Populisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Populistisk)
Jump to navigation Jump to search

Populisme bruges om politiske enkeltpersoner og bevægelser, der fremhæver sig selv som talsmænd for det jævne folk i modsætning til en politisk, økonomisk eller kulturel elite. Det er derfor også kendetegnende for mange populistiske partier, at de er opstået som protestpartier. Populismen betegnes enten som en "tynd" ideologi, der frit kan kombineres med andre mere traditionelle ideologier, eller ikke som nogen egentlig ideologi overhovedet, idet den først og fremmest karakteriseres ved en særlig måde at optræde på politisk. Populisme kan dermed placere sig hvorsomhelst i det politiske spektrum. Såvel højre- som venstrepopulistiske strømninger har haft medvind i forskellige lande i de seneste år, og der er også eksempler på populistiske centrumspartier.

Repræsentanter for og tilhængere af populismen kaldes populister. I dag bruges ordet "populisme" oftest nedsættende, men enkelte partier, der opfattes som populistiske, har taget begrebet til sig og anvender det selv i en positiv betydning.

Definition[redigér | redigér wikikode]

En central forsker i populisme er tyskeren Jan-Werner Müller, der er professor ved Princeton University.[1] Müller mener, at populisme ikke er nogen egentlig ideologi med faste holdninger, men derimod en bestemt måde at agere på. Andre kalder populismen for en "tynd" ideologi, der ikke i sig selv indebærer særlig præcise holdninger i specifikke politiske spørgsmål og derfor frit kan kombineres med andre, "tykkere" traditionelle ideologier som f.eks. socialisme, agrarianisme eller nationalisme.[2][3] Ifølge Müller er det væsentlige i populismen "ideen om at være den eneste legitime repræsentant for et forestillet ægte og homogent folk".[1] Müller mener, at sådan en holdning underminerer tanken om de mange interessemodsætninger, der naturligt findes i en befolkning, som eksempelvis generationer, køn, religion og samfundsklasser. Samtidig udelukker forestillingen om en homogen befolkning de borgere, som dermed bliver ekskluderet, eksempelvis som følge af deres etnicitet eller politiske eller religiøse overbevisning.[1]

Müller mener, at følgende karakteristika er typisk for populistiske politikeres væremåde:[1]

  • hævder at tale på vegne af hele folket
  • hævder at have ret til at udpege, hvem folket er
  • mener, at der eksisterer en elite, der modarbejder populisten, evt. med hjælp fra fjender fra ind- eller udland
  • taler en akut krisetilstand op - som deres enkle løsninger kan løse
  • producerer ofte konspirationsteorier
  • anklager uafhængige medier for at være korrupte
  • betvivler, at folk, der ikke bakker op om populisten, er en del af folket
  • tillader sjældent intern debat i partiet vendt mod lederens partilinje
  • bruger ofte retorik fra krigens verden
  • anerkender ikke deres politiske modstandere

Idehistorikeren Mikkel Thorup definerer populismen som "mobilisering af folkelig politisk identitet i opposition til den herskende magt". Ifølge ham er demokratiske systemer typisk splittet imellem deres folkelige og deres institutionelle side. På den ene side får de legitimitet og energi fra deres folkelige pol og på den anden side stabilitet og effektivitet fra parlamentarismens institutionalisering af demokratiet, hvor den folkelige deltagelse kan blive begrænset til at stemme ved valgene og ellers passivt betragt det politiske spil gennem massemedierne. I modsætning hertil appellerer populismen til folkets direkte inddragelse i politik. Populister fremhæver derfor ofte folkeafstemninger og altid folkestemningen (f.eks. "retsfølelsen") som den øverste demokratiske instans. Populister tegner dermed ifølge Thorup et billede af det politiske system som basalt set mislykket: Medierne, partierne og organisationerne udgør ud fra dette synspunkt et lukket, selvsupplerende og kartellignende system, der ligger meget langt fra det demokratiske ideal. Det politiske system fremstilles altså som udemokratisk og som svært skelneligt fra et diktatur.[4]

Begrebets oprindelse og anvendelse[redigér | redigér wikikode]

Populisme er afledt af det latinske ord populus, der betyder "folk". Populisme betyder dermed egentlig "folkelighed", og populist "en folkelig person".[5]

I moderne tid stammer begrebets anvendelse fra USA, hvor betegnelsen først blev anvendt af The Populist Party (også kaldet The People's Party) som blev dannet i 1891. Det erklærede formål med partiet var at tale det menige folks sag i modsætning til den intellektuelle og velhavende elite. Partiet fik imidlertid aldrig nogen væsentlig betydning i amerikansk politik og blev nedlagt igen i 1908.[6] Allerede i 1896 havde en stor del af partiet fusioneret med det demokratiske parti.

