Ladested

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Lille-Fosen var fra 1600-tallet ladested under købstaden Trondhjem. I 1742 fik ladestedet købstadsrettigheder og navnet Kristiansund. Billedet viser byen omkring 1840 og er et litografi fra Chr. Tønsberg: Norge fremstillet i Tegninger, som udkom i 1846-48.

Ladested var i Norge betegnelsen for et byanlæg, der havde ret til at udskibe varer til udlandet samt til også at drive anden handel, om end til dels med visse indskrænkninger, men som lovgivningen i andre henseender ikke tilkendte fulde rettigheder som købstad.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Ladestederne i Danmark-Norge indtil 1814[redigér | redigér wikikode]

Ladestedernes oprindelse peger tilbage på de i 16.—17. århundrede i Danmark-Norge ved trælasteksporten fremkaldte forhold, idet denne fra først af kunne foregå såvel fra landdistrikterne som fra købstæderne. Fra omkring 1500 og fremefter begyndte hollændere at opsøge de norske havne på Østlandet og købte her trælast kontant. Desuden skete salg af proviant til forbisejlende skibe. I begyndelsen havde begrebet "ladested" næppe nogen ganske fastlagt betydning. De havne, der således fortrinsvis tjente som udskibningssteder, fik benævnelsen ladesteder og erkendtes snart som sådanne i lovgivningen med udelukkelse af andre, hvis betydning i nævnte retning var mere forbigående.[1]

Endnu i 1604 findes ladesteder ikke omtalt som særligt stillede steder. I Christian 4.s Norske Lov, kjøbebolken § 10 findes en bestemmelse om forbud mod proviantsalg til fremmede skuder. Det blev pålagt kongelige fogeder at holde øje med, at ingen sådan handel skete på landet eller i "havnene", samt at ingen udlændinge udøvede nogen slags købmandskab her. I 1620-erne og 1630-erne blev toldvæsenet skærpet af økonomiske hensyn, og det ser ud til, at man i ladestedernes handel så et muligt beskatningsemne, som kongen måtte sikre sig kontrollen over. I et kongebrev af 1656 udvides forbuddet til at omfatte salg af fedevarer til skibsproviant, men bestemmelsen mildnedes snart derhen, at dette skulle være tilladt for de, som havde borgerskab i en købstad, men boede på ladestederne.[2]

I toldrullerne mellem 1672 og 1768 blev der udformet nye bestemmelser om handelsret. Ifølge disse var det i ladestederne tilladt at losse, laste og fortolde varer fra Danmark-Norge og hertugdømmerne samt trælast, som blev enten udskibet dertil eller til udlandet, men ellers ingen andre varer, hvis handel var forbeholdt købstæderne. Betingelsen for udøvelse af denne handelsret var, at man havde borgerskab som købmand i den købstad, som ladestedet hørte under.[2]

I retslig henseende hørte ladestederne under landdistrikterne, både i henseende til tingsted og til lovbestemmelser. Således blev det bestemt, at der på ladestederne kun måtte udøves de håndværk, som tillige var tilladte i landdistrikterne og under forudsætning af, at håndværkerne ikke tog borgerskab.[2]

Mange ladesteder fik efterhånden købstadsrettigheder, dels under rigsfællesskabet med Danmark, dels senere:

