Felttoget i Italien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Felttoget i Italien
Del af 2. verdenskrig
Amerikanske soldater affyrer en bazooka mod en tysk maskingeværsstilling ved Lucca i 1944.
Amerikanske soldater affyrer en bazooka mod en tysk maskingeværsstilling ved Lucca i 1944.
Dato 10. juli 19438. maj 1945
Sted Italien
Resultat Allieret sejr
Parter
Storbritannien Storbritannien

USA USA
Italien Italien

Polen Polen
Brasilien Brasilien
New Zealand New Zealand
Canada Canada
Frie franske styrker Frie franske styrker
Sydafrika Sydafrika
Grækenland Grækenland

Nazi-Tyskland Nazityskland

Kongeriget Italien Kongeriget Italien
 indtil 8. september 1943
Italien Salò-republikken
 indtil 25. april 1945

Ledere
Øverstbefalende i AFHQ:

USA Dwight D. Eisenhower
 (indtil januar 1944)
Storbritannien Henry Maitland Wilson
 (jan til dec 1944)
Storbritannien Harold Alexander
 (fra december 1944)

Øverstbefalende i Heeresgruppe C:

Nazi-Tyskland Albert Kesselring
Nazi-Tyskland Heinrich von Vietinghoff
 (okt 1944 til jan 1945 og fra marts 1945 til slutningen)
Kongeriget Italien Rodolfo Graziani

Tab
USA: 119.279[1]

Britiske Commonwealth: 198.000[2] herunder:

  • Storbritannien: 89.436
  • Canada: 25.889
  • Indien: 19.373
  • New Zealand: 8.668
  • Britiske kolonistyrker: 448

Frie franske: 27.625
Polen: 11.217
Italien: 4.729
Sydafrika: 4.168
Grækenland: 452
Brasilien: 443
Total: 59.151 dræbte
30.849 savnet
220.000 såret[3]

Tyskland:

47.873 dræbte
97.154 savnet
163.600 såret[4]
Italien: ?

Felttoget i Italien i 2. verdenskrig var navnet på de allieredes operationer i og omkring Italien, fra 1943 til slutningen af krigen. Joint Allied Forces Headquarters (AFHQ) blev operationelt ansvarlig for alle de allieredes landstyrker på Middelhavsfronten, og AFHQ planlagde og kommandere invasionen af Sicilien og felttoget på det italienske hovedland indtil de tyske styrker overgav sig i maj 1945.

Det er skønnet at mellem september 1943 og april 1945 blev omkring 60.000 allierede og 50.000 tyske soldater dræbt i Italien.[3][5] De totale allierede tab under felttoget var på over 320.000, mens aksemagternes tab (eksklusiv dem der var ved den sidste overgivelse) var på over 658.000.[6] Intet andet felttog i Vesteuropa kostede mere end det i Italien, når man tæller dræbte og sårede.[7]

Strategisk baggrund[redigér | redigér wikikode]

Selv før sejren i felttoget i Nordafrika, var der uenighed mellem de allierede om hvilken strategi, der var bedst til aksemagternes nederlag.

Briterne, især Winston Churchill, ville have en traditionel flåde støttet strategi. Selv med en stor hær, men med en større flådestyrke, var den traditionelle britiske strategi mod en fjende på hovedlandet at kæmpe som en del af en koalition og landsætte små flådeoperationer, som skulle gradvist svække fjenden. Amerikanerne, med en langt større hær, ville hellere have en mere direkte strategi for at fjerne hovedstyrken af Wehrmacht i Nordeuropa. For at kunne starte sådan et felttog, skulle man først vinde slaget om Atlanten.

Den strategiske uenighed var stor, da lederne af den amerikanske stab ville have en invasion af Frankrig så hurtigt som muligt, mens briterne ønskede at lave en strategi for Middelhavsområdet. Den amerikanske stab mente, at en storstilet invasion af Frankrig, så hurtigt som muligt var nødvendigt for at afslutte krigen i Europa, og ikke have nogen andre sideløbende operationer, der kunne forsinke planen. Briterne mente, at tilstedeværelsen af et stort antal tropper trænnet til amfibielandgange i Middelhavet kunne gøre en begrænset invasion muligt og nyttigt.

