Vinter-Eventyr

Vinter-Eventyr
Forfatter	Karen Blixen
Sprog	dansk
Genre(r)	eventyr
Udgivelsesdato	10. oktober 1942

Vinter-Eventyr (eng. Winter's Tales) er en novellesamling af Karen Blixen fra 1942. De elleve fortællinger, som for det meste foregår tilbage i 1800-tallet, har gerne eventyrets usandsynlige handlingsforløb, samt mange træk tilfælles med teaterstykker. De har ofte en tragisk-vemodig tone, i stil med Blichers noveller, men er også inspireret af Shakespeares skuespil The Winter's Tale.

Efter de aristokratiske temaer i Syv fantastiske Fortællinger (1934) og den selvbiografiske Den afrikanske Farm (1937) vendte Karen Blixen i Vinter-Eventyr hjem til danske landskaber og miljøer, og til en dansk litterær form.^{[kilde mangler]}

Vinter-Eventyr er optaget i Kulturministeriets kulturkanon.

De elleve fortællinger

Herunder følger sammendrag af handlingen i de elleve fortællinger.

Skibsdrengens Fortælling

Den spinkle skibsdreng Simon opdager en dag under sejlads i Middelhavet oppe i skibsmasten en flaksende vandrefalk, hvis fødder er blevet viklet ind i noget tovværk. Han kravler op og hjælper fuglen fri, men når at blive bidt i fingeren, inden han slipper fuglen løs.^:5-6

To år senere er Simon, nu som letmatros på et andet skib, på besøg på sildemarkedet i Bodø i Nordnorge. Under en gåtur i byen møder Simon pigen Nora, som begynder at flirte med ham. Simon tilbyder pigen den appelsin, han netop har købt, mod at få et kys af hende. Hun indvilliger, men de to forstyrres i det samme af hendes far, og de aftaler at mødes den følgende aften. Næste aften møder Simon på sin vej til Nora nogle russiske søfolk, og blandt dem en kæmpestor og beruset mand, som gør tilnærmelser til Simon, mens han holder ham i et jerngreb og ikke vil lade ham gå. Simon føler sig krænket af den fulde kæmpe, og det lykkes ham at finde sin lommekniv frem og stikke ham, faktisk så han dør af det. I det samme dukker den fuldes kammerater op, og Simon må tage flugten. Lidt senere står han pludselig igen foran Nora, og fortæller hende, han har slået en mand ihjel for at kunne overholde sin aftale med hende. Nora nægter at skjule ham for forfølgerne, men giver ham et lidenskabeligt kys og lover ham evigt troskab. Simon flygter nu videre, stadig med blodige hænder efter knivstikkeriet, og kommer ind et sted, hvor der spilles og danses. Her bliver han opsøgt af den gamle same-kone Sunniva, som kalder ham sin søn og tager ham med hjem og klæder ham i sametøj. Lidt efter banker Simons forfølgere på døren, og Simon, der føler sig skyldig, vil overgive sig til dem. Men Sunniva tager hans kniv og stikker sig i fingeren, så der kommer blod på hendes skørt. Hun lukker forfølgerne ind og forklarer, at blodet skyldes hun skar sig af forskrækkelse over forfølgernes larmen og banken. Forfølgerne går igen, og Simon er frelst. Da han spørger, hvorfor samekonen hjalp ham, fortæller hun at samer har særlige evner, og at hun var den vandrefalk, han befriede fra tovværket dengang i Middelhavet, og at de to nu er kvit.^:6-15