  • Arendal – nævnes som ladested 1610 (vistnok under Skien), senere under Kristiansand, fik status som købstad i 1723.
  • Bragernes – ladested 1600-tallet, købstad 1715, del af Drammen efter 1811.
  • Brevik – ladested fra 1500-tallet, købstad 1845, del af bykommunen Porsgrunn efter 1964.
  • Drøbak – ladested fra 1600-tallet, købstad 1842, del af landkommunen Frogn efter 1962.
  • Egersund – ladested 1798, del af bykommunen Eigersund efter 1965.
  • Farsund – ladested 1795.
  • Flekkefjord – toldsted 1650, ladested ??, købstad 1842
  • Halden – blev ladested i 1500-tallet. Fik status som købstad i 1665 og byttede navn til Fredrikshald.
  • Hvitsten – ladested fra 1600-tallet i landkommunen Vestby, men blev aldrig egen kommune.
  • Hølen – blev ladested under Christiania i 1600-tallet, fik bystatus 1848.
  • Lille-Fosen – blev ladested under Trondheim i 1600-tallet, fik bystatus 1742 og navnet Kristiansund.
  • Langesund toldsted 1570, ladested 1765, del af landkommunen Bamble siden 1964
  • Lillesand blev ladested i 1600-tallet.
  • Mandal toldsted 1640, ladested 1779, købstad 1921.
  • Molde blev ladested under Trondheim i 1614, og fik bystatus i 1742.
  • Risør eller Østerrisør blev ladested under Skien i 1614. Fik bystatus 1723.
  • Sandefjord – ladested 1570, købstad 1845.
  • Strømsø ladested under Tønsberg. Til 1811.
  • Bragernes ladested under Christiania. Til 1811.
  • Sogndalstrand ladested fra 1600-tallet. Del af landkommunen Sokndal efter 1944.
  • Son – blev ladested 1604, vist under Christiania. Fik aldrig bystatus. Del af landkommunen Vestby efter 1964.
  • Stathelle – ladested 1774, egen kommune 1851, del af landkommunen Bamble efter 1965.
  • Strømsø – ladested i 1600-tallet, købstad 1715, del af Drammen efter 1811.
  • Ålesund – ladested (delvis) 1793, fulde ladestedsrettigheder 1824, købstad 1848.
  • Åsgårdstrand – blev ladested 1650 under Tønsberg, fra 1660 under Holmestrand, fik bystatus 1752. Mistede sin bystatus i 1800-tallet, og blev igen regnet som ladested i 1900-tallet.

Efter Norges adskillelse fra Danmark 1814[redigér | redigér wikikode]

I første halvdel af 1800-tallet oprettedes et antal nye ladesteder i Norge[3]:

Ladesteder stod i et vist underordnelsesforhold til nærmeste købstad, navnlig derved, at dets handlende måtte løse borgerskab i denne. Efter mange og lange rivninger mellem de to arter af handelssteder bortfaldt endelig denne genstående forpligtelse ved Handelsloven af 8. august 1842 § 31, der i handelspolitisk henseende i det væsentlige jævnstillede ladested og købstad. Derimod vedblev ladesteder administrativt, judicielt og konstitutionelt at tilhøre landdistrikterne, selv om de — på et par små undtagelser nær, i henhold til Formandskabsloven af 13. januar 1837 § 15 efterhånden havde opnået — dannede særskilte kommuner.

Stortingsmænd valgte de derfor sammen med vedkommende fylke, ikke med købstæderne.

Efter selvstændigheden 1905[redigér | redigér wikikode]

Efter Norges frigørelse fra Sveriges overhøjhed oprettedes endnu nogle ladesteder:

  • Svolvær – ladested 1919, del af landkommunen Vågan efter 1964.
  • Brønnøysund – ladested 1923, del af landkommunen Brønnøy efter 1964.
  • Mo (Mo i Rana) – ladested 1923, del af landkommunen Rana efter 1964.
  • Stavern – blev ladested i 1946, det sidste sted i Norge, som fik denne status.[4]

Ladestederne forsvandt i midten af 1900-tallet.

Nordisk udsyn[redigér | redigér wikikode]

I Danmark udgjorde modstykket til ladesteder de såkaldte ladepladser og i Sverige og Finland havde man stapelstæder (se stabelret).

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Sogner, s. 52f
  2. 2,0 2,1 2,2 Sogner, s. 53
  3. efter Myhre, s. 27
  4. Levanger kommune – Levanger – Bystatus – Kommunestyresak 125/96

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Jan Eivind Myhre: "Urbaniseringen i Norge i industrialiseringens første fase ca. 1850-1914" (i: Grethe Authén Blom (red.): Urbaniseringsprosessen i Norden, 3. Del: Urbaniseringens første fase; Universitetsforlaget Oslo – Bergen – Tromsø 1977); ISBN 82-00-01666-8
  • Bjørn Sogner: "De "anlagte" byer i Norge" (i: Grethe Authén Blom (red.): Urbaniseringsprosessen i Norden, 2. Del: De anlagte steder på 1600-1700 tallet; Universitetsforlaget Oslo – Bergen – Tromsø 1977); ISBN 82-00-01664-1

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]