Invasionen af Italien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Translation arrow.svg Oversættelse ønskes
Denne artikel er delvis på engelsk, og ikke fuldstændig oversat til dansk. Du kan hjælpe Wikipedia ved at oversætte den!
Invasionen af Italien
Del af Felttoget i Italien under 2. verdenskrig
Tropper og køretøjer bliver landsat under beskydning under invasionen af det italienske hovedland ved Salerno, september 1943.
Tropper og køretøjer bliver landsat under beskydning under invasionen af det italienske hovedland ved Salerno, september 1943.
Dato 3. september 1943 - 16. september 1943
Sted Salerno, Calabrien og Taranto, Italien
Resultat Allieret sejr
Parter
USA USA
Storbritannien Storbritannien
Canada Canada
Britisk Indien Britisk Indien
Danmark Danmark
Norge Norge
Frie franske styrker Frie franske styrker
Nazi-Tyskland Nazi-Tyskland
Kongeriget Italien Kongeriget Italien (til 9. september)
Ledere
Storbritannien Harold Alexander
Storbritannien Bernard Montgomery
USA Mark Wayne Clark
USA Henry Kent Hewitt
Nazi-Tyskland Albert Kesselring
Nazi-Tyskland Heinrich von Vietinghoff
Styrke
190.000 100.000
Tab
2.009 dræbt
7.050 såret
3.501 savnet
3.500

Invasionen af Italien, var de allieredes landgang på det italienske hovedland i september 1943, med general Harold Alexanders 15th Army Group (inklusiv Mark Clarks amerikanske 5th Army og Bernard Law Montgomerys britiske 8th Army) under 2. verdenskrig. Operationen efterfulgte den succesfulde invasion af Sicilien under Felttoget i Italien. Hovedinvasionsstyrken gik i land omkring Salerno på den vestlige kyst under Operation Avalanche, mens to hjælpeoperationer fandt sted i Calabrien (Operation Baytown) og Taranto (Operation Slapstick).

Bagrund[redigér | redigér wikikode]

Allierede strategi[redigér | redigér wikikode]

Efter Aksemagternes nederlag i Felttoget i Nordafrika, var der uenighed mellem de allierede om hvad det næste skridt skulle være. Winston Churchill ville bogstaveligt invader Italien, som han kaldte "Europas underliv" (ofte misforstået som "bløde underliv"). Den store støtte i Italien for krigen var faldende, og han mente at en invasion ville få Italien ud af krigen, og dermed fjerne den italienske flåde Regia Marina i Middelhavet, og så åbne den allierede skibstrafik. Det ville gøre det nemmere at forsyne de allierede styrker i Mellemøsten og Fjernøsten, og forøge britisk og amerikansk støtte til Sovjetunionen. Udover dette, ville tyske styrker være tvunget til at kæmpe i Italien og dermed væk fra den planlagte Operation Overlord - invasionen af Normandiet og den russiske front.

General George Marshall og det meste af den amerikansk stab ville imidlertid ikke deltage i nogen operationer, der måske ville forsinke invasionen i Normandiet. Da det blev klart at Operation Overlord ikke kunne blive udført i 1943, blev man enige om at styrkerne i Nordafrika skulle bruges til at invadere Sicilien, uden nogen sideløbende operationer. Både Roosevelt og Churchill indså nødevndigheden af at de Allierede hære skulle fortsætte med at angribe Aksemagterne i tiden efter det vellykkede felttog på Sicilien og frem til starten på felttoget i Nordvesteuropa.[1] Diskussionen fortsatte under Washington-konferencen i maj, men det var først i slutningen af juli, efter at det stod klart hvad der ville ske på Sicilien og Mussolinis fald, at Joint Chiefs of Staff gav Eisenhower instruks om at fortsætte til det italienske fastland snarest muligt.[2]

Joint Allied Forces Headquarters (AFHQ) havde ansvar for alle allierede landstyrker i Middelhavsområdet, og det var dem der planlagde og ledede invasionen af Sicilien og det italienske hovedland.

