Angrebet ved Mers-el-Kébir

Angrebet ved Mers-el-Kebir
Del af 2. verdenskrig
Slagskibet Strasbourg under beskydning
Dato 3. juli 1940 Sted Mers-el-Kébir, Fransk Nordafrika Resultat Britisk sejr
Parter
Storbritannien	Frankrig
Ledere
Sir James Somerville	Marcel-Bruno Gensoul
Styrke
1 hangarskib 2 slagskbie 1 slagkrydser 2 lette krydsere 11 destroyere	4 slagskibe 6 destroyere 1 vandflyver moderskib
Tab
3 Blackburn Skua 3 Fairey Swordfish 2 døde	1 slagskib sprængt i luften 2 slagskibe alvorligt beskadigede 4 destroyere beskadiget 1.297 døde

Angrebet ved Mers-el-Kébir, også kendt som Operation Catapult og Slaget ved Mers-el-Kébir var et flådeslag ud for den franske besiddelse Algeriet den 3. juli 1940. En britisk flådestyrke angreb og ødelagde en stor del af den franske flåde, hvorved 1.297 søfolk omkom. Frankrig og Storbritannien var ikke i krig. Frankrig havde underskrevet en våbenhvile med Tyskland, men Storbritannien ville forhindre den franske flåde i at blive en del af den tyske Kriegsmarine, hvilket man frygtede ville være muligt efter den tysk-franske våbenhvile. Selv om den franske admiral François Darlan havde forsikret Winston Churchill om at flåden ikke ville falde i tyske hænder, reagerede briterne ud fra en antagelse om, at Darlans løfter ikke var tilstrækkelig garanti. Angrebet var en demonstration af, at Storbritannien var parat til at fortsætte krigen mod Tyskland alene.

Hændelser

Baggrund

I 1940 under 2. verdenskrig, efter Frankrigs fald og våbenhvilen mellem Frankrig og Nazityskland blev Storbritannien bekymret for at den franske flåde kunne blive udleveret til Tyskland. En styrket tysk flåde ville betyde at magtbalancen til søs ville blive ændret i Tysklands favør, og således påvirke Storbritanniens muligheder for at modtage råvarer over Atlanten og fra dets kolonier. Den britiske regering frygtede at tyskerne ville tage kontrol over skibene, på trods af artikel 8, 2. afsnit i våbenhvilebetingelserne hvorefter den tyske regering "højtideligt og fast erklærede at den ikke havde til hensigt at fremsætte krav vedrørende den franske flåde under fredsforhandlingerne" og tilsvarende betingelser i våbenhvilen med Italien. Hertil kom, at admiral Darlan den 24. juni personligt havde forsikret Churchill om at noget sådant ikke ville finde sted. (rent faktisk førte et tysk forsøg på at overtage flåden i 1942 til at besætningerne sænkede skibene i Toulon, for at de ikke skulle falde i tyskernes hænder). Det viste sig også senere, at Hitler ikke havde til hensigt eller de fornødne midler til at gøre noget sådant. Winston Churchill gav ordre til at den franske flåde (Marine Nationale) enten skulle slutte sig til den britiske Royal Navy eller skulle neutraliseres for at forhindre skibene i at falde i tyske eller italienske hænder.

Den franske flåde var vidt spredt. Nogle skibe lå i havn i Frankrig. Andre var undsluppet fra Frankrig til havne under britisk kontrol, fortrinsvis i Storbritannien selv eller Alexandria i Ægypten. I første trin af Operation Catapult blev skibene i de britiske havne Plymouth og Portsmouth ganske simpelt entret om natten den 3. juli 1940. På den dengang største undervandsbåd i verden, den franske Surcouf, som havde søgt asyl i Portsmouth i juni 1940 efter den tyske invasion af Frankrig, gjorde besætningen modstand og to britiske officerer og en fransk matros blev dræbt. Angrebet på de franske fartøjer i havn skabte vrede blandt franskmændene mod deres allierede og forøgede spændingerne mellem Churchill og lederen af de Frie franske styrker, general Charles de Gaulle.

