Dansk Folkepartis Ungdom

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Dansk Folkepartis Ungdom
'DFU'
 
Formand Christian Bülow
Næstformand Joachim Mortensen
Landskasserer Michael Frandsen
 
Grundlagt 1995
Medlemsblad Holger Danske
Hovedkontor Postboks 2297
1025 København K
Antal medlemmer 514 (ifølge DUFs 2020-opgørelse)[1]
Moderparti Dansk Folkeparti
 
Politisk ideologi Nationalisme, Socialkonservatisme, Nationalkonservatisme
 
Website http://dfungdom.dk/
 

Dansk Folkepartis Ungdom (DFU), stiftet 3. december 1995, er Dansk Folkepartis officielle ungdomsorganisation.

DFU har som et af sine primære formål at udvikle talenter til Dansk Folkepartis virke i dansk politik. DFU ser det således ikke som sin opgave at give modspil til moderpartiets politiske linje, hvilket adskiller DFU fra de andre danske ungdomspolitiske organisationer.

DFU har ca. 500 medlemmer (2020).

Historie[redigér | rediger kildetekst]

DFU har haft 10 forskellige formænd i perioden fra stiftelsen i 1995 til 2021. Deriblandt cand.mag. Kenneth Kristensen Berth, der havde posten fra 1999 til 2007. Han fik med sin 8 år lange formandsperiode rekorden som den længstsiddende landsformand for en politisk ungdomsorganisation i Danmark i nyere tid.[2]

I november 2016 trak Lucas Hultgren, der var blevet valgt tidligere samme år, sig pludselig fra posten med øjeblikkelig virkning med henvisning til private og politiske uoverensstemmelser med andre medlemmer af hovedbestyrelsen.[3] Derpå blev Chris Veber Østergaard konstitueret som ny formand, og ved årsmødet i 2017 blev Chris Bjerknæs valgt som landsformand. I 2020 blev han afløst af Tobias Weische.[4]

Ved folkeafstemningen om EU-forsvarsforbeholdet anbefalede Dansk Folkepartis Ungdom at stemme nej.[5]

Formænd for DFU[redigér | rediger kildetekst]

Lokalforeninger[redigér | rediger kildetekst]

Der er 17 lokalforeninger i DFU:

Lokalforening Kommuner der dækkes
Bornholm (1) Bornholm
Esbjerg og Omegn (5) Esbjerg, Varde, Vejen, Billund, Fanø
Fyn (10) Nordfyn, Kerteminde, Odense, Faaborg-Midtfyn, Middelfart, Nyborg, Assens, Svendborg, Ærø, Langeland
Herning/Vestjylland (6) Ringkøbing-Skjern, Holstebro, Lemvig, Struer, Ikast-Brande, Herning
Kronjylland (4) Norddjurs, Syddjurs, Randers, Favrskov
København (4) København, Frederiksberg, Tårnby, Dragør
Københavns Omegn (13) Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Gladsaxe, Herlev, Rødovre, Hvidovre, Brøndby, Ballerup, Vallensbæk, Ishøj, Høje Tåstrup, Albertslund, Glostrup
Lolland-Falster-Vordingborg (3) Lolland, Guldborgsund, Vordingborg
Midtjylland (3) Skive, Viborg, Silkeborg
Nordjylland (11) Aalborg, Vesthimmerland, Rebild, Mariagerfjord, Hjørring, Læsø, Frederikshavn, Jammerbugt, Morsø, Thisted, Brønderslev
Nordsjælland (11) Helsingør, Fredensborg, Hørsholm, Rudersdal, Furesø, Egedal, Frederikssund, Hillerød, Halsnæs, Gribskov, Allerød
Østsjælland (5) Roskilde, Lejre, Køge, Solrød, Greve
Næstved & Omegn (4) Næstved, Faxe, Stevns, Ringsted
Sønderjylland (4) Haderslev, Aabenraa, Tønder, Sønderborg
Trekanten (3) Kolding, Fredericia, Vejle
Vestsjælland (5) Slagelse, Sorø, Kalundborg, Odsherred, Holbæk
Århus/Østjylland (6) Århus, Odder, Skanderborg, Horsens, Hedensted, Samsø

