Psykofysisk problem

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
...kroppen der indeholder sjælen, der tænker kroppen, der indeholder sjælen osv. osv.

Det psykofysiske problem er en af de store filosofiske diskussioner under metafysikkens område. Problemet angår spørgsmålene: Hvad er forholdet imellem sjælen og legemet, og hvilken af de to er den mest grundlæggende? Det kaldes derfor også sjæl-legeme problemet. Det psykiske kaldes i moderne tid også Qualia.

Standpunkter[redigér | redigér wikikode]

Igennem tiderne har forskellige tænkere indtaget forskellige positioner. De fire hovedteorier er:

  • Dualisme: At både det fysiske og det ikke-fysiske har særskilt eksistens. Der findes sådan to grundlæggende substanser.

Monismer: Der findes kun en substans.

Dualismen[redigér | redigér wikikode]

Her anses begge domæner – det fysiske og det psykiske – for at have ligeværdig realitet. Dette begrundes ved argumenter, der fører til at de to substanser har grundforskellige egenskaber og derfor ikke kan være ens. Det psykiske har

  • privathed – vi kan ikke have hinandens tanker.
  • er uudstrakt. Det giver ikke mening at spørge om hvor mange meter en tanke eller en følelse er, eller hvor meget den vejer.

Det fysiske er

  • offentligt.
  • er udstrakt i rummet

En underteori af dualismen er epifænomenalismen, der anderkender det psykiske eksistens, men mener det eksisterer som et sidefænomen til visse materielle genstande, oftest hjerner.

Dualismen lider af interaktionsproblemet: Hvordan disse – per definition totalt forskellige substanser – nogensinde kan interagere, endsige synkronisere i forhold til hinanden. René Descartes' dualistiske teori indeholder to entiteter, som kommunikerer mellem hinanden via det fysiske objekt, 'koglekirtel' i hjernen til at være centeret for denne strøm af information og følelser. Problemet er, at koglekirtlen som et fysisk objekt ikke bør kunne kommunikerer med noget ikke fysisk. Noget ikke-rumligt kan ikke påvirke noget rumligt – en umulighed for Descartes egen fysik. Idéen strider også imod idéen om et lukket energi-fysisk univers. Da ingen har leveret en tilfredsstillende teori om denne forbindelse har mange foretrukket de monistiske teorier, der prøver at undgå interaktionsproblemet på hver deres måde.

Materialismen[redigér | redigér wikikode]

Materialismen hævder at det eneste der eksisterer er det materielle, som undersøges af fysikken. Alt psykisk opfattes af materialister derfor som materielt, eksempelvis som en proces i n. Materialismen kritiseres med de samme argumenter dualismen brugte til at begrunde det psykiskes egen eksistens, dvs det psykiskes private og ikke-rumlige.

Idealismen[redigér | redigér wikikode]

Dette metafysiske standpunkt er den diametrale modsætning til materialismen, da den hævder at den fysiske virkelighed slet ikke eksisterer. Fx kan dette hævdes ud fra en socialkonstruktivisme, der bemærker at al videnskab er et fælles kulturelt projekt, og at alle observationer altid er observationer i nogens bevidsthed. På samme måde er materialismen i sig selv overhovedet kun en teori i materialistens bevidsthed reflekterende en bestemt psykologisk tendens, han/hun åbentbart har til at benægte sin egen bevidstheds eksistens. Problemet med denne teori er selvfølgelig, at den fysiske virkelighed faktisk lader som om, den eksisterer uafhængig af vores bevidsthed.

Dobbeltaspektteorien[redigér | redigér wikikode]

Dobbeltaspektteorien opfattes sjæl og legeme som aspekter af en og samme udefinerlige ting. Dette skal redegøre for den overensstemmelse vi oplever imellem vores psykiske oplever og fysiske forandringer i vores krop. Kritikken er, at virkeligheden så "i virkeligeheden" kun består af en tredje substans, hvorved dobbeltaspektteorien faktisk må siges at være en slags monisme (se neutral monisme). Da den underliggende substans derudover, hverken er mental eller matriel, må alting derfor bestå af noget ingen kender til, hvilket i følge mange ikke skulle udgøre et teroretisk fremskridt.

Skinproblemsteorien[redigér | redigér wikikode]

Flere filosoffer har i det tyvende århundrede afvist sjæl-legeme som et skinproblem, dvs. et problem der opstår ud fra forkerte forudsætninger. Deres "løsning" på problemet består således i at afvise hele tankegangen. Martin Heidegger og Jean-Paul Sartre mener, det er et skinproblem.

Historie[redigér | redigér wikikode]

I antikken er det generelt svært at klassificere tænkere ud fra deres holdning til det psyko-fysiske problem. Mange filosoffer mente sjælen havde en uafhængig eksistens af kroppen, og at den kunne overleve denne, men de anså den alligevel som materiel, så som Platon. Demokrit og Epikur anses for at være materialister. I middelalderen ansås sjælen også for at have materielle træk. Rene Descartes skaber den moderne dualisme og herefter opfatter alle de to ting som væsensforskellige. Der kommer omgående flere svar til dualismen. Baruch de Spinoza og George Berkeley står for en empirisk idealisme, hvor esse est percipi ("at være er at blive sanset"), hvor tingene kun har eksistens, hvis og så længe nogen oplever dem. På denne måde opretholdes verden kun ved, at Gud til stadighed perciperer denne. Leibniz udarbejder i samme periode en idealistisk teori. Immanuel Kant foreslår Transcendentalfilosofi, Georg W. F. Hegel, hævder en 'absolut idealisme', hvor alt er åndeligt, og hvor Gud (= Det Absolutte) er historiens endemål; dvs. at verdenshistorien – alt inklusive – udelukkende består af et stadigt fremskridt imod den guddommelige ånds opvågnen. Materialismen bliver gradvist mere populær fra oplysningstiden og frem, med D'Holbach som en tidlig moderne materialist. Karl Marx udarbejdede en variant af materialismen, nemlig dialektisk materialisme. Siden midten af det tyvende århundrede og i dag den mest populære teori indenfor videnskabelige miljøer, og i det hele taget, navnligt grundet naturvidenskabens dominans. I nyere tid er forskellige resultater fra neurologien også blevet trukket frem. Daniel Dennett er en fremtrædende nutidig materialist.

Se også[redigér | redigér wikikode]