Psykoterapi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Psykoterapeut)
Spring til navigation Spring til søgning
Traditionel opfattelse af psykoterapi med patienten liggende på sofaen med behandleren ivrigt noterende

Psykoterapi er en fællesbetegnelse for forskellige former for behandling (terapi), der alle består i, at en (eller flere) behandler(e) ved hjælp af psykologiske metoder forsøger at afhjælpe en (eller flere) patient(er)s psykiske problemer[1]. Ordet "psyko+terapi" kommer af græsk og betyder 'behandling af psyken'. Behandlingen sker gennem psykologiske metoder, mest almindeligt igennem samtaleforløb. Psykoterapi kaldes derfor også samtalebehandling for at adskille det fra f.eks. psykofarmakologisk behandling, der er baseret på medicin. Behandlingen kan både være målrettet enkeltindivider, par eller familier.

Historisk baggrund[redigér | rediger kildetekst]

Nogle[hvem?] mener, at psykoterapi nok uformelt har været anvendt op gennem historien, men at den først blev formaliseret og tilknyttet sammenhængende teoretiske systemer i begyndelsen af det 20. århundrede ved Sigmund Freud og Carl Gustav Jung i form af psykoanalysen. Andre som Henri Ellenberger hævder, at psykoterapien rødder skal søges i tidlige religiøse praksisser[2]. Atter andre som Anders Dræby sporer psykoterapien rødder i filosofiens historie[3].

Fællestræk[redigér | rediger kildetekst]

Fælles for alle psykoterapiformer er ideen om at klienten kan opnå indsigt i eget følelsesliv og egne tanke-/ og handlemønstre, og derved forandre problematiske tanke-/handlemåder eller følelser, der f.eks. kan give sig udslag i angst, depression, krisereaktioner, seksuelle problemer, parforholdsproblemer, spiseforstyrrelser misbrug m.v. Psykoterapi praktiseres under mange forskellige former og kan have mere eller mindre overlap med beslægtede interventionsformer som psykologisk rådgivning, psykoedukation, coaching og lignende. Med psykoterapi forstår man dog oftest noget, der retter sig mod dyberegående forandringer i personen. Psykoterapi/samtalebehandling anvendes både i private behandlingsregi og i offentlige sundhedstilbud, fx som led i psykiatrisk behandling.

Psykoterapeutiske hovedtraditioner[redigér | rediger kildetekst]

Der eksisterer hundredvis forskellige terapiretninger, hver med deres egen betegnelse, men de fleste retninger hører hjemme inden for en eller flere af følgende psykoterapeutiske hovedtraditioner, som hver især indeholder forskellige undergrene og terapivarianter: [4]