Invasionen af Sicilien i juli 1943, med kodenavnet Operation Husky, var er stor succes, selvom mange af Aksemagternes styrker undgik tilfangetagelse og flygtede til hovedlandet. Aksemagterne så det som en stor succes. Mere vigtig var dog et kup for at afsætte Benito Mussolini som statsoverhoved for den italienske regering, som begyndte at nærme sig fred med de allierede. Man mente en hurtig invasion af Italien måske ville fremskynde en italiensk overgivelse og få hurtige militære sejre over de tyske styrker der kunne blive fanget i kampe i et fjendtlig land. Men, italiensk (og mere tysk) modstand viste sig at være relativt stærkt, og kampene i Italien fortsatte selv efter Berlins fald. Udover dette, satte invasionen de allierede i en position hvor man skulle forsyne mad og forsyninger til erobret territorium, en burde som ellers ville været faldet på Tyskland. Ligesom, Italien blev besat af fjendtlig tysk hær ville skabe yderligere problemer for den tyske øverstbefalende Albert Kesselring.[3]

Planen[redigér | redigér wikikode]

Kort over invasionen af Italien.
Salerno D-Day plan

Inden invasionen på Sicilien gik de allierede planer ud på, at man blot skulle krydse Messinastrædet, dvs. en begrænset invasion i nærheden af Taranto. Herefter skulle man trænge op gennem Italiens tå, og man måtte regne med at møde både tyske og italienske styrker. Mussolinis og fascisternes fald gjorde, at man kunne gennemføre en mere ambitiøs plan, og de Allierede besluttede at supplere 8. britiske armés overgang over Messinastrædet med en erobring af havnen i Neapel. Man havde valget mellem to invasionsområder: et ved Volturnoflodens bækken og et andet ved Salerno. Begge var indenfor de allierede jagerflys begrænsede rækkevidde fra baser på Sicilien. Man valgte Salerno var tættere på luftbaserne og havde bedre dybdeforhold i forbindelse med landgang, hvilket betød at landgangsskibe kunne kaste anker tættere på strandene og der skulle etableres kortere udkørselsveje fra strandene, hvor der i øvrigt var udmærkede veje bag strandene.

Operation Baytown var det første trin i planen hvorved den britiske 8. armé under general Bernard Montgomery krydsede Messinastrædet ved Messina og gik i land nær spidsen af Calabrien - Italiens tå. Dette skete den 3. september 1943. Den korte afstand fra Sicilien betød, at landgangsbåde kunne sejle hele vejen uden at skulle søsættes fra et større fartøj. Den 5. britiske division gik i land på nordsiden af tåen, mens 1. canadiske infanteridivision gik i land ved Kap Spartivento på sydsiden. Den britiske general Bernard Montgomery var stærkt imod Operation Baytown fordi han forudså, at det ville en spildt indsats, da det byggede på en antagelse om at tyskerne ville slås i Calabrien. Hvis det ikke var tilfældet ville afledningen ikke virke, og den eneste virkning af operationen ville være at landsætte 8. armé 550 km syd for hovedlandgangsstedet ved Salerno. Han fik ret. Efter at være gået i land kunne 8. armé rykke 500 km nordpå til Salernoområdet uden at møde anden modstand end forhindringer opstillet af ingeniørsoldater.

