Dansk (sprog)

Redigér links
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Dansk
(dansk) 
Udtale: dansk
Talt i: Danmark, Sydslesvig, Færøerne, Grønland
Talere i alt: 5,8-6,0 millioner 
Rang: Ca. 90
Sprogstamme: Indoeuropæisk
 Germansk
  Nordisk
   Østnordisk
    Dansk 
Officiel status
Officielt sprog i: Danmark Danmark
Færøerne Færøerne
EU EU
Reguleret af: Dansk Sprognævn
Sprogkoder
ISO 639-1: da
ISO 639-2: dan 
ISO 639-3 : DAN
ISO 639-3: dan
Fordelingen af ét, to og tre køn i danske dialekter. På Sjælland er man først gået fra tre til to køn i nyere tid. Vest for den røde streg bruges foranstillet bestemt artikel.
Fordelingen af stød i danske dialekter (pink=stød, grøn=musikalsk accent, blå=hverken stød eller musikalsk accent).
For alternative betydninger, se Dansk. (Se også artikler, som begynder med Dansk)

Dansk er et nord-germansk sprog af den østnordiske (kontinentale) gruppe, der tales af ca. seks millioner mennesker. Det er stærkt påvirket af plattysk. Dansk tales også i Sydslesvig (i Flensborg ca. 20 %) samt på Færøerne og Grønland [1]. Dansk er tæt forbundet med norsk. Fra et sprogvidenskabeligt synspunkt kan den fremherskende form af norsk, bokmål (og i endnu højere grad riksmål), betragtes som dansk, i hvert fald hvad skriftsproget angår. Både dansk, norsk og svensk er skandinaviske sprog og minder meget om hinanden.

Et kendetegn ved dansk er stød, men sønderjysk og dialekterne på Lolland og Falster mangler til dels stød. På bornholmsk mangler det ganske.

Historie

Uddybende Uddybende artikel: Dansk sproghistorie

Den danske sproghistorie kan siges at begynde med guldhornenes berømte indskrift:

ᛖ ᚲ
ᚺ ᛚ ᛖ ᚹ ᚫ ᚷ ᚫ ᛋ ᛏ ᛁ ᛉ
ᚺ ᛟ ᛚ ᛏ ᛁ ᛃ ᚫ ᛉ
ᚺ ᛟ ᚱ ᛅ ᚫ
ᛏ ᚫ ᚹ ᛁ ᛞ ᛟ

eller hvis browseren ikke er indstillet til Unicode:

ek HlewagastiR holtijaR horna tawidō.

fra, måske, omkring 400 e.Kr. Indskriften kan oversættes med

Jeg Lægæst fra Holt gjorde dette horn.

Fra urnordisk til nydansk

Sproget bliver på dette stadium normalt betegnet urnordisk og adskilte sig ikke fundamentalt fra det sprog, der taltes i det øvrige nordiske område. Omkring 800 e.v.t. udskiltes imidlertid olddansk (800-1100) fra urnordisk som et selvstændigt sprog. Olddansk var det sprog, der taltes i Danmark i vikingetiden. Omkring 1100 afløstes olddansk af gammeldansk, middelalderens danske sprog, der igen i 1500-tallet afløstes af nydansk.

Nydansk opdeles i ældre nydansk (fra starten af 1500-tallet til ca. 1700) og yngre nydansk (fra 1700 til nutiden).

Ord og ordforråd

Uddybende Uddybende artikel: Dansk ordforråd

Dansk kan til en vis grad sammenlignes med engelsk, da det danske ordforråd nu hovedsagelig vokser ved at optage låneord, for det meste engelske, på samme måde som engelsk indoptager ord fra andre sprog. I senmiddelalderen blev dansk udsat for en meget stærk plattysk påvirkning fra indvandrede hanseatiske købmænd og håndværkere. Ca. 50-60%[2][3] af det nuværende danske ordforråd stammer oprindeligt fra plattysk. Efter reformationen spillede hertugdømmerne en stor rolle i det tyske sprogs stærke stilling, samtidig med at stort antal nordtyskere indvandrede, og tyskere blev optaget i kancellierne[4]. Desuden var plattysk mange danske middelalderkongers egentlige modersmål, og nogle af dem kunne ikke tale dansk. Dog er det grundlæggende ordforråd stadig nordisk. Engelsk har siden 1950'erne været hovedleverandør af låneord til dansk. I de sidste 10-15 år er sproget i mange virksomheder også blevet engelsk i takt med internationaliseringen af erhvervslivet og øget anvendelse af personale fra udlandet.

Grammatik

Uddybende Uddybende artikel: Dansk grammatik

Den danske grammatik er, som andre sprogs grammatikker, en tredeling i fonologi, morfologi og syntaks med betydelige overlapninger, f.eks. hører artiklerne egentlig under morfologien, dvs. hvordan de er og (skulle det være tilfældet, dog ikke på dansk) bøjes, mens det hører syntaksen til, hvordan og hvornår de bruges. I det følgende vil rigsdansk blive brugt som mønster. Dialekterne fortjener egne artikler.

