Panserslaget ved Kursk

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Panserslaget ved Kursk
Del af 2. verdenskrig
Sovjetiske tropper følger deres T-34 kampvogne i et modangreb
Sovjetiske tropper følger deres T-34 kampvogne i et modangreb
Dato 5. juli16. juli 1943
Tysk offensiv: 1 uge og 4 dage
12. juli23. august 1943
Sovjetisk offensiv: 1 måned, 1 uge og 4 dage
Sted Kursk, USSR
Resultat Afgørende sovjetisk sejr
Tysklands offensive styrke på Østfronten lå i ruiner
Territoriale
ændringer
USSR generobrede områder på en 2000 km bred front
Parter
Nazi-Tyskland Nazi-Tyskland Sovjetunionen Sovjetunionen
Ledere
Nazi-Tyskland Erich von Manstein

Nazi-Tyskland Günther von Kluge
Nazi-Tyskland Hermann Hoth
Nazi-Tyskland Werner Kempf
Nazi-Tyskland Walter Model
Nazi-Tyskland Erich-Heinrich Clößner
Nazi-Tyskland Walter Weiß


Nazi-Tyskland Wolfram Freiherr von Richthofen
Nazi-Tyskland Robert Ritter von Greim
Nazi-Tyskland Hans Seidemann
Nazi-Tyskland Paul Deichmann

Sovjetunionen Geórgij Zjúkov

Sovjetunionen Konstantín Rokossóvskij
Sovjetunionen Nikoláj Vatútin
Sovjetunionen Aleksándr Vasilévskij
Sovjetunionen Iván Kónev


Sovjetunionen Sergéj Rudénko
Sovjetunionen Stepan Krasovskij
Sovjetunionen Sergej Gorunov
Sovjetunionen Vladimir Sudets

Styrke
912.460 mand[1]
2.928 kampvogne[1]
9.966 kanoner og mortérer[2]
2.110 kampfly[3]
1.910.361 mand[4]
5.128 kampvogne[4]
25.013 kanoner og mortérer[2]
2.792[5][c] til 3.549[6][d] kampfly
Tab
Operation Citadel
54.182 mand[7]
323 kampvogne og stormartilleri[8]
159 fly[7][9]
~500 kanoner[10]


Slaget ved Kursk
203.000 tilskadekomne[11]
760 kampvogne og stormartilleri[12]
681 fly[13]
Operation Citadel
177.847 mand[14]
1.614[14] – 1.956[15] kampvogne og stormartilleri
459[14] – 1.961[15] fly
3.929 kanoner

Slaget ved Kursk
863.303 tilskadekomne[16][h]
6.064 kampvogne og stormartilleri[17][i]
1.626 fly[14]
5.244 kanoner[14]

Panserslaget ved Kursk var et slag under 2. verdenskrig mellem tyske og sovjetiske styrker på Østfronten nær Kursk (450 km sydvest for Moskva) i Sovjetunionen i juli og august 1943. Den tyske offensiv havde kodenavnet Operation Citadel (tysk: Unternehmen Zitadelle) og førte til et af ​​de største panserslag i historien, Slaget ved Prokhorovka. Den tyske offensiv blev imødegået af to sovjetiske modoffensiver, Operation Polkovodets Rumjantsev (russisk: Полководец Румянцев) og Operation Kutuzov (russisk: Кутузов). For tyskerne var slaget den sidste strategiske offensiv, de var i stand til at gennemføre på Østfronten. For Sovjetunionen gav den afgørende sejr for Den Røde Hær det strategiske initiativ i resten af ​​krigen.

Tyskerne håbede at svække de sovjetiske styrkers mulighed for en offensiv i løbet af sommeren 1943 ved at afskære et stor del af styrkerne de forudså ville være forlagt i det sovjetiske fremskudte frontafsnit ved Kursk.[18] Ved at indtage Kursk ville de samtidigt forkorte den tyske front[19] og lette presset på deres overanstrengte styrker. Planen indbefattede omringning af Den Røde Hær gennem en knibtangmanøvre ved at bryde igennem den nordlige og sydlige flanker af det fremskudte frontafsnit[20]. Den tyske ledelse mente, at en sejr her ville genoprette Tysklands styrke og forbedre prestigen hos tysklands allierede, som overvejede at trække sig ud fra krigen.[21] Samtidigt regnede tyskerne med at et stort antal af sovjetiske soldater ville blive fanget i manøvren, og efterfølgende som krigsfanger kunne blive brugt til slavearbejde i Tysklands våbenindustri.[19]

Den Røde Hær havde efterretninger om de tyske planer, blandt andet fra Enigmakodede meddelelser opsnappet og dekrypteret af den britiske efterretningstjeneste. Flere måneder før angrebet havde Sovjetunionen kendskab til angrebet på Kursk og byggede forsvar i dybden for at kunne modstå de tyske panserspydspidser.[22] Tyskerne forsinkede startdatoen for offensiven, mens de ventede på nye våben, især af den nye Panthertank, men også et større antal af tunge Tigertanks. [23][24][25] . Hitler var orienteret om at planen var blevet komprimenteret, men var sikker på at de 200 nye Panther V tanks ville kunne gennemtvinge en sejr alligevel. Dette gav den Røde Hær tid til at konstruere en serie af dybe defensive linjer. De defensive forberedelser omfattede minefelter, befæstninger, planlagte artilleriildzoner og stærke antitank-stillinger, der strakte sig omkring 300 km i dybden.[26] Derudover blev mobile sovjetiske styrker flyttet bort fra fronten og store reserver blev samlet til strategiske modoffensiver.[27]

