Forskel mellem versioner af "Skolastik"

Spring til navigation Spring til søgning
48 bytes fjernet ,  for 5 år siden
m
Checkwiki fejl 81 (artikel har ens noter) + kosmetiske ændringer
m (indsat noter)
m (Checkwiki fejl 81 (artikel har ens noter) + kosmetiske ændringer)
== Oprindelse og udvikling ==
 
Ordet "skolastik" kommer fra det græske sammensatte ord "skolastikos“ (Σχολαστικός) "det der tilhører skolerne". Med "skolerne" menes de [[Middelalderens universiteter|universiteter]], der opstod i den kreative intellektuelle brydningsflade mellem de [[Latin|latinskelatin]]ske og [[Arabiske Halvø|arabiske]] verdener omkring [[1100-tallet]]. Skolastikken er ikke en filosofi, men en analyseteknik: den blev brugt af mange filosofiske retninger, såsom [[Realisme (filosofi)|Realisme]], [[Nominalisme]], [[Aristoteles|Aristotelisme]], Timæansk [[Platonisme]] etc. Metodens ''tese–antitese–syntese''-system er da også ganske fremragende til at få forskellige synspunkter til at harmonere, måske på grund af dens oprindelse. Dette var et voldsomt fremskridt i forhold til tidligere tiders abstraktionsniveau, for eksempel den [[angelsaksisk]]e [[kloster]]kulturs, der primært havde koncentreret sig om at bevare viden fra det forfald, den græsktalende verdens centralisme havde påført dem. Skolastikken inkluderede også brugen af et specialiseret fagsprog, skolastisk latin, som blandt andet den danske [[ærkebiskop]] [[Anders Sunesen]], (cirka 1167–1228) har bidraget meget til.
 
== Den samfundsmæssige baggrund ==
=== Fyrsten ===
 
Staten blev regeret af en [[fyrste]], der efter de nærmere forhold kunne benævnes [[konge]], [[kejser]], [[hertug]], [[fyrstbiskop]] eller lignende. Denne fyrste var dels tillagt visse rettigheder vedrørende statens styrelse indadtil og udadtil, dels indtægtsmuligheder til dækning af de ved denne styrelse forbundne udgifter.
 
Fyrstens første kilde til indkomster hidrørte fra fyrstelige ''domæner'', jordegods eller [[krongods]]<ref>Christensen (1976), s. 101ff</ref>. Fra disse domæner skulle fyrsten oppebære indtægter i form af ''stedsmål'' eller [[indfæstning]], når en ny bruger overtog en landbrugsejendom, ''[[landgilde]]'' eller årlige afgifter eller betalinger af det afkast, landbruget kunne give, samt ''[[førlov]]'' eller erstatning, hvis en bosat fæster ville forlade stedet i utide.
=== Len og købstæder ===
 
Den middelalderlige stats forvaltningsordning omfattede tre hoveddele: lensvæsen, toldvæsen og købstadsvæsen.
 
Oprindeligt var fyrsten omkringrejsende og kunne ret beset kun opretholde ro og orden der, hvor denne befandt sig.<ref>jvf. Riddersporre</ref> En sådan ordning var naturligvis uholdbar og blev derfor afløst af en ordning, hvor fyrsten dels lod sig omgive med et [[hof]] af faste rådgivere, dels lod sig repræsentere rundt om i rigets ulige egne med kongelige [[lensmand|lensmænd]] siddende på en [[kongsgård]] eller et kongeligt slot, der på kongens vegne skulle føre det daglige tilsyn med en nærmere afgrænset del af riget, et [[len]]<ref>Christensen (1976), s. 30</ref>, desuden ved [[købstad|købstæder]] delvist tildelt et vist selvstyre i kraft af fyrstelige privilegier eller særrettigheder, omend under overopsyn af en byfoged, og endelig en kongelig [[tolder]], der skulle forestå tilsynet med al ind- og udførsel, forhindre [[smugleri]] og så videre.
Udgangspunktet for skolastikken var den augustinske verdensopfattelse, der var kommet til udtryk i [[Augustin]]s ''De civitate Dei'' allerede i begyndelsen af det 5. århundrede.<ref>Christensen, s. 204</ref>
 
Fra orientalsk filosofi havde skolastikerne overtaget ideen om, at al magt og myndighed på jorden i sidste ende beroede på Guds nåde og derfor var guddommelig.<ref name="Christensen 1976, s. 205">Christensen (1976), s. 205</ref> Fra det 12. århundrede lærte man gennem araberne i Spanien Aristoteles filosofiske betragtninger at kende og udviklede herefter en anskuelse, der skulle forene dennes filosofi med kirkens lære.
 
=== Thomas af Aquinas ===
 
I denne virksomhed kom ''[[Thomas Aquinas|Thomas af Aquinas]]'' (ca. 1225-1274) til at indtage en hovedrolle. Han samordnede den aristoteliske tankeverden med den bibelske i ''Summa theologica'', skolastikkens hovedværk. Desuden udarbejdede han det uafsluttede skrift ''De regimine principum'', hvori han udviklede sin statsopfattelse.<ref> name="Christensen (1976), s. 205<"/ref>
 
Ifølge Thomas havde mennesket en uforanderlig samfundsdannende evne, der uden egentlig guddommelig indgriben og alene i kraft af en naturen medfødt drift udviste en vilje til at gøre det gode og det rette. Al samfundslivs mål er at stræbe hen imod den himmelske salighed, hvorfor den teleologiske verdensorden sættes højest. Derunder følger den uforanderlige naturret som samfundslivets faste norm, den guddommelige lov åbenbaret i Gamle og Nye Testamente og sidst den borgerlige lov, der er ufuldkommen, og som menneskene selv kan forandre efter behov.<ref>Christensen (1976), s. 206</ref>
=== Aegidius Romanus ===
 