Før eller siden ville de amerikanske og britiske politikere træffe beslutningen om at starte en invasion af Frankrig i starten af 1944, men med et lavt prioritet italiensk felttog som fulgte den amerikanske præsident Roosevelts ønske om, at have amerikanske styrker i Europa i 1943 og hans andet ønske om at fjerne Italien fra krigen.[8] Man håbede på at en invasion ville få dem ud af krigen. At fjerne Italien som en fjende, ville også få de allierede flådestyrker, især Royal Navy, til at dominere totalt i Middelhavet, og forbedre kommunikationen med Egypten, Mellemøsten, Fjernøsten og Indien. Det ville også betyde at tyskerne måtte flytte tropper fra østfronten for at forsvare Italien og hele den franske sydkyst, mens de skulle være i kamp mod russerne. Italienerne ville også være tvunget til at trække deres tropper tilbage fra Sovjetunionen for at forsvare Italien.

Felttoget[redigér | redigér wikikode]

Invasionen af Sicilien[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Invasionen af Sicilien.

En kombineret britisk-canadisk-amerikansk invasion af Sicilien begyndte den 10. juli 1943 med både amfibie og luftbårne landgange ved Gelabugten og nord for Siracusa. De forsvarende tyske og italienske styrker kunne ikke forhindre de allieredes erobring af øen, men det lykkedes at evakuere de fleste af deres tropper til fastlandet, hvor den sidste forlod øen den 17. august 1943. De allierede styrker fik erfaring med amfibieoperationer og masse luftbårne udspring.

Invasionen af selve Italien[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Invasionen af Italien.
Artilleri bliver landsat under invasionen af Italien ved Salerno, september 1943.

Styrker fra den britiske 8th Army gik i land på Italiens "tå" den 3. september 1943 i Operation Baytown, den samme dag som den italienske regering blev enige om en våbenhvile med de allierede. Den blev offentligt til Italien den 8. september, og selvom de tyske tropper forberedte sig på at forsvare sig uden hjælp fra italienerne, blev alle af deres divisioner afvæbnet, bortset fra to ved 8th Army og en ved Salerno.

Den 9. september gik styrker fra den amerikanske 5th Army i land ved Salerno i Operation Avalanche, hvor de mødte kraftig tysk beskydning. Britiske styrker blev landsat ved Taranto i Operation Slapstick, men det var næsten forladt for tyske styrker. Man håbede at med den italienske overgivelse, ville tyskerne trække sig nord på, da Adolf Hitler var blevet overbevist om, at det sydlige Italien ikke var strategisk vigtig. Men det skete ikke, selvom 8th Army var i stand til at rykke nemt frem langs østkysten til havnen i Bari og de vigtige flyvepladser omkring Foggia. Den tyske 10. armé modtog ikke forstærkninger fra nord og kunne derfor ikke stoppe landgangen ved Salerno. Den allierede indsats i vest blev centreret om havnen i Napoli. Napoli blev valgt, fordi det var den nordligste havneby, der kunne få støtte af allierede jagerfly der opererede fra Sicilien.

Da de allierede rykkede mod nord, mødte de i stigende grad vanskeligt terræn. Specielt Appenninernebjergene dannede en lang kæde op gennem den italienske halvø og videre mod øst. I de mest bjergrige områder ved Abbruzzi bestod mere end halvdelen af bredden af halvøen af toppe på over 900 m, som var relativt lette at forsvare, og da de allierede også skulle forcere en række af højderygge og floder på tværs af deres linje i forvejen. Floderne var offer for pludselige og uventede oversvømmelser, der konstant irriterede de allierede leders planer.[9]

Allierede fremrykning til Rom[redigér | redigér wikikode]