  • Psykodynamisk/psykoanalytisk psykoterapi: lægger vægt på ubevidste konflikter med rødder i barndommen og de relationer man havde til nære omsorgspersoner[5][6]. I sin klassiske form er freudiansk psykoanalyse en langvarig proces, der strækker sig over flere år, hvor klienten gradvis opbygger indsigt i årsagerne til egne følelser og adfærd[7]. Har siden forgrenet sig i flere forskellige retninger og behandlingsvarianter, der praktiseres i mere kortvarige behandlingsforløb og bygger på forskellige videreudviklinger af Freuds tanker og/eller mere moderne tilføjelser, som fx tilknytningsteori[8]. "Psykodynamisk terapi" er en bred betegnelse, der omfatter alle terapiretninger inden for denne tradition, mens betegnelsen psykoanalyse særligt bruges om terapi, der nært følger den freudianske tradition (klassisk freudiansk psykoanalyse er i dag mindre udbredt).
  • Kognitiv terapi / kognitiv adfærdsterapi: lægger vægt på aktuelle problemer og de tankemønstre, der vedligeholder dem. Har en resultatorienteret tilgang, hvor der arbejdes med et afgrænset psykologisk problem, som hovedregel i kortvarige forløb, hvor man nøje følger de fremskridt, der sker i forhold til problemet.[9] Ved siden af arbejdet med tankemønstre inkorporerer kognitiv adfærdsterapi indlæringsprincipper og teknikker fra adfærdsterapi, som er en terapiform, der opstod før den kognitive tilgang, men nu sjældent praktiseres i ren form i psykoterapeutiske forløb.
  • Humanistisk psykoterapi/ oplevelsesorienteret terapi: lægger vægt på kontakt til egne behov, at opleve og udtrykke undertrykte følelser og reaktioner og frigøre egne iboende potentialer for udvikling og vækst. Det teoretiske grundlag og menneskesyn er baseret på humanistisk psykologi, der i opposition til datidens psykoanalyse og behaviorisme lagde vægt på menneskets iboende udviklingspotentialer og evne til at aktualisere sig selv og i mindre grad opfatter mennesket som determineret af biologiske anlæg og/eller opvækstmiljø. Den første humanistiske tilgang til psykoterapi var Carl Rogers's klientcentrerede metode, der anså en ligeværdig relation mellem terapeut og klient og terapeutens udtrykte empatisk accept af klienten som nødvendige og tilstrækkelige betingelser for at skabe forandring. En anden tidlig tilgang var gestaltterapi, der blev grundlagt af Fritz Perls, og som i sin oprindelig form anlagde en mere direkte, konfrontatorisk stil for at fremtvinge kontakt til egne behov og vise klienten hvordan han/hun unødigt begrænsede sig selv.
  • Eksistentiel terapi: lægger vægt på at gøre klienten i stand til at finde mening og tage ansvar for sit eget liv. Terapiformen blev grundlagt af Ludwig Binswanger[10] og Viktor Frankl til brug for psykiatriske og selvmordstruede patienter. De to psykiatere vendte sig begge imod psykoanalysen og dens psykologiske fokus på barndommen. Den eksistentielle terapi har et særegent filosofisk grundlag, baseret på en særlig kombination af eksistentiel filosofi og filosofisk fænomenologi[11].[12][13], hvorved den adskiller sig fra fra andre terapeutiske tilgange, som fortrinsvis er baseret på teorier, der er udviklet indenfor psykologien [14].
  • Systemisk terapi: lægger vægt på relationer og de underforståede aftaler, der udspiller sig mellem personer[15]. Anser psykologiske problemer for noget, der ligger i hele systemets samspil (f.eks. den måde en bestemt familie fungerer på) frem for noget, der knytter sig til den person, der udviser symptomerne. Er oprindelig udviklet inden for familie- og parterapi, men kan også praktiseres som individuel terapi.
  • Narrativ terapi[16] lægger vægt på fortællinger (narrativer). Anskuer menneskets identitet som sammensat af mange forskellige historier, opstået igennem livet, hvoraf nogle af disse fortællinger kan være negative og begrænsende. Det terapeutiske arbejde handler derfor om at nuancere og omfortolke de begrænsende fortællinger og derved komme til en ny og mere nuanceret forståelse af sig selv, som kan åbne op for nye perspektiver og handlemuligheder.
  • Kropsorienteret psykoterapi: Terapiformer hvor samtale kombineres med opmærksomhed på og arbejde med klientens krop. Se for eksempel sensetikterapi. Kropsorienterede psykoterapiformer kan have mange forskellige inspirationskilder, men den historisk set vigtigste figur for etablering af traditionen er Wilhelm Reich[17], der oprindelig var elev af Freud (som Reich senere brød med). Kropsorienterede psykoterapiformer er mindre udbredte / anerkendte end de øvrige hovedtraditioner, bl.a. pga. historiske/kulturelle årsager (psykoterapi har traditionelt haft hovedvægt på samtale).

