Slaget om Stalingrad

Slaget om Stalingrad
	Del af Østfronten, 2. verdenskrig
	; Sovjetiske soldater angriber ved Stalingrad
Dato	21. august 1942 – 2. februar 1943
Sted	Stalingrad, Sovjetunionen
Resultat	Sovjetisk sejr
Parter
Nazityskland; Italien; Rumænien; Ungarn	Sovjetunionen
Ledere
Friedrich Paulus; Erich von Manstein; Hermann Hoth	Georgiy Zhukov; Vasiliy Chuikov; Aleksandr Vasilyevskiy
Styrke
Tysklands 6. arme; Tysklands 4. panzer arme; Rumæniens 3. arme; Rumæniens 4. arme; Ungarns 2. arme; Italiens 8. arme; 500.000 tyskere; Ukendt antal reserver; Ukendt antal akse-allierede	Stalingrad fronten; Den sydvestlige front; Don fronten; 1.700.000
Tab
740.000 dræbte eller sårede; 110.000 tilfangetagne	750.000+ dræbte, sårede eller tilfangetagne; 40.000+ civile dødsfald
	; Slaget om Stalingrad

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Gå til: navigation, søg

Slaget om Stalingrad var et af vendepunkterne i 2. verdenskrig og bliver af mange regnet for historiens blodigste slag^{[Kilde mangler]}. Kendetegnende for slaget var den brutalitet og mangel på respekt for civile tab, begge sider viste. Slaget regnes for at omfatte den tyske belejring af den sydlige russiske by Stalingrad (Volgograd i dag), slaget inde i byen, og den sovjetiske modoffensiv, der til sidst omsluttede og udslettede den tyske 6. armé, der blev fanget i og omkring byen. Det anslås, at der døde mellem 1 og 2 millioner mennesker ved slaget (på et tidspunkt var den forventede gennemsnitslevetid for en nyankommen soldat nede på 45 min), og aksemagterne mistede omkring en fjerdedel af deres samlede mandskab på østfronten – hvilket de aldrig kom over. For russerne, der mistede godt en million soldater og civile, markerede sejren ved Stalingrad starten på befrielsen af Sovjetunionen, der førte til den endelige sejr over Nazityskland i 1945.

Den tyske Wehrmacht var trængt dybt i det sovjetiske moderland, floden Volga var den sidste forsvarslinje inden Uralbjergene. Og ved floden lå Stalingrad opkaldt efter Josef Stalin, og med den en vigtig strategisk position med fabrikker, samt forsvaret af den kaukasiske olie. Tyskere kæmpede mod russerne i selve byen, da russerne iværksatte operation Uranus, der samlede reserver til en kæmpemæssig omringning af den 6. armé med general Friedrich Paulus i spidsen. Tyskerne blev taget til fange, og Paulus var den tysker af højest militær rang, der nogensinde overgav sig til de allierede. Slaget ved Stalingrad markerede det psykologiske vendepunkt i krigen, om end ikke det militære.

[redigér] Stalingrad som krigsskueplads

Fra starten af den tyske hærs offensiv mod Stalingrad, havde Stalin modsat sig en evakuering af byens beboere, fordi han mente at de sovjetiske soldater hellere ville kæmpe for en levende end for en forladt by. I 1942 havde byen omkring 500.000 indbyggere, og iberegnet forstæderne, havde Stalingrad en samlet længde på hele 50 km; dens bredde oversteg intetsteds 2,5 km. Dette var en af grundene til, at det aldrig lykkedes for tyskerne at overtage hele byen. Da den tyske general Friedrich Paulus d. 19. august beordrede sin 6. armé i offensiven, blev byens daværende kommandant udskiftet med generalløjtnant Georgij Zjukov, som overtog kommandoen over den sovjetiske 62. armé med dagsbefalingen; "Red Stalingrad eller dø!". Dette førte til brutale kampe om hver eneste af byens kvadratmeter, og selvom Paulus utvivlsomt havde flere soldater og mere materiel til rådighed, kunne denne overlegenhed ikke umiddelbart omsættes til en hurtig tysk sejr. Den russiske generalmajor Nikolaj Talenskij skriver:

	I begyndelsen led vi meget store tab; de overlevende fik imidlertid stor erfaring i at slås fra bygning til bygning. To-tre mand med sådan en erfaring var lige så meget værd som en hel deling. De kendte alle kloakbrøndene og hvert eneste bombekrater i nærheden af deres bygninger. Blandt ruinerne, som ingen kampvogn kunne passere, sad en soldat i sin kloakbrønd og spejdede ud gennem et periskop for øjeblikkeligt at åbne ild, så snart han fik øje på en tysker. Kun en fuldtræffer kunne drive ham ud af hans hule.

Den tyske blitzkrig var altså ikke til megen nytte i Stalingrad, og Paulus' tidlige beslutning om at udføre svære bombetogter over Stalingrad, betød blot at gaderne blev fyldt med murbrokker, der forhindrede de tyske kampvognes fremrykning, i det nu mere eller mindre sønderbombede Stalingrad. I Stalingrad fandtes en række moderne betonbygninger, hvis stabile konstruktioner af stål og beton, kombineret med de bombesikre kældre, minimerede det tyske luftvåbens mulighed for at udføre effektfulde luftangreb. Ydermere var de tyske kampvogne ikke til megen nytte i de snævre gader. De sovjetiske soldater bekæmpede dem med stor succes fra stue- og kældervinduer, kloakbrønde mm., ved hjælp af molotovcocktails og håndgranater. Våben der i åbent terræn, ville være ubrugelige overfor de tyske kampvognes slagkraft og rækkevidde.

