Kongens Fald

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Kongens Fald
Kongens Fald illustration titelblad.png
Forfatter Johannes V. Jensen
Land Danmark
Sprog Dansk
Genre(r) Historisk roman, psykologisk roman, punktroman
Forlag I Danmark: Det Nordiske Forlag og efter fusion i 1903 blev det Gyldendal
Udgivelsesdato 19001901.

Kongens Fald er en modernistisk og tilsyneladende historisk roman af Johannes V. Jensen. Romanen handler om Mikkel Thøgersens liv, som forløber parallelt med kong Christian 2.

Både Politikens og Berlingskes læsere kårede i 1999 Kongens Fald til det 20. århundredes bedste roman.

Resume[redigér | redigér wikikode]

Forårets død[redigér | redigér wikikode]

Hovedpersonen, studenten Mikkel Thøgersen, er på vej tilbage til København med nogle æg. Han stifter bekendtskab med nogle lejesoldater heriblandt junker Otte Iversen. De begiver sig ind mod København, hvor Mikkel træffer sammen med den unge kongesøn Christian. Mikkel viser sig her som den kommende konges diametrale modsætning: Han er stille og eftertænksom, mens kongen er udadvendt og kort for hovedet.

Mikkel Thøgersen bliver smidt ud af universitetet. Han møder Otte Iversen igen. Otte er på vej i krig mod Sverige, men inden han tager i krig udveksler han kys og lidenskab med den jødiske pige Susanna. Mikkel har været hemmeligt forelsket i hende, og da han ser Otte som skyldig i, at Susanna er endt i gabestokken for hor, beslutter han sig for hævn, som han søger resten af sine dage. Fra nu af er Mikkel følelsesmæssigt afstumpet.

Han tager til sin hjemegn og besøger sin far og bror. Mikkel hævner sig her mod Otte Iversen, da Mikkel voldtager Ane Mette, en pige fra egnen, som Otte er forelsket i. Otte kommer hjem fra krigen i Sverige og rider med al hast gennem landet. Da han kommer til Himmerland erfarer han, hvad der er sket. Han rider i dyb sorg tilbage til familiens herregård Moholm.

Efter sin ugerning lader Mikkel sig hverve som lejesoldat. Han overlever med nød og næppe krigen mod ditmarskerne.

Michel Sittows portræt af Christian 2. fra 1515. Johannes V. Jensen kom ind på dette maleri i en kronik i Politiken i september 1945.[1][2]

Den store sommer[redigér | redigér wikikode]

Næste gang vi møder Mikkel Thøgersen er omkring 1520, hvor han arbejder for bispen Jens Andersen Beldenak i Odense. Den tilsyneladende forældreløse yngling Axel ankommer til bispegården for at levere en besked til bispen. Jens Andersen læser beskeden og sender ham videre med et ny besked til Børglum i Nordjylland i selskab med den noget ældre Mikkel Thøgersen. De rider sammen gennem Jylland, og på turen fortæller Axel om et slags skattekort skrevet på hebraisk, som han har fået af en gammel mand. Mikkel og Axel er forskellige som dag og nat. Axel er sorgløs og udadvendt og nærer stor tiltro til livet, mens Mikkel er indesluttet, eftertænksom og skeptisk. Hjemme i Himmerland erfarer Mikkel, at både Otte Iversen og Ane Mette er blevet gift. Samtidig viser det sig, at et af de breve, som Axel medbringer, skal afleveres til Otte Iversen. Under sit korte besøg hos Otte Iversen fortæller Axel tro mod sin åbenmundethed om det hebraiske dokument og afslører overfor sin vært, at han har fået det foræret af en gammel mand, en jøde ved navn Mendel Speyer. Det går op for Otte Iversen, at Axel er resultatet af Ottes fortvivlede nat med Susanna i København mere end 20 år tidligere. Med en undskyldning sender Otte Axel videre for natten. Forbindelsen mellem de to går aldrig op for Axel. Imens besøger Mikkel Thøgersen sin broder Niels og deres aldrende far, smeden Thøger.

I næste kapitel skriver vi november 1520, og Mikkel Thøgersen befinder sig igen i Jens Andersen Beldenaks følge. Jens Andersen er rejst med kong Christian 2. til Stockholm, og efter et besøg i kongens badstue får Mikkel Thøgersen til opgave at overlevere en kort besked på latin til ærkebiskop Gustav Trolle. Den korte latinske sætning lyder consummatum est – det er fuldbragt – de sidste ord, Jesus sagde på korset ifølge Johannesevangeliet 19,30. Og med de ord indledes en af de mest dramatiske begivenheder i Nordens historie, Det Stockholmske Blodbad. Efter besøget hos Gustav Trolle bliver Mikkel Thøgersen indlemmet i kongens følge, og samtidig møder han igen Axel. De to svirer en enkelt nat i Stockholm, hvor de møder skøgen Lucie. Næste morgen indfinder Mikkel sig hos kongen, og mens Axel og Lucie ser til fra et vindue, oplever han på nærmeste hold, hvordan op mod hundrede af Stockholms spidser bliver ført til skafottet og henrettet på kong Christians bud.

Efter blodbadet i Stockholm bliver Mikkel Thøgersen syg. Axel opsøger Mikkel, da de begge tror han ligger på sit yderste. Mikkel tilbyder at oversætte det hebraiske dokument, som Axel aldrig har fået oversat, af frygt for at nogen skulle stjæle hans skat. Axel afviser. Ingen af dem ved på det tidspunkt, at skøgen Lucie for længst har stjålet dokumentet. Mikkel bliver rasende over Axels mistro, og hadet mod Axel giver ham styrke i sygdommen. Mens Mikkel kommer sig, bliver Axel gift med pigen Sigrid, som han længe har kurtiseret. Få dage efter brylluppet stikker Axel dog af for at opsøge ungdomskæresten Kirsten i Danmark. Beruset af kærlighed til Sigrid og længsel efter Kirsten, beslutter han at ride den lige vej til Danmark, men farer i stedet vild i en svensk skov. Her møder han hedningen Kese og hans datter, Magdalene. Glemt er Sigrid og Kirsten, og Axel tilbringer i stedet vinteren sammen med Magdalene i skoven.

Sommeren efter forlader han Magdalene, og kort tid efter krydses Axel og Mikkel Thøgersens veje for sidste gang. Mikkel har orlov fra kongens tjeneste for at rejse til det hellige land, men først vil han aflægge sin hjemegn et besøg. På vej mod hjemmet hører Mikkel om et stort fæstegilde, hvor Axel skal giftes med Inger. Hurtigt går det op for Mikkel, at Inger er hans egen datter og resultatet af hans hævngerrige voldtægt mod Otte Iversens forlovede Ane Mette. Mikkel ønsker ikke at møde Inger på trods af opfordringerne fra Axel, og i stedet følger Axel ham på vej over Hvalpsund. Hadet mod Axel brænder imidlertid stadig i Mikkel, og da de to er nået et stykke undervejs slår Mikkel Thøgersen Axel hårdt over knæet med sit sværd. Derefter åbner han hornkapslen, hvor Axel har gemt det hebraiske dokument, men beholderen er tom. Da Axel vågner indlogerer han sig på en lokal kro, men såret efter Mikkel Thøgersens sværd vil ikke hele, og få dage efter dør Axel.

Christian 2. er ved at miste grebet om magten i Norden. I 1523 befinder Mikkel Thøgersen sig igen i kongens følge, da kongen en skæbnesvanger nat besegler sin skæbne på Lillebælt. Kongens forhandlinger med den jyske adel er brudt sammen, og igen og igen sejler den faldne konge frem og tilbage mellem Middelfart og Høneborg Slot uden at kunne beslutte sig for, om han skal fortsætte forhandlingerne i Jylland. Da dagen gryr befinder han sig i Middelfart.

I Kvorne græder Inger over den mand hun har mistet. En nat besøger han hende, og hun bønfalder ham om at tage hende med i graven, men Axel nægter. Han går tilbage til sin grav, og hun ser ham ikke igen.