Den unge Mand med Nelliken

Den unge forfatter Charlie Despard ankommer til et hotel i Antwerpen, hvor han skal mødes med sin skønne unge kone Laura. Han er imidlertid nedtrykt, og bange for, den nye bog, som han er ved at skrive, ikke kan indfri sine læseres forventninger, efter hans succesrige debut. Han er troende, men føler at Gud har forladt ham, fordi han alligevel ikke er nogen stor kunstner. Hans kone sover, da han ankommer til deres værelse, men selv kan han ikke falde til ro og ligger søvnløs. Da hører han nogen prøve at åbne den låste dør til værelset, og går ud på gangen for at undersøge. Under en lampe står en ung velklædt mand med en nellike, og med et ansigtsudtryk der stråler af lykke, men også forbavselse. Charlie indser nu, han selv engang var ligeså lykkelig som ham med nelliken, men at hans succes hos anmeldere såvelsom læsere, foruden sin kone, har ført ham bort fra lykkens vej. Charlie beslutter sig for at forlade sin kone og tage hyre på et skib for at komme ud i verden og finde lykken. Inden han forlader sin sovende kone, skriver han et kort afskedsbrev.^:16-23

Jeg vil sætte Fjendskab […] mellem Forfatteren og hans Publikum, og mellem hans Sæd og deres Sæd. Han skal knuse deres Hæl, men de skal knuse hans Hoved.

“

”

– Charlie Despards tanker, da han beslutter sig for at forlade sin kone, med henvisning til Bibelens Syndefald.^:22

På havnen møder han nogle søfolk, som inviterer ham på værtshus, hvor Charlie beværter dem med rom, mens de fortæller historier fra de syv have. Selv fortæller han et eventyr om en ung engelsk adelsdame, som efter et skibsforlis, hvor hun sejlede rundt i ni dage i en redningsbåd med en letmatros, nu bruger al sin tid på at rejse verden rundt for at samle på ”gammelt, sjældent, blaat Porcelæn”. Hun søger en særlig blå farve, men i mange år uden held. Så en dag står hun pludselig med en gammel kinesisk krukke med den helt rigtige blå farve. Hun er henrykt og glad og lettet, og kort tid efter dør hun.^:23-31

Det er blevet morgen, da Charlie vender tilbage til hotellet, hvor hans kone er i gang med morgenmaden. Da de senere går op på værelset, står møblerne ikke som han husker dem, og det går op for Charlie, han den foregående aften er gået ind på det forkerte værelse, og har delt seng med den unge mand med nellikens udkårne. Hans tanker kredser om den ungdom og kærlighed, han således har forstyrret, og hans kone spørger, om han tænker på at skrive en kærlighedsroman. Nu dukker Gud op og spørger også Charlie, om han har tænkt sig at skrive en kærlighedsroman. For Gud vil have, Charlie fortsætter med at skrive, og vil gøre en pagt med ham: ”Jeg vil ikke maale dig større Ulykker ud, end du netop behøver for at skrive dine Bøger.”^:31-37

En Historie om en Perle

I sommeren 1863 gifter den unge garderofficer Alexander sig med Jensine, en smuk og frodig datter af en velhavende københavnsk købmand. Folk i byen regner med, at han har giftet sig til penge, mens hun har giftet sig til et fint navn, men de to unge er faktisk stærkt tiltrukket af hinanden. De nyder i fulde drag hinanden på deres bryllupsrejse til de norske fjelde, men det slår bruden, at hendes mand er ganske frygtløs, i en grad så det skræmmer hende. På deres fælles vandreture i de stejle fjelde giver hun sig til at gå tæt på afgrunden, for at se om han reagerer med frygt. Det gør han ikke.^:38-43

I bryllupsgave har Jensine fået et perlehalsbånd med 52 perler, som har tilhørt Alexanders bedstemor og som han til gengæld er meget øm over. En morgen dagen inden de nygifte skal rejse tilbage til København går halsbåndet ved et uheld i stykker. Jensine bringer perlerne hen til den lokale skomager, som lover at samle halsbåndet igen til næste dag. På vej tilbage møder hun en lille, tyk mand - Henrik Ibsen er det faktisk - som fortæller hende, at skomageren er en mand med mange talenter inden for eventyr og viser, en mand som engang drømte om at blive ”en lærd Mand og Digter”, men som altså endte som skomager. Da Jensine næste dag, lige inden de skal rejse, får sin halskæde tilbage, nægter hun at tælle perlerne for at se om de er der alle sammen, selv om Alexander insisterer. Det er først nogle dage senere, da de er tilbage i et København, hvor rygterne om krig i Slesvig svirrer, at Jensine finder kæden frem og tæller perlerne. Der er 53 perler, heraf én ganske stor, og det viser sig at denne perle er ligeså værdifuld som alle de øvrige tilsammen. For at få løst denne gåde skriver hun brev til den norske skomager. Der går nu nogle uger med flere krigsrygter, og kong Frederik bliver syg. Jensine spørger Alexander, om han tror der bliver krig. Ja, siger han, og fortsætter med at spørge, om hun er bange for krigen, og om det vil være hende nogen trøst at vide, at hvis Alexander falder, så vil det være ham en ”Trøst at tænke paa, at jeg har kysset dig lige saa tit, som du har givet mig Lov”. Det sidste kan Jensine ikke svare på.^:43-51

