Wienerklassikken

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i denne artikel.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
Question book-4.svg

Wienerklassikken var en periode indenfor vestlig musik i perioden 1750 til 1820, som lå mellem barokken og romantikken. De bedst kendte komponister fra denne periode er Joseph Haydn, Wolfgang Amadeus Mozart og Ludwig van Beethoven; andre kendte navne er Luigi Boccherini, Mauro Giuliani, Fernando Sor, Muzio Clementi, Johann Ladislaus Dussek, Carl Philipp Emanuel Bach og Christoph Willibald Gluck. Beethoven bliver også somme tider betragtet som enten en romantisk komponist eller en komponist som var en del af overgangen til romantikken; Franz Schubert bliver også betragtet som en overgangsfigur, ligesom Johann Nepomuk Hummel, Luigi Cherubini og Carl Maria von Weber. Perioden kaldes Wienerklassikken da Wolfgang Amadeus Mozart, Joseph Haydn, Ludwig van Beethoven og Franz Schubert alle havde arbejdet en del i Wien, og dannede dermed Første Wienerskole.

Klassicisme[redigér | redigér wikikode]

I midten af det 18. århundrede begyndte Europa at flytte sig hen mod en ny stil, klassicismen, indenfor arkitekturen, litteraturen og kunstformerne. Mens den stadig var stramt forankret til hofkulturen og absolutismen med dennes formalitet og fokus på orden og hierarki, var den nye stil også renere – den foretrak klarere opdelinger mellem dele, lysere kontraster og farver og simplicitet snarere end kompleksitet. Den bemærkelsesværdige udvikling af ideer indenfor naturlig filsofi havde etableret sig selv i den offentlige bevidsthed med Newton's fysik taget som et paradigme: strukturer burde være velfunderet i axiomer og være både velartikulerede og metodiske. Denne smag for strukturel klarhed arbejdede sig vej ind i musikkens verden, bevægede sig væg fra barokkens lagdelte polyfoni og hen mod en stil hvor en melodi over en underordnet harmoni — en kombination kaldet homofoni — var at foretrække. Dette betød at det blev meget mere fremherskende at spille akkorder, selv hvis de forstyrrede en enkelt dels melodiske ro. Dette gjorde så til gengæld værkernes tonale strukturer mere hørlige.

Den nye stil blev også drevet frem et ændringer i den økonomiske orden og i sociale strukturer. Efterhånden som det 18. århundrede skred frem, blev adelen den instrumentale musiks primære velgørere, og der kom en stigning i den offentlige smag for komisk opera. Dette førte til ændringer i måden hvorpå musikken blev spillet, hvoraf den vigtigste nok var rykket til standardiserede instrumentalgrupper, og reduceringen i vigtigheden af continuo – det harmoniske fyld under musikken, som ofte blev spillet af flere instrumenter. En måde at spore denne nedgang af continuo og dens akkorder på er at undersøge nedgangen i brugen af begrebet obbligato, hvilket henviser til en obligatorisk instrumental del af et kammermusik-værk. I den barokke verden kunne flere instrumenter valgfrit føjes til continuo; i den klassiske verden var alle dele noteret specifikt. Ved 1800 eksisterede obbligato de facto ikke længere.

Siden musikkens hovedfokus ikke længere var polyfonisk struktur (bortset fra udviklingssektionen), men snarere en enkelt melodisk linje med akkompagnement, var der større fokus på at notere den linje for dynamik og frasering. Simplificeringen af strukturer gjorde sådanne instrumentale detaljer vigtigere, og gjorde også brugen af karakteristiske rytmer, såsom opmærksomhedsskabende åbningsfanfarer, begravelsesmarch-rytmer eller minuetgenren, vigtigere i at etablere og forene en enkelt bevægelses tone.

Former såsom concerto og sonata blev tydeligere defineret og blev givet mere specifikke regler, og symfonien blev skabt i denne periode (Joseph Haydn siges ofte at have været pioner indenfor denne). Concerto grosso (en concerto for mere end en musiker) begyndte at blive erstattet af solo concerto (en concerto med kun en soloist), og begyndte derfor at lægge mere vægt på den enkelte soloist's evne til at præstere. Der eksisterede stadig nogle concerto grossos, hvoraf de bedst kendte sandsynligvis er Mozart's Sinfonia Concertante for Violin og Viola in E flat Major.

Klassisk musik Stub
Denne artikel om klassisk musik er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Musik