Vinteren[redigér | redigér wikikode]

Romanen springer endnu engang i tid. Mikkel kommer hjem fra sin pilgrimsrejse til det hellige land. Alt virker uforandret, men der er ved at ske omvæltninger. Bønderne på egnen gør oprør, brænder herregården Moholm og dræber Otte Iversen. Ved siden af Otte ligger Steffen af Kvorne, den mand, som Ane Mette giftede sig med efter Mikkels voldtægt. Nu er alle Ane Mettes mænd samlet: den hun holdt af (Otte), den der holdt af hende (Mikkel) og den, hun giftede sig med (Steffen).

Bønderne besejrer adelsmændene i et slag ved Svenstrup by. Krigslykken varer dog ikke ved: Bønderne under Skipper Clement besejres i et slag ved Aalborg kort efter. Kongens trofaste forbundsfælle, ærkebisp Trolle, såres dødeligt, og andre enten begår selvmord eller bliver myrdet. Kongen bliver sat i fangenskab på Sønderborg Slot, og Mikkel bliver tjener og medfange.

Kongen og Mikkel diskuterer, om jorden drejer om solen eller omvendt. For at få svar på dette rejser Mikkel til Lübeck til Zacharias, som må vide besked. Han har et hemmeligt middel: Et menneske, som har fået fjernet hovedskallen, så hjernen uhindret kan vokse. Denne homunculus hedder Carolus og er kongens uægte søn. Zacharias og Mikkel aftaler, at han skal komme tilbage næste dag for at få svaret. Men Mikkel falder hen i feber. Han kommer til at røbe i byen, hvem Zacharias gemmer i sit hus. Zacharias og Carolus bliver brændt på bålet. Mikkel vender tilbage til Sønderborg med uforrettet sag. I mellemtiden er Mikkels barnebarn Ide kommet til slottet sammen med en Jakob spillemand. Mikkel er meget syg, men han får det bedre og bruger tid på at fortælle kongen historier om slagmarkerne i Europa. Kongen viser Mikkel Ide, men Mikkel vil ikke have noget med hende at gøre; han har ingen børn, siger han. Mikkel dør, og Jakob drikker sig fuld og hænger sig selv i et træ i gården.

Stamtavle for Ide

Oversigt[redigér | redigér wikikode]

Foraarets Død[redigér | redigér wikikode]

Kapitel Tid Sted Personer Kommentar
1 Mikkel aften, 1497 Serritslev, Nørreport Mikkel Thøgersen, Otte Iversen, Clas Samme miljø (kroscene med landsknægte) som himmerlandshistorien Oktobernat
2 København ved Nat natten efter 1497 København, Pilestræde, Hyskenstræde Mikkel Thøgersen, Ove Gabriel, Christian 2., Otte Iversen
3 Drømmeren majdag 1497 København og "ude ved Søerne" og uden for Vesterport Mikkel Thøgersen, Jens Andersen Beldenak, Otte Iversen
4 Foraars Smærte pinsedag og nat, maj 1497 København, Uden for København, St. Nikolaj Kirkegård, Østergade, Vestergade, Nørreport, i beretning: Himmerland Mikkel Thøgersen, Otte Iversen, i beretning: Ane Mette
5 Mikkel synker 1497, og tidligere en vinter kirkegård i København, rakkerkule udenfor Vesterport, erindring til hjemegnen (Himmerland) Mikkel Thøgersen, Jerck, Anders Graa Hesteparteringen
6 Otte Iversens Fald 1497 København, Pilestræde Mikkel Thøgersen, Otte Iversen, Susanna, Hamborg-Lotte
7 Stenene bæres af By 1497 København, vejen til Helsingør Mikkel Thøgersen, Susanna, Mendel Speyer, Hamborg-Lotte, Jerck
8 Hjemkomst høbjergningstid 1497 Jylland Mikkel Thøgersen, Thøger Smed, Niels Thøgersen, Jens Sivertsen, Ane Mette
9 Længsel sommer, august 1497 Himmerland Mikkel Thøgersen, Thøger Smed, Børre, Jens Sivertsen
10 Tordenvejret 1497 Himmerland Mikkel Thøgersen, Niels Thøgersen, Thøger Smed
11 Hævnen september 1497 Himmerland, Hvalpsund Mikkel Thøgersen, Ane Mette
12 Gengældelsen oktober 1497 Københavns Brygge, Vesterport, Roskilde, Sorø Skove, Himmerland, Korsør, Fyn, Lillebælt, Jylland Otte Iversen, Jens Sivertsen
13 Døden vinter Hvalpsund Den personificerede død
14 Et Gensyn 17. februar 1500 og tiden op til Ditmarsken Mikkel Thøgersen, Otte Iversen, Clas Slaget ved Hemmingstedt

Den store Sommer[redigér | redigér wikikode]

Kapitel Tid Sted Personer Kommentar
1 Axel rider frem april 1520 Odense, Fyn, Lillebælt, Jylland Jens Andersen Beldenak, Axel, Mikkel Thøgersen, Agnete Slaget ved Bogesund nævnes
2 Hjemkomst paany april Jylland, Graabølle, Moholm, Himmerland Axel, Mikkel Thøgersen, Otte Iversen, Niels Thøgersen, Thøger Smed
3 Consumatum est november 1520 Stockholm, slot, badstue Mikkel Thøgersen, Christian 2., Jens Andersen Beldenak
4 Galejen november 1520 Stockholm, skib uden for Stockholm Axel, Sigrid, Mikkel Thøgersen, Lucie
5 Historiens Fælde 7. november 1520 Stockholm Axel, Mikkel Thøgersen, Sigrid, Lucie, Gustav Trolle, Jon Eriksen, Jens Andersen Beldenak, Christian 2.
6 Lucie november 1520 Stockholm Axel, Lucie. I Axels drøm: Sigrid, Christoffer Columbus
7 Blodbadet november 1520 Stockholm Axel, Lucie, Matthias af Strengnæs, Vincents af Skara, Erik Abrahamsen Leionhufvud, Mikkel Thøgersen Det Stockholmske Blodbad
8 Miserere november 1520 Stockholm, St. Nikolaj Kirke Mikkel Thøgersen
9 Den lille Skæbne november og december 1520 Stockholm Axel, Mikkel Thøgersen, Sigrid
10 I Urskoven december, vinter, forår Sverige Axel, Kese, Magdalene
11 Kapslen 1522(?)[3] sommer Salling (kro og Kvorne), Hvalpsund, Himmerland Mikkel Thøgersen, Axel. Ane Mette og Inger nævnt kort.
12 Hjemfalden 1522(?) sommer Himmerland, Graabølle Axel, Zacharias
13 Den danske Død 1522(?) sommer Graabølle, Himmerland Axel, Mikkel Thøgersen
14 Kongen falder 10 februar 1523 Lillebælt Christian 2., Mikkel Thøgersen
15 Skatten 1523 og tiden efter Amsterdam, Turin Unavngiven jødisk købmand og fire tyske landsknægte
16 Inger Graabølle Kirkegård, Himmerland, Salling, Hvalpsund Axel som genfærd, Inger Inspireret af folkevisen Aage og Else

Vinteren[redigér | redigér wikikode]