Fonologi

Uddybende Uddybende artikel: Dansk fonologi
Eksempel på talt sprog: Guldhornene oplæst af Anders Ø. Kristensen.

Den danske fonologi kan være ret svær at begribe for udlændinge. Dansk har et usædvanlig rigt vokalinventar, hvor der skelnes mellem 16-18 forskellige vokalkvaliteter. Desuden skelnes der mellem korte, lange og stødte vokaler.

De danske konsonanter svækkes i stavelsesfinal position, hvilket gør at der findes flere vokoide konsonanter som i fx mad, hav, mor.

Det tryksvage e, schwa, smelter ofte sammen med nabolyde (schwa-assimilation) som derved bliver stavelsesbærende.

De uklare grænser mellem vokaler og konsonanter gør at det er almindeligt i dansk med lange vokaliske sekvenser, såsom i røget ørred, som kan være vanskelige at afkode for folk der ikke har dansk som modersmål.

Morfologi

Uddybende Uddybende artikel: Dansk bøjningslære

Den danske morfologi er ret simpel, idet de fleste af de bøjninger, som forefandtes på oldnordisk er forsvundet.

Artiklerne

Uddybende Uddybende artikel: Den danske artikel

Som mange sprog besidder dansk to artikler, en ubestemt og en bestemt. Deres udseende er kort optalt, en – et for den ubestemte artikel og den – det (ental) og de (flertal) for den bestemte, begge to her i rækkefølgen fælleskøn – intetkøn. En mærkværdighed ved den bestemte artikel er, at den kan bruges som foranstående, og da i forbindelse med et adjektiv eller som et suffiks, og da tjener den som et nærmere bestemmende middel for det affikserede navneord.

De andre nordiske sprog eller bedre udtrykt, de andre nordgermanske sprog viser også dette fænomen[5].

Syntaks

Uddybende Uddybende artikel: Dansk sætningslære

Dansk er i hovedsagen et SVO-sprog, dvs. subjekt, verbum og objekt kommer i den rækkefølge. Dette er et fællestræk hos de germanske sprog (og er vel nok den mest udbredte type blandt verdens sprog), men stilistisk findes der naturligvis en del undtagelser.

Dialekter, sociolekter og regionssprog

Dansk udtale varierer mellem forskellige egne af landet og efter socialt miljø (sociolekter). De traditionelle dialekter er på retur og erstattes efterhånden af en regional udtale af rigsdansk. Overordnet inddeler sprogforskerne de danske dialekter i tre hovedgrupper: østdansk (bornholmsk), ømål (Sjælland, Fyn og øvrige øer øst for Lillebælt) og jysk, der igen deles op i sønderjysk og øst-/vestjysk (tilsammen udgør sidstnævnte nørrejysk – ikke at forveksle med nordjysk). I de danske dialekter findes både ét, to og tre grammatiske køn, og kendeordet kan være efterhængt eller foranstillet. Socialt betingede udtaleforskelle (sociolekter) er mest markante i København, hvor der stadig er klare skel mellem højkøbenhavnske og lavkøbenhavnske udtaleformer. På Færøerne findes den særlige skriftsprogsnære udtaleform gøtudansk. Endelige har mange fra etniske minoriteter en udtale, der afviger fra standard rigsdansk – såkaldte etnolekter.

Liste over sprogformer


Referencer

  1. ^ Tromsø Universitet
  2. ^ Nyere forskning af Steffen Krogh på Aarhus Universitet viser disse tal.
  3. ^ http://germanic.eu/Mittelniederdeutsche-Lehnw%F6rter-in-den-skandinavischen-Sprachen.htm
  4. ^ Deres tyske oprindelse betød på ingen måde en manglende loyalitet. A.P. Bernstorff, undertiden kaldt Danmarks største udenrigsminister var hannoveraner. Et andet, denne gang ikke tysk, eksempel er Henning Podebusk af rügensk, dvs. oprindeligt slavisk afstamning. Begge to var udprægede fyrstetjenere, hvis loyalitet var bundet til deres konge og adoptivland.
  5. ^ To undtagelser fra det ovenstående bør nævnes. Islandsk besidder kun den bestemte artikel (samtlige andre germanske sprog har to), og de vestjyske dialekter har ikke den vedhængte bestemte artikel, kun en foranstående.
  6. ^ Hvor mange dialekter er der i Danmark? – Københavns Universitet
  7. ^ a b c Regnes af nogle for svenske dialekter.

Eksterne henvisninger


SprogSpire
Denne artikel om sprog er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Dansk_(sprog)&oldid=8159282"