Planer om brug af luftbårne styrker optrådte i forskellige udgaver, som alle blev aflyst. Den oprindelige plan om at landsætte tropper i svævefly i bjergpassene ved Sorrento halvøen ovenfor Salerno blev opgivet den 12. august. Seks dage senere blev det udskiftet med Operation Giant, som gik ud på at to regimenter fra 82. amerikanske luftbårne division skulle erobre og holde broerne over Volturno floden. Det blev i første omgang udvidet til at omfatte hele divisionen, herunder en amfibielandsætningen af svævefly-regimentet. Derpå blev det vurderet til ikke at kunne holdes forsynet logistisk og reduceret til en nedkastning af 2 bataljoner ved Capua for at blokere hovedvejen der. Den italienske kapitulation den 3. september betød at Operation Giant I blev opgivet og erstattet af Operation Giant II, en nedkastning af 504. faldskærmsregiment ved flyvepladserne Stazione di Furbara og Cerveteri 40 km nordvest for Rom for at bistå italienske styrker i at redde Rom fra tyskerne, hvilket var en betingelse i den italienske våbenhvile. Da afstanden fra de allierede brohoveder udelukkede nogen større allieret støtte til de luftbårne tropper blev 82. luftbårne divisions næstkommanderende sendt til Rom for at vurdere de italienske troppers villighed til at samarbejde med amerikanerne. Taylors vurdering var, at operationen ville være en fælde, og han anbefalede, at den blev aflyst, hvilket skete sent på eftermiddagen den 8. september mens transportflyene var ved at forberede afgang.

Hovedlandsætningen (Operation Avalanche) blev planlagt til at finde sted en uge senere den 9. september, hvor hovedstyrken skulle gå i land omkring Salerno på den vestlige kyst. Den ville bestå af den amerikanske 5th Army under generalløjtnant Mark Wayne Clark, der var omfattet af den amerikanske VI Corps under generalmajor Ernest J. Dawley, den britiske X Corps under generalløjtnant Richard McCreery, med den amerikanske 82nd Airborne Division som reserve. I alt bestod den af otte divisioner og to brigadeer. Dens primære mål var at erobre havnen i Napoli for at sikre forsyninger, og til at rykke til den østlige kyst, for at fange Aksemagternes styrker længere mod syd. Den britiske 1st Airborne Division ville gå i land nær Taranto, på Italiens "hæl" i Operation Slapstick, som en afledning for Salerno. Der opgave var at erobre havnen og flere omkringliggende flyvepladser og slutte sig til 8th Army før de skulle rykke mod nord for at slutte sig til 5th Army nær Foggia.

Planen var vovelig, men også problematisk. 5. armé ville blive landsat over en meget bred 55 km bred front med kun 3 divisioner i angrebet, og de to korps var langt fra hinanden , både adstandsmæssigt og ved at der var en flod imellem dem. Desuden var terrænet særdeles fordelagtigt for en forsvarende styrke. En amerikansk rangerstyrke under oberst William O. Darby bestående af tre US Ranger bataljoner og to British Commando enheder fik til opgave at holde bjergpassene, som førte op til Neapel, men der var ingen plan for hvorledes styrken skulle få forbindelse til 10. korps' opfølgende enheder. Endelig, selv om det var usandsynligt at man kunne opnå taktisk overraskelse, beordrede Clark ikke noget forberedende bombardement fra flåden - selv om erfaringerne fra Stillehavet viste, at det var nødvendigt.[4]

Seks tyske divisioner var placeret, så de kunne dække mulige landsætningssteder på vestkysten af Italien fra Rom til tåen, nemlig Hermann Goering panserdivisionen, 26. og 16. panserdivision, 15. og 29. pansergrenader division og 2. faldskærmsdivision. Heinrich von Vietinghoff, der havde kommandoen over 10. armé, placerede specifikt 16. panserdivisin i bakkerne over Salernosletten.

Operation Avalanche blev planlagt under navnet Top Hat og hjulpet af vildledningsplanen Operation Boardman, en falsk trussel om en allieret invasion af Balkan.

Slaget[redigér | redigér wikikode]

Operationer i det sydlige Italien[redigér | redigér wikikode]

Den amerikanske general Mark Wayne Clark ombord USS Ancon under landgangen ved Salerno, Italy, 12. september 1943.
Kort over Salerno-brohoved ved slutningen af den 11. september, 1943