I starten af oktober 1943 blev Hitler overbevist af hans armégruppekommanderende i Syditalien, Feltmarskal Albert Kesselring, at forsvaret af Italien bør laves så langt væk fra Tyskland som muligt. Dette ville det svære for de allierede, at erobrer flere flyvepladser, der kom tætte på Tyskland, pga. Centralitaliens naturlige forsvarsgeografi. Hitler blev også overbevist, at hvis man var for blød i Syditalien, ville de allierede bruge Italien, som et springbræt for en invasion af Balkan med de vigtige olie, bauxit og kobber ressourcer. [10]

Kesselring fik kommandøen over hele Italien og beordrede med det samme bygningen af en række forsvarslinjer ind over Italien syd for Rom. To linjer, Volturno-linjen og Barbara-linjen, blev brugt til at forsinke den allierede fremrykning, så man kunne bygge nogle større forsvarslinjer. Det var Gustav-linjen og to ligende forsvarlinjer vest for Appenninernebjergene, Bernhardt-linjen og Hitler-linjen.

Gustav-linjen viste sig at være en stor forhindring for de allierede i slutningen af 1943, der forsinkede dem på 5th Armys front, på den vestligeside af Italien. Selvom Gustav-linjen blev brudt på 8th Armys Adriaterhavsfront og Ortona erobret, fik voldsomme snestorme, fygende sne og ingen sigtbarhed ved slutningen af december fremrykningen til at stoppe. De allieredes fokus kom så over på den vestlige front, hvor et angreb gennem Liri-dalen blev betragtet som den bedste chance for et gennembrud mod Rom. Landgange ved Anzio bag linjen blev udført for at få Gustav-linjen til at brude sammen, men håbet for tidlig fremgang inde i landet for at afskære det tyske forsvar kom ikke og styrkerne ved Anzio blev fanget i deres eget brohoved.

Det tog fire store offensiver mellem januar og maj 1944 før linjen blev brudt af et kombineret angreb af 5th og 8th Army (inklusiv britiske, amerikanske, franske, polske og canadiske korps) koncentreret langs en 32 km lang front mellem Monte Cassino og vestkysten. På det samme tidspunkt brød styrker ved Anzio ud af brohovedet, men muligheden for at afskære og ødelægge store dele af den tyske 10. armé, der var på tilbagetog fra Gustav-linjen, gik tabt, på randen af en succes, da styrkerne ved Anzio skiftede retning ved at rykke parallelt med kysten for at erobre Rom.[11] Rom blev erklæret en åben by at den tyske hær og amerikanske styrker gik ind i byen den 4. juni.[12]

Allierede fremrykning ind i Norditalien[redigér | redigér wikikode]

Efter erobringen af Rom og invasionen af Normandiet i juni, skulle mange erfarne amerikanske og franske enheder, i alt 7 divisioner, deltage i Operation Dragoon, de allieredes invasion af Sydfrankrig. Disse enheder blev delvist erstattet af den brasilianske 1. infanteridivision, fra den brasilianske ekspeditionsstyrke (FEB).[12]

I perioden fra juni til august 1944 rykkede de allierede længere nord for Rom og erobrede Firenze. Derved kom de tættere på den Gotiske linje. Denne sidste større forsvarslinje gik fra kysten omkring 48 km nord for Pisa, langs Appenninernebjergene mellem Firenze og Bologna til Adriaterhavskysten lige syd for Rimini.

Under Operation Olive, blev den store allierede offensiv i efteråret 1944 startet den 25. august. Det lykkedes både for den britiske 8. Armé og den amerikanske 5. Armé at bryde gennem den gotiske linje, men det var ikke et afgørende gennembrud. Churchill havde håbet på at et gennembrud i efteråret 1944 ville åbne vejen for de vestallieredes hære til at rykke nord- og østpå til Wien og Ungarn, for at stoppe den sovjetiske fremrykning i Østeuropa. Churchills forslag mødte stor modstand fra den amerikanske generalstab, der forstod vigtigheden for Londons efterkrigsinteresser i regionen, men ikke mente at det var relevant for den allierede krigsindsats.[12].

I december 1944 efterfulgte 5. Armés øverstbefalende Mark Clark Harold Alexander, som leder af alle allierede landtropper i Italien, da han blev udnævnt til at lede 15. Armégruppe. I vinteren og foråret 1944-45, blev de italienske partisaners aktiviteter i Norditalien mere omfattende. Fordi der var to italienske regeringer i dette tidsrum, en på hver side, mindede kampene om en borgerkrig.

