Bruger:Dannebrog Spy/Sandkasse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Danmark har op gennem middelalderen haft en række kongelige residensbyer, forvaltningssteder og samlingspunkter. De forskellige funktioner blev fra 1400-tallet og frem efterhånden samlet i København, der som den eneste by med rette kan kaldes Danmarks hovedstad. Før det var de skiftende konger i fredstid på en evig turne rundt i riget mellem deres forskellige kongsgårde, borge og slotte. Dette forhold og mere faste funktioner som landsting, Danehoffet og skatteinddrivelse betød, at en række byer i kortere eller længere perioder har nydt en vis fremtrædende status.

Denne artikel koncentrerer sig om det egentlige Danmark. Der er derfor set bort fra hertugdømmerne, Sverige, Norge, Island, Færøerne, Grønland og andre oversøiske områder og kolonier, der i kortere eller længere tid har hørt under den danske krone. Disse områder er eller har i vekslende omfang været styret lokalt.

Historie[redigér | rediger kildetekst]

De første optegnelser om det, der senere skulle blive til Danmark, kendes fra 400-500-årene. På det tidspunkt var landet delt op i omtrent hundrede små kongeriger.[1] Med en størrelse som en eller to af nutidens kommuner har de fleste ikke været større, end at et hvilket som helst punkt i dem har kunnet nås på få timers ridt fra respektive kongsgårde. Hvor disse kongsgårde så har ligget fortaber sig imidlertid oftest i sagnenes mørke, om end enkelte eksempler herfra dog kan nævnes. Hagbard og Signe knyttes således gerne til Sigersted ved Ringsted, da navnet passer med sagnets kong Sigar.[2] Mens Saxo knytter flere sagn til Lejre, men her er det dog nok et spørgsmål, om han ikke forveksler bynavnet med dets oprindelse, ordet "hledra" der dækker over en lettere bygning især brugt ved offersteder, og som i så fald ville kunne have ligget hvor som helst.[3] Andre lokale sagn peger på Bolderslev[4] ved Aabenraa og Snoldelev[5] på Sjælland som hjemsteder for lokale konger. For alle sagn gælder imidlertid, at de først er nedskrevet flere århundreder efter, at begivenhederne angiveligt har fundet sted, og har været udsat for betydelige forvanskninger i tidens løb, ligesom kongernes herskeområder ofte overdrives stærkt.

Det kunne være en udfordring at rejse i vikingetiden.

Med Danmarks samling senest under Harald Blåtand (ca. 958-987), hvor kilderne også begynder at blive mere sikre, ser tingene imidlertid noget anderledes ud. Det rige der nu var samlet havde måske nok kongen som fælles herre men var i realiteten alt for stort til at kunne overskues fra et punkt, endsige kunne styres effektivt fra centralt hold. Datidens veje var elendige, skovene uvejsomme og farvandene i de første århundreder periodevis plaget af sørøveri. Og selv om disse problemer efterhånden blev afhjulpet, tog det stadig flere dage selv for en enkelt rytter at kommer fra nord til syd eller fra øst til vest, og det endda forudsat at uvejr ikke forhindrede overfarterne undervejs.[6] For en hærafdeling med proviant og bagage ville det tage endnu længere tid. Tilsvarende gjaldt for den strøm af informationer, der er nødvendig for at styre et land, men som indtil telegrafens gennembrud i 1800-tallet kunne være uger undervejs.

Det betød på den ene side, at kongerne måtte have fast stationerede folk rundt om i form af lensmænd og senere også byfogeder, der kunne holde orden og opsyn og inddrive skatter og afgifter. Og på den anden side at kongerne i fredstid til stadighed måtte rejse rundt mellem deres forskellige besiddelser for at afholde retterting, mødes med fremstående folk og i øvrigt fortære skatteprovenuet, der dengang oftest forelå i form af naturalier. Da det imidlertid som nævnt dengang tog lang tid at rejse, ikke mindst med kongens store følge, opholdt man sig undervejs dog også hos lokale klostrer og borgherrer, der så måtte beværte de høje gæster. En anseelig udgift hvis man som Øm Kloster i 1252 i to nætter fik besøg af enkedronningen Margrethe Sprænghest med klerke, hofmænd, løbere, fodfolk og ikke mindre end 1600 ryttere.[7]

