Nakskov Skibsværft

Nakskov Skibsværft
Virksomhedsinformation
Branche	Skibsfremstilling
Grundlagt	1916
Grundlægger	Østasiatisk Kompagni
Åbnet	1916
Lukket	1987
Virksom i	Nakskov, Lolland
Nøglepersoner	H.N. Andersen (grundlægger af ØK)
Produkter	Skibe, brodæk (til Farøbroerne), stålmaster (til Kalundborg Radiofonistation)
Organisation
Ejer	ØK (eneejer fra 1939)

Skoleskibet Danmark, bygget på værftet i 1932.

Nakskov Skibsværft var et skibsværft beliggende i Nakskov på det vestligste Lolland. Værftet blev grundlagt i 1916 af Østasiatisk Kompagni, hvis stifter H.N. Andersen var født i Nakskov. Det var i mange år Nakskovs og hele Lolland-Falsters største arbejdsplads. Ved 50-årsjubilæet i 1966 var der 2.200 ansatte på værftet, der var Danmarks femtestørste skibsværft.

Fra 1970'erne fik de danske skibsværfter øget konkurrence fra Østeuropa og Asien, og branchen kom i krise. I 1986 var ordrebogen helt tom på Nakskov Skibsværft, og ØK lukkede værftet med virkning fra 1987.

Historie

Grundlæggelse

Æren for grundlæggelsen tilskrives normalt tre mænd: Nakskovs borgmester Sophus Bresemann, ØK's direktør H.N. Andersen og grosserer Alfred Christensen. Bresemann, der blev borgmester i 1914, stod i spidsen for et ambitiøst reformprojekt i byen, men det var dyrt, og han havde brug for projekter, der kunne sætte gang i byens beskæftigelse og økonomi. En af hans store interesser var Nakskov Havn, hvor kommunen ejede store arealer. Kommunen satte derfor en grund her til salg, hvor den håbede, at nogen ville anlægge et skibsværft. Havnen var i dens daværende tilstand ikke egnet til store skibe, da indsejlingen var lang og sejlløbet kringlet. Byrådet havde derfor allerede besluttet at rette sejlløbet ud og uddybe havnen, men omkostningerne til projektet blev flerdoblet under krigen. Samtidig havde kommunen annonceret i de landsdækkende aviser annonceret efter investorer, der ville anlægge et moderne skibsværft i byen, men interessen var minimal.

Bresemann var også folketingsmedlem og mødte en dag tilfældigt Alfred Christensen, der også var fra Nakskov, på Christiansborg. Christensen havde hørt, at H.N. Andersen og ØK måske kunne være interesseret. De to bad derfor H.N. Andersen om et møde, og her blev de tre enige om at lade anlægge et værft. ØK havde indtil da brugt værftet Burmeister & Wain, der blandt andet få år forinden havde bygget verdens på det tidspunkt største motorskib M/S Selandia for rederiet. H.N. Andersen ønskede et større værft, end kommunen havde forestillet sig, og fik ændret planerne, så der kunne bygges skibe op til 7.000 ton dødvægt. Derpå dannedes 12. oktober 2016 Nakskov Skibsværft som et interessentskab med tre parter: den kommunalt ejede Nakskov Havn, ØK og Landmandsbanken. Alfred Christensen blev udpeget som værftets direktør i dets første opbygningsfase.

Anlæggelse af værftet

I den følgende tid blev havnen uddybet og skibsværftet anlagt. Det eksisterende træskibsværft, Nakskov Træskibsværft, havde i 1913 lejet en del af det areal, det nye værft skulle anlægges på. For en godtgørelse på 10.000 kr. blev ejeren Richard Rasmussen overtalt til at lade lejemålet ophøre og træskibsværftet fortsætte som en afdeling af Nakskov Skibsværft, hvor han selv fortsatte med træskibsbyggeri som daglig leder indtil 1923. Værftet købte også Varde Staalværk for at have adgang til stålstøbegods samt De Forenede Maskinfabrikker i Nakskov for at kunne have rådighed over et maskinværksted.

Januar 1919 blev ingeniør H.P. Christensen ansat som administrerende direktør ved siden af Alfred Christensen, som efter den oprindelige aftale fratrådte med udgangen af 1919 for sammen med sin bror at videreføre deres forretning med korn- og kulhandel. Samme år blev værftets organisationsform ændret til et aktieselskab, hvor ØK, Landmandsbanken, Dampskibsselskabet Orient og Nakskov Havn tilsammen indskød en aktiekapital på 7 millioner kr. (svarende til 200 millioner kr. i 2024-priser). ØK opkøbte i løbet af de næste 20 år de øvrige indskyderes aktier, så rederiet i 1939 stod som eneejer af skibsværftet.