Slaget om Kursk var første gang en tysk strategisk offensiv var blevet standset, før den kunne bryde igennem fjendens forsvar.[28][29] Selvom den sovjetiske hær var lykkedes med vinteroffensiven tidligere på året var modangrebet efter det tyske angreb deres første succesrige strategiske sommeroffensiv i krigen.[30]

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Da slaget om Stalingrad langsomt nærmede sig sin afslutning, gik den sovjetiske hær over til en generel offensiv i syd, og pressede de udmattede tyske styrker. Hitlers tro på, at hans jernvilje ville være den afgørende faktor i kampene resulterede i at de tyske styrker var bundet i et stivnet forsvar, der ikke tillod dem frihed til at bevæge sig.[31][32] Siden december havde Manstein i skarpe vendinger anmodet om "ubegrænset operativ frihed", som ville tillade ham at anvende styrkerne dynamisk, en anmodning, der bragte ham på kant med Hitler.[33] Igen og igen betød Hitlers politik at styrkerne stod urørlige indtil situationen var uholdbar, og de ​​blev omringet og nedkæmpet.[34] I januar 1943 var der skabt en 160 til 300 km bred breche mellem Heeresgruppe B og Heeresgruppe Don. De fremrykkende sovjetiske hære truede med at afskære alle tyske styrker syd for Don, herunder Heeresgruppe A, der opererede i Kaukasus.[35][36] Samtidigt var også Heeresgruppe Mitte under betydeligt pres. Kursk blev generobret af den Røde Hær den 8. februar, og Rostov ved Don den 14.[37] Den Røde Hærs Brjanskfront (i den Røde Hær kaldes armégrupper for fronter) og "Vestfront", sammen med den nyopstillede "Centralfront", forberedte en offensiv, der skulle indkredse Heeresgruppe Mitte, som var opstillet mellem Brjansk og Smolensk.[35][38]

Den 12. februar blev de resterende tyske styrker reorganiseret. Mod syd blev Heeresgruppe Don omdøbt til Heeresgruppe Süd og dens enheder placeret under kommando af feltmarskal Erich von Manstein. Direkte mod nord blev Heeresgruppe B opløst, og dens styrker og ansvarsområder blev fordelt mellem Heeresgruppe Süd og Heeresgruppe Mitte. Med denne omstrukturering arvede Manstein ansvaret for det massive brud på de tyske linjer.[39] I januar 1943 ankom II SS Panzerkorps fra Frankrig, genudrustet og næsten på fuld styrke.[40] Andre pansrede enheder fra 1. Panzerarmee, en del af Heeresgruppe A, der var sluppet ud af fælden i Kaukasus, tilførte Manstein yderligere ressourcer.[41]

I februar var Wehrmacht i krise. Adolf Hitler ankom til Heeresgruppe Süds hovedkvarter i Zaporozjje timer før Sovjetunionens befrielse af Kharkov den 18. februar. Hitlers mistillid til generalstabens officerer, og Manstein i særdeleshed, satte ham på kant med Whermachts chefer.[33][42] Selvom Hitler hemmeligt ønskede at fritage Manstein og give ham skylden for Stalingradnederlaget og de efterfølgende kampe,[43] indså han snart, at han dårligt havde råd til at miste manden, der blandt mange betragtedes som Wehrmachts dygtigste øverstbefalende.[44][32] I stedet gav Hitler ham modstræbende den operative frihed, han havde anmodet om.[33] Efter at have fået operativ frihed, forklarede Manstein, hvordan han agtede at koncentrere sine styrker og lave en serie modangreb mod den Røde Hærs overbebyrdede linjer med det mål at ødelægge de fremskudte sovjetiske positioner og generobre Kharkov og Kursk.[39][45] Det tredje slag om Kharkov indledtes den 19. februar, ledt af de tre SS divisioner i II SS Panzerkorps. Mansteins offensive manøvre isolerede de fremskudte sovjetiske positioner, der blevc omringet og nedkæmpet. Tyskerne generobrede Kharkov den 15. marts og Belgorod den 18. marts.[45] Den tyske offensiv vristede initiativet fra Sovjetunionen. Et angreb af den Centrale Front mod Heeresgruppe Mitte, der indledtes den 25. februar, måtte opgives den 7. marts hvor styrkerne blev omgrupperet mod syd for at imødegå truslen fra Mansteins fremrykkende styrker.[46][47] Operationen gik i stå i slutningen af ​​marts på grund af Wehrmachttroppernes udmattelse og forårets mudderhav. Også Den Røde Hær var ramt af udmattelse.[48] Modoffensiv havde skaffet Wehrmacht en fremskudt position, der udstrakte den tyske kontrol til omkring byen Kursk.[48]

