Norgesvældet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Omtrentlig kort over Norgesvældet i 1265.

Norgesvældet betegner områder der formelt var underlagt norske konger i højmiddelalderen. Da Norgesvældet var på sit højeste, omfattede det øerne i det nordlige Atlanterhav, der hvor udvandrede fra Norge havde slået sig ned, samt de vestlige og nordlige dele af den skandinaviske halvø.

Norgesvældet var et tidvis løst sammenbundet rige bestående af moderlandet og de oversøiske besiddelser, som i middelalderen blev betegnede som norske skattelande snarere end som dele af et norsk statsterritorium. Den verdslige magt var på sit højeste ved afslutningen af kong Håkon Håkonssons regeringstid (det vil sige omkring 1263). Et vigtigt element var den kirkelige overhøjhed under ærkebispesædet i Nidaros fra 1152/53 over hele Norgesvældet (dog med undtagelse af Jämtland).

Geografisk udstrækning[redigér | redigér wikikode]

Fastlands-Norge:

Viken: Fylkerne under Borgarþing:

Oplandene: Fylkerne under Heiðsævisþing:

Vestlandet: Fylkerne under Gulaþing:

Trøndelag: Fylkene under Frostaþing:

Háleygjaland: Nordland og Troms syd for Malangen

Finnmark Skatteland

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Fra 600-tallet begyndte vestnorske bønder en udvandring (kaldet landnam) til de nærmeste øer i Vesterhavet, Orkneyøerne og Hjaltland (Shetland), senere videre til Suderøerne (Hebriderne) og Man, og vestover til Færøerne, Island og Grønland. I varierende grad var disse øer beboede, da nordmændene kom dertil, men den lokale befolkning blev overvejende enten fortrængt eller assimileret af de norske indvandrere. Gennemgående fik øerne en overvejende fra Norge stammende befolkning, som beholdt kontakten med moderlandet over Vesterhavet.

De norske bygder havde egne høvdinge eller småkonger efter norsk mønster, som med tiden blev underlagt den norske kongemagt, da denne efterhånden fik en national udbredelse. Ofte havde de norske konger problemer nok hjemme på fastlandet, så den lokale magt var ofte udøvet af lokale jarler på vegne af den norske konge.

Besiddelserne i Sverige var i varierende grad norske. I 800900-tallet er det rimeligt at antage, at befolkningen i Bohuslen, Jämtland og Herjedalen ikke havde noget nationalt tilhørsforhold, hverken til Norge, Svealand eller Götaland. Det lå for den efterhånden centraliserede kongemagt at skabe denne, som led befæstelsen af sin ret i grænseområder over for naboriger.

Øerne i Vesterhavet[redigér | redigér wikikode]

Magnus Orknøyjarl, statue på vestfronten af Nidarosdomen.
  • Orkneyøerne (Orkneyar): nordmænd begyndte at slå sig ned omkring år 800. Der dannedes et jarledømme, som fra Harald Hårfagres tid, ca 875, i vekslende grad var underlagt Norges konger. Inden 1195 kom Shetland under jarledømmet Orkneyøerne. Norges overherredømme over Shetland og Orkneyøerne blev bekræftet ved traktaten i Perth i 1266. De gik sammen med Norge i union med Danmark i 1380. Danskekongen Christian 1. pantsatte begge øgrupper til den skotske konge som medgift for sin datter Margrete i 1468 og 1469. I 1472 kom øerne under ærkebiskoppen i St Andrews. De dansk-norske konger ville senere indløse dem, men dette blev ikke imødekommet af de skotske konger.
  • Hebriderne (Suðreyar) blev fra 700-tallet hjemsøgt af norske vikinger, i 800-tallet slog mange nordmænd sig ned, og øerne blev underlagt Norges konge i 1100-tallet.
  • Man i Det Irske Hav blev i vikingetiden regnet til Hebriderne, og fra midten af 800-tallet havde norske vikinger bosat sig der. Øen anerkendte skattepligt til den norske konge i 1152.

Skotske og norske konger lå i strid om øerne rundt omkring Skotland i 1200-tallet, og Man og Hebriderne blev afstået til den skotske konge ved traktaten i Perth i 1266. Øerne blev formelt opgivet af den danske konge Christian 1.

