Ved Vejen (roman)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Ved Vejen
Ved Vejen 1898.jpg
Anden udgave fra 1898.
Forfatter Herman Bang
Illustrator Knud Larsen (i 1898)
Land Danmark
Sprog Dansk
Forlag Det Schubotheske Forlag
Udgivet på dansk Oktober 1886 og som selvstændig bog i 1898.
OCLC 871950647

Ved Vejen er én af fire dele af Herman Bangs roman Stille Eksistenser fra 1886. Den blev i 1988 filmatiseret som Ved vejen med manuskript af Klaus Rifbjerg og instruktion af Max von Sydow.

De fire dele af Stille Eksistenser blev oprindelig betegnet som noveller, men Ved Vejen er den klart længste af dem og er efterhånden blevet anerkendt som en roman i sig selv. Den regnes desuden ofte som Herman Bangs hovedværk.[1]

Ved Vejen blev i 2006 optaget i kulturkanonen[2] med kommentarer som Bangs "nænsomme og indfølende skildring af et sagtmodigt sind" og "Bangs kunst at gøre den lille egoisme og den skjulte ensomheds uheroiske smerte genkendelige også for nutidens læsere."[3]

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Herman Bangs roman er inspireret af en hændelse i 1883, da han passerede gennem Skørping Station i Nordjylland. Han lagde mærke til en ung kvinde ved vinduet med et blegt ansigt støttet i sine hænder stirrende efter hans afgående tog.[4] Bang begyndte at skrive romanen i 1885 i Wien, efter erindringen på Skørping Station.

Plot[redigér | redigér wikikode]

Et indtryk fra Skørping Station førte til Ved Vejen.

Novellen centrerer om karakteren Katinka Bai, en rolig, følsom ung kvinde som gift med en larmende og lidt vulgær stationsmester Bai. Ægteskabet er ufrugtbart og hun forbliver isoleret; næsten ubevidst. Hun længes lidenskabeligt efter noget udefinerbart. Selv efter ankomsten af ​​Huus, en nabo med hvem hun begynder at etablere et lovende forhold til, er hun ikke i stand til at opfylde hendes lidenskab, men for første gang i sit liv forelsker hun sig. I den lille provinsby samfund, hvor de bor tør hverken hende eller Huus at bryde de konventioner de kender. Når de indser, at de ikke kan tage deres forhold videre beslutter de at skilles og Huus forlader landet. Efter Huus har forladt hende, bliver hun symbolsk svagere og svagere, og hun tillægger sig en frygtelig hoste, som hendes mand, stationsforstanderen Bai, finder forstyrrende og rykker derfor til et loftskammer for at få sin nattesøvn. Som dagene går bliver Katinka sygere, dog passer hun stadig sin pligt som kvinde i huset og laver fortsat Bais livretter. En dag ved en af Bais selskaber er hun så syg, at hun kun lige klarer sig igennem middagen og må lægge sig i sengen, da mændene går ind i kontoret for at drikke. Hun forbliver sengeliggende og Agnes Linde, Louise-Ældst og Ida-yngst og flere af byens kvinder hjælper til i huset. Derudover har de også en guvernante ved navn Marie. Hendes tilstand forværres og til sidst dør hun. Bai, som ellers ikke har villet indse hendes tilstand, bryder i gråd og sorger den næste tid inden han tager til København og køber en gravsten til Katinkas grav.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Olsen, Mette Elsig (2004-11-11). Bang, Herman. litteratursiden.dk. 
  2. ^ Knudsen, Nanna Rørdam (2007-03-01). Ved Vejen. LitteraturSiden.dk. Hentet 2013-01-20. 
  3. ^ Ved Vejen. kum.dk. Hentet 2015-08-12. 
  4. ^ Hertel, Hans (2008-05-08). Alle veje fører til Bang. Information. Hentet 2015-08-12. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Banevogteren (1884) af L.A. Ring.
Bog Stub
Denne bogartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.