Kapitel Tid Sted Personer Kommentar
1 Atter Hjemkomst september 1534 Himmerland Mikkel Thøgersen, Niels Thøgersen, Niels Thøgersens tre sønner Optakt til Clementsfejden
2 Den røde Hane efteråret 1534 Himmerland Steffen i Kvorne, Søren Brok, Mikkel Thøgersen, Jens Nielsen, Otte Iversen Clementsfejden
3 Nederlaget efteråret 1534, 16. oktober 1534, 18. december 1534 Himmerland, Svenstrup, Aalborg Niels Thøgersen, Thøger Nielsen, Anders Nielsen, Mikkel Thøgersen, Skipper Klement, Johan Rantzau Clementsfejden, Slaget ved Svenstrup, Stormen på Aalborg
4 Tiden 1535, 1536, 1537 Øksnebjerg, København, Lybæk Gustav Trolle, Ambrosius Bogbinder, Jens Andersen Beldenak Slaget ved Øksnebjerg og belejringen af København
5 Jakob og Ide Salling, Grabølle, Moholm, Jylland, Aalborg, Skagen, Grenen, Helsingør Jakob, Ide, Susanne med sangen "Gi Husly til to Persowner"
6 Hjemløs Helsingør, Sjælland, Samsø, Jylland, Kvorne, Skagen, Grenen Jakob, Ide, Susanna, (Sørine)
7 Paa Sønderborg oktober 1543 Danmark, Bjørnsholm, Alssund, Sønderborg, Sønderborg Slot Jakob, Ide, Bertram Ahlefeld, Mikkel Thøgersen, Christian 2.
8 Carolus Sønderborg, Slesvig-Holsten, Lybæk Mikkel Thørgersen, Zacharia, Carolus
9 Ilden Lybæk Mikkel Thøgersen, Zacharias, Carolus
10 Vinterens Røst Sønderborg Slot Christian 2., Mikkel Thøgersen, Ide, Jakob
11 Grotte (Sønderborg slot) Mikkel Thøgersen, Fenja og Menja Mikkel Thøgersens natlige tinnitus og Grottesangen
12 Spillemands Afsked Sønderborg slot Mikkel Thøgersen, Christian 2., Jakob Spillemand med sangen "No wil a sej Jer Godnat"

Analyse[redigér | redigér wikikode]

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Adam og Eva, Hans Holbein den yngre, 1517.
Foto:  Kunstmuseum Basel

Det første tiltag til Kongens Fald mener Oluf Friis at kunne spore til 1893 og en tænkt middelalderroman med pesten som tema. I et brev til folkemindeforskeren Evald Tang Kristensen dateret den 18. oktober 1893 havde Johannes V. Jensen spurgt efter oplysninger omkring den sorte død. Her hed det blandt andet:[4]

Det der er mig om at gøre er Interieurer fra gammel Tid, Levevis, Klædedragt, Anskuelser o.s. v. Kunde jeg endvidere faa fat i nogle Personalia, topografiske Beskrivelser særlig med Hensyn til Himmerland, ja endog Sagn, vilde det glæde mig meget. Jeg henvender mig til Dem som den mest competente i den Retning. Paa Universitetsbibliotheket fandt jeg kun rent mediciske Oplysninger om Pesten.

A.D. Jørgensens 40 Fortællinger af Fædrelandets Historie kan også have været tilgængelig for Johannes V. Jensen. Jørgensen har to kapitler om Christian 2., — det ene om hans fangenskab i Sønderborg. Her hedder det: "Til selskab måtte han [Christian 2.] nøjes med en gammel krigsmand, der morede ham ved at fortælle om sine eventyrlige oplevelser".[5]

Tider[redigér | redigér wikikode]

Teksten tidsperioder kan bestemmes udfra de historiske referencer og de sparsomme datoer der nævnes. På trods af at årstider indgår i titlerne på delene af Kongens Fald (forårets død, den store sommer, vinteren) er handlingen i delene ikke begrænset til de årstider.

Det første årstal der nævnes er 1500 i Et Gensyn, det sidste kapitel i første del. Slaget der skildres i kapitlet, Slaget ved Hemmingstedt, var den 17. februar 1500. I dette kapitel fortælles at "Clas mindede Mikkel om den Aften i København for tre Aar siden". De første kapitler må således kunne fæstes til året 1497. I kapitlet Mikkel synker er erindringen om hesteparteringen bagud i tid til en vinter i hjemegnen, "Han var kommen til at huske den Gang, Anders Graas Hest blev syg og kunde ikke leve — derhjemme paa Egnen." Årstallet for erindringen nævnes ikke men i kapitlet København ved Nat hører man at Mikkel Thøgersen har haft Ove Gabriel som bofælle i tre år: "Mikkel Thøgersen havde haft dette uomskiftelige laudable Ansigt foran sig i tre Aar".

Hastigheden hvormed der fortælles varierer mellem kapitlerne. I første kapitel foregår handlingen over en enkelt aften fra skumringen til inden byportene bliver lukket, mens det korte kapitel Skatten summarisk fortæller om fire landsknægtes liv over henved en menneskealden.

Personer[redigér | redigér wikikode]

Mikkel Thøgersen[redigér | redigér wikikode]

Maleren Carl Blochs billede Christian II i fængslet på Sønderborg Slot.

Carl Bloch malede i 1871 et billede af sagnet om den indespærrede Christian 2., der går rundt om et bord. I baggrunden ses en tjener. Johannes V. Jensen har haft dette billede i tankerne, da han skrev om Mikkel Thøgersen.[6]

Der er sammenfald mellem Mikkel Thøgersens og forfatterens liv. Begge var de jyder og studerende ved Københavns Universitet. Begge stoppede også på universitetet. Sidst i kapitlet Drømmeren hedder det: "Nogle dage efter blev Mikkel Thøgersen, ogsaa kaldet 'Storken', pludselig og uden Varsel relegeret fra Københavns Universitet." For Johannes V. Jensens vedkommende var det efter eget valg at han i 1896 opgav medicinstudiet.[7] Begge er også skribenter: Mikkel Thøgersen er "Ophavsmand til latinske Oder og Distika" hører man om i første kapitel. Johannes V. Jensen led af en ørelidelse, — en ringen for ørerne, tinnitus. Selv mente han at der var tale om Ménières sygdom, mens Oluf Friis mente at der var tale om otosklerose.[8] Om Mikkel Thøgersen øredefekt hedder det "Det ringer saa voldsomt for mit venstre Øre" i kapitlet Vinterens Røst og hele kapitlet Grotte udspringer af Mikkel Thøgersens tinnitus: "Hver Nat kom en ringende, søndrende Lyd nærmere til Mikkels venstre Øre." er første sætning.

Susanna[redigér | redigér wikikode]

Magdalena penitente fra Pradomuseet, den mulige inspiration for Susanna.

Et andet maleri har været inspiration for Susanna. Johannes V. Jensen selv nævner "et Maleri af Ribera, en dejlig Jødepige, jeg havde set i Madrid." Det vides ikke med sikkerhed hvilket Ribera-maleri han henviser til, men Oluf Friis gætter på at der er tale om et maleri af Maria Magdalene, nærmere bestemt maleriet på Pradomuseet Magdalena penitente fra 1641.[9][10]

Zacharias[redigér | redigér wikikode]

Herman Bang, cirka 1900.

Zacharias er inspireret af Herman Bang. Leif Nedergaard har en optegnelse fra Johannes V. Jensen der stammer fra nytår 1942–1943:[11]

Jeg havde ikke personligt imod Herman Bang, kendte ham kun fra en enkelt Lejlighed da jeg havde besøgt ham i Anledning af et Julehæfte han var Redaktør af og som jeg havde skrevet et Bidrag til. Han var meget skikkelig at tale med, ikke en Gang affekteret, men jo i sig selv sær; hele hans fremmedartede Fremtoning gik omgaaende, det var i 99, over i "Kongens Fald", den middelalderlige Adept og Markedsgøgler Zacharias, hvis det kan more Nogen at vide det.

Bidraget som Johannes V. Jensen henviser til er novellen Nifingeren, der senere skulle blive til Himmerlandshistorien Julefred.[11] I et brev havde han også skrevet:[12]

Indtrykket af det mærkelige Menneske gik lige over i Bogen, jeg kort efter skrev. Zacharias maa man bedømme som man synes, fra min Side er Figuren ikke ment usympatisk.

Den vurdering er dog diskutabel. Udseendet af Zacharias er negativt ladet.[12] I kapitlet Hjemfalden hedder det:

Han var graabrun og vissen i Huden, de flade Læber var skimlede, Gummerne og de halvraadne Tænder saa ud, som havde han drukket ædende Syrer. Øjnene skinnede i det røde, og der var krudtblaa Skygger under dem, Haaret lignede Hø, som er bleven fordævet af Fugt, selv det lille Overskæg var jordslaaet i Kuløren ligesom gæret Hø. Han var rap i Vendingen som et Firben, Zacharias, de mørke Hænder saa ud til at have været i mange Slags Svinerier. Og der var en Lugt ved ham, en tør og harsk Lugt som den, Padder og andre Krybdyr udsondrer.