Tyske planer og forberedelser[redigér | redigér wikikode]

Den tyske angrebsplan

De store tyske tab i de to vintre 1941/42 og 1942/43 resulterede i en markant mangel på artilleri og infanteri.[49] Enhederne langs østfronten havde 470.000 mand mindre end da de blev etableret. Den tyske hærs offensive indsats i 1943 skulle udelukkende gennemføres af pansertropperne. I betragtning af Heeresgruppe Süds udsatte stilling, foreslog Manstein, at den tyske hær skulle indtage en strategisk defensive stillinger. Han forventede, at en sovjetisk offensiv ville forsøge at afskære og ødelægge Heeresgruppe Süd ved en fremrykning over Donets mod Dnepr. I februar foreslog han at afvente udviklingen af denne offensiv og derefter foretage en række modangreb ind i de udsatte sovjetiske fløje.[50] Hitler, der var bekymret over mulige politiske konsekvenser af at indtage en defensiv sztilling og optaget af det økonomiske potentiale i at holde Donets bassinet, afviste denne plan.[51] Den 10. marts præsenterede Manstein Hitler for en alternativ plan, hvor de tyske styrker, der var retireret fra Kursk indledte en offensiv, så snart forårets mudderhav var tørret ind.[52][53] Den 13. marts underskrev Hitler "Operationel bekendtgørelse nr. 5", der skitserede den planlagte indledning af flere offensiver, herunder en mod Kursk frontfremspringet.[54][55] Da den sovjettiske modstand i Kharkov var reduceret, forsøgte Manstein at overtale Günther von Kluge fra Heeresgruppe Mitte til straks at angribe den Centrale Front, der forsvarede den nordlige side af frontfremspringet, for at bevare presset på russerne og opretholde momentum. Kluge nægtede, og bemærkede, at hans styrker var for svage til at indlede et sådant angreb.[53] Mansteins SS panserkorps avancerede nordpå og indtog Belgorod den 18. marts, men den videre fremrykning blev blokeret af sovjetiske styrker, der var blevet flyttet fra den Centrale Front til et område nord for Belgorod.[53][45] I midten af ​​april, med dårligt vejr, de tyske reserver udtømt og behov for forstærkning kunne de offensive operationer i bekendtgørelse nr. 5 ikke gennemføres.[41][56]

Hitlers "Operationel bekendtgørelse nr. 6", udstedt 15. april fastlagde at Kurskoffensiven skulle indledes den 3. maj eller kort tid derefter. Kurt Zeitzler, OKH stabschef, forestod operationens logistiske planlægning. Zeitzler var en opfindsom arrangør af strategiske bevægelser, og havde en enestående evne til at løse transportproblemer.[57] For at planen skulle lykkes blev det anset for vigtigt at angribe, før Sovjet havde en chance for at forberede et omfattende forsvar eller iværksætte deres egen offensiv.[58][59] Planen fik kodenavnet Unternehmen Zitadelle (Operation Citadel).[59] Ifølge nogle militære historikere, havde planerne for operationen karakter af en blitzkrieg, [n 1], mens andre militære historikere og mange af de tyske deltagere, herunder von Manstein, ikke nævnte blitzkrieg i deres karakteristik af operationen.[n 2] Planen for operationen var en dobbelt knibtangsmanøvre, der var rettet mod Kursk og skulle indslutte de fleste af de sovjetiske forsvarere og fjerne det sovjettiske frontfremspring. Kluges Heeresgruppe Mitte overdrog til General Walter Models 9. Arme at danne den nordlige arm i knibtangen og rykke frem fra den nordlige side af frontfremspringet, videre fremrykning til en placering til bakkerne øst for Kursk, og sikre jernbanelinjen mod sovjetisk angreb.[60] Mansteins Heeresgruppe Süd bestod af 4. Panzerarme under Hermann Hoth og "Armeeabteilung Kempf" under Werner Kempf der skulle rykke frem fra den sydlige side af de sovjettiske fremskudte positioner, mod nord for at slutte sig til 9. Arme på højene øst for Kursk.[61][62][63] Mainsteins vigtigste angreb skulle leveres af Hoths 4. Panzerarme, anført af 2. SS Panzerkorps under kommando af Paul Hausser. 48. Panzerkorps på venstrefløj under kommando af Otto von Knobelsdorff, der bl. a. bestod af Panzergrenadier-Division Grossdeutschland, skulle rykke direkte mod nord. Den højre fløj af fremrykningen bestod af "Armeeabteilung Kempf".[64] Den vestlige side af det sovjettiske frontfremspring skulle holdes af 2. Arme, under kommando af Walter Weiss.[65][63]