On 3 September 1943 British Eighth Army's XIII Corps, which was composed of British and Canadian formations, launched Operation Baytown under General Bernard Montgomery's direction. Opposition to the landings was light and the Italian units surrendered almost immediately. Albert Kesselring and his staff did not believe Calabria landings would be the main Allied point of attack, the Salerno region or possibly even north of Rome being more logical. He had already therefore ordered General Traugott Herr's LXXVI Panzer Corps to pull back from engagement with 8th Army leaving only 29th Panzer Grenadier Division's 15th Panzergrenadier Regiment in the 'toe' of Italy. By 3 September most of this unit was in prepared positions at Bagnara, some Skabelon:Convert/mi from the landings which it had orders to hold until 6 September. After this they were to withdraw to join the rest of 29th Panzergrenadier Division which was concentrating at Castrovillari, some Skabelon:Convert/mi to the rear. The Krüger Battle Group (two battalions of 71st Panzergrenadier Regiment, 129th Reconnaissance Battalion and detachments of artillery and engineers) under 26th Panzer Division, would then stand at Nicotera, roughly Skabelon:Convert/mi up the coast from Bagnara.[5]

On 4 September 5th Division reached Bagnara, linked up with 1st Special Reconnaissance Squadron (which arrived by sea) and drove 3/15th Panzergrenadier Regiment from its position. On 7 September contact was made with the Krüger Battle Group. On 8 September 231st Brigade was landed by sea at Pizo, some Skabelon:Convert/mi behind the Nicotera defenses. They found themselves attacked from the north by a mobile force from 26th Panzer Division and from the south by the Krüger Battle Group which was withdrawing from the Nicotera position. After an initial attack which made no headway, the Krüger Battle Group veered away but the northern attack continued throughout the day before the whole German force withdrew at dusk.[6]

Progress was slow as demolished bridges, roadblocks and mines delayed Eighth Army. The nature of the countryside in the toe of Italy made it impossible to by-pass obstacles and so the Allies' speed of advance was entirely dependent on the rate at which their engineers could clear obstructions.[5] Thus Montgomery's objections to the operation were proved correct: the Eighth Army could not tie down German units that refused battle and the main obstacle to their advance was the terrain and German demolitions of roads and bridges.

By 8 September, Kesselring had concentrated Heinrich von Vietinghoff's 10th Army, ready to make a rapid response to any Allied landing.[7] In Calabria, Herr's LXXVI Panzer Corps had two Divisions concentrated in the Castrovillari area while its third division, 1st Parachute was responding to the landings at Taranto, leaving only Battle Group von Usedom comprising a single battalion (1/67th Panzergrenadier Regiment) with detachments of artillery and engineers as the rearguard in the toe.[8] Meanwhile Hube's XIV Panzer Corps was positioned to face possible landings from the sea with 16th Panzer Division in the Gulf of Salerno, the Hermann Göring Division near Naples and the 15th Panzergrenadier Division to the north in the Gulf of Gaeta.[9]

Den 8. september, før hovedinvasionen, blev Italiens overgivelse bekendtgjort til de allierede. Italienske enheder stoppede kampene, og flåden sejlede til allierede havne for at overgive. Men de tyske styrker i Italien var imidlertid forberedt på dette og afvæbnede italienske enheder og besættede vigtige forsvarspositioner.

Operation Slapstick begyndte den 9. september. As the first echelon of 1st Airborne arrived on four British cruisers, a US Cruiser and the British fast minelayer HMS Abdiel, they saw the Italian battleships Andrea Doria and Caio Duilio leaving with two cruisers to surrender in Malta. There were no Germans in Taranto and so the troops' disembarkation was unopposed. The only casualties occurred when the Abdiel, at anchor, struck a mine and sank in minutes killing 168 and wounding 126.[10] On 11 September, as patrols were sent further afield there were some sharp encounters with elements of the German 1st Parachute Division, although the German division could do little but skirmish and fall back because most of its strength was attached to the 26th Panzer and the Herman Göring Divisions at Salerno. It was in one of these actions the British division's commander, Major-General George Hopkinson was wounded and subsequently died. On 11 September the ports of Bari and Brindisi had been occupied.[10]

Landgange ved Salerno[redigér | redigér wikikode]

Operation Avalanche - hovedinvasionen ved Salerno af den amerikanske 5th Army - begyndte den 9. september, and in order to secure surprise, the decision had been taken to assault without preliminary naval or aerial bombardment. However, tactical surprise was not achieved, as the naval commanders had predicted. As the first wave of the U.S. 36th Infantry Division approached the shore at Paestum a loudspeaker from the landing area proclaimed in English: "Come on in and give up. We have you covered." The Allied troops attacked nonetheless.