I tillæg til disse hovedtraditioner findes der en række mere alternative tilgange, som anses for mindre videnskabelige og ikke anerkendes i etablerede behandlingssystemer på lige fod med traditionerne ovenfor. Her kan fx nævnes NLP ("neurolingvistisk programmering") samt tilgange, der kombinerer psykoterapi/psykologi med spirituelle praksisser og new age inspireret filosofi - se psykosyntese som eksempel. Transpersonlig psykoterapi er en form for nyere hovedtradition, der samler nogle af disse sidstnævnte spirituelt inspirerede tilgange. En vigtig inspirationskilde og tidligt eksempel på denne strømning indenfor psykoterapi/psykologi er Freuds berømte frafaldne elev, Carl Gustav Jung, der kombinerede psykoanalytiske tankegange med elementer fra østlig mystik[18].

Psykoterapeut[redigér | rediger kildetekst]

En psykoterapeut er en person, der udøver psykoterapi. I Danmark er betegnelsen "psykoterapeut" ikke en beskyttet titel og den er derfor ikke forbundet med særlige uddannelseskrav, ligesom der heller ikke findes statsautoriserede psykoterapeutuddannelser herhjemme.[19] Psykoterapeuter har derfor en varieret uddannelsesbaggrund. Nogle psykoterapeuter har fulgt en privat psykoterapeutuddannelse, hvoraf visse er flerårige[20]. Andre udøver psykoterapi uden at have en relevant uddannelsesbaggrund eller har blot deltaget i kortvarige kurser. De to brancheforeninger, Dansk Psykoterapeutforening og Foreningen af Danske Psykoterapeuter, kræver mindst fire års uddannelse i psykoterapi for at blive optaget som medlem.

Andre har tilegnet sig psykoterapeutiske metoder gennem efter- eller videreuddannelse i tilknytning til en beslægtet uddannelse som fx psykolog eller psykiater men kalder sig ikke for "psykoterapeut" (se herunder).

Psykoterapeut, psykolog, psykiater[redigér | rediger kildetekst]

Modsat psykoterapeut er "psykolog" og "psykiater" beskyttede titler, som kræver en universitetsuddannelse. Mange - men langt fra alle - psykologer og psykiatere arbejder imidlertid med psykologisk behandling, hvor psykoterapi indgår. Selv om de udøver psykoterapi bruger de som regel ikke betegnelsen psykoterapeut om sig selv.

I udlandet[redigér | rediger kildetekst]

I flere andre lande (herunder Norge, Sverige, Tyskland, Storbritannien og Holland) er betegnelsen 'psykoterapeut' en beskyttet titel og kun visse uddannelser giver ret til at bære titlen. I nogle lande som f.eks. Storbritannien og USA foregår uddannelsen til psykoterapeut som statsautoriseret universitetsuddannelse. Også i Norge, Sverige, Finland, Østrig, Italien, Tyskland og Holland kræver det en særligt godkendt uddannelse for, at man kan kalde sig psykoterapeut. I Spanien, Portugal, Luxembourg og Belgien kan psykoterapi kun udøves af læger eller psykologer.[21]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Hougaard 2019, pp 27-52
  2. ^ Henri Ellenberger, 1970, Chapter 1
  3. ^ Dræby, 2017, s. 18
  4. ^ Bjerg, Jens (red). Gads Psykologileksikon, 1.udg., Gads Forlag 2004, side 494.
  5. ^ http://www.psykoanalytisk-selskab.dk/hvad-er-psykoanalyse/
  6. ^ https://denstoredanske.lex.dk/psykoanalyse
  7. ^ Olsen & Køppe (1986a)[uspecifik henvisning]
  8. ^ "Psykoanalysen efter Freud", 1986b[uspecifik henvisning]
  9. ^ Oestrich (2002)[uspecifik henvisning]
  10. ^ Binswanger 1992-4[uspecifik henvisning]
  11. ^ Deurzen, Emmy (ed.)(2019): "The Wiley World Handbook of Existential Therapy" - Wiley, New York, side 2-3
  12. ^ Sørensen & Keller 2015, pp. 7-21
  13. ^ Sørensen: Eksistentialisme i psykologi, psykiatri og psykoterapi. In Amdisen, Holst & Nielsen At tænke eksistensen. Aarhus Universitetsforlag, 2009, s. 217-236.
  14. ^ Mick Cooper 2011: Eksistentielle terapier. DPF
  15. ^ Draper & Dallos 2007[uspecifik henvisning]
  16. ^ Payne 2011[uspecifik henvisning]
  17. ^ Reich 1982[uspecifik henvisning]
  18. ^ Jung (1998)[uspecifik henvisning]
  19. ^ Psykoterapeutskolens hjemmeside
  20. ^ https://psykoterapeutforeningen.dk/om-psykoterapi-2/hvorfor-vaelge-en-psykoterapeut-mpf/
  21. ^ "Arkiveret kopi" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 23. november 2018. Hentet 20. marts 2019.

