Slaget om Stalingrad

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Slaget om Stalingrad
Del af Østfronten, 2. verdenskrig
Dato 21. august 19422. februar 1943
Sted Stalingrad, Sovjetunionen
Resultat Sovjetisk sejr
Parter
Tyskland Nazityskland
Italien Italien
Rumænien Rumænien
Ungarn Ungarn
Sovjetunionen Sovjetunionen
Ledere
Friedrich PaulusWhite flag icon.svg
Erich von Manstein
Hermann Hoth
Georgiy Zhukov
Vasiliy Chuikov
Aleksandr Vasilyevskiy
Styrke
Tysklands 6. arme
Tysklands 4. panzer arme
Rumæniens 3. arme
Rumæniens 4. arme
Ungarns 2. arme
Italiens 8. arme
500.000 tyskere
Ukendt antal reserver
Ukendt antal akse-allierede
Stalingrad fronten
Den sydvestlige front
Don fronten
1.700.000
Tab
740.000 dræbte eller sårede
110.000 tilfangetagne
750.000+ dræbte, sårede eller tilfangetagne
40.000+ civile dødsfald
Slaget om Stalingrad (Rusland)
Slaget om Stalingrad
Slaget om Stalingrad
Tyske tropper i Stalingrads gader
Sovjettiske soldater i den ødelagte by

Slaget om Stalingrad var et af vendepunkterne i 2. verdenskrig og regnes af mange for historiens blodigste slag [Kilde mangler]. Kendetegnende for slaget var den brutalitet og mangel på respekt for civile tab, begge sider viste. Slaget regnes for at omfatte den tyske belejring af den sydrussiske by Stalingrad (Volgograd i dag), slaget inde i byen og den sovjetiske modoffensiv, der til sidst omsluttede og udslettede den tyske 6. armé, der blev fanget i og omkring byen. Det anslås, at der var mellem 1 og 2 millioner døde ved slaget (på et tidspunkt var den forventede gennemsnitslevetid for en nyankommen soldat nede på 45 min), og aksemagterne mistede omkring en fjerdedel af deres samlede mandskab på østfronten og kom aldrig over tabet. For russerne indledte sejren ved Stalingrad befrielsen af Sovjetunionen. Det førte til den endelige sejr over Nazityskland i 1945. Russerne mistede godt en million soldater og civile.

Den tyske Wehrmacht var trængt dybt i det sovjetiske moderland; floden Volga var den sidste forsvarslinje inden Uralbjergene. Og ved floden lå Stalingrad opkaldt efter Josef Stalin med den en vigtig strategisk position med fabrikker, samt forsvaret af den kaukasiske olie. Tyskere kæmpede mod russerne i selve byen, da russerne iværksatte operation Uranus, der samlede reserver til en kæmpemæssig omringning af den 6. armé med general Friedrich Paulus i spidsen. Tyskerne blev taget til fange, og Paulus var den tysker af højest militær rang, der overgav sig til de allierede. Slaget ved Stalingrad markerede det psykologiske vendepunkt i krigen, om end ikke det militære.

Stalingrad som krigsskueplads[redigér | redigér wikikode]

Fra starten af den tyske hærs offensiv mod Stalingrad, havde Stalin modsat sig en evakuering af byens beboere, fordi han mente at de sovjetiske soldater hellere ville kæmpe for en levende end for en forladt by. I 1942 havde byen omkring 500.000 indbyggere, og iberegnet forstæderne, havde Stalingrad en samlet længde på hele 50 km; dens bredde oversteg intetsteds 2,5 km. Det var en af grundene til, at det aldrig lykkedes for tyskerne at overtage hele byen. Da den tyske general Friedrich Paulus d. 19. august beordrede sin 6. armé i offensiven, blev byens kommandant udskiftet med generalløjtnant Georgij Zjukov, som overtog kommandoen over den sovjetiske 62. armé med dagsbefalingen; "Red Stalingrad eller dø!". Det førte til brutale kampe om hver eneste af byens kvadratmeter, og selv om Paulus utvivlsomt havde flere soldater og mere materiel til rådighed, kunne det ikke umiddelbart omsættes til en hurtig tysk sejr. Den russiske generalmajor Nikolaj Talenskij skriver:

Citat I begyndelsen led vi meget store tab; de overlevende fik imidlertid stor erfaring i at slås fra bygning til bygning. To-tre mand med sådan en erfaring var lige så meget værd som en hel deling. De kendte alle kloakbrøndene og hvert eneste bombekrater i nærheden af deres bygninger. Blandt ruinerne, som ingen kampvogn kunne passere, sad en soldat i sin kloakbrønd og spejdede ud gennem et periskop for øjeblikkeligt at åbne ild, så snart han fik øje på en tysker. Kun en fuldtræffer kunne drive ham ud af hans hule. Citat

Den tyske blitzkrig var ikke til megen nytte i Stalingrad, og Paulus' tidlige beslutning om at udføre svære bombetogter over Stalingrad, betød blot at gaderne blev fyldt med murbrokker, der forhindrede de tyske kampvognes fremrykning. I Stalingrad fandtes en række moderne betonbygninger, hvis stabile konstruktioner af stål og beton, kombineret med de bombesikre kældre, minimerede det tyske luftvåbens mulighed for at udføre effektive luftangreb. Ydermere var de tyske kampvogne ikke til megen nytte i de snævre gader. De sovjetiske soldater bekæmpede dem med stor succes fra stue- og kældervinduer, kloakbrønde mm. ved hjælp af molotovcocktails og håndgranater. Våben der i åbent terræn, ville være ubrugelige overfor de tyske kampvognes slagkraft og rækkevidde.