Medlems- og lokalforeningsudvikling (1997-2020)[redigér | rediger kildetekst]

DUF godkendte medlemmer og lokalforeninger[6]
Antal medlemmer Antal lokalforeninger
1997 250 4
1998 265 4
1999 303 5
2000 375 5
2001 501 9
2002 488 11
2003 583 13
2004 516 13
2005 433 13
2006 447 13
2007 439 14
2008 439 11
2009 417 12
2010 Ukendt Ukendt
2011 450 10
2012 527 10
2013 Ukendt Ukendt
2014 556 14
2015 642 12
2016 784 16
2017 635 16
2018 484 15
2019 514 16
2020 514 16

Anklager for ekstremisme[redigér | rediger kildetekst]

Ligesom Dansk Folkeparti er Dansk Folkepartis Ungdom blevet anklaget for forhånende synspunkter. I 2002 blev Morten Messerschmidt og tre andre tidligere bestyrelsesmedlemmer fra Dansk Folkepartis Ungdom idømt 14 dages betinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 266b - også kaldet racisme- eller diskriminationsparagraffen. Dommen faldt i Retten i Hvidovre 11. oktober 2002[7] og blev skærpet i Østre Landsret 9. maj 2003.[8] Anledningen var en annonce i bladet Studiemagasinet, der i byrettens dom blev beskrevet således:

Citat Annoncen havde følgende tekst: ”Massevoldtægter, Grov vold, Utryghed, Tvangsægteskaber, Kvindeundertrykkelse, Bandekriminalitet. Det er, hvad et multietnisk samfund tilbyder os”. Teksten var ledsaget af et billede af tre unge lyshårede piger med underteksten ”Danmark i dag” samt et billede af tre hætteklædte, blodplettede mænd, som fremviser koranen, med underteksten ”Danmark om 10 år”. Herudover blev fremstillet 1.000 plakater med samme indhold som annoncen med henblik på ophængning på offentlige steder. Byretten udtalte, at en meddelelse, der i sin essens beskylder alle, der tror på koranen, for massevoldtægter, grov vold, utryghed, tvangsægteskaber, kvindeundertrykkelse samt bandekriminalitet, ikke kan legitimeres under påberåbelse af statistik eller debat i massemedierne. En debat om de tiltaltes politiske mål afskæres ikke ved en kriminalisering af sådanne meddelelser som indeholdt i annoncen og plakaten. Hensynet til den særligt vidtgående ytringsfrihed for politikere om kontroversielle samfundsanliggender kan derfor ikke begrunde straffrihed for de tiltalte. Citat
Rigsadvokatens referat af Retten i Hvidovres dom af 11. oktober 2002.[8]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Driftstilskud - politiske ungdomsorganisationer 1994-2021. DUF, 18. januar 2022.
  2. ^ Kenneth Kristensen Berth (DF): 90.000 kroner Artikel i Kristeligt Dagblad 20. april 2015.
  3. ^ DFU-formand Lucas Hultgren trækker sig efter uoverensstemmelser. Artikel på altinget.dk 23. november 2016.
  4. ^ Historie. DFU's website, besøgt 20. november 2021.
  5. ^ Weische, Tobias m.fl. (4. maj 2022). "Unge borgerlige i fælles nej-opråb: I bedste fald skal danskerne betale endnu flere penge til EU, og i værste fald vil det splitte NATO". Berlingske. Arkiveret fra originalen 1. juni 2022. Hentet 29. maj 2022.
  6. ^ "Arkiveret kopi" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 9. juni 2020. Hentet 20. juni 2020.
  7. ^ RIGSADVOKATEN Bilag RA-2009-609-0053, side 3. Rigsadvokaten, 30. juli 2010. Hentet 23. november 2021.
  8. ^ a b RIGSADVOKATEN Bilag RA-2009-609-0053, side 16. Rigsadvokaten, 30. juli 2010. Hentet 23. november 2021.

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]