En morgen kommer der brev fra skomageren. Han forklarer, han har indsat den ekstra perle, som han havde tilovers, som en lille overraskelse, og fordi han synes, den hellere skulle være hos en ung smuk dame end hos ham. Jensine føler sig nu som en tyv, pga den ekstra perle, men opdager samtidig, at dette er uden betydning for hende, ligesom også hendes mand og krigen i virkeligheden er uden betydning. Det eneste som betyder noget er perlerne, for de vil også være her om hundrede år, hvor en ung mand vil give sin kone perlehalsbåndet og fortælle hende dets historie.^:51-53

De standhaftige Slaveejere

En russisk general og en engelsk aristokratisk dame, begge oppe i årene, tilbringer sommeren 1875 på et kurbad i Baden-Baden, hvor også befinder sig den unge danske godsejer Axel Leth. Nu ankommer i selskab med sin guvernante en seksten-syttenårig yppig skønhed ved navn Mizzi, som trods det at guvernanten klæder hende i børnetøj straks ved sin udstråling, og sin rosenrøde mund, tiltrækker sig alles opmærksomhed, inklusive Axel, som bliver forelsket, og fascineres af Mizzis vane med, uden påviselig grund, at rødme dybt. Hun er tydeligvis af fin familie, vant til at være omgivet af tjenestefolk, og generalen får opsporet, at hendes far ynder at bruge sine penge på casioner. Axel er en mand, som går ind for frihed, fremskridt og retfærdighed, og han fornemmer, at hvis de to gifter sig, vil det være ham imod at skulle omgive hende med alle de tjenestefolk, hun forventer. Her vil, tænker Axel, hendes to andre bejlere på kurbadet, en hollænder og en neapolitaner, givetvis have færre skrupler.^:54-63

Lørdag aften er der bal på kurhotellet, og Axel danser med Mizzi, og er fortryllet og henrykt, lige til den engelske dame lidt senere fortæller, at Mizzi og guvernanten rejser om tre dage. Nedtrykt går Axel næste dag tur ud til et lille lysthus på en klippetop i nærheden, hvor han sætter sig øverst oppe for at skrive brev til Mizzi og fri til hende. Pludselig hører han stemmer under sig, og bliver klar over, det er Mizzi og guvernanten, som i virkeligheden er Mizzis storesøster Lotti. Mizzi græder, og beklager situationen: deres far har spillet alle sine penge bort, og de to søstre må nu klare sig selv, uden tjenestefolk. Og dette må endelig ikke komme Mizzis bejlere for øre. Lotti mener dog godt, at Axel kan tåle at få det at vide, men hertil svarer Mizzi, at ham vil hun i hvert fald ikke have, så hellere dø. Da Axel er kommet sig over den udtalelse, minder synet før af de to tragiske og sammenknugede søstre under ham om den romerske Laokoon-statue, og han er glad for, det er ham og ikke Mizzis andre bejlere, der nu kender sandheden.^:64-69

Axel forstod og erkendte i denne Time, med Paraplyen højt hævet i sin Haand, - og næsten med Andagt, fordi han i Øjeblikket selv var i Livré, - at Slaveejerens Afhængighed af hans Slave er stærk som Døden, og frygtelig som Helvede. Slaven holder sin Herres Tilværelse i Haanden, som han holder hans Paraply.