Zjukov skriver bl.a. følgende i sine erindringer:

	Forsvarerne lod kampvognene komme inden for deres panserværnsvåbens rækkevidde og åbnede så ild. På den måde kunne de holde infanteristerne borte fra kampvognene, hvilket totalt forstyrrede fjendens taktik. Det isolerede infanteri blev senere tilintetgjort. Uden infanteriet kunne de tyske kampvogne ikke udrette meget. De blev stoppet, og når de retirerede, led de store tab

[redigér] Den tyske luftbro

General Paulus indså hurtigt at Operation Uranus, påbegyndt den 19. november af den russiske hær, truede med at omringe den 6. armé. Med baggrund heri udarbejdede Paulus en redningsplan, der skulle ledes fra hans nye hovedkvarter, beliggende udenfor de russiske linjer. Hitler beordrede dog Paulus og hans stab til at lade den 6. Armé indtage en pindsvinestilling og afvente hjælp udefra. Paulus blev forfærdet over ordren om blot passivt at afvente situationen, men turde ikke trodse eller modsige Hitlers ordre.

For Hitler var Stalingrad blevet et prestigeanliggende og byen skulle for enhver pris holdes, da den by der bar Stalins navn, havde stor symbolsk betydning. Dette skyldtes ikke mindst at det tyske propagandaministerium ledt af Joseph Goebbels, havde agiteret kraftigt for byens strategiske vigtighed på Østfronten, og ophøjede byen til et vendepunkt i krigen imod Rusland. Efter Stalingrad ville Armegruppe Syd da blandt andet kunne søge imod den kaukasiske olie. Et råstof der var uhyre vigtig for Nazitysklands foresatte krigsindsats. At man på en så kraftig måde trykkede propaganda om den tyske 6. Armés kampe i Stalingrad skyldtes også at man så byen som en nem militær sejr, og at man derfor også anså en nem propagandistisk gevinst mulig. Stalingrads symbolske betydning kan også tydeligt ses idet at Goebbels, efter slaget om Stalingrad var forbi, proklamerede at en totalkrigs indsats var det eneste middel hvormed Tyskland ville besejre deres fjender. Med andre ord var Goebbels, der fra starten havde lovet at en tysk sejr i Stalingrad var uundgåelig, nu nødsaget til at skabe en endnu mere absurd og voldsom fordrejning af sandheden for at overbevise den tyske befolkning om at sejren i sidste ende ville tilfalde Tyskland.

Hitlers beslutning om at lade Stalingrad modstå en hel vinters belejring om nødvendigt, var blevet target efter en kort telefonkorrespondance med Hermann Göring d. 25 november. Denne forsikrede Hitler om at Luftwaffe var i stand til at opretholde de nødvendige forsyninger til den nu indesluttede 6. Armé, der havde brug for en daglig materieltilførsel i omegnen af 700 tons om dagen. Chefen for d. 4 tyske luftflåde, Von Richthoften, anså det for muligt at levere 350 tons forsyninger om dagen. Hermann Göring meddelte derimod Hitler, at der kunne leveres 500 ton. Et bud der senere skulle vise sig yderst optimistisk. Baggrunden for Görings vurdering var baseret på særdeles vellykkede transporter af fornødenheder til 100.000 indelukkede tyske tropper i Demjanskkedlen fra januar til juni 1942.

Etableringen af en luftbro til Stalingrad var dog langt mere problematisk af en række grunde:

Antallet af fly var ikke blevet forøget, og nu var det hele 250.000 mand der skulle forsynes.
De flyvepladser hvorfra transporterne skulle foregå lå gennemsnitligt 200 km fra Stalingrad, hvilket var 3 gange så langt som Demjansk.
Det sovjetiske luftvåben var siden 1942 blevet betydeligt forstærket, navnlig med jagerfly, og var dermed en reel trussel mod det tidligere, i luften, dominerende Luftwaffe.
Der var logistiske vanskeligheder ved tilstrækkeligt hurtigt at samle det påkrævede antal transportfly. De var altså ikke øjeblikkeligt tilgængelige.
Den fremskridende russiske vinter ville forværre vejrforholdene og dermed transportmulighederne.

Luftbroen blev en total fiasko. Gennemsnittet af tilført materiel for hele perioden,(70 dage) beløb sig til gennemsnitligt 89,3 tons pr. dag. Den ringe mængde materieltilførsel, kombineret med den hårde russiske vinter, betød kummerlige forhold for d. 6 armé, samt kulde- og sultedøden for mange tyske soldater.

[redigér] Kilder

Beevor, Antony (1999). Stalingrad (på engelsk). London: Penguin Books Ltd. ISBN 0-14-024985-0.
Bauer, Eddy (1991). Stalingrad Og Den Røde Hærs Modoffensiv (på dansk). Det Ny Lademann A/S. ISBN 87-15-08746-8.