Johannes V. Jensen gjorde nogle år senere efter udgivelsen af Kongens Fald et sårede udfald mod Herman Bang i Politiken-artiklen Samfundet og Sædelighedsforbryderen der var kritisk mod homoseksualitet. Her havde Johannes V. Jensen nævnt Bang anonymt, men genkendeligt:[13]

En meget kendt Forfatter, der iøvrigt foruden at være abnorm ogsaa har vist Talent, er naaet til i disse sidste Dage at staa frem og snakke om Landets Forsvar. Staklen der næppe nogensinde har haft et Vaaben i sin Haand, lider formodentlig i Øjeblikket af platonisk Kærlighed til en Løjtnant.

Ingers spøgelse[redigér | redigér wikikode]

Sidste kapitel i anden del, Inger, der skildrer Ingers syner om sin døde kæreste Axel, er tæt inspireret af folkevisen Aage og Else. Både kapitlet og folkevisen beskriver en grædende kvinde i sorg over sin døde elskede, hvilket den døde hører fra graven, rejser sig og bærer kisten til kvindens bolig. Da manden står udenfor beder kvinden ham at sige Jesu navn, i visen "Ja, kan I Jesu Navn nævne, / saa kommer I ind"[14] og i romanen "Kan du nævne Jesu Navn?". Indenfor reder kvinden mandens hår, mens han trøster hende. Han siger at når kvinden synger, har han det godt i sin grav og i begge værker nævnes roser: "da er min Grav for inden omhængt / med Rosensblad" og "Jo min Kiste er fuld af Roser, jeg sover paa Roser i Himmerigs Mørke." Omvendt er det når kvinden er i sorg for da fyldes kisten med "levret Blod". Da det bliver morgen går manden og kvinden til kirkegården, hvor manden stod op fra. Manden beder kvinde om at se op til himlen og mens kvinden ser da forsvinder manden i jorden igen: "i Jorden slap den døde Mand, / hun ham ej saa’" og "Og den døde Man slap i Jorden. Hun saa ham ikke mere". Jensen lader fortællingen i kapitlet slutte her, mens folkevisen fortsætter med at berette at kvinden bliver syg og dør kort efter.

Den usædvanlige ordkombination "saa saare" fra folkevisen genbruger Jensen i romanen. I visen hedder det "Saa saare græd Jomfru Elselille", mens romanen har "Hun redte saa saare, og Axel bøjede Panden imod sin Elskede."

Udover Inger-kapitlet har folkevisen også inspireret Harald Kidde til romanen Aage og Else fra 1902–1903,[15] altså nær samtidig som Kongens Fald.

Narrativ struktur[redigér | redigér wikikode]

Den fremadskridende handling i historien går til tider i stå, "springer fra det ene til det andet" med Lars Handestens ord og bliver til en fragmentarisk fortælling,[16] der har fået prædikatet punktroman.[17]

I kapitlet Hjemfalden kommer der flere historier-i-historien, hvor Zacharias er fortælleren. Den ene er en ambivalent "legende", der både kan læses som en munks rejse til Jerusalem og som en vandring over en kvindekrop fra øjnene (to klare Søer) til skødet (Jerusalem). I størsteparten af kapitlet Lucie forlades den primære fortælling og læseren føres ind i Axels drøm.

Der er flere steder i teksten hvor der refereres bagud i tiden. I kapitlet Mikkel synker flytter Mikkel Thøgersens erindring om en hesteslagtning fortællingen bagud i tid fra foråret 1497 ved København til en vinter for år tilbage i Himmerland: "Han var kommen til at huske den Gang, Anders Graas Hest blev syg og kunde ikke leve — derhjemme paa Egnen." I Foraarets Smærte beretter Otte Iversen om sit møde med Ane Mette til Mikkel Thøgersen, hvor fortællingen referer til begivenheder op til fem år før: "Jeg har kendt ... vi har kendt hinanden i over fem Aar, sagde Otte Iversen, lige fra jeg var Dreng." En krovært beretter kort i kapitlet Kapslen om et bryllup. "Det var begyndt Dagen før".

Andre steder i teksten ændres fortællingen med et stilbrud hvor forfatteren kommer med betragtninger om fortællingen, en slags verfremdungseffekt. Det sker i Et Gensyn hvor der skrives "De spillede talentfulde Dramaer i fordums Tid. Læg Mærke til Fabelens vittige Antitese — disse Riddersmænd, der i virkelig retfærdig Tro paa Overmagten lægger Pansret i Trosvognen og bryster sig med Guldkæder paa; [...]".

Sproget[redigér | redigér wikikode]

Sproget i romanen er ofte fremhævet. Det er kaldt "et uovertruffet sanseligt sprog" og romanen er "med et fuldstændig fascinerende billedsprog", hvor "Siderne flyder nærmest over med smukke metaforer".[16] Iben Tandgaard har ser det som et historisk præget sprog hvor "en vellykket blanding af sprængt, moderne lyrisk tone og middelalderdansk har et sprogligt univers, der er helt sit eget."[18] Sproget i de blodige scener fremhæves og særligt hesteslagtningen.[19] I slutningen af 5. kapitlet (Mikkel synker) fra Foraarets Død hedder det:[20]

Rakkeren vred Anders Graas Hest om paa Ryggen og begyndte at aabne den. Blodet laa i en stor brun Pøl, der smeltede sig ned i Sneen, den blegrøde Fraade frøs snart til Is. For hvert Snit af Kniven vældede en Farve ud af den dampende Hestekrop, Kødet spillede i dejlige blaa og røde Farver. Og se Trævlerne blev ved at røre sig, fare sammen og skælve mod Frostluften, de overskaarne Muskler krympede sig som Orme i den svirpende Ild. Det lange Luftrør kom for en Dag, Kindtænderne laa synlige som fire Linjer mystiske Bogstaver. Der kom en fin lyserød Hinde frem, den var mønstret med mangfoldige blaa Aarer som et flodrigt Land set højt oppe fra. Da Brystet blev aabnet, var der ligesom en Hule; store hvidblaa Hinder hang ned, brunt og sort Blod kom ud af Smaahuller i de aarede Vægge, det gule Fedt stod fra Loft til Gulv i langelige og drivende Klaser. Leveren var mere brun end alt andet brunt i Verden, Milten kom tilsyne blaa og skimlet som Natten og Mælkevejen. Og der var mange flere skære Farver, blaa og grønne Indvolde, teglstenrøde og okkergule Dele.

Alle Østerlands frodige, raa Farver; gult som Ægyptens Sand, tyrkisblaat som himlen over Evfrat og Tigris; alle Orientens og Indiens ublu Farver blomstrede ud midt i Sneen under Rakkerens skidne Kniv.

Erik Skyum-Nielsen karakteriserer dette sted som "et lysende kernested i dansk litteratur" og "et formidabelt stykke prosa-lyrik: en henført sang til kødet og kroppen, en ekstatisk hyldest til skønheden i det rå forfald, til livets enhed af rigdom og gru."[21] Hesteslagtningen citeres i Christina Hesselholdts roman Det skjulte.[22]

I sin beskrivelse af Det Stockholmske Blodbad skriver Johannes V. Jensen, da biskopperne bliver henrettet en efter en: ”Bøddelens Sværd peb og ramte, og han saa et andet Hoved hoppe fra blokken henad Jorden med et Blodsprøjt efter sig.”

Kongens Fald er et af Johannes V. Jensens prosaværker med stort brug af farveord. Nogle af de sammensatte farveord man finder er: turkisblaat, krudtblaa, blodbrune, brunegule, jærngraa, vintergraat, graabrun, musegraa, mosgrønt, ildgul, halmgult, hvidblaa, gulgrøn, rosenrød, blodrød, ræverøde, skoldrøde, kobberrød, vinrøde, kulsort og sodsorte.[23] Epizeuxis ses hist og her, for eksempel "Jorden er grøn, grøn, [...]" (Den danske Død). En anden usædvanlighed er bindeordene "og" samt "men" der benyttes som begyndelsesord i en sætning, for eksempel "Og pludselig gik der som en Taage fra Mikkels Øjne, [...]" og "Men Mikkel følte sig befriet trods en hemmelig ond Samvittighed." begge som begyndelsen af afsnit i kapitlet Drømmeren.