General Model (anden fra venstre) i juli 1941

Den 27. april mødtes Model med Hitler for at gennemgå rekognosceringerne og udtrykke sine bekymringer.[66] Han hævdede, at jo længere forberedelsesfasen fortsatte, jo mindre kunne operationen begrundes. Han anbefalede at Operation Citadel blev opgivet, for at lade hæren afvente og besejre den kommende sovjetiske offensiv. I modsat fald mente han, at Citadel burde ændres radikalt.[67][68] I midten af ​​april overvejede også Manstein Citadel Offensivens formålstjenlighed, og i maj delte han Models betænkeligheder.[68][58] Han hævdede atter, at de tyske styrkers bedste fremgangsmåde ville være at indtage strategisk defensive positioner, trække sig tilbage for at tillade den forventede sovjetiske offensiv, og lade de tyske panserstyrker gå til modangreb i et bevægeligt, overlegent mobilt angreb, ​​som de udmærkede sig i.[69] Overbevist om at den røde hær ville koncentrere sine hovedstyrker mod Heeresgruppe Süd, foreslog han at fostærke den venstre fløj af af de tyske styrker, mens han i etaper ville flytte højrefløjen tilbage til Dnepr, efterfulgt af et modangreb mod flanken Den Røde Hærs fremrykning. Modoffensiven skulle fortsætte frem til det Azovske Hav, og afskære de sovjetiske styrker. Denne idé blev afvist af Hitler, der ikke ønskede at opgive så meget terræn, selv midlertidigt.[69] OKH stabschef Zeitzler, leder af den logistiske planlægning af "Operation Citadel", var dybt bekymret over forsinkelsen af ​​offensiven der strakte sig til anden uge i juni,[70] men han støttede forsat offensiven.[68][54]

I begyndelsen af ​​maj sammenkaldte Hitler sine højtstående officerer og rådgivere til møde i München. Hitler talte i omkring 45 minutter om den aktuelle situation og planerne for offensiven. Model tog ordet, og fremlagde rekognosceringsbilleder, der afslørede nogle af de omfattende forberedelser Den Røde Hær havde gjort forud for dens offensiv.[71] En række muligheder blev fremlagt: Gå i offensiven straks med de kræfter, der var tilrådighed, forsinke offensiven yderligere og afvente ankomsten af ​​ny og bedre udrustning, radikalt revidere planerne eller helt annullere offensiven. Manstein talte imod offensiven, men ikke kraftigt. Albert Speer talte om vanskelighederne ved genopbygningen af ​​de pansrede formationer og den tyske industris begrænsede kapacitet til at erstatte tabene. Guderian argumenterede kraftigt imod Citadel Operationen, med angivelse af "angrebet var meningsløst."[72] Konferencen sluttede uden Hitler havde givet udtryk for sin beslutning, men Citadel Operationen blev ikke afbrudt.[68][73][74] Tre dage senere udskød Oberkommando der Wehrmacht (OKW), Hitlers personlige militære stab, indledningen af Citadel Operationen til den 12. juni.[74][75][76]

Guderian transporteres til Østfronten, 1943

Efter dette møde gav Guderian fortsat udtryk for sine bekymringer over operationen, der sandsynligvis ville forringe de panserstyrker, han havde forsøgt at genopbygge. Han mente, at den planlagte offensiv var misbrug af panserkræfter, da det krænkede to af de tre principper, han havde lagt ud som de vigtigste elementer for et vellykket panserangreb.[n 3] Ifølge Guderians opfattelse skulle de begrænsede tyske ressourcer af mænd og materiel bevares, da der ville være behov for dem i det verserende forsvar af Vesteuropa. På et møde med Hitler den 10. maj spurgte han: "Er det virkelig nødvendigt at angribe Kursk i år, og i øst overhovedet taget. Tror du overhovedtaget at nogen ved hvor Kursk er? Hele verden er ligeglad med om vi indtager Kursk eller ikke. Hvad er grunden til, at tvinge os til at angribe Kursk i år, eller endda, på Østfronten? " Hitler svarede: "Jeg ved det. Tanken om det vender sig i min mave.". Guderian konkluderede, "I det tilfælde er din reaktion på problemet den rigtige. Lad det ligge."[77][n 4]

En Raupenschlepper-Ost (en bælte-artilleritraktor udviklet som svar på de dårlige veje i Rusland) ses bag en motorcykel kort før Kursk-offensiven

På trods af forbehold støttede Hitler fortsat offensiven. Han og OKW håbede tidligt i den forberedende fase, at offensiven ville puste nyt liv tyske strategiske udsigter på Østfronten. Han fokuserede mere og mere på de forventede nye våben som udfordringerne i forbindelse med Citadel Opperationen steg. Hitler troede våbnene var nøglen til sejr, specielt Pantherkampvonene, men også Elefant panserjagerne og et større antal Tiger kampvogne.[23] Han udskød operationen i venten på deres ankomst.[67][78] Efter modtagelse af rapporter om kraftige sovjetiske troppekoncentrationer i baglandet til Kursk udsatte han offensiven igen for at give mulighed for yderligere materiel frem til fronten.[79] Med voksende pessimisme for Citadel Opperationen for hver forsinkelse pålagde Alfred Jodl, chefen for OKW-staben, i juni de væbnedestyrkers propagandakontor at skildre opperationen som en begrænset modoffensiv når den endelig indledtes.[80][74][81] På grund af bekymringer for en allieret landgang i Sydfrankrig eller Italien og forsinkelser i leverancerne af de nye tanks, udskød Hitler igen operationen, denne gang til den 20. juni.[n 5] Den 17. - 18. juni, efter en drøftelse, hvor OKW's operationelle stab foreslog at opgive offensiven, udskød han yderligere til 3. juli[82][80][83] for endeligt den 1. juli at meddele, at opperationen skulle indledes den 5. juli.[82][83][84]