Indtil for få år siden blev ordet fortrinsvis anvendt af politologer og sociologer som et fagbegreb i deres analyser. Bogen "Populism, its Meaning and National Characteristics" fra 1969 af sociologerne Ernest Gellner og Ghita Ionescu har været skelsættende i denne sammenhæng.[6] Især siden omkring 2015 er ordet også blevet et vigtigt begreb i den offentlige debat og i kampen om den politiske magt.[5]

Hyppigst anvendes ordet nedsættende af kritikere af de bevægelser, der betegnes som populistiske. Da den franske formand for partiet Front National, Marine Le Pen, begyndte at rose sig af, at hun var populist, var det derfor en undtagelse. Siden har flere andre partier som De Sande Finner i Finland og Alternative für Deutschland i Tyskland taget ordet til sig og bruger det i en positiv betydning, men selv i dag gælder det ifølge den danske demokratiforsker Mogens Herman Hansen, at de fleste populister ikke ønsker at anvende betegnelsen om sig selv.[7]

Eksempler på nyere populistiske bevægelser[redigér | redigér wikikode]

Der findes mange forskellige former for populisme. I sig selv er populisme hverken højre- eller venstreorienteret, men mange populister kombinerer deres populisme med en anden ideologi, som kan være højreorienteret (betegnet højrepopulisme) eller venstreorienteret (betegnet venstrepopulisme). Ligeledes findes der eksempler på populistiske centrums- og bondepartier.[2] Overordnet vil venstrepopulister ifølge den hollandske politolog og populismeforsker Cas Mudde forene deres populisme med en fortolkning af socialistiske eller lighedsorienterede tanker, og højrepopulister kombinerer den med en form for nationalisme.[3] Venstrepopulister kan eksempelvis udnævne virksomhedsejere eller finanssektoren som folkets modstander. For højrepopulister kan modstanderen være personer, der ikke lever op til deres krav om homogenitet, eller personer, de er politisk uenige med, eksempelvis i spørgsmål om nationens fremtid.[8] Ifølge Mogens Herman Hansen er kløften mellem rig og fattig typisk en mærkesag for venstrepopulister, mens højrepopulister typisk er optaget af det nationale som modstand mod indvandring og mod overnationale institutioner som EU. For bevægelser som den italienske Femstjernebevægelse og det spanske Podemos har bekæmpelse af korruption hos eliten været en tredje mærkesag.[9]

Idehistorikeren Mikkel Thorup har nævnt venstreradikal populisme, postideologisk populisme, markedspopulisme og nationalpopulisme som fire distinkte eksempler på moderne populistiske strømninger.[4]

Ifølge Jan-Werner Müller er den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdoğan og den amerikanske præsident Donald Trump typiske eksempler på populister ved magten.[8]

Højrepopulisme[redigér | redigér wikikode]

I Europa har det især været højrepopulistiske strømninger, der har vundet frem i de seneste år. De bygger typisk på en nationalistisk udgave af populismen, hvor hovedforskellen går mellem folket på den ene side og udlændinge på den anden side.[2] Ifølge Mogens Herman Hansen er partier som Front National i Frankrig, Fremskrittspartiet i Norge, Lov og Retfærdighed i Polen, UK Independence Party (Ukip) i Storbritannien, Sverigedemokraterna i Sverige, Alternative für Deutschland i Tyskland, Fidesz i Ungarn og Det Østrigske Frihedsparti moderne højrepopulistiske europæiske partier.

Venstrepopulisme[redigér | redigér wikikode]

Venstrepopulismen kendes i nyere tid især fra Latinamerika, f.eks. personificeret ved præsidenterne Hugo Chávez i Venezuela og Evo Morales i Peru, men også i Europa findes partier som det spanske parti Podemos, der betegnes som venstrepopulistisk. Cas Mudde klassificerer bl.a. det tyske parti Die Linke og det græske parti SYRIZA (en forkortelse for "Koalitionen af Det Radikale Venstre") som populistiske,[3] mens SYRIZA ifølge Mogens Herman Hansen ikke er et egentligt populistisk parti.[10] Til gengæld er den italienske Femstjernebevægelse efter Hansens mening et klart eksempel på et venstrepopulistisk parti.[11] De to politiske filosoffer argentineren Ernesto Laclau og belgieren Chantal Mouffe har i en række skrifter talt for at udvikle en særlig venstrepopulistisk strategi.[12]

Populisme på midten[redigér | redigér wikikode]