Zjukov skriver i sine erindringer:

Citat Forsvarerne lod kampvognene komme inden for deres panserværnsvåbens rækkevidde og åbnede så ild. På den måde kunne de holde infanteristerne borte fra kampvognene, hvilket totalt forstyrrede fjendens taktik. Det isolerede infanteri blev senere tilintetgjort. Uden infanteriet kunne de tyske kampvogne ikke udrette meget. De blev stoppet, og når de retirerede, led de store tab Citat

Den tyske luftbro[redigér | redigér wikikode]

General Paulus indså hurtigt at Operation Uranus påbegyndt den 19. november af den russiske hær truede med at omringe den 6. armé. Med baggrund heri udarbejdede Paulus en redningsplan, der skulle ledes fra hans nye hovedkvarter uden for de russiske linjer. Hitler beordrede dog Paulus og hans stab til at lade den 6. Armé indtage en pindsvinestilling og afvente hjælp udefra. Paulus blev forfærdet over ordren om blot passivt at afvente situationen, men turde ikke trodse eller modsige Hitlers ordre.

For Hitler var Stalingrad blevet et prestigeanliggende, og byen skulle for enhver pris holdes, da den bar Stalins navn, havde den stor symbolsk betydning. Det skyldtes ikke mindst, at det tyske propagandaministerium ledet af Joseph Goebbels havde agiteret kraftigt for byens strategiske vigtighed på Østfronten og ophøjede byen til et vendepunkt i krigen mod Rusland. Efter Stalingrad ville Armegruppe Syd blandt andet kunne søge mod den kaukasiske olie. Et råstof der var uhyre vigtig for Stortysklands fortsatte krigsindsats. At Goebbels trykkede propaganda om den tyske 6. Armés kampe i Stalingrad skyldtes også, at han anså byen for at være en nem militær sejr. Stalingrads symbolske betydning ses tydeligt af, at Goebbels, efter at slaget om Stalingrad var forbi, proklamerede, at en totalkrigs indsats var det eneste middel, hvormed Tyskland kunne besejre sine fjender. Med andre ord var Goebbels, der fra begyndelsen havde lovet, at en tysk sejr i Stalingrad var uundgåelig, nu var nødt til at skabe en endnu mere absurd og voldsom fordrejning af sandheden for at overbevise den tyske befolkning om, at sejren i sidste ende ville tilfalde Tyskland.

Hitlers beslutning om at lade Stalingrad modstå en hel vinters belejring om nødvendigt, var blevet taget efter en kort telefonkorrespondance med Hermann Göring d. 25. november. Denne forsikrede Hitler om at Luftwaffe var i stand til at opretholde de nødvendige forsyninger til den nu indesluttede 6. Armé, der havde brug for en daglig materieltilførsel på ca. 700 tons om dagen. Chefen for den 4. tyske luftflåde, von Richthoften, anså det for muligt at levere 350 tons forsyninger om dagen. Hermann Göring meddelte derimod Hitler, at der kunne leveres 500 ton. Et bud der senere skulle vise sig yderst optimistisk. Baggrunden for Görings vurdering var baseret på særdeles vellykkede transporter af fornødenheder til 100.000 indelukkede tyske soldater i Demjanskkedlen fra januar til juni 1942.

Etableringen af en luftbro til Stalingrad var dog langt mere problematisk:

  • Antallet af fly var ikke blevet forøget, og nu var det hele 250.000 mand, der skulle forsynes.
  • De flyvepladser hvorfra transporterne skulle foregå lå gennemsnitligt 200 km fra Stalingrad, tre gange så langt som Demjansk.
  • Det sovjetiske luftvåben var siden 1942 blevet betydeligt forstærket navnlig med jagerfly, og var en reel trussel mod Luftwaffe.
  • Der var logistiske vanskeligheder ved hurtigt at samle det påkrævede antal transportfly. De var altså ikke øjeblikkeligt tilgængelige.
  • Den russiske vinter ville forværre vejrforholdene og transportmulighederne.

Luftbroen blev en total fiasko. Gennemsnittet af tilført materiel for de 70 dage var gennemsnitligt 89,3 tons pr. dag. Den ringe mængde materieltilførsel, kombineret med den hårde russiske vinter, betød kummerlige forhold for 6 Armé, samt kulde- og sultedøden for mange tyske soldater.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

2. verdenkrig Stub
Denne artikel om 2. verdenskrig er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Artikelstump