“

”

– fra paraplyscenen på stationen^:73

Næste morgen, mens hele hotellet er med Mizzi på afskeds-skovtur, rejser Axel fra hotellet og til Stuttgart, hvortil Mizzi og hendes søster har sagt de agter sig. Her køber han et komplet udstyr for en herskabstjener, inklusive høj hat med kokarde i Mizzis families farver. Dernæst går han hen på teatret, hvor han fra et tidligere besøg kender kostumier’en. Axel bliver her sminket tredive år ældre, og iklædt sit herskabstjenerkostume tager han nu tilbage til kurhotellet, efter i Stuttgart at have bestilt hotelværelser og middag næste aften til to damer fra Baden-Baden. På kurhotellet præsenterer han sig for portieren som Mizzis tjener Frantz, og beder ham lade hende vide, han er ankommet. Straks efter kommer Mizzi ned, og stivner på trappen, som om hun har set et spøgelse, ved synet af denne bedrager, som udgiver sig for at være hendes tjener Frantz. På togturen til Stuttgart får Axel under et ophold på en station lejlighed til at holde Mizzis paraply for hende, og oplever her hvordan hun accepterer denne bedrager som sin tjener, fordi hun er den hun er i kraft af sine tjenestefolk. Men hun og søsteren frygter, at bedrageren vil fortsætte med at forfølge dem, og stor og synlig er deres lettelse, da tjeneren spørger, om de har noget imod, han samme aften rejser videre, for at forberede deres hjemkomst. Lige inden han forlader hotellet, overrækker Mizzi Axel et brev, hvori ligger en rose.^:69-77

Heloïse

Den unge engelske religionsfilosof Frederick Lamond rejser i 1870 til Berlin for dér at skrive en afhandling. Han er indadvendt, har kun få venner og tilbringer i stedet megen tid på kunstmuseer, sammen med malerier af bibelske personer. Nu rykker udbruddet af den fransk-tyske krig nærmere, og Frederick, der håber på fransk sejr, begiver sig mod Frankrig. Han når dog kun til byen Saarburg ved grænsen til Luxembourg, hvor han på gæstgivergården træffer franske flygtninge på vej hjem. Lidt efter ankommer en fornem fransk dame ved navn Heloïse med sin kammerjomfru. Heloïse er en smuk, ung og særdeles velklædt kvinde, som udstråler en ro og autoritet, som får de øvrige forskræmte flygtninge til at slappe af i hendes selskab. Frederick er betaget af hende, og drømmer i smug om hendes krop.^:78-81

Nu ankommer tysk militær til byen, og flygtningene arresteres, anklages for spionage og afhøres. Den overlegne forhørsleder møder dog i Heloïse sin mentale ligemand, og med de andre flygtninge som nervøse vidner kommer det til en voldsom konfrontation mellem de to: forhørslederen tilbyder flygtningene frit lejde, hvis Heloïse vil afhente sit rejsepas i bar figur. En fortørnet Heloïse beder forhørslederen i stedet spørge de andre om dette. De andre flygtninge svarer nu alle nej til at lade sig redde mod at ofre Heloïse, hvorefter de alle føres ned i gården, med trussel om henrettelse. Lidt senere bliver de dog alle sluppet fri og får tilladelse til at tage til Luxembourg, mens Heloïse får overrakt en buket roser af tyskerne og bliver kaldt heltinde. På turen mod grænsen kører Frederick og Heloïse sammen i intens og øm tavshed. På jernbanestationen skilles Frederick fra Heloïse og de øvrige og begiver sig mod England.^:82-88