Også lensmændene og mange købstæder var forpligtede til at indkvarterer kongen og hans følge. Det foregik efter nærmere fastsatte regler, sådan at de enkelte købstæder typisk skulle præstere et, undertiden to natteophold. Nogle gange gik to købstæder eller en lensmand og en købstad sammen om de krævede natteophold. Blev kongen længere måtte han selv betale for sit ophold. Men selv hvor kongen kun blev en nat, kunne det dog være omfattende nok endda, da kongens følge selv i fredstid ofte løb op i ca. 200 personer. Derfor ses da også flere tilfælde, hvor købstæder i stedet for natteophold har betalt en sum penge for at slippe for besøget.[8] Men fik egnen imidlertid besøg indebar det til gengæld at bønderne skulle transportere de mange mennesker og deres bagage videre til næste opholdssted eller i det mindste indenfor grænsen af deres eget herred.[9]

Det meget rejseri fik den følge, at det ikke gav meget mening at tale om hovedstad, for hovedstaden var populært sagt der, hvor kongen var. Alligevel er der en række byer, hvor skiftende konger har opholdt sig i længere perioder ad gangen, og som derfor dukker op på forskellige tidspunkter i Danmarkshistorien. Ældste eksempel er Jelling, hvor Jellingstenene den dag i dag vidner om Harald Blåtands samling af riget og den officielle indførelse af kristendommen. Byen synes dog hurtigt at have mistet sin betydning, for snart efter flyttes fokus til Roskilde. Her har blandt andet Knud den Store (1018-1035) opholdt sig, og her fandt det berømte blodgilde sted i 1157.

Skanderborg Slot som det så ud på Frederik 4.'s tid.

Andre byer dukker dog også løbende op i Danmarkshistorien som kongelige residensbyer. I Vordingborg anlagde Valdemar den Store således et slot, hvor han også selv døde. Samme slot dannede i 1241 rammen om Valdemar Sejrs (1202-1241) givelse af Jyske Lov, mens Valdemar Atterdag udbyggede det med en ringmur og byens vartegn Gåsetårnet.[10] Nævnte Valdemar Sejr er af folkeviserne desuden gjort berømt for sit ridt fra Skanderborg til Dronning Dagmars dødsleje i Ribe i 1212, så langt og hurtigt at ingen magtede at følge ham, men om den historie holder vand får står hen. Derimod optræder begge byer med sikkerhed som residensbyer flere gange senere. Det var således på Skanderborg Slot, at dronning Agnes af Brandenburg modtog besked om mordet på sin mand Erik Klipping i 1286, mens Frederik 4. nogle hundrede år senere i 1712 blev viet til Anna Sophie Reventlow her.[11] Slottet Riberhus i Ribe dannede også rammet om et andet kongeligt dødsfald, da Christoffer 1. udåndede her i 1259 efter at være blevet forgivet i domkirken. Mere festligt gik det for sig i 1443, da 72 mænd blev slået til riddere i anledning af Christoffer af Bayerns kroning.[12]

Nævnes må også Kalundborg, hvor både Margrethe 1. og Kong Hans ofte boede, og hvor den afsatte Christian 2. sad fængslet de sidste ti år af sit liv, 1549-1559,[13] efter siden 1532 at have siddet indespærret på Sønderborg Slot. Sidstnævnte slot havde i øvrigt tilbage i 1340 dannet ramme om Valdemar Atterdags bryllup.[14]

København som hovedstad[redigér | rediger kildetekst]

Københavns Slot i 1698.

København kommer forholdsvis sent ind i billede som residensby og samlingspunkt. Byen hørte nemlig i lange perioder ikke under kronen men blev sammen med et antal landsbyer i omegnen givet til Roskildes bispestol under Absalon i 1167. I de følgende par århundreder voksede byen, og dens borg fik karakter af lokalt magtcentrum. I 1343 erobrede Valdemar Atterdag imidlertid borgen fra de holstenske røverriddere, der havde holdt til her under 1330'ernes kongeløse "Holstenervælde". I 1375 gik den dog tilbage til Roskildebispen mod støtte til den nye kong Oluf 2..