Major General Rudolf Sieckenius commander of 16th Panzer Division had organised his forces into four mixed arms battle groups which he had placed roughly Skabelon:Convert/mi apart and between Skabelon:Convert/to back from the beaches. The Dőrnemann group was just east of Salerno (and therefore were opposite 46th Division when it landed), the Stempel battle group was between Pontecagnano and Battipaglia (and so faced the 56th Division), the Holtey battle group was in a reserve role at Persano on the Sele river which formed the corps boundary between X and VI Corps, while the von Doering battle group responsible for the Albanella to Rutino sector was four miles south-east of Ogliastro, somewhat south of the 36th Division's beaches.[11]

X Corps, composed of the British 46th and 56th Divisions and a light infantry force of U.S. Rangers and British Commandos of Brigadier 'Lucky' Laycock's 2nd Special Service Brigade, experienced mixed reactions to its landings. The Rangers met no opposition and with support from the guns of HMS Ledbury seized their mountain pass objectives while the Commandos, from No. 2 Army Commando and 41st R.M. Commando, were also unopposed and secured the high ground on each side of the road through the La Molina Pass on the main route from Salerno to Naples. At first light units of 2nd Commando moved towards Salerno and pushed back a small force of tanks and armoured cars from 16th Panzer Reconnaissance battalion.[12]

The two British infantry divisions, however, met determined resistance and had to fight their way ashore with the help of naval bombardments. The depth and intensity of German resistance forced British commanders to concentrate their forces, rather than driving for a linkup with the Americans to the south.

At Paestum, the two lead battalions of the 36th (Texas) Division (from 141st and 142nd Regimental Combat Teams) received a hot reception from two companies of von Doering's group.[12] The division had not been in combat before and as a result of the Italian surrender, there was a general belief amongst the soldiers that the landings would be routine.[13] 141st RCT lost cohesion and failed to gain any depth during the day which made the landing of supporting arms and stores impossible, leaving them without artillery and anti-tank guns.[14] However, 142nd RCT fared better and with the support of 143rd RCT, the reserve formation which had landed by 0800, were able to push forward.

By the end of the first day the 5th Army, although it had not gained all its objectives, had made a promising start: X Corps' two assault divisions had pushed between Skabelon:Convert/and inland and the special forces had advanced north across the Sorrento Peninsula and were looking down on the Plain of Naples. To the south, 36th Division had established itself in the plain to the right of the Sele river and the higher ground to a depth of Skabelon:Convert/mi, although 141st RCT was still stuck near the beach. However, XIV Panzer Corps commander Hermann Balck had seen the 16th Panzer Division's battle groups perform as intended and he had ordered both the Hermann Gőring Division south to the battle and later in the day had been able to order 15th Panzer Grenadier likewise. Meanwhile to the south, 29th Panzer Grenadier Division from LXXIV Panzer Corps had also been directed to Salerno.[15] Neither side had gained the initiative.

Consolidation of the beachhead[redigér | redigér wikikode]

