Redningen af de danske jøder

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Mergefrom.svg Sammenskrivningsforslag
Artiklen Jødeaktionen er foreslået skrevet ind i denne artikel.   (Diskutér forslaget).
Hvis sammenskrivningen sker, skal det fremgå af beskrivelsesfeltet, at sammenskrivningen er sket (hvorfra og hvortil) eller af artiklens diskussionsside.

Redningen af de danske jøder er betegnelsen for den redningsaktion, der i oktober 1943 sørgede for at næsten alle de jøder i Danmark under besættelsen kunne slippe bort fra nazisternes jødeforfølgelse til sikkerhed i det neutrale Sverige. Omkring 7.000 jøder fik danskere og svenskere i fællesskab bragt i sikkerhed. Redningsaktionen var en af de største enkelte aktioner mod nazisternes jødeudryddelser under 2. verdenskrig. Som følge af aktionen undslap næsten alle danske jøder Hitlers koncentrationslejre.

"Danmarks Plads", Jerusalem. Mindetavle med indskrift på dansk, svensk og engelsk. Teksten lyder "I oktober 1943 trodsede det danske folk og modstandsbevægelsen nazisternes besættelse af deres land ved at redde deres jødiske landsmænd. I løbet af ti nætter blev næsten alle danske jøder – over syv tusinde mennesker – sendt i sikkerhed over Øresund til Sverige i fiskerbåde og andre småskibe. Den danske modighed og den svenske gæstfrihed gav et uudsletteligt bevis på menneskelige værdier i en barbarisk tid. Israel og verdens jøder vil aldrig glemme."

Forhistorie[redigér | redigér wikikode]

Den 9. april 1940 blev Danmark besat af en overvældende tysk styrke. I første omgang fik besættelsen hverken større konsekvenser for danske kristne eller jøder. Som følge af den danske regerings forholdsvis velvillige indstilling over for den tyske besættelse, var tyskerne også lydhøre over for danske indvendinger, og regering og konge fik lov til at blive siddende. Danmark var et meget uproblematisk land; det muliggjorde visse danske krav til tyskerne. Da den danske regering forklarede, at Danmark ikke havde noget "jødeproblem", lod de tyske nazister derfor danskerne om det, da de ikke ville ødelægge forholdet landene imellem.

Under den danske udenrigsminister Erik Scavenius' besøg i Nazi-Tyskland i 1941 blev temaet taget op af de tyske myndigheder. Et dansk antisemitisk blad benyttede lejligheden til et frontalt angreb på danske jøder, og kort efter forsøgte nogle at sætte ild til synagogen i København. Det danske retssystem straffede både bladets udgivere og ildspåsætterne med bøder og fængsel. De tyske nazister tog det som et klart tegn på, at forholdet til mønster-staten Danmark ville blive ødelagt, hvis de pressede på for at få gennemført diskriminerende love mod og deportering af jøder.

I løbet af 1943 blev det klart for den danske befolkning, at Tyskland sandsynligvis ville tabe krigen, og at den tyske besættelse ikke ville vare ved. Fra Esbjerg spredte der sig fra den 10. august 1943 strejker og uro over det meste af landet. De næste par uger var præget af stor civil uro, og da den tyske øverstkommanderende general Hermann von Hanneken krævede indførelsen af strejkeforbud, tysk censur og dødsstraf for sabotage, gik regeringen af. Med Danmarks nye status under tysk magt blev jødeproblemet aktuelt.

Deportationsordren og flugten[redigér | redigér wikikode]

De andre europæiske jøder var i mellemtiden for en stor dels vedkommende deporteret. De norske jøder var deporteret i 1942, og rygterne om koncentrationslejrene og gaskamrene var nået til Danmark, der havde en anelse om, hvad der var i vente. Den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best, skrev den 8. september 1943 et meget omdiskuteret telegram til udenrigsministeriet i Berlin, hvori han spurgte om, hvad han skulle gøre med jøderne i Danmark. Det blev planlagt, at jøderne skulle fanges natten mellem 1. og 2. oktober 1943. Datoen var ganske velvalgt. Det var både fredag aften (altså shabbat) og desuden også Rosh Hashanah, det jødiske nytår. Det var altså en aften, hvor jøder var beskæftigede med religiøse ritualer.

Mindeplade for Georg Ferdinand DuckwitzFrieboeshvile for "hans indsats for de danske jøders redning oktober 1943".