De øvrige skibe var to forældede slagskibe Paris og Courbet, destroyerne Triomphant og Léopard, otte torpedobåde, fem undervandsbåde og en række skibe af mindre betydning. Mange – heriblandt Surcouf – blev senere anvendt af de Frie franske styrker. Nogle søfolk sluttede sig til de Frie franske styrker, mens andre blev hjemsendt til Frankrig.

Ultimatum

Den stærkeste franske flådestyrke var eskadren i havnen Mers-el-Kébir i den franske besiddelse Algeriet. Den bestod af de gamle slagskibe Provence og Bretagne, de moderne slagskibe (eller slagkrydsere) Dunkerque og Strasbourg, vandflyver moderskibet Commandant Teste og seks destroyere under kommandoe af admiral Marcel-Bruno Gensoul. Den britiske admiral James Somerville fra Styrke H, der havde base i Gibraltar, fik ordre til at aflevere til ultimatum til franskmændene, hvor der stod:

	Det er umuligt for os, jeres hidtidige kammerater, at tillade at jeres fine skibe falder i hænderne på den tyske fjende. Vi er fast besluttede på at kæmpe til det sidste, og hvis vi vinder, hvilket vi tror at vi gør, vil vi aldrig glemme, at Frankrig var vor allierede, at vore interesser er de samme som hendes og at vor fælles fjende er Tyskland. Hvis vi vinder, erklærer vi højtideligt, at vi vil genskabe Frankrigs territoriale storhed. Med dette for øje må vi sikre os, at de bedste skibe i den franske flåde ikke bliver brugt mod os af den fælles fjende. Under disse omstændigheder har hans majestæts regering givet mig instruks om at kræve at den franske flåde ved Mers el Kebir og Oran handler i overensstemmelse med et af følgende alternativer; (a) Sejler med os, og fortsætter kampen indtil tyskerne er besejret. (b) Sejle med en reduceret besætning under vor kontrol til en britisk havn. Den reducerede besætning vil blive hjemsendt til Frankrig snarest muligt. Hvis en af disse muligheder bliver valgt vil vi levere jeres skibe tilbage til Frankrig ved krigens slutning eller betale fuld kompensation hvis de bliver beskadiget i mellemtiden. (c) Alternativty hvis De føler Dem bundet til at understrege, at Jeres skibe ikke må blive anvendt mod tyskerne med mindre de bryder våbenhvilen, så sejl dem med os med reducerede besætninger til en fransk havn i Caribien, f.eks. Martinique, hvor de kan blive afvæbnet til vor tilfredshed, eller måske overladt til De Forenede Stater og forblive i sikkerhed indtil krigens slutning, mens besætningerne bliver hjemsendt. Hvis De afslår disse rimelige tilbud, må jeg med dyb beklagelse kræve, at De sænker Deres skibe i løbet af seks timer. Til sidst, hvis det ovennævnte ikke sker, har jeg ordre fra hans majestæts regering til at bruge den fornødne magt til at forhindre at Deres skibe falder i tyske hænder.

Somerville overleverede ikke ultimatummet personligt, denne opgave tilfaldt den fransktalende kaptajn Cedric Holland, chef for hangarskibet HMS Ark Royal. Admiral Gensoul, som var fornærmet over at forhandlingerne ikke blev foretaget af en overordnet officer sendte sin egen løjtnant, Bernard Dufay, hvilket førte til megen forsinkelse og forvirring.

Blackburn Skuas fra No 800 Squadron Fleet Air Arm forbereder sig på at starte fra HMS Ark Royal

Da forhandlingerne trak ud stod det klart at ingen af siderne ville give efter. Den franske marineminister, François Darlan modtog aldrig den fulde tekst i det britiske ultimatum fra Admiral Gensoul, især med hensyn til muligheden for at overføre flåden til amerikansk farvand, en mulighed som var en del af de ordrer, som Gensoul havde fået af Darlan, og som skulle følges hvis en fremmed magt forsøgte at tage skibene under hans kommando.

Inden forhandlingerne formelt sluttede blev der opsendt britiske Fairey Swordfish fly med eskorte af forældede Blackburn Skua fly fra hangarskibet Ark Royal for at nedkaste magnetiske miner på de franske skibes vej til havet. Denne styrke blev opfanget af franske Curtiss H-75 jagere. Selv om ingen Swordfish fly gik tabt, takket være eskorten af Skuaer, blev en af Skuaerne skudt ned af franske jagere og besætningen blev dræbt da flyet styrtede i havet. Disse var de eneste tab briterne led i slaget..