For the next three days the Allies fought to expand their beachhead while the Germans defended stubbornly to mask the build-up of their reinforcements for a counter-offensive.[16] On 10 September Clark visited the battlefield and judged that it was unlikely that X Corps would be able to push quickly east past Battipaglia to link with VI corps. Since X Corps' main line of thrust was to be north towards Naples, he decided to move the VI Corps left hand boundary north of the Sele river and move the bulk of 45th Division into the gap. In view of the enemy reinforcements approaching from the north he also ordered a battalion-sized mixed arms group to reinforce the Rangers the next day.[17] Over the same period German reinforcements filtered into the battlefield. Units, short of transport and subjected to other delays, arrived piecemeal and were formed into ad-hoc battle groups for immediate action. By 13 September all the immediately available reinforcements had arrived including additional elements from 3rd Panzer Grenadier Division which had been released by Kesselring from further north near Rome.[18] By contrast, the Allied build-up was constrained by the limited transport available for the operation and the pre-determined schedule of the build-up based on how during the planning phase it had been anticipated the battle would develop. By 12 September it had become clear that 5th Army had an acute shortage of infantry on the ground.[19] On 12 September General Alexander reported to London that: "I am not satisfied with the situation at Avalanche. The build-up is slow and they are pinned down to a bridgehead which has not enough depth. Everything is being done to push follow-up units and material to them. I expect heavy German counter-attack to be imminent."[20]

By 12 September X Corps had taken a defensive posture because every battalion was committed and there were no reserves available to form an attack.[21] In the south 36th Division made some progress but towards midday a counter-attack by elements of 29th Panzer Grenadier Division overran 1st battalion 142nd Infantry

Tyske modangreb[redigér | redigér wikikode]

En tysk PAK nær Salerno

Mellem den 12. - 14. september, udførte tyskerne modangreb med dele fra seks divisioner af motoriserede styrker, og de håbede at skubbe Salerno-brohovedet tilbage ud i havet før de kunne slutte sig til den britiske 8th Army. De allierede tog tunge tab; de amerikanske tropper var især for spredt til at modstå angrebene. Hele 2nd Battalion 143rd Infantry fra 36th Division var fanget mellem tyske kampvogne var nærmest ødelagt.

On the left of the VI Corps, where the U.S. 45th Infantry Division had landed and moved into the line to fill the area formerly assigned to X Corps, German Panzer units made significant gains. On 13 September, the right of the 45th Division gave way, driving a salient between the two American divisions where the Sele River and Calore Lucano river merged. The German armored attack, approximately Skabelon:Convert/mi from the forward supply dumps on the beachhead, was stopped by artillery, naval gunfire, and a makeshift infantry position manned by artillerymen.

The forward units of both divisions were withdrawn behind the T. La Caso (river) to reduce the length of defensive lines. The new perimeter was held with the assistance of the 82nd Airborne Division. Two battalions (1,300 paratroops) of the 504th Parachute Infantry Regiment, after the cancellation of Giant II, had been assigned to excute the final version of Operation Giant I at Capua on the evening of 13 September. Instead they jumped inside the beachhead, guided by transponding radar beacons, and moved immediately into the line on the right of VI Corps. The next night, with the crisis passed, 2,100 troops of the 505th Parachute Infantry Regiment also parachuted into the beachhead and reinforced the 504th. The 325th Glider Infantry Regiment, reinforced by the 3rd Battalion 504th PIR, landed by sea on 15 September. A night drop of 600 paratroops of the 2nd Battalion 509th Parachute Infantry to disrupt German movements behind the lines in the vicinity of Avellino was widely dispersed and failed, incurring significant casualties.

Med stærkt flådestøtte og godt hjulpet af 5th Armys artilleri, besejrede de forstærkede og omgruppede infanterienheder alle tyske forsøg for at finde et svagt punkt i linjerne den 14. september. De tyske tab, særligt i tank, var store.

Eighth Army ordered to apply pressure[redigér | redigér wikikode]

On 9 September Montgomery's formations had been strung out along the coastal roads in the 'toe' of Italy. The build up across the Straits of Messina had proved slow and he was therefore short of transport. On 9 September he decided to halt his formations in order to reorganise before pushing on but Alexander replied on 10 September that "It is of the utmost importance that you maintain pressure upon the Germans so that they cannot remove forces from your front and concentrate them against Avalanche. This message was further reinforced on 12 September by a personal visit from Alexander's Chief of Staff.[22] Montgomery had no choice and while reorganising the main body of his troops sent light forces up the coast which reached Castrovillari and Belvedere on 12 September, still some Skabelon:Convert/mi from the Salerno battlefield. On 14 September he was in a position the start a more general advance and 5th Infantry Division had reached Sapri (Skabelon:Convert/mi beyond Belvedere) by 16 September where forward patrols made contact with patrols from VI Corps' 36th Division.[23]

