Dansk (sprog)

Dansk
Udtale:	d̥anˀsɡ̊
Talt i:	Danmark, Sydslesvig, Færøerne, Grønland
Talere i alt:	5,8-6,0 millioner
Rang:	Ca. 90
Ophav protoindoeuropæisk urgermansk urnordisk oldnordisk gammeldansk
Sprogstamme:	Indoeuropæisk  Germansk   Nordisk    Østnordisk     Dansk
Officiel status
Officielt sprog i:	Danmark Færøerne EU
Reguleret af:	Dansk Sprognævn
Sprogkoder
ISO 639-1:	da
ISO 639-2:	dan
ISO 639-3:	dan
Kort over det danske sprogs udbredelse

Danske dialektområder

Fordelingen af ét, to og tre køn i danske dialekter. På Sjælland er man først gået fra tre til to køn i nyere tid. Vest for den røde streg bruges foranstillet bestemt artikel.

Fordelingen af stød i danske dialekter (pink=stød, grøn=musikalsk accent, blå=hverken stød eller musikalsk accent).

For alternative betydninger, se Dansk. (Se også artikler, som begynder med Dansk)

Dansk er et nordgermansk sprog af den østnordiske (kontinentale) gruppe, der tales af ca. seks millioner mennesker. Det er stærkt påvirket af plattysk. Foruden Danmark tales dansk også i Sydslesvig (i Flensborg ca. 20 %) samt på Færøerne og Grønland . Dansk er tæt forbundet med norsk. Både dansk, norsk og svensk er skandinaviske sprog og minder meget om hinanden.

Et kendetegn ved dansk er stød, men sønderjysk og dialekterne på Lolland og Falster mangler til dels stød. På bornholmsk mangler det ganske.

Historie

Uddybende artikel: Dansk sproghistorie

Den danske sproghistorie kan siges at begynde med Guldhornenes berømte indskrift:

ᛖ ᚲ

ᚺ ᛚ ᛖ ᚹ ᚫ ᚷ ᚫ ᛋ ᛏ ᛁ ᛉ

ᚺ ᛟ ᛚ ᛏ ᛁ ᛃ ᚫ ᛉ

ᚺ ᛟ ᚱ ᛅ ᚫ

ᛏ ᚫ ᚹ ᛁ ᛞ ᛟ

eller med latinske bogstaver:

ek HlewagastiR holtijaR horna tawidō.

fra, måske, omkring 400 e.Kr. Indskriften kan oversættes med

Jeg Lægæst fra Holt gjorde dette horn.

Fra urnordisk til nydansk

Sproget bliver på dette stadium normalt betegnet urnordisk og adskilte sig ikke fundamentalt fra det sprog, der taltes i det øvrige nordiske område. Omkring 800 e.v.t. udskiltes imidlertid olddansk (800-1100) fra urnordisk som et selvstændigt sprog. Olddansk var det sprog, der taltes i Danmark i vikingetiden. Omkring 1100 afløstes olddansk af gammeldansk, middelalderens danske sprog, der igen i 1500-tallet afløstes af nydansk.

Nydansk opdeles i ældre nydansk (fra starten af 1500-tallet til ca. 1700) og yngre nydansk (fra 1700 til nutiden).

Ord og ordforråd

Uddybende artikel: Dansk ordforråd

Dansk kan til en vis grad sammenlignes med engelsk, da det danske ordforråd nu hovedsagelig vokser ved at optage låneord, for det meste engelske, på samme måde som engelsk indoptager ord fra andre sprog. I senmiddelalderen blev dansk udsat for en meget stærk plattysk påvirkning fra indvandrede hanseatiske købmænd og håndværkere. En stor del af det nuværende danske ordforråd stammer oprindeligt fra plattysk. Efter reformationen spillede hertugdømmerne en stor rolle i det tyske sprogs stærke stilling, samtidig med et stort antal nordtyskere indvandrede, og tyskere blev optaget i kancellierne. Desuden var plattysk mange danske middelalderkongers egentlige modersmål, og nogle af dem kunne ikke tale dansk. Dog er det grundlæggende ordforråd stadig nordisk. Engelsk har siden 1950'erne været hovedleverandør af låneord til dansk. I de sidste 10-15 år er sproget i mange virksomheder også blevet engelsk i takt med internationaliseringen af erhvervslivet og øget anvendelse af personale fra udlandet.