Kort tid efter åbnede de britiske skibe på ordre fra Churchill ild mod deres tidligere allierede.

Angrebet

Den britiske styrke bestod af slagkrydseren HMS Hood, slagskibene HMS Valiant og Resolution samt hangarskibet HMS Ark Royal samt en eskorte af krydsere og destroyere. Trods den nogenlunde ligevægt i styrke havde briterne adskillige afgørende fordele. Den franske flåde lå for anker i en snæver havn og trods de utvetydelige betingelser i ultimatummet var den ikke forberedt på et angreb, og var ikke helt klar til kamp. De tunge kanoner på Dunkerque og Strasbourg var placeret i forskibet og kunne ikke straks bringes til at bære. De britiske slagskibe med deres 15 tommer kanoner havde også en tungere bredside end franskmændenes.

Destroyeren Mogador løber på grund

Slagskib et Bretagne eksploderer

Briterne åbnede ilden på længst mulig afstand den 3. juli kl. 16.56. Franskmændene svarede omsider igen, men ikke effektivt. Den tredje salve fra den britiske styrke, og den første der ramte, forårsagede en eksplosion i magasinet på Bretagne, som sank med 977 besætningsmedlemmer kl. 17:09. Efter omkring 30 salver holdt de franske styrker inde med beskydningen. I mellemtiden havde briterne skiftet kurs for at undgå beskydning fra de franske kystforter. Slagskibene Provence og Dunkerque samt destroyeren Mogador blev beskadigede og løbet på grund af deres besætninger.

Det lykkedes for Strasbourg at undslippe fra den belejrede havn sammen med fire destroyere. Da de fem skibe satte kurs mod det åbne hav kom de under angreb fra en gruppe Swordfish fly udstyret med bomber fra Ark Royal. To af dem gik tabt, men besætningerne blev reddet af destroyeren HMS Wrestler. Bombeangrebet havde ikke større virkning, og Somerville gav sine styrker ordre til at indlede forfølgelsen kl. 18:43. De britiske krydsere HMS Arethusa og HMS Enterprise rapporterede at de var i kamp med en fransk destroyer. Klokken 20.20 afblæste Somerville forfølgelsen idet han følte at hans skibe var dårligt placeret til en natlig kamp. Efter at have modstået endnu et Swordfish angreb kl. 20:55 uden skader nåede Strasbourg den franske havn Toulon den 4. juli.

Efterfølgende den 4. juli sænkede den britiske undervandsbåde HMS Pandora den franske korvet Rigault de Genouilly, som sejlede fra Oran. Samme nat gennemførte franske bombefly et gengældelsesangreb mod den britiske flåde i Gibraltar uden større effekt. Da briterne troede at skaderne på Dunkerque og Provence ikke var særlig alvorlige gennemførte britiske Fairey Swordfish fly fra Ark Royal et angreb på Mers-el-Kebir om morgenen den 6 juli. En torpedo ramte patrulkebåden Terre-Neuve, som lå fortøjet ved siden af Dunkerque med en forsyning dybdebomber. Terre-Neuve sank hurtigt og dens dybdebomber udløste en stor eksplosion, som forårsagede alvorlige skader på Dunkerque .

Efterspil

Mindesmærke ved Toulon over de franske søfolk som døde under det britiske bombardement af deres skibe ved Mers El Kebir.

1.297 franske søfolk døde og omkring 350 blev såret ved Mers-el-Kébir. Forholdet mellem Storbritannien og Frankrig blev alvorligt forværret og tyskerne vandt en stor propagandasejr. Som gengældelse blev adskillige tusinde kvinder og børn fra Gibraltar, som havde været evakueret til det fransk kontrollerede Marokko, udvist med magt og tvunget ud på overfyldte og beskidte transportskibe, mens de måtte efterlade de fleste af deres ejendele.