Skibsbyggeriet påbegyndes

De første par år havde der været 2-300 ansatte på værftet, som primært var bygningsarbejdere, der skulle opføre værftets bygninger. I 1918 var man klar til at bygge skibe og havde nu en udfordring i at skaffe nittere og skibsbyggere, der ville bo og arbejde i Nakskov. For at gøre arbejdspladsen attraktiv for tilflyttere opførte værftet en hel arbejderby på Rosnæs på fjordens nordside, ligesom det opkøbte 11 bygninger i byen og senere opførte flere lejlighedskomplekser andre steder til de ansatte. Der blev hyret en del arbejdere fra skibsværfterne i Helsingør og København, men man rekrutterede også værftsarbejdere fra Sønderjylland (som inden Genforeningen var tysk), Flensborg og Kiel, sejlede dem til Nakskov med familie og indbo på to skibe, som værftet ejede, og indlogerede dem i lejlighederne på Rosnæs.

I december 1919 løb værftets første skib, motortankeren Mexico, af stabelen. På det tidspunkt var der 5-600 ansatte. I de næste år blev der bygget en række skibe, men i 1923 var det store nybygningsprogram fra værftets første tid afsluttet, og det oplevede sin første krise med besparelser og fyringer, selvom man forsøgte at gå nye veje for at holde aktiviteten oppe. Blandt andet begyndte værftet at fremstille jernbanevogne til danske privatbaner. Værftet fremstillede sine første diesel-elektriske vogne til Maribo-Torrig Jernbane, men måtte erkende, at vognene nok kunne køre på det flade Lolland, men ikke var kraftige nok til at fungere ordentligt andre steder. De blev derfor aldrig nogen succes.

1930'erne og Besættelsen

Værftet begyndte efterhånden at tiltrække arbejdskraft fra hele Nakskov og omegn. Det var kendt som en god arbejdsplads, selvom perioder med få ordrer medførte fyringer, og beskæftigelsen derfor svingede op og ned. I slutningen af 1930'erne var den store arbejdsløshed under Depressionen ved at forsvinde, og beskæftigelsen på værftet nåede op på omkring 2.200 personer. Under Besættelsen var værftet tvunget til at arbejde for den tyske besættelsesmagt, der satte hegn op om området. Arbejderne på værftet forsøgte ofte at arbejde langsomt for at sinke arbejdet og genere de tyske bestillinger på andre måde, f.eks. ved uheldige fejl i skibstegningerne. I oktober 1944 lykkedes det en af de ansatte, elektrikeren og modstandsmanden Hans Georg Madsen, at sabotere det ellers skarptbevogtede og næsten færdigbyggede skib Millerntor ved at anbringe en kraftig sprængladning, mens den tyske maskininspektør inspicerede maskinrummet.

Efter 1945

De første årtier efter verdenskrigen var en god periode for værftet. Skibe, der var gået tabt efter krigen, skulle erstattes, og værftet havde stor succes i 1950'erne og 1960'erne. Værftet beskæftigede ved sit 50 års-jubilæum i 1966 2.200 ansatte. Det var Danmarks femtestørste skibsværft og frem til starten af 1970'erne den største arbejdsplads på Lolland-Falster. I Nakskov var det byens absolutte omdrejningspunkt. Det var sædvane, at byens unge mænd begyndte på værftet efter skolen, og der var lærepladser til alle.

Begyndende problemer

Efterhånden dukkede der dog problemer op for den danske skibsbranche. Fra 1970'erne kunne den globale konkurrence indenfor skibsbygning for alvor mærkes. Østeuropæiske og asiatiske værfter kunne bygge skibene hurtigere og billigere end de danske værfter, og efterhånden blev der længere mellem ordrerne i Nakskov. I 1975 lød de første dystre toner på værftet, hvilket blev indledningen til en 12 år lang overlevelseskamp. I 1976 indgik ejerne og medarbejderne den såkaldte Nakskov-aftale, hvor arbejderne gik med til fire års løntilbageholdenhed for at kunne matche de udenlandske værfters priser. Det viste sig imidlertid ikke at være nok. To år senere, i 1978, blev 800 ud af 1900 arbejdere fyret, hvilket sendte chokbølger gennem byen. Ledelsen forsøgte forskellige alternative løsninger for at omstille produktionen, men nogle uheldige kontrakter forværrede værftets økonomiske situation.