I korte passage anvendes du-forfælling,[24][25] for eksempel, "Den vældige Evne, du sporede i dig med en Stolthed, som var du den eneste i Verden, den undergraves af Tvivl." og fra Den danske Død: "Du mærker med lukkede Øjne den søde Lugt af Jordens Grønsvær, Landet er blødt og grønt som en frisk Seng i Havet, Fødeseng, Dødsseng." Man læser også bydemåde uden for dialog: "Og se Trævlerne blev ved at røre sig, fare sammen og skælve mod Frostluften, ..." (fra Mikkel synker).

Digte[redigér | redigér wikikode]

Fenja og Menja, emnet for Grottesangen, tredje digt i Digte 1906 og hovedparten af 9. kapitel ("Grotte") i Vinteren.

Romanen indeholder flere digte, dels på plattysk (Ei werd' ich dann erschossen og Gendenkst du nock, es war ein' Nacht in Böhmen) og dels på jysk (Gi Husly til to Persowner og afslutningens digt No wil a sej Jer Godnæt). De danske dialektdigte blev senere udgivet i digtsamlingen Digte 1906 som Husvild og Godnat!.

Det latinske "Mugit et in teneris formosus obambulat herbis" fra kapitlerne Carolus og Ilden er et citat fra Ovids Metamorphoses.

De latinske verselinjer "Os, dentes, nares, genitalia, brachia dantur / Torturis, quibus adjunge manusque pedes" som forekommer i kapitlet Tiden er oprindeligt fra Jens Andersen Beldenaks klagedigt. Linjerne er oversat til "Mund, tænder, næse, kønsdele, arme torterede de, / og dertil også hænder og fødder."[26]

Genre[redigér | redigér wikikode]

Genren for Kongens Fald har været diskuteret. Johannes V. Jensen refererede selv til teksten i 1938 med "hvad der skulde være en streng historisk Roman".[27][28] Frithiof Brandt har henregnet den til hjemstavnsdigtningen,[29] mens Leif Nedergaard mener det er "et bevidst antinaturalistisk værk"[30] og Per Dahl anser den som en symbolsk roman.[31]

Sproget har fået flere læsere til at se romanen som poesi[16][32] med Kasper Støvrings ord er værket "lyrisk fortættet som ét stort prosadigt".[32] At romanen kan ses som poesi demonstreres særligt med 9. kapitel ("Grotte") fra Vinteren hvor hovedparten af prosateksten bliver omredigeret til prosadigtet Grottesangen udgivet i Digte 1906 og senere digtsamlinger.[33]

I en omtale af genrehybride værker anså Erik Skyum-Nielsen Kongens Fald som en "blanding af historisk roman, prosadigt, myte og sammenbrudsfantasme".[34]

Som en formeksperimenterende historisk roman henviser Anne-Marie Mai til andre i denne genre: Harald Kiddes Jærnet fra 1918, Emil Bønnelyckes Spartanerne fra 1919 og Fredrik Nygaards Vikingen fra 1920.[35]

Temaer[redigér | redigér wikikode]

Leif Nedergaard finder at Kongens Fald handler "om det almenmenneskelige: kærlighed, død, lykkestræben og skildrer det landskab og bondeliv som endnu i skrivende stund ikke var synderligt ændret."[36]

Tvivl[redigér | redigér wikikode]

Tvivlen ses som et hovedtema i romanen, og romanen knytter sig dermed til et andet centralt Johannes V. Jensen-værk, prosadigtet Paa Memphis Station.[16] Teamet kommer især til udtryk i kapitlet Kongen falder,[37] hvor en tvivlrådig Kong Christian den 2. sejler frem og tilbage over Lillebælt mellem fynssiden og jyllandssiden fordi han ikke kan træffe en afgørelse. Kapitlet slutter med sætningen

Nej det staar skrevet, at den der tvivler, altid, altid skal ende med at undlade, han skal ende med at lade den Sag falde, der var Genstand for hans Tvivl.

Historiske ramme[redigér | redigér wikikode]

Ditmarskertoget. Anskuelsestavle.
Foto:  AU Library, Campus Emdrup

Da romanen indledes, begynder et oprør i Sverige, og kong Hans udruster en hær, som besejrer svenskerne. Otte, en af bogens personer, kæmper i denne krig. Den næste historiske begivenhed er nederlaget i Ditmarsken i 1500. Kong Hans og hans bror Frederik af Gottorp hyrer en hær af lejesoldater ledet af junker Slentz. Mikkel Thøgersen, en anden af bogens personer, deltager i denne krig. Han overlever som en af de få. Lejesoldaterne lider en krank skæbne, og de fleste bliver dræbt. Nederlaget skyldes militær inkompetence og ditmarskernes brug af digerne og kendskab til terrænet. Størstedelen af hæren bliver nedslagtet i et stort nederlag for den danske konge og markerer begyndelsen til enden på Danmarks stormagtsstatus.

Kongens Fald skildrer jøder i København og Helsingør sidst i 1400-tallet og i begyndelsen af 1500-tallet, og det synes at være anakronistisk. Normalt sættes jødisk indvandring til Danmark til 1600-tallet med Christian 4.s invitation til sefardiske jøder, der først bosatte sig i Holsten.[38] Johannes V. Jensen lader jøden Mendel Speyer og hans datter Susanna bo i et hus i Pilestræde. Da Kongens Fald blev skrevet lå her Carolineskolen som nummer 48.[39]

Afstraffelsen i kapitlet Stenene bæres af By er kendt fra Middelalderens skandinaviske love, så som Riber Ret.[40]

Bogen springer herefter nogle år. Mikkel Thøgersen kæmper som lejesoldat på Europas slagmarker. Danskerne er igen i krig med svenskerne. Christian 2. vinder i isnende kulde et slag ved Tiveden over Sten Sture og de svenske rebeller. Det fejres i Stockholm, og kong Christian krones som konge af Sverige. Under de festlige begivenheder anholdes de svenske stormænd, og omkring 100 af dem halshugges på Stortorvet i Det Stockholmske Blodbad. Denne uret medfører ad åre, at Kalmarunionen ophører, og Danmark og Sverige for stedse er adskilte riger.

Det centrale kapitel Kongen falder omhandler Christian 2.s kamp for at bevare magten i Jylland. De jyske rigsråder havde sendt et opsigelsesbrev til kongen omkring den 20. januar 1523,[41] kort omtalt med "Kong Christiern havde faaet Opsigelsen i Ry, hans Stilling var yderlig svær". Hovedparten af Kongen falder fortæller om kongens skæbnesvangre nat den 10. februar 1523 hvor han tvivlrådig sejler mange gange tilbage frem og tilbage mellem Høneborg Slot og Middelfart. Johannes V. Jensens kilde til historien er antagelig historikeren C.F. Allen der baserer sig på en krønike skrevet i 1538/1539 af Wolfgang von Utenhof. Da Utenhof var tidligere kansler for Frederik 1., en fjende til Christian 2., betragter moderne historikere Utenhofs fremstilling som upålidelig.[42]

Modtagelse og vurderinger[redigér | redigér wikikode]

Kongens Fald anses som Johannes V. Jensens hovedværk.[43] Den vandt en afstemning blandt Berlingskes læsere i 1999 om Århundredets danske bog. Det var foran Karen Blixens "Syv fantastiske fortællinger" og Martin A. Hansens "Løgneren".[44] Samme år vandt den også Politikens afstemning om århundrededets danske bog hvor 3783 havde stemt den foran Henrik Pontoppidans "Lykke-Per" og "Syv fantastiske fortællinger".[45] Nogle år senere blev Kongens Fald udvalgt til kulturministeriets Kulturkanon i litteratur-afdelingen. I kanonudvalgets begrundelse hed det: "Kongens Fald er på mange måder en brutal, barsk fortælling, men den er tillige en lyrisk og en tidlig modernistisk roman. Sprogligt er den et umådeligt rigt, strømmende digterværk."[46] I Gads Forlags forfatterleksikon, Litteraturens stemmer, fra 1999 er Johannes V. Jensen den højest prioriterede forfatter med 15 spalter, hvoraf tre af spalterne er afsat til Kongens Fald.[47]