Tysk tilbagetækning[redigér | redigér wikikode]

Tyskerne fortsatte kampene til den 15. september, men da det stod klart tidligt den 6. september at de allierede var for stærke og de havde for gode stilling til at fortrænge dem, beordrede von Vietinghoff den 10. armé til at trække sig tilbage mod nord, under dækning af dygtige forsinkningsaktioner. Patruljer i både de allieredes korps områder den 17. september fandt ud af at tyskerne havde brudt kontakten overalt ved brohovedet, og efter at have gensikret alle mål den 18. september, begyndte 5th Army at rykke frem mod nord.

Salerno-mytteriet[redigér | redigér wikikode]

Salerno-slaget var også stedet for Salerno-mytteriet, der involverede omkring 600 mænd fra det britiske X Corps, som den 16. september nægtede at nye enheder skulle erstatte dem. De havde tidligere forstået at de vil komme tilbage til deres egne enheder, som de var blevet adskillet fra i felttoget i Nordafrika, hovedsageligt fordi de var såret. Til sidst overtalte korps lederen, McCreery, de fleste af hans mænd til at følge hans ordre. Underofficerene, der ledede mytteriet blev dømt til døden, men fik lov til at vende tilbage til enheder og dommen blev aldrig udført.

Yderligere allierede fremrykninger[redigér | redigér wikikode]

Kort over tyske forsvarslinjer syd for Rom.

Da brohovedet ved Salerno var sikret, begyndte 5. armés angreb mod nordvest i retning af Napoli den 19. september. 82. luftbårne blev afløst, efter at have lidt svære tab nær Altavilla Silentina og overført til 10. korps, hvor de sluttede sig til Rangers og den britiske 23. pansrede brigade på Sorrento halvøen for at angribe de tyske forsvare ved Nocera Inferiore i flanken mens de var under angreb af 46. division. Den britiske 7. pansrede division passerede gennem 46. division og fik til opgave at indtage Napoli, mens den nyligt landsatte amerikanske 3. infanteridivision erobrede Acerno den 22. september og Avellino den 28. september.

8th Army havde gjort gode fremskidt fra "tåen" overfør tyske ingeniørtropper og sluttede sig til 1. luftbårne divisionadriaterhavskysken. Det sammenkædede den venstre side af fronten med 5. armé på højre side den 16. september og rykkede frem langs Adriaterhavskysken og erobrede flyvepladserne nær Foggia den 27. september. Foggia var et vigtigt allieret mål fordi de store flyvepladser ville give de allierede luftstyrker muligheden for at ramme nye mål i Frankrig, Tyskland og på Balkan.

A eskadronen fra King's Dragoon Guards gik ind i Napoli den 1. oktober (hvor besættelsesstyrkerne netop var blevet fordrevet under en opstand) og hele 5. armé, som nu bestod af 3 britiske og 5 amerikanske divisioner, nåede frem til linjen ved Volturno-floden den 6. oktober. Floden fungerede som en naturlig forsvarsbarriere, der sikrede Napoli, Campainia-sletten og de vigtige flyvepladser på den mod tyske modangreb. Imens var den britiske 8. armé på Adriaterhavskysken rykket frem til en linje fra Campobasso til Larino og Termoli ved Biferno-floden.