Skibsværftet lukker

Værftets sidste store nybygninger blev de to færger Peder Paars og Niels Klim til DSB. Efter at de var leveret i 1985 og 1986, var ordrebogen tom. Den 25. juni 1986 holdt ØK et ekstraordinært bestyrelsesmøde, hvor det blev besluttet at lukke værftet som et traditionelt nybygningsværft. Dagen efter blev 700 af de tilbageværende 840 medarbejdere fyret.

Nakskov Skibsværft blev opgivet som produktionsværft i januar 1987. Det var planen at værftet skulle fortsætte som udlejningsværft, men den plan måtte ØK opgive. Skibsværftet er i dag delvist revet ned.

Senere anvendelse

Nogle tidligere medarbejdere forsøgte efter værftets lukning at starte nye virksomheder op, som fungerede i en mindre årrække, men de sidste af disse lukkede i 2000. Efterhånden er dog forskellige andre virksomheder rykket ind på de tidligere værftsarealer. Det gælder først og fremmest Vestas, men også Skagen Sandblæseri & Skibsservice, Nakskov Havn, Krinak og flere andre.

Nogle af bygningerne anvendes af Vestas til produktion af 115 meter store vindmøllevinger. Vestas havde 460 medarbejdere i starten af 2024, hvilket var steget til 1.300 ansatte i slutningen af 2025.

Kendte skibe og andre konstruktioner

Værftets nybygning nr. 54 var Skoleskibet Danmark, der blev søsat i 1933 og endnu (pr. 2025) sejler som skoleskib.

Det kendte skib Jutlandia blev bygget på værftet i 1934, og det blev senere, i 1951, lavet om samme sted, hvorpå det fungerede som hospitalsskib i Koreakrigen. Da Danmark blev besat 9. april 1940, lå skibet tilfældigvis i dok i Nakskov til almindelig vedligeholdelse, og fordi der var mangel på brændstof, lå skibet derfor under hele krigen oplagt i Møllebugten i Nakskov Fjord.

Ud over skibe byggede værftet som noget specielt i 1927 to 105 meter høje trebenede stålmaster til Kalundborg Radiofonistation. Masterne blev anvendt til analoge radioudsendelser på langbølgebåndet frem til 2007, og er siden ombygget med henblik på digitale udsendelser i DRM.

I perioden 1965-1987 lod DSB mange af sine færger bygge på Nakskov Skibsværft, bl.a Peder Paars og Niels Klim.

Som nævnt ovenfor byggede værftet ikke kun skibe. I perioden fra 1967-1968 fremstillede man brofag til den nye Lillebæltsbro og i forbindelse med byggeriet af Farøbroerne blev dennes brodæk fremstillet i moduler på Nakskov Skibsværft.

Værftskultur og identitet

Der herskede en særlig industrikultur blandt de ansatte på værftet. Der var en stærk faglig identitet og et klart hierarki blandt værftsarbejderne med en række skrevne og uskrevne regler samt et fællesskab, som spillede en stor rolle i mange arbejderes identitet. Nye arbejdere tilpassede sig hurtigt omgangstonen på værftet, der blandt andet var præget af øgenavne, som fulgte de ansatte for resten af livet, som splejsen Fedtbjerget, Den Slanke, der omvendt vejede over 100 kilo, Skægaben, Luftskipperen og Løven, hvis søn senere blev ansat på værftet og derfor straks blev navngivet Løveungen. Andre traditioner var jubilæer, personalefester, skovture og de berømte ærtefester, hvor der blev spist gule ærter, sunget lejlighedssange, uddelt spøgefulde priser og læst "Ærtebøssen", der humoristisk kommenterede livet og medarbejderne på værftet. Den såkaldte "fusk", dvs. en uofficiel hjemmeindustri, hvor medarbejderne brugte værftets maskiner til at fremstille ting som lysestager, stegepander, kaffekander og meget andet, også i arbejdstiden, når der var luft i programmet, var også en fast tradition og fungerede som en slags tag-selv-bonus oven i lønnen.

Se også

• Nakskov Skibsværft (dokumentarfilm)
• Industribygninger i Danmark

Eksterne henvisninger

• Nakskov Lokalarkiv om Nakskov Skibsværft
• Lukningen af Nakskov Skibsværft A/S i 1986. Artikel i Erhvervshistorisk Årbog 2012.
• Nakskov Skibsværft: Liste over nybyggede skibe