Da Roskildes biskop, Peder Jensen Lodehat, døde i 1416 benyttede Erik af Pommern lejligheden til permanent at sikre kronen København og Københavns Slot, afløseren for Absalons borg. Hovedstad taltes der endnu ikke om, men at byen gjordes til midtpunkt er tydeligt. Fadeburet, datidens ord for statskassen, flyttedes således til Københavns Slot, og kongens fogeder fra hele Kalmarunionen mødtes her for at aflægge regnskab.[15] Tilhørsforholdet til kongen blev bekræftet i 1443, da Christoffer af Bayern gav byen en ny stadsret. Oprettelsen af Danmarks første universitet i 1479 og grundlæggelsen af Orlogsværftet står som yderligere bekræftigelser af byens fremskudte position.

Men til trods for at København således efterhånden blev gjort til riget centrum i både administrativt og praktisk henseende, fortsatte kongernes evige rundrejser dog til langt op i 1500-tallet. Så sent som under Frederik 2. var stedet at feste således det nye pragtslot Kronborg i Helsingør. Hans søn Christian 4. cementerede dog Københavns status med en række byggerier og en udvidelse af arealet indenfor voldene til det tredobbelte.

Christiansborg, det 3. af slagsen og i nutiden Danmarks ubestridte magtcentrum.

I nutiden er København ubestridt Danmarks hovedstad. Centralt i byen på øen Slotsholmen ligger Christiansborg på selv samme sted som Absalons borg. Slottet rummer både Folketinget, Statsministeriet og Højesteret og forener dermed både den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt under et tag. Den lille ø rummer også flere andre ministerier, Det Kongelige Bibliotek og Rigsarkivet, mens de øvrige ministerier ligesom mange direktorater og styrelser er bosat i de tilstødende bydele Indre By og Christianshavn. Der er dog i nyere tid enkelte eksempler på, at visse myndigheder har fået bopæl i provinsen, f.eks. Sikkerhedsstyrelsen i Esbjerg og Tinglysningsretten i Hobro.

Majestæten, siden 1972 Margrethe 2., har residens på Amalienborg i Indre By i København. Hun bor dog også i perioder på Fredensborg Slot, Gråsten Slot og Marselisborg i Århus, ligesom der hvert år tages på togter med kongeskibet Dannebrog. Men hvor hendes middelalderlige forgængere rejste rundt for at holde styr på riget, handler nu det ganske fredeligt om at hilse på undersåtterne.

Landsting, Danehof og stændermøder[redigér | rediger kildetekst]

For en række funktioner var kongernes stadige rundrejser gennem hele middelalderen en ulempe lige fra starten. For både rettergang, møder og skatteinddrivelse var det nødvendigt med faste holdepunkter.

Bedst kendte eksempler på sådanne holdepunkter er hjembyerne for de tre vigtigste landsting: Viborg for Jylland og Fyn hvor Jyske Lov gjaldt, Ringsted for Sjælland og øerne hvor Sjællandske Lov gjaldt og Lund for Skåne, Halland og Blekinge hvor Skånske Lov gjaldt. Her kunne lokale retsafgørelse appeleres til, nye love blev godkendt her, og nye konger skulle hyldes og indledningsvis også vælges her. Det sidste kunne dog af og til blive problematisk, hvis landstingene ikke var enige om hvem, der skulle være konge. En mulighed var så at mødes på et sted, det være sig i en af tingbyerne eller som i 1074, hvor Harald Hen blev valgt til konge på Isøre ved Isefjordens munding. Alternativ kunne man risikere det, der skete i 1146, da Svend Grathe blev valgt af Sjælland og Skåne, mens jyderne foretrak Knud 5. Af samme årsag forsøgte flere senere konger da også at få en af deres sønner valgt på forhånd, begyndende i 1170 da Valdemar den Store fik sin søn Knud 6. kronet som efterfølger og derved reelt fratog landstingene denne fremtrædende funktion.

Efterhånden som rigets ledende mænd også mødtes andre steder, og kongernes magt blev mere fasttømret, mistede landstingene dog deres betydning i midten af middelalderen. Og med afskaffelsen af landskabslovene til fordel for Danske Lov i 1683 var deres formelle bestemmende rolle definitivt udspillet. Deres retslige betydning fortsatte dog, men ellers blev det de tilknyttede markeder, der skulle fastholde navnlig Viborgs betydning. Arvtageren Vestre Landsret har dog stadig sæde i Viborg.