Fortsættelsen af den allierede offensiv i starten af 1945 var næsten umulig pga. den strenge vinter (der umuliggjorde pansermanøvrer og luftstøtte), flere ønsker om at trække britiske styrker til Grækenland og det canadiske 1. Armékorps til Nordvesteuropa, samt de massive tab under efterårskampene,[13][14]. De allierede udviklede en strategi kaldet "offensivt forsvar" mens de forberedte sig på det afgørende angreb, når vejret og jordforholdene blev bedre i foråret.

I februar 1945 [15] kæmpede styrker fra det amerikanske IV Armékorps (den brasilianske ekspeditionsstyrke og den nys ankomne amerikanske 10th Mountain Division) i Operation Encore [16] frem over minefelter i Appenninernebjergene for at få deres frontlinje op til det amerikanske II Armékorps’ frontlinje på den højre flanke. De pressede de tyske forsvarere væk fra deres afgørende stillinger på Monte Castello og den nærtliggende Monte Belvedere. Castelnuovo mistede deres artilleripositioner, som havde domineret indfaldsvejene til Bologna siden det næsten mislykkede allierede forsøg på at indtage byen i efteråret.[17] Samtidigt blev landtransportinfrastrukturen ødelagt, så aksemagterne blev tvunget til at bruge sø-, kanal- og flodtransport for at forsyne tropperne. Det ledte til Operation Bowler mod skibsfarten i Venedigs havn den 21. marts 1945.

De allieredes sidste offensiv begyndte med massive luft- og artilleribombardementer den 9. april 1945.[18] Den 18. april brød styrker fra briternes 8. Armé i øst igennem Argentadalen og sendte panser frem, for at lave en knibtangsmanøvre for at møde det amerikanske IV Armékorps, der rykkede frem fra Appenninernebjergene i det centrale Italien og tilfangetage de sidste forsvarere af Bologna.[12] Den 21. april gik den polske 3. karpathian riffeldivision, den italienske Friuli-gruppe fra 8. Armé og den amerikanske 34th Infantry Division fra 5. Armé, ind i Bologna.[19] 10th Mountain Division, som havde passeret Bologna, nåede Po-floden den 22. april. Den indiske 8. infanteridivision, på 8. Armyé front, nåede floden den næste dag, 23. april.[20]

Den 25. april erklærede de Italienske Partisaners Befrielseskomité en opstand,[21] og på den samme dag, efter at have krydset Po på deres højre side, rykkede styrker fra 8. Armé nordøst til Venedig og Trieste. På den amerikanske 5. Armés front rykkede styrkerne nordpå mod Østrig og nordvestpå til Milano. På arméens venstre side rykkede den amerikanske 92nd Infantry Division (the "Buffalo Soldiers Division") langs kysten til Genova. En hurtig fremrykning til på deres højre side mod Torino af den brasilianske division tog den tysk-italienske armé Liguria med storm, og fik den til at gå i opløsning.[17]

Da april sluttede trak Heeresgruppe C, aksemagternes landstyrker i Italien, sig tilbage på alle fronter og efter at have mistet det meste af deres kampvilje, kunne de kun overgive sig.[17] General Heinrich von Vietinghoff, som havde fået Heeresgruppe Cs kommando efter Kesselring var blevet øverstbefalende for Vestfronten (OB West) ved slutningen af 1944, underskrev, på vegne af de tyske tropper i Italien, en overgivelse den 29. april, der formelt trådte i kraft den 2. maj 1945.[22]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Fronter[redigér | redigér wikikode]

Atlas of the World Battle Fronts fra juli 1943 til august 1945 med en halv måneds interval.