Populisme begrænser sig ikke til venstre- og højresiden i det politiske spektrum; også partier og personer, der normalt identificeres med den politiske midte, er blevet kategoriseret som populistiske. Det gælder blandt andet det spanske parti Ciudadanos.[13][14] Cas Mudde betegner Ciudadanos som et ikke-populistisk, men "anti-establishment"-parti.[3] Det nye franske parti og politiske bevægelse La République en marche! (LREM)[15] samt især grundlæggeren, partiets tidligere formand og nu fransk præsident Emmanuel Macron er også beskrevet som populistisk af flere.[16] Politologen Fabio Bordignon betegner Macron som en "anti-populistisk populist".[17] Det italienske parti Femstjernebevægelsen (M5S) karakteriseres af bl.a. Mogens Herman Hansen som et venstrepopulistisk parti, men opfatter sig selv som en bevægelse, der ikke kan passes ind i det traditionelle højre-venstre-spektrum.[18]

Populistiske partier i nutidens Europa[redigér | redigér wikikode]

Demokratiforskeren Mogens Herman Hansen opstillede i 2017 en liste over populistiske europæiske partier, hvortil han henregnede følgende 14 partier:[19]

Udover disse europæiske partier udpegede Mogens Herman Hansen også den amerikanske præsident Donald Trump og hans tilhængere i det republikanske parti som populister, [20] ligesom han karakteriserede den russiske præsident Putins støtteparti Forenet Rusland, den tyrkiske præsident Erdogan[21] og flere latinamerikanske præsidenter som populister. Derimod var han uenig i, at partier som det græske Gyldent Daggry og det slovakiske Folkepartiet Vores Slovakiet kan karakteriseres som populistiske, idet et parti efter hans mening må være demokratisk for at kunne klassificeres som populistisk.[22]

Populisme i medierne[redigér | redigér wikikode]

Nogle mener, at de toneangivende mediers behandling af politiske emner er med til at fremme en populistisk stemning, fordi medierne ikke lever op til deres ansvar for at formidle viden om politiske emner på redelig vis.[23][24]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Hansen, Mogens Herman: Hvordan forvrænger populismen demokratiet? 1. udgave 2017, Informations Forlag. ISBN 978-87-7514-577-5
  • Iversen, Kristian: Nationer og natonalisme. Perspektiver på national identitet. 1. udgave 2017, Forlaget Columbus; ISBN 978-87-7970-365-0
  • Müller, Jan-Werner: Hvad er populisme?, 1. udgave 2016, Informations Forlag, ISBN 978-87-7514-533-1

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c d Iversen, s. 71.
  2. ^ a b c Ravik Jupskås, Anders (20. februar 2018): Opslagsordet populisme i Store Norske Leksikon. Hentet 12. september 2018.
  3. ^ a b c d Populism in Europe: a primer. Indlæg af Cas Mudde. London School of Economics' blog, dateret 21. juni 2015.
  4. ^ a b Mikkel Thorup: "Politik er krig og de andre er forrædere – om populisme og Dansk Folkeparti". Artikel på modkraft.dk dateret 25. juni 2010.
  5. ^ a b Hansen, s. 11.
  6. ^ a b Hansen, s. 13.
  7. ^ Hansen, s. 14f.
  8. ^ a b Iversen, s. 73.
  9. ^ Hansen, s. 14ff.
  10. ^ Hansen, s. 22f.
  11. ^ Hansen, s. 18.
  12. ^ Venstrepopulister i alle lande: Foren jer. Boganmeldelse i Information af Mikkel Thorup, 24. august 2018.
  13. ^ Omar G. Encarnación (5 juni 2018) (på engelsk). Why Spain’s Top Populist Is a Centrist. FP (Foreign Policy). Hentet 4. september 2018. 
  14. ^ Alicia Belda Cortina (juli 2017) (på engelsk). Euroscepticism and populist parties in Spain after the Euro crisis. Universiteit Leiden. Hentet 4. september 2018. 
  15. ^ Renée Fregosi (22. maj 2017) (på fransk). La République En Marche ou les dangers du «parti antisystème». Le Figaro. Hentet 15. september 2018. 
  16. ^ Romaric Godin (16. november 2016) (på fransk). Emmanuel Macron ou le populisme d'extrême-centre. La Tribune. Hentet 15 september 2018. 
  17. ^ In and out: Emmanuel Macron’s anti-populist populism. Indlæg af Fabio Bordignon. London School of Economics' blog, dateret 28. april 2017.
  18. ^ How Italy's Five-Star Movement Is Winning the Youth Vote. Artikel på det amerikanske magasin The Atlantic's hjemmeside, dateret 2. marts 2018.
  19. ^ Hansen, s. 29ff.
  20. ^ Hansen, s. 49.
  21. ^ Hansen, s. 16.
  22. ^ Hansen, s. 21.
  23. ^ Karen Helveg Petersen: Mere pluralisme, mindre populisme, tak. Indlæg på modkraft.dk 31. januar 2011.
  24. ^ Heidi Jønch-Clausen: Populisme som medieskabt fænomen – En retorisk analyse af den politiske journalistiks nedbrydning af politikernes troværdighed. Universitetsspeciale, 2005.