Men den tyske skibsfartsattache Georg Ferdinand Duckwitz lækkede den 28. september 1943 informationen om den forestående deportation til formanden for socialdemokratiet Hans Hedtoft, der kontaktede den danske modstandsbevægelse og de danske jøder. Duckwitz havde på forhånd hemmeligt forsikret sig, at jøderne ville få opholdstilladelse i Sverige. Det mosaiske trossamfunds leder C.B. Henriques og overrabbineren Marcus Melchior fik advaret andre danske jøder om aktionen ved fejringen af Rosh Hashanah den 29. september og tilrådede dem at holde sig fra deres hjem og gå i skjul. De følgende dage spredtes hemmeligheden især blandt danske embedsmænd, og det førte til advarsler ved at kigge telefonbøger igennem for at finde jødisk-klingende navne og advare.

Den 15-årige Herbert Pundik blev sammen med en anden jødisk dreng den 29. september hentet i klassen af rektor. "Vi er blevet advaret om, at jødeforfølgelsen snart begynder," sagde han og fortsatte "I må hellere skynde jer hjem".

De fleste jøder skjulte sig hos venner og bekendte eller i gårde og kirker i nærheden af Øresund. Den eneste måde de kunne komme væk på var ved hjælp af velvillige fiskere eller skibsejere. Passagen var ikke lang, blot fem km de smalleste steder på Øresund, og i løbet af de næste par dage lykkedes det at få ca. 7.000 jøder sejlet over Øresund i sikkerhed i Sverige. Der var nogle, der krævede ågerpris for transporten, med de blev senere straffet af modstandsbevægelsen og skattemyndighederne. En af Herbert Pundiks sidste erindringer før den robåd, der skulle fragte dem ud til en større fiskerbåd, lagde kursen mod det mørke Øresund, var billedet af familievennen P. Nikolajsen, hans kone og den fiskerkone, hvis mand skulle fragte dem over, der inde på stranden strakte deres foldede hænder mod himlen i bøn.

De mange jøder, der gemte sig især de nordsjællandske sommerhusområder i begyndelsen af oktober, kunne i længden ikke undgå at tiltrække sig tyskernes opmærksomhed. I Gilleleje Kirke blev 80 jøder fanget, efter at en dansk pige havde røbet hemmeligheden til sin kæreste, en tysk soldat. Det var i øvrigt ved denne lejlighed, at en ukendt tysk jøde som tak for lægehjælp gav en æske med en lok af Beethovens hår i varetægt hos den danske læge dr. Kay Fremming for at forhindre, at den faldt i tyskernes hænder[1].

Nogle jøder blev fanget på lignende måde af Gestapo og værnemagten, nogle blev fanget af tyske patruljebåde på Sundet, men langt de fleste klarede sig i sikkerhed. Det lod sig kun gøre, fordi ikke bare civilbefolkningen, men også store dele af det danske politi og embedsstand i det skjulte hjalp de danske jøder. Redningsaktionen blev i de første dage også begunstiget af et endnu ikke forstærket Gestapo og af den tyske værnemagts og flådes lettere tilbageholdende iver med at fange jøderne.

De fangne jøders skæbne[redigér | redigér wikikode]

De omkring 450 jøder (omkring 7 % af det samlede antal jøder i Danmark), der ikke havde mulighed for at flygte eller blev pågrebet under flugten, blev fanget og sat på skibe i Københavns Havn. De danske jøder blev behandlet meget bedre end jøder i andre lande. Det berettes, at de tyske soldater bankede på døren, når de skulle arrestere jøder i stedet for at sparke døren ind, som de gjorde i andre lande. Og nogle soldater gik (ifølge enkelte kilder) blot videre, hvis ingen åbnede.

De danske jøder blev på grund af dansk pres ikke sendt videre fra til tilintetgørelseslejre fra koncentrationslejren Theresienstadt i Bøhmen. Der var der ingen gaskamre og kun de sædvanlige mord. I Theresienstadt var overlevelseschancerne langt bedre. Nazisterne brugte lejren som transitstation, fra hvilken mange jøder blev sendt videre til dødslejrene i fx Polen. De danske jøder blev aldrig sendt videre, og takket være hjælpepakker med mad og medicin fra Danmark kunne mange danske jøder overleve. Pres fra Danmark førte også til, at Dansk Røde Kors kunne overvåge de danske jøders velbefindende helt til krigens afslutning. Omkring 51 danske jøder døde i Theresienstadt; de fleste var ældre mennesker, der ikke kunne klare sygdommene som tyfus og den dårlige forplejning og indkvartering. I april 1945 blev de omkring 400 overlevende danske jøder overbragt til den svenske grev Folke Bernadotte fra svensk røde kors og blev i de hvide busser fragtet gennem det ruinerede tredje rige i sikkerhed i Danmark. Antallet af døde danske jøder under 2. verdenskrig var det laveste blandt de besatte lande.