Et af de steder, der afløste som fast mødepunkt, var Nyborg. Da Erik Klipping i 1282 blev presset til at indføre de årlige Danehof var en af bestemmelserne nemlig, at mødestedet skulle være et sted, alle kunne komme til med skib, en bestemmelse som hverken Ringsted eller Lund var i stand til at opfylde.[16]. Roskilde har næppe heller været et alternativ, for her besværliggjordes indsejlingen af de nedsænkede Skuldelev-skibene. Til gengæld blev der senere holdt Danehof i Kalundborg.[17] Danehoffene forsvandt i begyndelsen af 1400-tallet.

Fra 1468 og muligvis også tidligere blev der lejlighedsvis indkaldt stændermøder til at tage vigtige beslutninger. I 1400-tallet afholdtes de i Kalundborg som førhen Danehoffet, men efterfølgende kom København også til at tage over her, f.eks. i 1536 ved indførelsen af reformationen og i 1570 under Den Nordiske Syvårskrig. I 1569 afholdtes også et særligt jysk stændermøde i Viborg. Det sidste stændermøde af betydning fandt sted i 1660, hvor det besluttedes at gøre kongemagten arvelig, hvilket gav plads for enevælden og en ny forfatning, Danske Lov, der betød at stændermøderne ophørte.[18]

I 1800-tallet begyndte demokratiet at spirre og i 1831 indførtes med praktisk virkning fra 1835 de fire Rådgivende provinsialstænderforsamlinger i hhv. Roskilde (Øerne), Viborg (Nørrejylland), Slesvig by (Slesvig) og Itzehoe (Holsten). De havde ingen direkte magt men dog en reel indflydelse på udviklingen indtil de ophørte igen i 1848 i kongeriget (Roskilde og Viborg) og i 1863 i hertugdømmerne (Slesvig by og Itzehoe).

Andre byer med fast status[redigér | rediger kildetekst]

Aalborghus, siden 1550'erne sæde for skiftende lensmænd og amtsmænd og nu Statsforvaltningen for Nordjylland.

Skatteinddrivelsen havde også brug for faste steder, folk kunne komme til. I middelalderen skete det primært i form af naturalier i form af mad, brænde til opvarmning, sporer til heste og hvad den kongelige husholdning nu ellers havde brug for, når de kom forbi. Eksempler på sådanne er Lund, hvor blandt andet Blekinges skatter kom hen, Aalborghus hvor de nordjyske bønder måtte aflevere deres andele, og Slotsholmen i København, hvor der opmagasineredes skatter fra de sjællandske bønder.[19]

Endnu en fast status knytter sig til de kongelige begravelser. Middelalderen var en urolig tid, og en del konger blev simpelthen begravet nær ved hvor de døde, således for eksempel Knud den Hellige i Odense i 1086, Erik Emune i Ribe i 1137 og Erik Klipping i Viborg i 1286. Men når mere ordnede forhold herskede, synes man dog ret bevidst at have samlet dem. Harald Blåtand lagde ud med Roskilde, men Valdemar den Store flyttede fokus til Sankt Bendts Kirke, som han selv lod opføre i Ringsted, og hvor han blev begravet efter sin død i 1182. Frem til midten af 1300-tallet blev mere end tyve kongelige efterfølgende begravet her. En overgang herefter flyttede fokus til Sorø Kirke hvor blandt andet Christoffer 2. og Valdemar Atterdag blev begravet. Også Margrete 1. blev begravet her efter sin død i 1412 men blev senere flyttet til Roskilde Domkirke. Med et par enkelte undtagelser er alle konger fra Christoffer af Bayern og frem og de fleste dronninger også begravet her. Bemærkelsesværdigt nok har Lund Domkirke, sædet for de danske ærkebiskopper før Reformationen i 1536, derimod aldrig været benyttet til kongelige begravelser.