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

Oversigtslitteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Barker, Meg, Darren Langdridge & Andreas Vossler (2013): “Understanding Psychotherapy and Counselling”. OUP

Kognitiv terapi og adfærdsterapi[redigér | rediger kildetekst]

  • Beck, Aaron (1987): “Cognitive Therapy of Depression” (The Guilford Clinical Psychology and Psychopathology Series). Guilford Press
  • Engquist, A. (1973): “Adfærdsterapi”. Socialpædagogisk Bibliotek
  • Kåver, A. (2007): “Kognitiv adfærdsterapi”. Dansk psykologisk forlag
  • Mørch, Merete M.; Rosenberg, N.K.; 2005, “Kognitiv terapi – Modeller og metoder”. Hans Reitzels Forlag
  • Oestrich, Irene (2002): "Tankens kraft. Kognitiv terapi i klinisk praksis". Dansk Psykologisk Forlag. ISBN 9788777069932

Systemisk terapi[redigér | rediger kildetekst]

  • Burnham, J.B.; 1989, “Familieterapi – En introduktion til systemisk teori og praksis”, Hans Reitzels Forlag
  • Draper, Ross & Rudi Dallos (2007): "Familieterapi - systemisk terapi i teori og praksis". Hans Reitzels Forlag: ISBN 9788741224961

Psykoanalyse og psykodynamisk psykoterapi[redigér | rediger kildetekst]

  • Ellenberger, Henri (1970): "The Discovery of the Unconscious: The History and Evolution of Dynamic Psychiatry". Basic Books. ISBN 0465016731; ISBN 978-0465016730
  • Freud, Sigmund (2019): "Afhandlinger om behandlingsteknik". Hans Reitzels Forlag
  • Grünbaum, L. & Mortensen, K. V. (2016). “Psykodynamisk psykoterapi med børn og unge”. Hans Reitzel.
  • Jung, Carl Gustav (1961-1979): “The Collected Works”. Princeton University Press
  • Jørgensen, Carsten Rene (2000) “Psykoanalysens terapeutiske holdning i lyset af empirisk forskning og den interpersonelle psykoanalyse”. Nordisk Psykologi, nr. 52:3, s 163-196.
  • Malan, D.H.; 1992, Individuel psykoterapi og den psykodynamiske videnskab, Hans Reitzels Forlag
  • Olsen, Ole Andkjær & Simo Køppe (1986a): "Freuds psykoanalyse". Gyldendal. ISBN 87-01-20202-2
  • Olsen, Ole Andkjær & Simo Køppe (1986b): "Psykoanalysen efter Freud". Gyldendal. ISBN (Trykt), 8701124129

Humanistisk og oplevelsesorienteret psykoterapi[redigér | rediger kildetekst]

