Panserslaget ved Kursk

Panserslaget ved Kursk
Del af 2. verdenskrig
Fil:Sovietic T34 battle of kursk.jpg
Dato 5. juli 1943 – 15. juli 1943 Sted Kursk, USSR Resultat Sovjetisk sejr
Parter
Nazityskland	Sovjetunionen
Ledere
Erich von Manstein, Hans von Kluge, Hermann Hoth Walther Model	Georgij Zjukov, Konstantin Rokossovskij, Nikolaj Vatutin
Styrke
625.271 infanteri, 2.699 kampvogne, 1.372 kampfly	1.987.463 infanteri, 8.200 kampvogne, 5.965 kampfly
Tab
54.182 døde, sårede eller tilfangetagne 252 kampvogne 159 fly	319.000 døde, sårede eller tilfangetagne 1.956 kampvogne 1.961 fly

Panserslaget ved Kursk "Unternehmen Zitadelle" – det største panserslag i historien – fandt sted på østfronten den 5. – 13. juli 1943 under 2. verdenskrig.

Slaget drejede sig om en fremskudt bule på den tyske front vest om byen Kursk. Hvis det var lykkedes den tyske hærledelse at sende tilstrækkeligt med tropper, våben og forsyninger ind i dette område, ville de med stor sandsynlighed have gennembrudt den russiske front, afskåret store styrker og i hvert fald for en tid have gengivet tyskerne initiativet på østfronten. Slaget forløb med en tysk offensiv fase, der i løbet af nogle dage i nord gik i stå, mens det for tyskerne i syd lykkedes at bevare initiativet langt længere, inden sovjetstyrkerne også her tog offensiven. De tyske tab var langt overdrevne fra russernes side, men de enorme russiske reserver af mandskab og materiel gjorde i længden udslaget både ved Kursk og i den efterfølgende krigsførelse på østfronten. Under alle omstændigheder ville en tysk sejr ved Kursk altså ikke have vendt krigslykken for tyskerne.

Wehrmacht stillede op med 625.271 mand, 1.372 fly, 9.467 kanoner og mortérer, 2.699 kampvogne og selvkørende kanoner og håbede på at genoptage initiativet på østfronten. Overfor dem stod Sovjetunionens Røde arme med 1.987.463 mand, 8.200 kampvogne, 47.416 mortérer og kanoner samt 5.965 fly.

Russerne var klar over, at frontfremspringet ved Kursk var truet, og gjorde derfor store anstrengelser for at opbygge forsvarslinjer, og strategiske reserver blev flyttet til området. Ydermere havde russerne den fordel, at de kendte tyskernes planer, som de havde fået fra England, der igen kendte dem via Enigma. De indledte en offensiv, som i realiteten byggede på de samme principper, tyskerne selv havde brugt i krigens første år: stor mobilitet, masser af panser, omgåelse af troppekoncentrationer og omringning af disse.

Ved daggry den 5. juli startede den tyske operation. Den nordlige fløj under Model, der i modsætning til Hoth i syd valgte en forsigtig stykvis indsættelse af sine panserenheder, gjorde kun langsomt fremskridt og nåede kun 5 kilometer frem igennem de russiske linjer. Den sydlige fløj under Hoth, som satte alle sine panserstyrker ind fra første færd, nåede derimod hurtigt 25 kilometer ind i sovjetisk område, og den røde hær måtte sende forstærkninger til området nord for Belgorod. I dette område foregik derefter det såkaldte kampvognsslag ved Prokhorovka 12. juli, som senere forskning har afsløret som en – af vestlige historikere i mange år kritikløst accepteret – sovjetisk myte om både dagen og slaget som helhed.^{[Kilde mangler]} I realiteten var det såkaldte historiske panserslag 12. juli – som det også ses af tabene – en meget ensidig forestilling, hvor den russiske panserfalanks bl.a. på grund af elendig føring tumlede ned i en af russernes egne pansergrave, som man havde overset på kortet.^{[Kilde mangler]} De tyske kampvogne – iblandt hvilke der befandt sig en håndfuld Tiger-kampvogne – skød i det efterfølgende kaos det russiske panserangreb sønder og sammen med minimale egne tab (3 tyske mod 235 russiske kampvogne). På grund af de enorme russiske reserver og de mange bagvedliggende forsvarsstillinger i op til 90 km dybde kunne tyskerne dog ikke bryde igennem og trak sig tilbage 22. juli bl.a. for at imødegå den russiske modoffensiv ved Orel. Kursk-slaget blev den sidste større tyske offensiv på Østfronten, idet man herefter samlede alle reserver i vest for at imødegå invasionen. På trods af, at tyskerne angreb, var de sovjetiske tab af soldater i hele slaget ved Kursk knap 6 gange så store som tyskernes – 177.847 (officielt) skønnet 319.000! mod 54.182 – altså 6:1 et forhold, der stort set gjaldt hele krigen på østfronten, fly 459 officielt (skønnet 1961!) mod 159, mens tabene i kampvogne og selvkørende kanoner var 252 tyske mod 1614 (officielt) skønnet 1961 russiske. – altså næsten 1:8! Men russerne havde altså reserver nok til at bytte i dette forhold.

På det taktiske niveau var slaget uafgjort – tyskerne brød ikke den sovjetiske fremmarch, og den røde hær kunne ikke omringe eller nedkæmpe de tyske styrker.

På det strategiske niveau derimod, var det en sejr for den røde hær, idet tyskerne for første gang blev bremset i en stor offensiv. Men nogen afgørende faktor var slaget ikke, og de påstående gigantiske tyske tab i mandskab og materiel – især kampvogne – var en sovjetisk myte, idet slaget reelt kun stod for 2-3 % af de samlede tab på Østfronten i hele 1943. Grunden til, at tyskerne ikke kunne nå deres mål – trods de store russiske tab – var primært den store talmæssige sovjetrussiske overlegenhed og Stalins enorme reserver, plus at den tyske angrebsplan længe var kendt. Russerne havde haft rigeligt med tid til at anlægge enorme forsvarsstillinger i dybden, et moment der sled den tyske angrebskraft op. Heller ikke det faktum, at tyskerne angreb frontalt uden noget som helst overraskelsesmoment, var befordrende for udsigten til succes. Men myten om, at slaget knækkede den tyske hær på østfronten, er decideret usand.

Kilder

• Das Deutsche Reich Und Der Zweite Weltkrieg band. 8, Deutsche Verlags-Anstalt, München 2007. ISBN 978-3-421-06235-2
• Anders Frankson & Niklas Zetterling, Slaget om Kursk : historiens største panserslag, Aschehoug, 2006. ISBN 978-87-11-11758-3.
• Niklas Zetterling, "Hitler mod Stalin Kampen på Østfronten 1941-45"Informations Forlag 2010. ISBN 978-87-7514-282-8.

Wikimedia Commons har medier relateret til: Panserslaget ved Kursk