Redigeres[redigér | redigér wikikode]

Preferences-system.svg Der arbejdes på denne tekst i øjeblikket!
Vent venligst med at redigere den, eller kontakt den bruger som satte denne skabelon på siden. Med venlig hilsen PerV

Ved daggry den 5. juli startede den tyske operation. Den nordlige fløj under Model, der i modsætning til Hoth i syd valgte en forsigtig stykvis indsættelse af sine panserenheder, gjorde kun langsomt fremskridt og nåede kun fem kilometer frem igennem de russiske linjer. Den sydlige fløj under Hoth, som satte alle sine panserstyrker ind fra første færd, nåede derimod hurtigt 25 kilometer ind i sovjetisk område, og den røde hær måtte sende forstærkninger til området nord for Belgorod. I dette område foregik derefter panserslaget ved Prokhorovka 12. juli, I realiteten var det såkaldte historiske panserslag 12. juli – som det også ses af tabene – en meget ensidig forestilling, hvor den russiske panserfalanks bl.a. på grund af elendig føring tumlede ned i en af russernes egne pansergrave, som man havde overset på kortet.[Kilde mangler] De tyske kampvogne – iblandt hvilke der befandt sig en håndfuld Tiger-kampvogne – skød i det efterfølgende kaos det russiske panserangreb sønder og sammen med minimale egne tab (3 tyske mod 235 russiske kampvogne). På grund af de enorme russiske reserver og de mange bagvedliggende forsvarsstillinger i op til 90 km dybde kunne tyskerne dog ikke bryde igennem og trak sig tilbage 22. juli bl.a. for at imødegå den russiske modoffensiv ved Orel. Ved den sidste rådslagning mente de tyske generaler at det stadigvæk var muligt at bryde igennem, men Hitler valgte at afbryde slaget for at frigøre kræfter til forsvaret af Italien. Kursk-slaget blev den sidste større tyske offensiv på Østfronten, idet man herefter samlede alle reserver i vest for at imødegå invasionen. På trods af, at tyskerne angreb, var de sovjetiske tab af soldater i hele slaget ved Kursk knap 6 gange så store som tyskernes – 177.847 (officielt) skønnet 319.000 mod 54.182 – altså 6:1 et forhold, der stort set gjaldt hele krigen på østfronten, fly 459 officielt (skønnet 1961) mod 159, mens tabene i kampvogne og stormartilleri var 252 tyske mod 1614 (officielt) skønnet 1961 russiske. – altså næsten 1:8[85]

Militærhistorikeres vurderinger af Kursk[redigér | redigér wikikode]

Den tyske historiker Karl-Heinz Frieser påpeger følgende to grunde til nederlaget i Operation Citadel:

  • Den sovjetiske talmæssige overlegenhed, og påpeger, at det største problem for OKW var mangel på infanteri. OKH havde ingen operative reserver, mens Den Røde Hær kunne stille med hele Steppefronten som reserve. At den røde hær havde flere kampvogne end Wehrmacht havde mindre indflydelse på resultatet, ifølge Frieser.[281][17][11]
  • Hitlers gentagne forsinkelser gav den Røde Hær tid nok til gøre forsvaret af Kursk til en stærk fæstning. Efter det tredje slag ved Kharkov pressede højtstående officerer som Manstein og Zeitzler på for et hurtigt angreb, mens Den Røde Hær var uforberedt og havde en lav kampånd. Den samtidige allierede invasion af Sicilien gjorde Hitlers dato for angrebet den "mest ugunstige muligt".[282]

Den amerikanske militærhistoriker og ekspert i sovjetisk militær David Glantz drager disse konklusioner:

  • Det tyske nederlag ved Kursk var ikke resultat af de sovjetiske væbnede styrkers "ofte overdrevne talmæssige overlegenhed". Efter hans mening var den vigtigste faktor ved Kursk de store ændringer i den sovjetisk kommando, mandskabet og operative og taktiske teknikker. Generalstaben havde gennemført en "udtømmende" analyse af de tidligere kampe, operationer og kampagner og lært af erfaringerne. Disse erfaringer blev føjet til den sovjetiske doktrin om dybe operationer og skabte nye fremgangsmåder.[283] Glantz og House har hævdet at panserstyrkerne var næsten jævnbyrdige, mellem 1:1 og 1,5:1 i Sovjetunionens favør.[284]
  • Den Røde Hær indførte nye operative og taktiske systemer og havde løst mange af problemerne med at integrere hærens forskellige våbenarter og de øvrige værn i "en sand fællesoperation" og de fremhæver en "sofistikeret forståelse for efterretning, afledningsmanøvrer og anti-tank forsvar". Tilsvarende forbedringer blev foretaget i den kombinerede anvendelse af artilleri, kampvogne, ingeniørtropper og infanteri for at gennembryde det tyske forsvar. Ved Prokhorovka, og under Kutuzovoperationerne, fik den Røde Hær erfaring med mobile pansrede formationer og mekaniserede korps, der blev kendetegnende for de dybe sovjetiske operationer. Disse formationer viste deres evne til at hamle op med de tyske pansertroppers bedste indsatser. Operationerne skule fortsat perfektioneres for at reducere de store tab, men den tyske ledelse måtte anerkende, at de stod over for en helt ny og mere kompetent sovjetisk hær ved Kursk end i de tidligere kampe.[283][285]
  • Den defensive taktik var forbedret. Dygtigt brug af antitankskyts, og brugen af ​​separate panserbrigader, panserregimenter og stormartillerienheder til at støtte dem sikrede et mobilt forsvar. Disse enheder deltog i nedslidende taktiske angreb mod de fjendtlige fremstød. Overgangsåret 1943 var afgørende for den sovjetiske krigsindsats. Operative og taktiske teknikker blev testet og tilpasset og blev yderligere forfinet og perfektioneret i 1944 og 1945. "Den grundlæggende skoling Den Røde Hær modtog i 1941-1942 skabte grundlaget for det næste niveau i 1943. I 1944 og 1945 var Den Røde Hærs krigsførelse på "universitetsniveau svarende til en kandidatgrad".[286]
  • Ifølge Glantz og House, gennemførte de sovjetiske kampvogne deres angreb trods betydelige tyske fordele: ​​kanonernes rækkevidde, tysk overlegenhed i luften og nedgravet infanteri i åbent terræn. Alligevel var forholdet mellem tabstallene mindre end 2:1 - 320 tyske og 400 sovjetiske pansrede køretøjer[29].

Den amerikanske militærekspert Steven Zaloga drager denne lære om den Røde Hær ved Kursk:

  • Den populære opfattelse af at den sovjetiske sejr byggede på "talmæssig overlegenhed" er en myte skabt af tyske generaler i deres erindringer skrevet i 1950'erne. Steven Zaloga afviser karikaturen af at den Røde Hær byggede på kvantitet snarere end dygtighed, men accepterer, at på det taktiske niveau (delingsfører- og kompagnichefsniveau) var Den Røde Hær ikke særligt imponerende og fik markant dårligere uddannelse end den tyske.[287] Zaloga påpeger at der stadig var mange taktiske lektier at lære, men i 1943 var forskellen mellem de sovjetiske og tyske panserbesætningers uddannelse "indsnævret kraftigt" og Sovjetunionen var snart på et sammenligneligt niveau med tyskerne.[288]
  • Den Røde Hær var operativt dygtige til at bruge mobile kampvognsformationer.[288] Zaloga hævder, at sovjetiske operative metoder var overlegne, hvilket tillod sovjetiske hærførere at bluffe, forbløffe og overvælde deres modstandere.[289]

Den engelske historiker Richard Overy har følgende bemærkninger:

  • De to flystyrkers kvalitet var jævnbyrdig. Sovjetunionen havde indført direkte kommunikation mellem jagerbombere og landstyrker, radar, et ordentligt vedligeholdelsessystem og fremskudte depoter med brændstofreserver. Dette tillod flyene at gennemføre tyve missioner, mens Luftwaffe havde brændstofmangel.[290][291]
  • De sovjetiske kampvogne var ikke ringere i kvalitet, selvom T-34modellen med sin 76 mm kanon blev overgået af de tyske kampvogne Tiger Is 88 mm og Panthers ​​75 mm kanoner. T-34 var hurtigere og mere manøvredygtig end Tiger, der havde for mange mekaniske problemer[292] i slaget ved Prokhorovka. For at imødegå Tiger-kampvognenes længere skudvidde fik de sovjetiske kampvognskommandører ordre til at mindske afstanden, så skudvidden ikke ville blive et problem[293].

Englænderen Sir Harry Hinsley, som under krigen gjorde tjeneste ved Bletchley Park (Storbritanniens vigtigste center for dekryptering), har sagt:

  • Sovjetunionen havde en spion i Bletchley Park, der skaffede dekrypteret tysk militærkommunikation. De dekrypterede informationer som den røde hær således havde skaffet sig adgang til, hjalp dem med at forberede modangreb. Hinsley sagde, at nogle spekulerede på om Tyskland ville have vundet ved Kursk, hvis ikke Sovjetunionen havde haft informationerne. Russerne havde også skaffet sig adgang til dekrypteringer om de tyske planer ved Stalingrad.[294]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Some military historians consider Operation Citadel, or at least the southern pincer, as envisioning a blitzkrieg attack or state it was intended as such. Some of the historians taking this view are: Lloyd Clark (Clark 2012, s. 187), Roger Moorhouse (Moorhouse 2011, s. 342), Mary Kathryn Barbier (Barbier 2002, s. 10), David Glantz (Glantz 1986, s. 24; Glantz & House 2004, s. 63, 78, 149, 269, 272, 280), Jonathan House (Glantz & House 2004, s. 63, 78, 149, 269, 272, 280), Hedley Paul Willmott (Willmott 1990, s. 300), and others. Also, Niklas Zetterling and Anders Frankson specifically considered only the southern pincer as a "classical blitzkrieg attack" (Zetterling & Frankson 2000, s. 137).
  2. Many of the German participants of Operation Citadel make no mention of blitzkrieg in their characterization of the operation. Several German officers and commanders involved in the operation wrote their account of the battle after the war, and some of these postwar accounts were collected by the U.S. Army. Some of these officers are: Theodor Busse (Newton 2002, pp. 3–27), Erhard Raus (Newton 2002, pp. 29–64), Friedrich Fangohr (Newton 2002, pp. 65–96), Peter von der Groeben (Newton 2002, pp. 97–144), Friedrich Wilhelm von Mellenthin (Mellenthin 1956, pp. 212–234), Erich von Manstein (Manstein 1958, pp. 443–449), and others. Mellenthin stated: "The German command was committing exactly the same error as in the previous year. Then we attacked the city of Stalingrad, now we were to attack the fortress of Kursk. In both cases the German Army threw away all its advantages in mobile tactics, and met the Russians on ground of their own choosing." (Mellenthin 1956, s. 217) Some of the military historians that make no mention of blitzkrieg in their characterization of the operation are: Mark Healy (Healy 2008), George Nipe (Nipe 2010), Steven Newton (Newton 2002), Dieter Brand (Brand 2000), Bruno Kasdorf (Kasdorf 2000), and others.
  3. Guderian developed and advocated the strategy of concentrating armoured formations at the point of attack (schwerpunkt) and deep penetration. In "Achtung Panzer!" he described what he believed were essential elements for a successful panzer attack. He listed three elements: surprise, deployment in mass, and suitable terrain. Of these, surprise was by far the most important.Guderian 1937, s. 205
  4. "I urged him earnestly to give up the plan of attack. The great commitment certainly would not bring us equivalent gains."Guderian 1952, s. 308
  5. Source includes: German Nation Archive microfilm publication T78, Records of the German High Command (Oberkommando der Wehrmacht) Roll 343, Frames 6301178–180, which confirms Hitler's teleprinter messages to Rommel about reinforcing southern Italy with armoured forces that were already destined to be used for Citadel.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 Glantz, David M.; House, Jonathan M. (2004) [1999]. The Battle of Kursk. Lawrence, Kansas: University Press of Kansas. ISBN 978-070061335-9, s. 338.
  2. 2,0 2,1 Glantz, David M.; House, Jonathon (1995). When Titans Clashed: How the Red Army Stopped Hitler. Lawrence, Kansas: University of Kansas Press. ISBN 978-0-7006-0899-7.
  3. Bergström, Christer (2007). Kursk — The Air Battle: July 1943. Hersham: Chervron/Ian Allen. ISBN 978-1-903223-88-8, s. 123–125.
  4. 4,0 4,1 Glantz, David M.: ISBN 978-070061335-9, s. 337.
  5. Bergström, Christer (2007) ... s. 127–128.
    Tallet er fra russiske arkiver.
  6. Zetterling, Niklas: ISBN 0-7146-5052-8, s. 20.
  7. 7,0 7,1 Frieser, Karl-Heinz; Klaus Schmider, Klaus Schönherr, Gerhard Schreiber, Kristián Ungváry, Bernd Wegner (2007). Das Deutsche Reich und der Zweite Weltkrieg – Vol. 8: Die Ostfront 1943/44 – Der Krieg im Osten und an den Nebenfronten (Tysk). München: Deutsche Verlags-Anstalt München. ISBN 978-3-421-06235-2, s. 154.
  8. Glantz, David M.: ISBN 978-070061335-9, s. 276
  9. Clark, Lloyd (2012). Kursk: The Greatest Battle: Eastern Front 1943. London: Headline Publishing Group. ISBN 978-0-7553-3639-5, s. 408.