Omkring år 1300 videreudvikles dette udgangspunkt af flere statsretsfilosoffer, hvoraf ''[[Aegidius Romanus]]'' var blandt de mest betydningsfulde. Denne nåede at udgive to vægtige skrifter, ''De regimine principum'' (før 1285) og ''De ecclesiastica potestate'' (omkring 1300). Af særlig betydning er det, at Aegidius opstiller regnum (territoriet, den begyndende nationalstat) som den ideelle bærer af statslig suverænitet og dermed sætter både småstaten (''polis'' hos Aristoteles,'' civitas'' hos Thomas) og det universelle imperium i skyggen. Med udgangspunkt i ''regnum'' fremsættes den ''dominium''-lære, der siden skulle blive herskende. Inden for monarkiet, der regnes som den bedste styreform, findes to muligheder: ''regimen regale'', hvor fyrsten styrer efter sin egen vilje og selv giver lovene, og ''regimen politicum'', hvor fyrsten i sit styre er bundet af love og bestemmelser, folket har vedtaget. Begge styreformer anses for legitime, men regimen regale er at foretrække, fordi fyrsten som stående over den borgerlige lov er naturretten og den guddommelige ret nærmere og derfor bedre som kilde til loven. Endelig må der ved den monarkiske styreform skelnes mellem arve- og valgkongedømme, hvor Aegidius foretrækker den førstnævnte for at undgå mulige brydninger ved tronskiftet. Herskeren skal have mest mulig magt, men er moralsk bundet til at styre til folkets bedste, helst efter faste love. Men der indrømmes ikke folket ret til at modsætte sig, hvis styret udvikler sig til tyranni.<ref>Christensen (1976), s. 208f</ref>
 
=== Johannes af Paris ===
I den "højskolastiske" periode (1250–1350) bevægede man sig hinsides rent kirkeligt orienterede emner, og begyndte at arbejde med naturfilosofi, psykologi, epistemologi, videnskabsteori og økonomi: dette dannede desuden grundlaget for kulturprodukter som [[Dante Alighieri|Dantes]] ''Guddommelige Komedie.'' Der var dog overgreb på grund af spændinger mellem ortodokse kirkepolitikere og lige så uforsonlige [[Averröes|Averroister]].
 
De klassisk-sproglige humanister gjorde fra omkring 1341 op med tendensen til at oversætte alt til skolastisk latin, og prøvede så vidt muligt at læse grundtekster direkte. Forsøget på at reducere al latin til dets "oprindelige" form – (mange klassisk-sproglige humanister svor en hellig ed om at begrænse sig til ikke alene [[Marcus Tullius Cicero|Ciceros]] ordvalg, men endda hans [[grammatik|grammatiske]] strukturer: det var da også fra hans ide om den romerske gentleman – taler, de fik deres navn), og til rent kunstnerisk/politisk brug kan dog syntes lidt uheldig, specielt da dette udviklede sig til noget usammenhængende propaganda mod alle andre former for intellektuelle
 
== Kritik ==
 
En forudsætning for skolastikken var det kirkelige dogme om en fælles tro, ophøjet ved overnaturlige sanktioner hinsides tidernes forandring. Men med reformationen blev denne forudsætning brudt: der blev nu åbnet mulighed for alvor at kritisere den hidtidige, kirkelige udlægning af den "rette lære", og det blev efterhånden tydeligt, at den skolastiske filosofi havde holdt sig inden for en smal bane fra tro til fornuft og tilbage igen, i et lukket kredsløb af kritikløse antagelser og forud fastlagte slutninger.<ref name="Will Durant 1952">Will Durant: ''Store tænkere'' (oversat og bearbejdet af Krista og Jørgen Jørgensen), København 1952, s. 71</ref>
 
Da bruddet med skolastikken blev åbent, udtrykte en af dets kritikere, [[Francis Bacon]], sig således:
:"Hvis den menneskelige kløgt og ånd skal arbejde med materien, indretter den sit arbejde efter stoffet og begrænses deraf. Men hvis den arbejder på sig selv som edderkoppen når den spinder sit væv, så er den uendelig og frembringer edderkoppespind af lærdom, som man må beundre på grund af den fine tråd og det fine arbejde, men som er uden substans eller nytte."<ref> name="Will Durant: ''Store tænkere'' (oversat og bearbejdet af Krista og Jørgen Jørgensen), København 1952, s. 71<"/ref>
 
Denne kritik til trods skulle det vise sig, at skolastikken efterlod sig en vedvarende arv i form af de emner, der blev underkastet fremtidig tænkning, men ikke eller i hvert fald i langt mindre grad de fremgangsmåder, denne tænkning gjorde brug af.
Senskolastisk periode (1350 – [[1500]]):
* [[Marsilius af Padua]]
* [[Antonio da Rho]] (forsøgte at argumentere mod den klassisk humanistiske antagelse, at "gammelt er godt")
 
* [[Gottfried Wilhelm von Leibniz]] var en prominent forsvarer af hvad han selv anså som skolastiske idèer.
 
== Eksterne henvisninger ==
 
*[http://runeberg.org/nfce/0577.html ''Nordisk Familjebok'', Uggleupplagan (1917), bind 25, sp. 1094-1098; opslag: Skolastiken] (svensk)
*[http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/nto/nto_3rk_0013-PDF/nto_3rk_0013_86699.pdf Erik Arup: "Den europæiske Regalismes Oprindelse" (''Nationaløkonomisk Tidsskrift'', 3. række, Bind 13; 1905)]
1.763

redigeringer

Navigationsmenu