Mere broget er billedet, når det gælder møntvæsenet. Hvor staten i dag har eneret på at lave mønter og sedler, var det i middelalderen almindeligt også at bruge udenlandske penge, ligesom flere stormænd og biskopper i perioder selv har slået mønt. Men derudover havde kongerne selv møntmestrer rundt om i riget, men deres antal og placering synes til tider at have skiftet fra konge til konge. Lund, Roskilde og Ribe står ganske vist nogenlunde som faste steder siden Knud den Stores tid (1018-1035), men dengang blev der også præget mønter i Viborg, Ørbæk, Slagelse og sandsynligvis Hedeby.[20] Allerede under hans søn Hardeknud (1035-1042) kommer imidlertid Aalborg, Aarhus og Gori (antagelig i Skåne) kortvarigt ind i billedet.[21] Under Svend Estridsen (1047-1074) møntedes der hele ni steder: Lund, Borgby, Thumatorp, Roskilde, Slagelse, Odense, Viborg og Ribe.[22] Går vi et århundrede frem til borgerkrigene mellem Svend Grathe, Knud 5. og Valdemar den Store, er der eksempler på mønter slået i Aalborg, Aarhus, Hjørring og Horsens, men efter Valdemar den Store blev enekonge koncentreredes atter om Lund, Roskilde og Ribe.[23] Går vi atter frem i tid til Erik af Pommern (1412-1439), støder vi på Næstved, Lund, Odense og Randers.[24]

Først under Christoffer af Bayern (1440-1448) kommer der samling på tingene, i det Malmö under hans regeringstid bliver landets eneste møntsted.[25] Det forhindrede dog ikke Hans (1481-1513) i at lade slå mønt i København og Aalborg og Frederik 1. (1523-1533) i Ribe. Mens Christian 3. (1534-1559) lod slå mønt i både Aarhus, Ribe, Roskilde, København og Malmö[26] Med møntordningen i 1625 får rigsrådet dog omsider ryddet op i tingene, og de danske mønter er siden da slået i København.[27]

Kilder[redigér | rediger kildetekst]

  • Danmarks Daab - På opdagelsesrejse i Danmarks ældste sagntid af Peter Grove. Branner og Korch, 1961.
  • Ad hjulspor og landeveje af Torben Topsøe-Jensen. Steen Hasselbachs Forlag, 1966.
  • Skatter på Slotsholmen før 1975 af Mikkel Venge i Glimt fra 25 år 1975-2000. Festskrift ved Skatteministeriets 25 års jubilæum, 2000.
  • Kongerækken forfra & bagfra af Morten Ingemann og Bent Falbert. Ekstra Bladets Forlag, 2008.
  • Danmark rundt - Politikens rejsehåndbog, 16. udgave redigeret af Peter Brøns og Sven Hildebrandt. Politikens Forlag, 1978.
  • Danmarks mønt af Kirsten Bendixen. Nationalmuseet, 1967.

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Grove, s. 9-10.
  2. ^ Hagbard og Signe i Guder og helte i Norden, s. 312-317, af Anders Bæksted. Politikens Forlag, 1972.
  3. ^ Grove, s. 239.
  4. ^ Grove, s. 142.
  5. ^ Snoldelev Tune træk af sognenes historie - med bl.a sagnet om kong Snold
  6. ^ Adam af Bremen fortæller at det tog tre dagsrejser fra Ejderen til Lillebælt og fem til syv dagsrejser fra Slegvis til Aalborg. Tilsvarende fortæller en rejsehåndbog for pilgrimme fra omkring 1150 at "romafarerne regner, at fra Aalborg er der to dages rejse til Viborg og derpå en uges rejse til Hedeby." Kilde: Topsøe-Jensen, s. 20.
  7. ^ Venge, s. 17-18.
  8. ^ Jacobsen: Historisk Tidsskrift II. S. 1 ff.
  9. ^ Topsøe-jensen, s. 38.
  10. ^ Danmark Rundt, s. 356
  11. ^ Danmark Rundt, s. 299
  12. ^ Danmark rundt, s. 268.
  13. ^ Danmark rundt, s. 137
  14. ^ Danmark rundt, s. 325
  15. ^ Venge, s. 18.
  16. ^ Danmarks friheds-brev signeret paa rigsmøde i Verdens Nyheder, s. 94. Dansk udgave af Palle Lauring, Hans Lyngby Jepsen og Axel Sjölin. Lademann, 1969.
  17. ^ Danmark rundt, s. 137
  18. ^ Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XXII, s. 509-512; opslag: Stændermøder
  19. ^ Venge, s. 15.
  20. ^ Bendixen, s. 19-21.
  21. ^ Bendixen, s. 22.
  22. ^ Bendixen, s. 25.
  23. ^ Bendixen, s. 30, 32.
  24. ^ Bendixen, s. 46-47
  25. ^ Bendixen, s. 51.
  26. ^ Bendixen, s. 61-62.
  27. ^ Bendixen, s. 70.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Bruger:Dannebrog_Spy/Sandkasse&oldid=9845600"