Efterspil[redigér | redigér wikikode]

Den tyske 10. armé var kommet tæt på at erobre brohovedet ved Salerno. Den stædige modstand i starten fra 16. panserdivisions kampgrupper og tyskernes evne til at forstærke dem hurtigere end de allierede kun landsætte yderligere enheder fra havet eller luften havde næsten fået slaget til at vende. 5. armés planlægger havde koncentreret hovedvægten af styrkerne i 10. korps på venstre fløj i overensstemmelse med det oprindelige mål om at rykke frem mod Neapel. Det havde efterladt højre fløj tyndt besat og efterladt en særlig svaghed ved korpsgrænsen.[24] . Endelig var tyskerne, som var opmærksom på den begrænsede tid de havde til rådighed til at nedkæmpe landsætningerne ved Salerne, da 8. armé nødvendigvis måtte dukke op, nødt til at foretage overilede og ukoordinerede forsøg på at opnå en hurtig afgørelse[23] og havde ikke evnet at gennembryde de allierede linjer og udnytte det overfor de allieredes totale overlegenhed i luft og støtte fra artilleri på landjorden og fra flåden. De allierede havde været heldige med, at Adolf Hitler denne gang havde støttet det synspunkt, som lederen af armégruppen i Norditalien, feltmarskal Erwin Rommel, havde fremført, og havde besluttet, at et forsvar af Italien syd for Rom ikke havde strategisk betydning. Som følge heraf havde Kesselring ikke fået tilladelse til at hente reserver fra den nordlige armégruppe.

Den efterfølgende succes for 10. armé i at tilføje tunge tab, og Kesselrings strategiske argumenter, førte til at Hitler gik med til at de allierede skulle blive holdt så langt væk fra Tyskland som muligt og forhindret fra at få olieressourcer fra Balkan. Den 6. november[25] udnævnte Hitler Rommel til at føre tilsyn med etableringen af forsvaret i Nordfrankrig og gav Kesselring kommandoen over hele Italien mod et løft om at holde Rom på tyske hænder længst muligt. [26]

I starten af oktober, var hele Syditalien i allierede hænder, og de allierede hære stod over for Volturno-linjen, den første af en række forberedte forsvarslinjer, der gik tværs over Italien, hvor tyskerne valgte at kæmpe henholdende slag, hvor de langsomt trak sig tilbage, men fik tid til at færdiggøre Gustav-linjen som var deres stærkeste forsvarslinje syd for Rom. De Allieredes næste skidt i Felttoget i Italien blev de hårde og lange slag mod dygtige, beslutsomme og godt forberedte forsvarere, som havde terræn og vejrforhold på sin side. Det tog frem til midten af januar 1944 at kæmpe sig gennem Volturno, Barbara og Bernhardt linjerne og nå Gustav-linjen, rygraden i Vinter-linjen. Hermed var scenen klar til de fire slag om Monte Cassino, som fandt sted mellem januar og maj 1944.

Clark's udmærkelse[redigér | redigér wikikode]

General Mark Wayne Clark blev tildelt Distinguished Service Cross, den næsthøjeste amerikanske udmærkelser for tapperhed i kamp, for hans indsats under krisen. Han blev ofte set i de forreste stillinger og opmuntrede styrkerne. Historikeren Carlo D'Este hævder imidlertid, at Clarks dårlige planlægning af operationen var den egentlige årsag til krisen. Clark selv bebrejdede 8. armés langsomme fremrykning for brohovedskrisen, hvilket ikke var helt forkert.

Invasionen af Italien i fiktionen[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. Molony, s. 186.
  2. Molony, s. 185-197.
  3. John Grigg, 1943:The Victory that Never Was
  4. John Grigg, 1943: The Victory that Never Was
  5. 5,0 5,1 Molony, p. 239.
  6. Molony, p. 241.
  7. Clark, p.20.
  8. Molony, p. 245.
  9. Molony, p. 267.
  10. 10,0 10,1 Molony, p. 243.
  11. Molony, p. 268.
  12. 12,0 12,1 Molony, p. 280.
  13. Molony, pp. 280-281.
  14. Molony, p. 281.
  15. Molony, p. 276.
  16. Molony, p. 289.
  17. Molony, p. 293.
  18. Molony, p. 294.
  19. Molony, p. 304.
  20. Molony, p. 299.
  21. Molony, p. 300.
  22. Molony, p. 244.
  23. 23,0 23,1 Molony, p. 246.
  24. Molony, p. 328.
  25. Orgill, The Gothic Line, s. 5
  26. Mavrogordato, s. 321

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]