Den britiske admiral Somerville var ikke begejstret for aktionen og sagde, at det var "den største politiske fejltagelse i morderne tid, og vil rejse hele verden mod os ... vi skammer os alle ..." Rent faktisk viste aktionen at Storbritannien var indstillet på at fortsætte krigen alene og samlede de britiske konservative omkring Churchill (selv om han var premierminister var Churchill ikke leder af partiet). Churchill selv erklærede senere, at aktionen betød at "i de øverste regeringskredse i USA ... var der ikke længere tale om at Storbritannien ville give op." Harold Nicholson rapporterede til Underhuset, at han var blevet "befæstet" af Churchills rapport om aktionen.

De franske skibe i Alexandria under kommando af admiral René-Emile Godfroy, herunder det gamle slagskib Lorraine og fire krydsere blev blokeret af briterne i havnen den 3. juli og tilbudt de samme vilhår som ved Mers-el-Kébir. Efter ømtålelige forhandlinger, der på britisk side blev ført af admiral Andrew Cunningham indvilligede den franske admiral den 7. juli i at afvæbne sin flåde og blive i havn indtil krigens slutning. De blev der indtil de til sidst sluttede sig til de allierede i 1943.

Den sidste fase i Operation Catapult var et angreb den 8. juli med fly fra hangarskibet HMS Hermes mod det moderne franske slagskib Richelieu ved Dakar. En torpedo ramte og beskadigede skibet.

Dunkerque, Provence og Mogador blev repareret delvis og sejlet tilbage til Toulon.

Den 27. november 1942 forsøgte tyskerne at erobre den franske flåde med base i Toulon, en operation der havde kodenavnet Fall Anton. Alle skibe af militær værdi blev sænket af franskmændene, herunder Dunkerque og Strasbourg.

Tab

De franske tab i aktionen var fordelt således:

Tab i aktinoen ved Mers-el-Kébir

	Officerer	Underofficerer	Søfolk	I alt
Bretagne	36	151	825	1.012
Dunkerque	9	32	169	210
Provence	1	2		3
Strasbourg		2	3	5
Mogador		3	35	38
Rigault de Genouilly		3	9	12
Terre Neuve	1	1	6	8
Armen		3	3	6
Esterel	1	5		6
I alt	48	202	1.050	1.300

Slagorden

Royal Navy

• HMS Hood - Admiral klasse slagkrydser, flagskib for Styrke H
• HMS Resolution - Revenge klasse slagskib
• HMS Valiant - Queen Elizabeth klasse slagskib
• HMS Ark Royal - Ark Royal klasse hangarskib
• HMS Arethusa - Arethusa klasse let krydser
• HMS Enterprise - Emerald klasse let krydser
• HMS Faulknor - Destroyer
• HMS Foxhound - Destroyer
• HMS Fearless - Destroyer
• HMS Forester - Destroyer
• HMS Foresight - Destroyer
• HMS Escort - Destroyer
• HMS Keppel - Destroyer
• HMS Active - Destroyer
• HMS Wrestler - Destroyer
• HMS Vidette - Destroyer
• HMS Vortigern - Destroyer

Marine Nationale

• Dunkerque - slagskib, flagskib
• Strasbourg - Dunkerque-klasse slagskib
• Bretagne - slagskib
• Provence - Bretagne-klasse slagskib
• Commandant Teste - Marinefly moderskib
• Mogador - Destroyer
• Volta - Mogador-klasse destroyer
• Terrible - Fantasque-klasse destroyer
• Lynx - Jaguar-klasse destroyer
• Tigre - Jaguar-klasse destroyer
• Kersaint - Vauquelin-klasse destroyer

Eksterne kilder

Wikimedia Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: Angrebet ved Mers-el-Kébir

• Kort over havnen ved Mers-el-Kébir , hmshood.org.uk
• Mers-El-Kebir (1979) en fransk TV-film
• Churchill's Sænkning af den franske flåde (3. juli 1940), digitalsurvivors.com
• Kappes, Irwin J. (2003) Mers-el-Kebir: A Battle Between Friends, Military History Online
• Teksten til The Battles of Britain, et BBC radioproram hvor Michael Portillo hævder at aktionen ved Mers el Kabir var lige så vigtig for britisk overlevelse som slaget om England