  10. Frieser, Karl-Heinz: ISBN 978-3-421-06235-2. Tallet er anslået af Frieser, da der ikke findes et officielt tal.
  11. Zetterling, Niklas; Frankson, Anders (2000). Kursk 1943: A Statistical Analysis. Cass Series on the Soviet (Russian) Study of War. London: Frank Cass. ISBN 0-7146-5052-8, s. 116, 117.
    For alle deltagende tyske hære i Kursk-området, var der 203.000 tilskadekomne for juli og august.
  12. Frieser, Karl-Heinz: ISBN 978-3-421-06235-2, s. 201
    Nøjagtige antal er ukendt, hele den tyske østfronten mistede 1.331 kampvogne og stormartilleri for juli og august, så antallet af 760 er et estimat.
  13. Bergström, Christer (2008). Bagration to Berlin — The Final Air Battle in the East: 1941–1945. Burgess Hill: Chervron/Ian Allen. ISBN 978-1-903223-91-8, s. 120. Tal fra Luftwaffe (Generalquartiermeister der Luftwaffe) for juli 5-31.
  14. 14,0 14,1 14,2 14,3 14,4 Krivosheev, Grigoriy (2001). Россия и СССР в войнах XX века: Потери вооруженных сил: Статистическое исследование (dansk: Rusland og USSR i krigene i det 20. århundrede: Tab af væbnede styrker: statistisk undersøgelse (Russisk). Moscow: Olma Press. ISBN 978-5-224-01515-3
  15. 15,0 15,1 Frieser, Karl-Heinz: ISBN 978-3-421-06235-2, s. 150.
  16. Krivosheev, Grigoriy (1997). Soviet Casualties and Combat Losses in the Twentieth Century. London: Greenhill Books. ISBN 1-85367-280-7, s. 132–134.
  17. Krivosheev, Grigoriy (1997): ISBN 1-85367-280-7, s. 262.
  18. Glantz, David M.; Orenstein, Harold S. (1999). The Battle for Kursk 1943: The Soviet General Staff Study. London; Portland, OR: Frank Cass. ISBN 0-7146-4933-3, s. 1.
  19. 19,0 19,1 Healy, Mark (2008): Zitadelle : the German offensive against the Kursk Salient 4-17 July 1943 Stroud : History Press, ISBN 978-18-6227-336-8, s. 90.
  20. Nipe, George (2010). Blood, Steel, and Myth: The II. SS-Panzer-Korps and the Road to Prochorowka, July 1943. Southbury, Conn: Newbury. s. 6
  21. Healy, Mark (2008) ... ISBN 978-18-6227-336-8, s. 41.
  22. Healy 2008, p. 65.
  23. 23,0 23,1 Newton 2002, p. 12.
  24. Dunn 1997, p. 94.
  25. Kasdorf 2000, p. 16.
  26. Glantz & House 2004, pp. 64–67.
  27. Glantz 1989, pp. 149–159.
  28. Glantz & House 1995, p. 167.
  29. Glantz 2013, p. 184.
  30. Glantz 1986, p. 66.
  31. Liddell Hart 1948, p. 189.
  32. 32,0 32,1 Healy 2010, p. 26.
  33. 33,0 33,1 33,2 Healy 2010, p. 27.
  34. Liddell Hart 1948, p. 210.
  35. 35,0 35,1 Kasdorf 2000, p. 7.
  36. Clark 2012, p. 167.
  37. Clark 2012, p. 176.
  38. Glantz & House 2004, p. 11.
  39. 39,0 39,1 Kasdorf 2000, p. 8.
  40. Dunn 1997, p. 61.
  41. 41,0 41,1 Glantz & House 2004, p. 13.
  42. Liddell Hart 1948, p. 198.
  43. Clark 2012, i følge Joseph Goebbels' dagbog..
  44. Liddell Hart 1948, p. 63.
  45. 45,0 45,1 45,2 Clark 2012, p. 177.
  46. Kasdorf 2000, p. 10.
  47. Glantz & House 2004, pp. 11, 13.
  48. 48,0 48,1 Clark 2012, p. 178.
  49. Healy 2008, p. 43.
  50. Manstein 1983, p. 445.
  51. Manstein 1983, p. 446.
  52. Clark 2012, p. 184.
  53. 53,0 53,1 53,2 Glantz & House 2004, p. 14.
  54. 54,0 54,1 Clark 2012, p. 186.
  55. Glantz & House 2004, p. 354.
  56. Clark 2012, pp. 178, 186.
  57. Liddell Hart 1948, p. 57.
  58. 58,0 58,1 Clark 2012, p. 187.
  59. 59,0 59,1 Glantz & House 2004, p. 25.
  60. Newton 2002, p. 13.
  61. von Mellenthin 1956, p. 218.
  62. Clark 2012, pp. 194,196.
  63. 63,0 63,1 Glantz & House 2004, pp. 51–53.
  64. Clark 2012, p. 197.
  65. Clark 2012, p. 194.
  66. Healy 2010, p. 79.
  67. 67,0 67,1 Clark 2012, p. 193.
  68. 68,0 68,1 68,2 68,3 Glantz & House 2004, p. 1–3.
  69. 69,0 69,1 Manstein 1983, pp. 480–482.
  70. Healy 2008, p. 83.
  71. von Mellenthin 1956, p. 216.
  72. Guderian 1952, p. 307.
  73. Zetterling & Frankson 2000, p. 10.
  74. 74,0 74,1 74,2 Glantz 2013, p. 183.
  75. Clark 2012, p. 192.
  76. Barbier 2002, p. 39.
  77. Guderian 1952, p. 308.
  78. Healy 2010, p. 86.
  79. Clark 1966, p. 327.
  80. 80,0 80,1 Glantz & House 2004, p. 55.
  81. Kursk Press releases July 1943 — Retrieved 2 June 2013
  82. 82,0 82,1 Taylor & Kulish 1974, p. 170.
  83. 83,0 83,1 Mulligan 1987, p. 329.
  84. Clark 2012, p. 223.
  85. Tal hentet fra: "Das Deutsche Reich und der Zweite Weltkrieg bd. 8" München, 2007

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • Das Deutsche Reich Und Der Zweite Weltkrieg band. 8, Deutsche Verlags-Anstalt, München 2007. ISBN 978-3-421-06235-2
  • Anders Frankson & Niklas Zetterling, Slaget om Kursk : historiens største panserslag, Aschehoug, 2006. ISBN 978-87-11-11758-3.
  • Niklas Zetterling, "Hitler mod Stalin Kampen på Østfronten 1941-45"Informations Forlag 2010. ISBN 978-87-7514-282-8.