Skriftsprog

Dansk er et skriftsprog, der er officielt i Danmark og Færøerne. Færøerne har foruden dansk også færøsk som officielt sprog. I Grønland kan dansk anvendes i offentlige forhold. I Island underviser skolerne i dansk som obligatorisk fremmedsprog. Dansk skrives med det latinske alfabet blot med tilføjelse af tre ekstra bogstaver: Æ / æ, Ø / ø, og Å / å. Disse bogstaver optræder som de tre sidste bogstaver i det dansk-norske alfabet.^{[kilde mangler]}

Historie

Grundtrækkene i dansk retskrivning har ligget fast siden midten af 1500-tallet, hvor Christiern Pedersen standardiserede det ifm. sin bibeloversættelse,^{[kilde mangler]} men retskrivningen bliver løbende ændret. Den sidste større reform trådte i kraft 1. april 1948 med daværende undervisningsminister Hartvig Frisch som initiativtager.^{[kilde mangler]} Den afskaffede stort forbogstav i navneord og ændrede formerne kunde, skulde og vilde til kunne, skulle og ville. Desuden erstattede bogstavet Å den hidtige stavemåde med dobbelt A (Aa/aa).^{[kilde mangler]}

Grammatik

Uddybende artikel: Dansk grammatik

Den danske grammatik er, som andre sprogs grammatikker, en tredeling i fonologi, morfologi og syntaks med betydelige overlapninger, f.eks. hører artiklerne egentlig under morfologien, dvs. hvordan de er og (skulle det være tilfældet, dog ikke på dansk) bøjes, mens det hører syntaksen til, hvordan og hvornår de bruges. I det følgende vil rigsdansk blive brugt som mønster. Dialekterne fortjener egne artikler.

Fonologi

Uddybende artikel: Dansk fonologi

Eksempel på talt sprog: Guldhornene oplæst af Anders Ø. Kristensen.

Den danske fonologi kan være ret svær at begribe for udlændinge. Dansk har et usædvanlig rigt vokalinventar, hvor der skelnes mellem 16-18 forskellige vokalkvaliteter. Desuden skelnes der mellem korte, lange og stødte vokaler.

De danske konsonanter svækkes i stavelsesfinal position, hvilket gør at der findes flere vokoide konsonanter som i fx mad, hav, mor.

Det tryksvage e, schwa, smelter ofte sammen med nabolyde (schwa-assimilation) som derved bliver stavelsesbærende.

De uklare grænser mellem vokaler og konsonanter gør at det er almindeligt i dansk med lange vokaliske sekvenser, såsom i røget ørred, som kan være vanskelige at afkode for folk der ikke har dansk som modersmål.

Morfologi

Uddybende artikel: Dansk bøjningslære

Den danske morfologi er ret simpel, idet de fleste af de bøjninger, som forefandtes på oldnordisk er forsvundet.

Artiklerne

Uddybende artikel: Den danske artikel

Som mange sprog besidder dansk to artikler, en ubestemt og en bestemt. Deres udseende er kort optalt, en – et for den ubestemte artikel og den – det (ental) og de (flertal) for den bestemte, begge to her i rækkefølgen fælleskøn – intetkøn. En mærkværdighed ved den bestemte artikel er, at den kan bruges som foranstående, og da i forbindelse med et adjektiv eller som et suffiks, og da tjener den som et nærmere bestemmende middel for det affikserede navneord.

De andre nordiske sprog eller bedre udtrykt, de andre nordgermanske sprog viser også dette fænomen.

Syntaks

Uddybende artikel: Dansk sætningslære

Dansk er i hovedsagen et SVO-sprog, dvs. subjekt, verbum og objekt kommer i den rækkefølge. Dette er et fællestræk hos de germanske sprog (og er vel nok den mest udbredte type blandt verdens sprog), men stilistisk findes der naturligvis en del undtagelser.

Dialekter, sociolekter og regionssprog

Hovedartikel: danske dialekter.

Dansk udtale varierer mellem forskellige egne af landet og efter socialt miljø (sociolekter). De traditionelle dialekter er på retur og erstattes efterhånden af en regional udtale af rigsdansk. Overordnet inddeler sprogforskerne de danske dialekter i tre hovedgrupper: østdansk (bornholmsk), ømål (Sjælland, Fyn og øvrige øer øst for Lillebælt) og jysk, der igen deles op i sønderjysk og øst-/vestjysk (tilsammen udgør sidstnævnte nørrejysk – ikke at forveksle med nordjysk). I de danske dialekter findes både ét, to og tre grammatiske køn, og kendeordet kan være efterhængt eller foranstillet. Socialt betingede udtaleforskelle (sociolekter) er mest markante i København, hvor der stadig er klare skel mellem højkøbenhavnske og lavkøbenhavnske udtaleformer. På Færøerne findes den særlige skriftsprogsnære udtaleform gøtudansk. Endelige har mange fra etniske minoriteter en udtale, der afviger fra standard rigsdansk – såkaldte etnolekter.

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Dansk (sprog)
• Dansk Sprognævn
• Dialekt.dk
• Sprogmuseet.dk
• Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab
• sproget.dk
• Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
• Ordsprog og talemåder