Flere enkeltpersoner har sat romanen højt. Kasper Støvring erklærede kategorisk at Kongens Fald "er den bedste roman, der er skrevet i dansk litteratur. Punktum."[48] Niels Kofoed mente at Kongens Fald "er den bog, hvor han [Johannes V. Jensen] kunstnerisk set nåede højest".[37] Klaus Rothstein fandt at den er "et fuldtonet skønskrevet mesterværk og en skelsættende begivenhed i Danmarkslitteraturen. Til sidste punktum suveræn, mærkelig romankunst."[49] Leif Nedergaard skrev at "Kongens Fald står som det ypperste danske forsøg på en historisk roman".[50] William Heinesen erindrede sig "En brønd af mørk, men liflig poesi var 'Kongens Fald'; man læskede sig ved dens vande ..."[51] Biskop Henrik Wigh-Poulsen, forfatteren Jens Andersen, politikeren Rasmus Jarlov og livsstilseksperten Anne Glad nævner den som den bog der har gjort størst indtryk.[52][53][54][55]

Samtidens anmeldere[redigér | redigér wikikode]

Datidens anmeldere var ikke imponerede. Viggo Stuckenberg anmeldte Foraarets Død til en maj-udgave af Illustreret Tidende i 1900. Positivt stemt over sproget var han, men ellers fandt han "megen dårligdom":[56]

Hvad Sproget betyder, forstaar Johannes V. Jensen til Bunds. Hans lille Bog "Foraarets Død", er lutter smaa, faste Billeder, Farve, Duft, Liv, men saa hidsigt og hurtigt skiftende, at man føler sig gange arm trods den hele Overdaardighed, — det er som en hvirvlende Springdans, der er forbi, bedst som den er begyndt. Men det er, i Modsætning til de to foregaaende Bøger, en bevidst Kunstners Arbejde, og saa velgørende en Ting er Kunsten, at den, selv om den nøjes med at nomadisere lidt hist og her i en Bog, forsoner med megen Daarligdom, blot den er til Stede.

Han fortsatte med at påpege tekstens dårlige kvaliteter:

Der er adskilligt at indvende mod "Foraarets Død", meget, der trænger til Forsoning. De smaa, hurtige, lette, sikre Begivenheder gribe om hinanden uden at danne noget helt. Hovedpersonen er gjort saa løst. Helten, Midtpunktet i Bogen, er ikke noget Midtpunkt, uden for saa vidt det er ham, der oplever det hele. Det er, som om Forfatteren midt i al Bogens Uro ikke kan faa hans Værdi slaaet fast eller vejet op mod Bogens hele blæsende Hast. Det er en Strøm, der styrter ud over og ned og opløser sig i pragtunde Draaber. Men der er Draaber iblandt dem, der veje syv flade Indsøer op. Man læser "Foraarets Død" — og følger en Nomade, der med barbarisk Fryd standser ved Tue efter Tue i herlig, hedensk Urglæde over det sunde Græs.

I november 1900 anmeldte litteraturkritikeren C.E. Jensen Den Store Sommer i Social-Demokraten. Efter et længere referat kom han med dommen over teksten:[57]

Stærkt har denne historiske Roman sagtens ikke ligget Johannes V. Jensen paa Sinde, dyberegaaende Studier har han formodenlig ikke gjort til den, og altfor grundigt har han ikke stræbt at leve sig ind i Personerne, den lyriske Mikkel maaske undtagen. Men hans nyskabende Fantasi og stærkt personlige Sprogkunst, hans Temperaments Oprindelighed, har uvilkaarlig stemplet mange af Bogens Sider og griber den modstræbende Læser i Struben.

Derudover karakteriserede han denne del af Kongens Fald som "et Panorama af skiftende, farvestærke Billeder, henkastede med Friskhed og Voldsomhed."

Valdemar Vedel anmeldte de to første dele af Kongens Fald til januar-nummeret af Tilskueren hvor han også kom ind på Sophus Michaëlis' Dødedansen. Vedel mente at der var en "fælles Smagsretning" der forbandt de tos seneste bøger, omend de var forskellige i "Aandsart og Dannelse". Han fortsatte med:[58]

Der er baade en god Del Romantik af den „sataniske" Skole i dem og en god Portion Nietzsche; i Revolte mod moderne Borgerlighed, Kristelighedsmoral og Humanitet søger begge til skærende grelle og grusomt vilde Virkninger og dyrker i æstetisk Trods Rovdyrsmoral og Næveretsadel som Modvægt mod den slatne og blødsødne Samtid. Det er saaledes især Landsknægtenes lovløse og blodfyldte Tid, de har forelsket sig i, og de maler begge lidenskabeligt med raa og skingrende Farver.
"Men der er ingen Traade at knytte sammen, kun viltre og spegede Stumper i tilfældig Vildrede." Sophus Michaëlis' anmeldelse i København i 1901.

Sophus Michaëlis skrev i oktober 1901 i København ved udgivelsen af sidste del af triologien:[59]

Finalen blotter ubarmhjærtigt[60] Bristen paa Enhed og Plan i det hele Værk. Her skulle Fortællingens Traade samles. Men der er ingen Traade at knytte sammen, kun viltre og spegede Stumper i tilfældig Vildrede. Forfatteren trævler lidt op i hel- eller halvglemte Personers Livsskæbne fra de forrige Bind, føjer nye til, som han kun skitserer i Flugten med lige saa løse og tilfældige Rids, og lader saa Døden besørge Finalen og brænde alle Traadene over.

Georg Brandes fortsatte med forbeholdene, da han i 1904 skrev om teksten:[61]

Der er talrige Sider i den, som er skrevne med mægtig Indbildningskraft, men altfor meget deri er forfejlet.

Salg[redigér | redigér wikikode]

Førsteudgaver af bogen har været prissat til flere tusinde kroner.[62] En indbundet tre-bindsversion gik i 2014 for 11.500 kroner.[63]

Udgaver og afledte værker[redigér | redigér wikikode]

Albrecht Dürer, De fem landsknægte og den tyrkiske rytter, kobberstik, National Gallery of Art. Illustration i 8. udgave i kapitlet Drømmeren.[64]
Albrecht Dürer, Hesten og rytteren, 1505, kobberstik, National Gallery of Art. Fra ottende udgaves kapitel I Urskoven.[64]

Kongens Fald udkom i tre dele i årene 1900-01: Første del, Forårets død, anden del, Den store sommer, og tredje del, Vinteren.

Johannes V. Jensen efterlod sig mange håndskrifter, men hovedsagligt som renskrifter, mens kladder oftest mangler. Himmerlandshistorien Nifingeren (der senere blev til Julefred) og Kongens Fald er undtagelser.[65] Det kongelige Bibliotek har gjort fotografier af manuskriptet tilgængelig fra deres hjemmeside.[66]

Udvalgte udgaver[redigér | redigér wikikode]

Dorthe Nors, forordsforfatter til 10. udgave.
Første del. Det Kongelige Biblioteks version er indskannet og gjort tilgængelig på Internettet som digital faksimile.[67]
Anden og midterste del.
Tredje og sidste del.
Det Kongelige Biblioteks version er indskannet og tilgængelig.[68]
Det Kongelige Biblioteks eksemplar er indskannet og gjort tilgængelig på Wikimedia Commons og delvist transkriperet på dansk Wikisource. Udgaven har illustrationer af Valdemar Andersen.
En version fra fjerde oplag er inkluderet i Project Gutenberg databasen.
6. udgave. Fjerde oplag er fra 2004
7. udgave fra 1998, udgivet i serie Søren Gyldendals Klassikere. Forsiden har en illustration af Sikker Hansen og et lille udsnit af Valdemar Andersens Johannes V. Jensen-portrætmaleri fra 1905.
8. udgave. Stort format med tilrettelæggelse og efterskrift af Niels Birger Wamberg samt "med illustrationer af kunstnere fra romanens samtid", specielt Albrecht Dürer og Hans Holbein den Yngre.
9. udgave med rettelser og ajourføring af Niels Birger Wamberg fra 8. udgave.
10. udgave med forord af Dorthe Nors. Denne udgave har moderniseret retsstavning.[49]
11. udgave

