller flere jætter forud for den egentlige skabelse af verden. Guderne var ansvarlige for kosmogonien og derved også for drabet på jætternes stamfader, der også var gudernes mødrene ophav. <CR 154>

Nedvurderingen af jætterne i myterne er en afspejling af det nordiske samfunds generelle nedvurdering (i lighed med mange andre før-moderne kulturer) af den kvindelige og ukontrollable skaberkraft. Fokus blev i stedet lagt på den mandlige skaberkraft, selvom myterne erkendte dens i sidste ende totale afhængighed af kvinden. Den kvalitative forskel forklares ved at naturlig reproduktion i sidste ende medfører døden, mens ting og væsner skabt af mænds håndværkskunnen potentielt har evigt liv.<CR 146-151>

Etymologi

I norrøne tekster bruges betegnelserne (pl.) jötnar (sing. jötunn), (pl.) risar (sing. risi) eller (pl.) þursar (sing. þurs) om jætter. Ofte blev de sat sammen med et substantiv, for at specificere hvilken type jætte, der var tale om. De mest almindelige former i fortællingerne var bergrisar ('bjerg-risar') og hrímþursar ('frost-þursar'). Jættekvinder blev i reglen kaldt (pl.) gýgjur (sing. gýgr) eller íviðjur (sing. íviðja).

Ordet Jötunn stammer sandsynligvis fra det protogermanske *etunaz, et hypotetisk ord med samme rod, som "æde" (protogermansk *etan). Den oprindelige betydning af ordet kan derfor have været "grovæder" eller "menneskeæder", i betydningen af naturens kaotiske og destruktive kræfter, der truer med at opsluge mennesket. Det betyder også, at ordet þurs kan have samme rod som ordet "tørst" eller "blodtørst." Risi er måske beslægtet med "rejse" (i betydningen rejse sig op), og betyder måske "tårnhøj person" (en parallel til det tyske ord Riese, det nederlandske reus og det gamle svenske rese, der alle betyder kæmpe). Ordet "jotun" er bevaret i moderne norsk, hvor det betyder kæmpe. På moderne dansk og svensk har ordet udviklet sig til formen jætte og jätte. I moderne islandsk har ordet jötunn bibeholdt sin oprindelige betydning. På oldengelsk findes det beslægtede ord eoten, som på moderne engelsk er blevet til ettin. På oldengelsk findes desuden ordet þyrs, der har samme betydning.

Ordet jötunn var i norrøn sprogbrug et neutralt ladet ord, i modsætning til gýgr, der blev brugt negativt som betegnelse for stygge og hæslige eksemplarer, som gerne holdt til i underverdenen. Det gælder fx Hyndla, fra digtet Hyndlaljod.

runen ᚦ Thurs’, fra den ældre futhark, rod på protogermansk var *Þurisaz. Den udviklede sig senere til bogstavet Þ (thorn), som i dag bl.a. bruges på moderne islandsk. På norsk betyder ordet Tusse (oprindeligt Þurs) en form for trold.

Billedsten

de gotlandske billedsten er blevet tolket som mindesten over afdøde, og her optræder ofte personer til hest og i skibe.

Hov

Betydningen af ordet hov/hof er lige så omdiskuteret som hørg. sprogligt er det nært beslægtet med det tyske ord hof, der betyder gård, og det optræder i mange islandske og norske stednavne; i Sverige og Danmark er det mindre udbredt. Det har længe været et centralt diskussionsemne hvorvidt et hov var en selvstændig sakralbygning, i lighed med den kristen kirke, eller om det var en del af et beboelseshus. I den ældre forskning var det synspunkt, at det var en særskilt bygning opført udelukkende til religiøse formål, det mest udbredte, og at de ældste kirker var blevet opført direkte ovenpå de gamle helligdomme. Efter Olaf Olsen i 1966 kunne påvise, at der ikke kunne konstateres hedenske forløbere på de lokaliteter, hvor de første kirker stod, har man derimod primært ment, at helligsteder altid var opført i forbindelse med den lokale høvdings hus, og at hov snarere var en betegnelse for storgården i en landsby. De udgravninger af bygninger i landsbyer, der tilsyneladende udelukkende har fungeret som kulthuse, fra de sidste par årtier, har imidlertid betydet, at man igen må revurdere billedet af helligdommenes udformning i Norden. Hovet var sandsynligvis en særlig bygning til religiøse formål.

men magten blev også symboliseret gennem bl.a. klædedragt, guldringe, våben og luksuriøst rideudstyr, mens det økonomiske grundlag var plyndring i fremmede område, skatteinddragning og veitsle (dvs. beværtning på storgårde af kongen og hans følge).

---

De tilfælde, hvor der en klar overensstemmelse mellem de skriftlige kilder og de arkæologiske levn, kan fungere som grundlag for en beskrivelse af den før-kristne religiøse praksis i Norden; en sådan beskrivelse er dog præget af megen usikkerhed og manglende sammenhæng. En anden vigtig faktor er. At den traditionelle nordiske religion på intet tidspunkt var en entydig størrelse, der fandtes ingen centrale institutioner og ingen universelt udbredte trosforestillinger og ritualforskrifter. I stedet fandtes der en lang række lokale skikke og traditioner, der dog indeholdt så mange fælles elementer, at vi tilsammen kan betegne dem, som nordisk religion.

---

Ritualer

Hovedartikel: Ritualer i Nordisk religion.

Ritualernes indhold kendes kun fragmentarisk; der kan have været optrin med dansere og sangere iført masker, og fællesmåltider, der bestod af kød fra offerdyr, og drikning af øl eller mjød. <kofod+warmind 38> I kongesagaerne er der en beskrivelse af et blótgilde i Trøndelagen. <kofod+warmind 42> Ritualer i Nordisk religion

Indretning af Thorolfs hov beskrives også i Eyrbyggjasaga, det var et stort rum, i teksten sammenlignet med en kirke, midt i det rum var et alter placeret. På det alter blev en særlig ring opbevaret. Hovgoden bar ringen ved ceremonielle lejligheder, og eder blev svoret over den. <kofod+warmind 41>

Et hørg var en alter, der stod i det fri; i Hyndlaskvidja findes der en beskrivelse af et sådnat hørg, det er en dynge sten beregnet til ofringer af dyr; i dette tilfælde er det en okse, hvis blod glaserede stenene. <kofod+warmind 42>