Syv år senere er Frederick i Paris for at skrive en ny bog og besøge en ven, og en aften inviterer vennen ham på varieté, for at ”se Heloïse”. I forestillingen optræder mange smukke unge letpåklædte piger, foruden jagtgudinden Diana, som er meget smuk og ganske nøgen, og som Frederick genkender som den Heloïse fra Saarburg. Efter forestillingen mødes vennen og Frederick med Heloïse, og de to sidste stirrer længe hengivent på hinanden. De mindes det dramatiske forhør dengang, og Heloïse fortæller Frederick, at hun tror at hvis de andre flygtninge var blevet spurgt i enrum, ville de have været knap så tapre, og have ladet forhørslederen få sin vilje med Heloïse, men ville så til gengæld have haft dårlig samvittighed lige siden. Dette gør nu i Fredericks øjne Heloïse til en endnu større heltinde.^:88-93

En opbyggelig Historie

Her møder læseren igen Charlie Despard, som også optræder i ”Den unge mand med nelliken”. På en cafe i Paris møder Charlie sin meget berejste ven og landsmand Æneas Snell, og de to venner begiver sig ud i en livlig diskussion af kunstens og kunstnerens vilkår, hvor Charlie sammenligner sit forhold til sit publikum med Guds forhold til den Job, hvis tro han afprøvede. For Charlie at se er kunstværker dobbeltsidige, idet de både kan være ”skønne og fuldkomne” og på samme tid ”hæslige, latterlige og fuldkommen mislykkede”.^:238-244

• Livet og Døden er to aflaasede Skrin, og det ene indeholder Nøglen til det andet.
• Manden og Kvinden er to aflaasede Skrin, og det ene indeholder Nøglen til det andet.
• Fyrsten og Tiggeren, de rige og de fattige her i vor Verden, er to aflaasede Skrin, hvoraf det ene gemmer Nøglen til det andet!

“

”

– onelinere sagt af Fath^:251,256,258

Æneas svarer igen ved at fortælle en historie, han selv har oplevet. På en rejse til Persien var han en tid livlæge for landets hersker og kom her i kontakt med den unge tronarving, prins Nazrud Din, som var både reformivrig og venligtsindet over for sine kommende undersåtter. Han forklædte sig derfor som tigger og gik rundt i Teherans gader for at lære sit folk at kende nedefra. Dette bekymrede dog hans embedsmænd, især da det rygtedes, at prinsen havde en dobbeltgænger, som også gik rundt forklædt som tigger. Æneas blev nu udpeget til at ledsage og beskytte prinsen på sine ture rundt i byen, hvor de to gav sig til at lede efter dobbeltgængeren. De fandt ham, siddende op ad bymuren, og bemærkede, hvordan byens borgere syntes at behandle ham med stor respekt, trods det han var tigger. Da prinsen afkrævede dobbeltgængeren en forklaring på, hvorfor han tiggede og hvorfor folk syntes at respektere ham, svarede Fath, som han hed, at han såmænd var tigger, men fordi han lignede prinsen så utroligt, troede folk at han var prins Nazrud Din, som havde forklædt sig som tigger. Prinsen, den rigtige prins, ville nu vide, om ikke Fath havde tænkt sig at benytte sig af sin lighed med prinsen til at opnå fordele derved, men hertil svarede Fath, at det ville han ikke, for han var tigger af profession og det ville han fortsætte med at være. Prins Nazrud Din besluttede herefter ikke længere at gå rundt i sin by i forklædning.^:245-259

Diverse

Novellen De blå øjne er medtaget i visse udgivelser.^{[kilde mangler]}

Litteratur

• Karen Blixen (1942): Vinter-Eventyr. Gyldendal, 259 sider, ISBN 87-00-60986-2, Gyldendals Bogklubber 2000

Eksterne henvisninger

• Analyse af Vinter-Eventyr af Henrik Romby Smith Madsen, 4. juli 2019 på litteratursiden.dk
• At skrive dansk på engelsk, analyse af 'Vinter-Eventyr' og Karen Blixens dobbeltsprogethed af Anne Kristine Munk, 1. december 2009 på litteratursiden.dk
• Om Vinter-Eventyr af Dorthe Sondrup Andersen Arkiveret 7. marts 2011 hos Wayback Machine på Kulturkanon.kum.dk
• Om fortællingen Sorg-Agre (Webside ikke længere tilgængelig) på Litteratursiden.dk