Udenlandske versioner:

Svensk udgave fra 1906 oversat af Ernst Lundquist.
Engelsk udgave med oversættelse af Alan G. Bower.[69]
Italiensk oversættelse af Bruno Berni.[70]

Nyere oversættelser findes også på spansk, fransk og litauisk.[71] I 2019 var Jun Feng i færd med at oversætte Kongens Fald til kinesisk.[72]

Illustrationer[redigér | redigér wikikode]

Flere af udgaverne indeholder illustrationer af danske billedkunstnere. Aage Sikker Hansen illustrerede 1944-udgaven af Kongens Fald. Han havde tidligere illustreret andre Johannes V. Jensen-bøger, digtsamlingerne Mammutbogen (1933) og Zoologisk Have (1934). Om Sikker Hansens tegningerne i Kongens Fald mener Aage Jørgensen at de er "båret både af realisme og fantasi" og "hører til det ypperste i dansk illustrationskunst."[73] Johannes V. Jensen kommenterede selv på dem, at de var[73]

fremgaaet udelukkende af hans egen Inspiration, efter Indtryk af Teksten, og jeg kan kun sige at jeg følte mig slaaet af hvor nær de kom Tonen i denne Ungdomsbog, hastigt skrevet, improviseret, paa Farten fra et Sted til et andet, men intimt jydsk, Indtrykket af et Landskab hvor Tiden har staaet stille. Denne Tone, en Fortid optaget i Nutiden, har Sikker Hansen truffet, uden Tvivl fordi han selv er af jydsk Oprindelse.

Afledte værker[redigér | redigér wikikode]

Frits Helmuths oplæsning af Kongens Fald findes som optagelse og har været udsendt fra DR.[74] Kongens Fald er også indlæst som lydbog af David Seedorf med udgivelse i 2009. Skuespillere fra Det Kongelige Teater har indlæst teksten. Karen-Lise Mynster begyndte med kapitel 1.[75]

Scenen med hesteslagtningen i kapitlet Mikkel Synker har formentlig været inspiration til Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersens kunstprojekt Hesteofringen.[21] Kamilla Jørgensen har lavet et kunstværk baseret på mange udprintninger af Kongens Fald. Værket var udstillet på Forårsudstillingen 2018.[76]

I 2018 blev Kongens Fald dramatiseret i en co-produktion mellem Det Kongelige Teater og Aarhus Teater. Carlus Padrissa stod for iscenesættelsen og scenografien, mens manuskriptet var af Henrik Szklany.[77] Stykket blev først opført på Det Kongelige Teater i efteråret 2018, hvorpå det flyttede til Aarhus Teater i januar-februar 2019.[78] Samme år som teaterforstillingen fik premiere skabte Dunja Gry Jensen en podcastserie udfra Kongens Fald.[79] Filminstruktør Jesper Jargil havde i en længere årrække filmrettighederne til teksten og researchede til en filmatisering. Projektet blev dog ikke realiseret. I 2008 fik Søren Pilmark rettighederne og senere overgik de til Nordisk Film, dog uden at det i nogen af tilfældene blev til en filmatisering.[80][81] Åke Sandgren, Johan Jacobsen, Henning Carlsen og Ole Bornedal er andre filminstruktører der har ønsket at filme Kongens Fald.[80] Henning Carlsen har ment at "Romanen er meget, meget vanskelig at dramatisere".[80]

Carl Nielsen komponerede melodi til de to jyske strofiske digte. Astrid Alsbjerg har skrevet sange inspireret af Kongens Fald.[82][83]

Johannes V. Jensens søster Thit Jensen berørte sammen periode som Kongens Fald i flere romaner: Af blod er du kommet fra 1928, Jørgen Lykke fra 1931 og Stygge Krumpen fra 1936.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Anmeldelser[redigér | redigér wikikode]