  • Dalton, Claus (2008): “Klient-centreret terapi: efter Carl Rogers' metode”. Zen
  • Gessmann, H. (1996): “Humanistische Psychologie und Humanistisches Psychodrama”. In: Humanistisches Psychodrama. Band IV, Verlag des Psychotherapeutischen Instituts Bergerhausen, Duisburg
  • Hansen, Ruth mfl (2017): “Oplevelsesorienteret familieterapi”. Gyldendal
  • Hostrup, Hanne (2009): "Gestaltterapi". Hans Reitzels Forlag. ISBN 9788741227115
  • Kempler, Walter (1975): “Gestaltterapi og oplevelse”. Forum
  • Kempler, Walter (1978): “Gestaltorienteret familieterapi”. Forum
  • Kempler, Walter (1983): “Oplevelsesorienteret psykoterapi”. Apostrof
  • Mahrer, Alvin (1995): “The Complete Guide to Experiential Psychotherapy”. Wiley
  • Perls, Frederick S. & Paul Goodman & Ralph F. Hefferline (1997): “Grundbog i gestaltterapi”. Borgen
  • Perls, F. (2004): “Gestaltterapiens metode”. Munksgaard
  • Perls, Fritz (2011): "Gestalt Therapy: Excitement and Growth in the Human Personality". The Gestalt Journal Press. ISBN 0939266245; ISBN 978-0939266241
  • Prouty, Garry (1994): “Theoretical Evolutions in Person-Centered/Experiential Therapy: Applications to Schizophrenic and Retarded Psychoses”. Westport: Praeger.
  • Rogers, Carl (2004): "On Becoming a Person: A Therapist's View of Psychotherapy". Constable. ISBN 1845290577; ISBN 978-1845290573
  • Sommerbeck, Lisbeth (2004): “Klientcentreret terapi i psykiatrien”. Akademisk Forlag

Eksistentiel psykoterapi[redigér | rediger kildetekst]

  • Deurzen-Smith, Emmy van (1995): “Eksistentiel samtale og terapi”. Hans Reitzels Forlag
  • Dræby, Anders & Emmy van Deurzen (2019). “Læringsudbyttet i kognitiv adfærdsterapi og eksistentiel terapi. Et sammenlignende forskningsstudie”. I: Tidsskrift for Psykoterapi , nr. 3, s. 18-2
  • Dræby, Anders (2022): “Resonans i eksistentiel supervision”. Tidsskrift for Psykoterapi, nr. 1, s. 16-21
  • Sørensen, Anders Dræby & Kurt Keller (2015): "Psykoterapi og eksistentiel fænomenologi". Aalborg Universitetsforlag: ISBN 978-87-7112-401-9
  • Yalom, Irvin D. (2009): ”Terapiens essens” - Hans Reitzels Forlag a/s, København
  • Yalom, Irvin D. (1995/2006): "Eksistentiel psykoterapi" - Gyldendal Akademisk, København

Kropsterapi[redigér | rediger kildetekst]

  • Ogden, P., and Fisher, J. (2015). “Sensorimotor Psychotherapy: Interventions in Trauma and Attachment”. New York: W. W. Norton.
  • Reich, Wilhelm (1982): "The Bioelectrical Investigation of Sexuality and Anxiety". Farrar, Strauss & Giroux-3pl. ISBN 0374517282: ISBN 978-0374517281

Narrativ terapi[redigér | rediger kildetekst]

  • Payne, Martin (2006). “Narrative Therapy: An Introduction for Counsellors”. London; Thousand Oaks: Sage Publications
  • White, Michael (2016). “Narrative therapy classics”. Adelaide, South Australia. ISBN 0-9752180-8-5

Filosofisk psykoterapi[redigér | rediger kildetekst]

Naturbaseret psykoterapi[redigér | rediger kildetekst]

Transpersonlig psykoterapi[redigér | rediger kildetekst]

  • Enevoldsen, Lianne & Ameyo Barfred-Dixon (2022): “At sanse med hver en celle”. Tidsskrift for Psykoterapi, 1, 36-41
  • Rowan, John (1993): “The Transpersonal: Psychotherapy and Counselling”. Routledge
PsiSpire
Denne artikel om psykologi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.