Der har været ganske få jøder i Danmark efter oktober 1943. De levede skjult og under påtagede navne. Flere jøder levede som "patienter" indlagt på danske hospitaler.

Grunde til successen[redigér | redigér wikikode]

  • Det lille antal danske jøder, både i absolutte og relative tal, betød at det var nemt og forholdsvist overskueligt at bringe jøderne hurtigt i sikkerhed.
  • De fleste jøder boede i København, og den meget korte afstand til Sverige betød, at en rejse dertil var relativ hurtig og enkel trods stikkeri, politiovervågning, udrejseforbud, mørklægning, spioner og grundig tysk patruljering.
  • Det lille antal danske antisemitter betød, at jøderne kunne skjules i store områder, selv om hele bysamfund sandsynligvis har været klar over jødernes gemmesteder. Kun to procent af danskere var beredte til direkte at hjælpe den tyske besættelsesmagt.
  • Sveriges velvillige holdning til at give jøderne opholdstilladelse.
  • Samarbejdspolitikken havde gjort værnemagten og Werner Best interesseret i at bevare roen i landet. En voldsom jødedeportation kunne udløse store problemer i landet og tvinge Werner Best til at bede om flere besættelsestropper til Danmark.
  • Deraf fulgte også en udpræget mangel på aktivitet fra især den tyske værnemagts og flådes side, der optrådte særdeles passivt i disse dage.

Der er også historikere, som sætter spørgsmålstegn ved grundfortællingen om redningen af de danske jøder. Bl.a. har Bent Blüdnikow argumenteret for, at "den danske hjemstavnshistorie" negligerer en række negative konsekvenser af samarbejdspolitikken, bl.a. at det danske diplomati undlod at bistå jøderne i andre europæiske lande.[2] Han kritiserer især Bo Lidegaard for at anlægge "et snævert nationalt perspektiv" i sine bøger om besættelsen, senest bogen "Landsmænd", men finder samtidig, at kun "få markante undtagelser" blandt danske historikere, har forholdt sig kritisk til fortællingen om, at redningen af jøderne kan tilskrives samarbejdspolitikken.[2]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. Interaktiv oversigt over hårlokkens rejse
  2. 2,0 2,1 Bent Blüdnikow: Opgør med danske hjemstavnshistorikere, Kronik i Politiken, 12. september 2013

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Buckser, Andrew. "Rescue and Cultural Context During the Holocaust: Grundtvigian Nationalism and the Rescue of the Danish Jews." Shofar 19(2), 2001.
  • Goldberger, Leo (ed.) (1987). The Rescue of the Danish Jews: Moral Courage Under Stress. New York University Press. ISBN 0-8147-3010-8. 
  • Lampe, David (1957). The Danish Resistance. New York: Ballantine Books. 
  • Lampe, David (?). The Savage Canary. ?: ?. 
  • Meyer, Torben (1967). Flugten over Øresund - En reportage omkring den jødiske flugt og deportationerne fra Danmark efteråret 1943. København: Jespersen og Pios Forlag. 
  • Pundik, Herbert (1998). In Denmark It Could Not Happen: The Flight of The Jews to Sweden in 1943. Hewlett, N.Y.: Gefen. 
  • Stræde, Therkel (1993). October 1943: the rescue of the Danish Jews from annihilation. with H. Rovsing Olsen.. Copenhagen: Royal Danish Ministry of Foreign Affairs: Museum of Danish Resistance 1940-1945. 
  • Werner, Emmy E. (2002). Conspiracy of decency: the Rescue of the Danish Jews during World War II. Boulder, Colorado: Westview Press. 
  • Yahil, Leni (1969). Rescue of Danish Jewry; test of a democracy. Morris Gradel (tr). 
  • Herbert Pundik: Det kan ikke ske i Danmark – jødernes flugt til Sverige 1943. Husum 1995, ISBN 87-16-11256-3
  • Ulrich Herbert: Best. Biographische Studien über Radikalismus, Weltanschauung und Vernunft 1903–1989. Habilitationsschrift. Dietz, Bonn 1996, ISBN 3-8012-5030-X
  • Bo Lidegaard: Landsmænd. Politikens Forlag, 2013, ISBN 9788740005158

Ekstern henvisning[redigér | redigér wikikode]