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Johannes V. Jensen (27. september 1945), "En ny Michiel?", Politiken. Wikidata Q105080641
  2. ^ Johannes V. Jensen (2014), Aage Jørgensen, (red.), Ord og virkelighed, Ord og virkelighed. Forfatterskabets hidtil ikke optrykte artikler, 5, Aage Jørgensen. Wikidata Q97460665
  3. ^ "Vel et Aar eller mere efter at han havde taget sig den lille Ridetur efter sit Bryllup i Stockholm ..."
  4. ^ Oluf Friis (1974), Den unge Johannes V. Jensen, 1, København: Gads Forlag, s. 122-123, ISBN 87-12-22525-8. Wikidata Q106301331
  5. ^ Adolph Ditlev Jørgensen (1981), 40 fortællinger af fædrelandets historie, København: Vintens Forlag, s. 149, ISBN 87-414-4509-0. Wikidata Q106322177
  6. ^ Friis (1974)
  7. ^ "Tidslinje 1891-1900". 
  8. ^ Oluf Friis (1974), Den unge Johannes V. Jensen, 1, København: Gads Forlag, s. 172-173, ISBN 87-12-22525-8. Wikidata Q106301331
  9. ^ Friis (1974), bind 2, side 197–198 og billede 15 mellem siderne 192–193.
  10. ^ "Magdalena penitente". Pradomuseet. 
  11. ^ a b Johannes V. Jensen (2001), Niels Birger Wamberg, (red.), Hos fuglene, Gyldendal, s. 486, ISBN 978-87-00-47184-9, OCLC 469419005. Wikidata Q55994517
  12. ^ a b Mette Winge (1997), Fortiden som spejl, ISBN 87-568-1418-6, OL 429262M. Wikidata Q104801092
  13. ^ Johannes V. Jensen (2014), Aage Jørgensen, (red.), Ord og virkelighed, Ord og virkelighed. Forfatterskabets hidtil ikke optrykte artikler, 1, ISBN 978-87-93142-19-0. Wikidata Q104840195
  14. ^ "Aage og Else". 
  15. ^ Henrik Wivel. "Dekadencedigtningens kulmination". Den store danske. 
  16. ^ a b c d Daniel Øhrstrøm (19. maj 2011), "Hovedpersonen i "Kongens Fald" vil have alt og får derfor intet", Kristeligt Dagblad. Wikidata Q104682655
  17. ^ Niels V. Kofoed (2017), Arabesken og dens æstetiske Former, ISBN 978-87-11-72103-2. Wikidata Q104720834
  18. ^ Iben Tandgaard (8. februar 2017). "En frigjort heltinde i år 1900". Kristeligt Dagblad. 
  19. ^ Se for eksempel
  20. ^ Johannes V. Jensen (marts 1900), Foraarets Død, Det Nordiske Forlag, OCLC 796183428. Wikidata Q65476094 Siderne 49–50.
  21. ^ a b Erik Skyum-Nielsen (1994), "Ved kroppens grænse", Bogens Verden (1). Wikidata Q104769629
  22. ^ Erik Skyum-Nielsen, Krop og katastrofe i den nyeste nordiske litteratur, s. 10-20. Wikidata Q105443342
  23. ^ Harry Andersen (1946), "Sammensatte Farveord hos Johannes V. Jensen", Danske Studier: 69-80. Wikidata Q104694532
  24. ^ Stefan Iversen (2008), "Den manende apostrofe", I nuets spejl: 266-285. Wikidata Q101229391
  25. ^ Pernille Meyer Christensen (8. november 2020), "Hvorfor fortælle dig noget, du allerede ved?", Passage, 35 (3). Wikidata Q104783510
  26. ^ J.A. Beldenak: Klagedigt (før 1537), Side: 1
  27. ^ Johannes V. Jensen (1939), Nordvejen, København: Gyldendal, s. 18. Wikidata Q104775931
  28. ^ Friis (1974), bind 2, side 200.
  29. ^ Aage Jørgensen (2001), "Hvorfor en Nobelpris til Johannes V. Jensen?", Bogens Verden (3): 21-27. Wikidata Q97319036
  30. ^ Leif Nedergaard (1991), ""Kongens Fald" og dens tilblivelse på grundlag af værkets kladde", Danske Studier, 86: 128-153. Wikidata Q105089889
  31. ^ Per Dahl (2004), "Slutspil i Det graa Hus", Passage, 19 (50), doi:10.7146/PAS.V19I50.2506. Wikidata Q105390291
  32. ^ a b Kasper Støvring (15. maj 2013), "Hvorfor vi skal læse klassikere", berlingske.dk. Wikidata Q104687708
  33. ^ Johannes V. Jensen (18. september 2006), Anders Thyrring Andersen; Erik M. Christensen; Per Dahl; Aage Jørgensen, (red.), Samlede Digte, Gyldendal, ISBN 978-87-02-02939-0, OL 16884143M. Wikidata Q21996304
  34. ^ Erik Skyum-Nielsen (20. januar 2018). "Når formerne sprænges". Dagbladet Information. 
  35. ^ Peter Stein Larsen (14. oktober 2011). "Forfatternes forhold til pressen og byen". Kristeligt Dagblad. 
  36. ^ Nedergaard (1993), side 207.
  37. ^ a b Niels Kofoed (27. september 2000), "Tvivlesygens apostel", Kristeligt Dagblad. Wikidata Q104892531
  38. ^ Cecilie Felicia Stokholm Banke (5. marts 2018), "Jødernes indvandring til Danmark begyndte for 400 år siden", Kristeligt Dagblad. Wikidata Q105603846
  39. ^ T.M. Sandau. "Pilestræde 48". 
  40. ^ H. K. Kristensen (1. januar 1972), "Riber-ret og talionsprincippet", Fra Ribe Amt: 150-153. Wikidata Q105106212
  41. ^ "Opsigelsesbrev til Christian 2. ca. 20. januar 1523", danmarkshistorien.dk, 8. august 2012. Wikidata Q105700915
  42. ^ Jeppe Büchert Netterstrøm (18. august 2011), "MYTE: Sejlede Christian 2. frem og tilbage på Lillebælt i 1523?", danmarkshistorien.dk. Wikidata Q105700838
  43. ^ Lars Handesten. "Dødens triumf - Kongens Fald". 
  44. ^ Henrik Wivel (23. april 1999). "Læsernes valg: Kongens fald er århundredets bog". Berlingske. 
  45. ^ "Kongens Fald blev århundredets bog". DR. 13. maj 1999. 
  46. ^ "Kulturkanonen" (PDF). Arkiveret (PDF) fra originalen 7. januar 2019. Hentet 10. juli 2019. 
  47. ^ Torben Brostrøm (19. august 1999). "Mangestemmig kanon". Dagbladet Information. 
  48. ^ Kasper Støvring (29. marts 2019), "Derfor er "Kongens fald" den bedste danske roman nogensinde", Kristeligt Dagblad. Wikidata Q104698605
  49. ^ a b Klaus Rothstein (8. januar 2016), "Med frostkoldt hjerte", Weekendavisen. Wikidata Q65478321
  50. ^ Nedergaard (1993), side 207.
  51. ^ Bjarne Nielsen Brovst (2017), William Heinesen, Jørgen-Frantz Jacobsen og Barbara, Lindhardt og Ringhof, ISBN 978-87-11-66324-0. Wikidata Q104907237
  52. ^ Helle Sahl Madsen (18. maj 2015). ""Monty Python" har været med til at forme mig som menneske". Kristeligt Dagblad. 
  53. ^ Helle Sahl Madsen (1. december 2014). "Vi er lysår bag vores kultiverede naboer". Kristeligt Dagblad. 
  54. ^ Inor Dale (20. september 2012). "Jeg foretrækker klassisk kulturarv". Kristeligt Dagblad. 
  55. ^ Helle Sahl Madsen (10. november 2014). "Kunst og kultur holder os i bevægelse". Kristeligt Dagblad. 
  56. ^ Viggo Stuckenberg (13. maj 1900), "Johannes V. Jensen: Foraarets Død. - Frederik Poulsen: Mors Dreng. Marie Henckel: Vekselende Tider.", Illustreret Tidende, 41 (33): 525. Wikidata Q105126898
  57. ^ C.E. Jensen (22. november 1900), "Johannes V. Jensen: Den store Sommer. (Nordiske Forlag)", Aktuelt: 1, hdl:109.3.1/uuid:fe1b562e-f66f-41eb-af9b-588fd7c4ff1b. Wikidata Q105412670
  58. ^ Valdemar Vedel (1901), "Litterært Rundskue", Tilskueren, 18: 87-96. Wikidata Q105404869
  59. ^ København (1889-1928), 12. oktober 1901.
  60. ^ Frasen "blotter ubarmhjærtigt" ses også i Paa Memphis Station. Frasen ses også før Michaëlis' anmeldelse, for eksempel i Jyllandsposten, 4. juli 1884.
  61. ^ Georg Brandes (1905), "Johannes V. Jensen", Samlede Skrifter. Femtende Bind: 293-298. Wikidata Q105128094
  62. ^ "The Saxdorft Collection" (PDF). Arkiveret (PDF) fra originalen 13. januar 2020. Hentet 13. januar 2020. 
  63. ^ Johs. V. Jensen Kongens Fald. 3 vols. Forårets Død, Den store Sommer, Vinteren. Cph 1900-1901. 3
  64. ^ a b Johannes V. Jensen (2000), Niels Birger Wamberg, (red.), Kongens Fald, ISBN 87-00-46338-8. Wikidata Q66724144
  65. ^ Friis (1974) side 275.
  66. ^ "Johannes V. Jensen: Kongens Fald". Det Kgl. Bibliotek. 
  67. ^ http://www.kb.dk/e-mat/dod/130016213986.pdf
  68. ^ http://www.kb.dk/e-mat/dod/130009866478_color.pdf
  69. ^ Bo Elbrønd-Bek (1994), "Johannes V. Jensen. The Fall of the King. Trans Alan G. Bower. Seattle: Mermaid, 1992. Pp. 288. $16.95", Scandinavian Studies, 66 (3): 433-436, JSTOR 40919676. Wikidata Q56697643
  70. ^ Lorens Juul Madsen (7. februar 2021), "Der var ét jysk ord, som voldte den italienske oversætter store problemer, da han skulle oversætte dansk klassiker", Politiken. Wikidata Q105722313
  71. ^ Anne-Marie Mai (1. september 2004), "Vinger af fremtidssang", Passage, 19 (50): 169-172, doi:10.7146/PAS.V19I50.2511. Wikidata Q66819533
  72. ^ Daniel Øhrstrøm (16. maj 2019). "Kinesisk oversætter: Den kristne Kierkegaard er den sande Kierkegaard". Kristeligt Dagblad. 
  73. ^ a b Aage Jørgensen (2017), "Johannes V. Jensens valgslægtskaber", Den Store Jensen og andre præciseringer: 9-130. Wikidata Q105427504
  74. ^ "De store fortællinger i DR Litteratur". dr.dk. DR. 14. december 2003. 
  75. ^ "Kongens fald - lydbog". Det Kongelige Teater. Hentet 27. januar 2021. 
  76. ^ "Charlottenborg Fonden Forårsudstilling. Kamilla jørgensen (dk)". 
  77. ^ "Kongens fald". Det Kongelige Teater. Hentet 6. februar 2019. 
  78. ^ Kongens Fald, Aarhus Teater, arkiveret fra originalen 7. februar 2019, hentet 6. februar 2019. 
  79. ^ Michelle From Hoxer (14. december 2018), "Blod, vold og mystik: Derfor skal du læse 117 år gammel romanklassiker med 'forfærdelig' hovedperson", DR.dk, DR. Wikidata Q105451021
  80. ^ a b c Jesper Bo Petersen (april 2009), "Dansk films Mount Everest", Filmmagasinet Ekko. Wikidata Q105550795
  81. ^ Eva Novrup Redvall (23. november 2018), "Er det umuligt at filmatisere 'Kongens fald'?", Dagbladet Information. Wikidata Q105550676
  82. ^ "Stemningsfuld koncert om Johs V. klassiker". Farsø Avis. 22. juli 2017. 
  83. ^ "Astrid Alsbjerg". 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]