Færøerne, Island og Grønland gik i 1380 sammen med Norge i union med Danmark, og blev ved det danske rige, da Norge kom i union med Sverige ved Freden i Kiel i 1814.

Kirkeligt lå alle fem bispedømmer (Færøerne, Island, Grønland, Orkneyøerne med Shetland og Man med Hebriderne) fra 1153 under ærkebiskoppen i Nidaros.

Landskaber i Sverige[redigér | redigér wikikode]

Jämtland, Herjedalen, Idre og Særna blev afståede til Sverige ved freden i Brömsebro i 1645.

  • Bohuslen (svensk: Bohuslän), tilhørte Norge siden Harald Hårfagres tid. Landskabet var med undtagelse af årene 1523-32 norsk indtil freden i Roskilde i 1658, da det blev afstået til Sverige.

Konger over Norgesvældet[redigér | redigér wikikode]

  • Harald Hårfagre regnes for at være den første norske konge, som også regerede over Orkneyøerne, Shetland og Hebriderne (konge ca år 875 – 933), og hans rige dannede grundlaget for Norgesvældet.
  • Håkon den Gode genoprettede faderens gamle samlingsværk (ca 933 – 960), og lagde også Jämtland under Norges krone.
  • Olav Haraldsson (ca 1015 – 1028) prøvede fra 1020-årene også at hævde kongemagten over de norske udbygder i Vesterhavet, på Island og Færøerne uden særligt held, men han formåede at hævde et vist herredømme over Orkneyøerne.
  • Magnus den Gode (1035 – 1047) underlagde sig Færøerne, og blev efter Hardeknuds død i 1042 tillige anerkendt som konge i Danmark. Omkring sin død overlod han magten til Harald Hårderåde, som ikke opgav sine krav på Danmark før i 1064. Harald prøvede i stedet at underlægge sig England, men faldt ved slaget ved Stamford Bridge i 1066.
  • Olav Kyrre (1067 – 1093) var en fredelig konge, som overtog Norges kongemagt efter faderen, Haralds død. Han skal i henhold til traditionen have grundlagt Bergen (Bjørgvin) i 1070, som efterhånden blev midtpunktet for Norgesvældet.
  • Magnus Berrføtt (1093 – 1103) havde derimod store ambitioner og søgte gennem flere hærtogter at gøre sig til herre over Skotland og områderne omkring Det Irske Hav. Han fik i 1098 den skotske kongens accept på herredømmet over øerne uden for Skotland, og magtede tillige at underlægge sig Angelsø ud for Wales – for en tid. Den norske kongemagts krav på Orkneyøerne var imidlertid da blevet godt befæstet.
  • Øystein Magnusson (1103 – 1123) tillægges æren af at have vundet Jämtland som skatteland for Norge efter, at det havde passet sig selv i mange hundrede år.
  • Under brødrene Sigurd Munns (1136 – 1155), Inge Krokryggs (1136 – 1161) og Øystein Haraldssons (1142 – 1157) regeringstid blev den norske kongemagts greb om Orkneyøerne, Hebriderne og Man befæstet. I 1153 blev Nidaros ærkebispesæde oprettet, og også øerne i Vesterhavet blev lagt under dette.
  • Med Håkon Håkonsson (1217 – 1264) nåede Norgesvældet sit højdepunkt, idet også Island (1262) og Grønland (1261) blev gjort skattepligtige. I 1263 mobiliserede han den største ledingsflåde i Norges historie for at gå i strid mod den skotske konge om Hebriderne og Man. Efter nogen få kampe, uden noget videre resultat, lagde flåden sig i vinterkvarter på Orkneyøerne, hvor kongen senere døede.
  • Magnus Lagabøte (1263 – 1280) brød med faderens ekspansionspolitik, og med Perth-traktaten i 1266 blev de norske besiddelser Man og Hebriderne opgivet til fordel for kongen af Skotland. Som modydelse blev det norske herredømmet over Orkneyøerne og Hjaltland (Shetland) anerkendt af Skotland.
  • Eirik Magnusson (1280 – 1299)
  • Håkon Magnusson (1299 – 1319)

I 1300-tallet uddøde den norske kongeslægt, og landet med dets skattelande indgik i Kalmarunionen sammen med Danmark og Sverige.