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. (Engelsk) European Theater
  2. (Engelsk) The Italian Campaign
  3. 3,0 3,1 Note fra Gregory Blaxland's (på engelsk). Alexander's Generals. , s. 11 Blaxland citere en meget præcis liste over tab: 59.151 allierede døde mellem 3. september 1943 og 2. maj 1945 og mellem 20 nationaliteter
  4. (Engelsk) Statistics and Numbers
  5. Vær opmærksom på at i Alexander's Generals citere Blaxland en meget præcis liste over tab: 59.151 allierede døde mellem 3. september 1943 og 2. maj 1945 ifølge AFHQ. De døde havde 20 nationaliteter: USA: 20.442; Storbritannien: 18.737; Frankrig, Marokko, Algeriet, Tunisien, Senegal og Belgien: 5.241; Canada: 4.798; Indien, Pakistan og Nepal: 4.078; Polen: 2.028; New Zealand: 1.688; Italien: (eksklusiv irregulære) 917; Sydafrika: 800; Brasilien: 275; Grækenland: 115; Israel: 32. Udover blev 35 soldater dræbt af fjenden, mens de tjente med pionereenheder fra: Botswana, Lesotho, Swaziland, Seychellerne, Mauritius, Sri Lanka, Libanon, Cypern og Vestindien.
  6. Barclay, Brigadier C.N. (på engelsk). Mediterranean Operations: Campaign in Italy: August 1944-May 1945. 
  7. Keegan, "The Second World War", s. 368
  8. Carver, s. 4 & 59
  9. Phillips (1957), (Engelsk) s. 20
  10. Orgill, The Gothic Line, s. 5
  11. Katz, The Battle for Rome
  12. 12,0 12,1 12,2 12,3 Clark, Calculated Risk
  13. Keegan, s. 367
  14. R.Brooks, The War North of Rome, Chps XIX-XX spec. s. 254
  15. D'Este, "World War II in the Mediterranean", s. 193
  16. Moraes, "The Brazilian Expeditionary Force By Its Commander"
  17. 17,0 17,1 17,2 Bohmler, Rudolf, Monte Cassino, Chapter XI
  18. Blaxland, s. 254-255
  19. Blaxland, s. 271
  20. Blaxland, s. 272-273
  21. Blaxland, s. 275
  22. Blaxland, s. 277

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  • Blaxland, Gregory (1979) (på engelsk). Alexander's Generals (the Italian Campaign 1944-1945). London: William Kimber. ISBN 0 7183 0386 5. 
  • Bohmler, Rudolf (1964) (på engelsk). Monte Cassino: a German View. Cassell. ASIN B000MMKAYM. 
  • Brooks, Thomas R. (2003) (på engelsk). The War North of Rome (June 1944-May 1945). Da Capo Press. ISBN 978-0306812569. 
  • Carver, Field Marshall Lord (2001) (på engelsk). The Imperial War Museum Book of the War in Italy 1943-1945. London: Sidgwick & Jackson. ISBN 0 330 48230 0. 
  • Clark, Mark (2007) (på engelsk). Calculated Risk. New York: Enigma Books. ISBN 978-1929631599. 
  • D'Este, Carlo (1990) (på engelsk). World War II in the Mediterranean (1942-1945 Major Battles and Campaigns). Algonquin Books. ISBN 978-0945575047. 
  • Harpur, Brian (1981) (på engelsk). The Impossible Victory. Hippocrene Books. ISBN 0882545183. 
  • Jackson, General Sir William G.F. (2004) (på engelsk). The Mediterranean and Middle East, Volume VI Victory in the Mediterranean Part III November 1944 to May 1945. History of the Second World War, United Kingdom Military Series, Official Campaign History. Naval & Military Press. ISBN 978-184574-072-6. 
  • Katz, Robert (2003) (på engelsk). The Battle for Rome. Simon & Schuster. ISBN 978-0743216425. 
  • Keegan, John (2005) (på engelsk). The Second World War. Penguin. ISBN 978-0143035732. 
  • Moraes, Mascarenhas (1966) (på engelsk). The Brazilian Expeditionary Force By Its Commander. US Government Printing Office. ASIN: B000PIBXCG. 
  • Orgill, Douglas (1967) (på engelsk). The Gothic Line (The Autumn Campaign in Italy 1944). London: Heinemann. 

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]