Erik Emune

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Formatering
Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg
Erik Emune
Maleri af Erik Emune i Ribe Domkirke
(malet ca. 1575).
Konge af Danmark
Regerede 11341137
Forgænger Niels af Danmark
Regent Erik Emune
Efterfølger Erik Lam
Ægtefælle Malmfrid Mstislavlsdatter af Novgorod
Børn Med Thunna
Hus Jellingdynastiet
Far Erik Ejegod
Mor Frille
Født ca. 1100
Død 18. september 1137
Begravet Ribe Domkirke

Erik Emune (Erik 2. var konge af Danmark 1134-1137 og søn af Erik Ejegod og en frille. Han havde gjort det af med kongsemnerne Magnus den Stærke og Harald Kesja. Tilnavnet Emune betyder "den altid huskede".

Der vides ikke meget om Erik før drabet på hans halvbror Knud Lavard. Knud var hertug over Slesvig og Holsten samt en del af Albingen.

Omkring 1130 ægtede Erik den norske konge Sigurd Jorsalfars enke Malmfrid, født prinsesse af Novgorod og søster til Knud Lavards hustru, Ingeborg.

Den 7. januar 1131 myrdede Kong Niels' søn Magnus sin fætter Knud Lavard i Haraldstedskoven ved Ringsted, efter at de havde holdt jul hos kong Niels.

Mordet udløste stor vrede hos Knud Lavards tilhængere. Knud Lavard havde to halvbrødre, Harald Kesja og Erik (jarl af Lolland den senere Erik 2. Emune).

Harald sluttede sig til Niels' styrker, efter at skåningene valgte Erik til konge, mens Erik satte sig i spidsen for et oprør mod Kong Niels.[1] De tre følgende år udkæmpedes drabelige slag ved Ribe og ved Hals i Jylland, og i 1133 i Slaget ved VærebroSjælland. I Viborg dræbes Viborgs 2. biskop, Eskild, foran alteret i Asmild Kirke i oktober 1132. Mange mente, at Erik stod bag drabet.

Kong Niels og Magnus vandt hver gang, og Erik måtte flygte til Norge. Men sommeren efter indgik han forbund med ærkebiskop Asser i Lund og den tyske Kejser Lothar, der sendte en moderne rytterhær på 300 mand til Skåne. 2. pinsedag 1134 stod den tidlige middelalders største slag ved Fodevig. Saxo beskriver meget dramatisk den blodige danske borgerkrig, som kulminerede i Slaget ved Fodevig i det sydvestlige Skåne i 1134.

Sejrherren Erik Emune blev hyldet som konge på Leerbecks høj ved Lund. Han tog Lund som sæde og gjorde byen til Danmarks hovedstad, Metropolis Daniæ. Erik Emune udstedte et gavebrev til domkirken i Lund; det er Danmarks ældst bevarede originaldokument.

Erik arbejdede på at få sin dræbte halvbroder Knud Lavard helgenkåret for at befæste slægtens krav på tronen. Knud Lavards familie og tilhængere ønskede, at han skulle begraves i Roskilde med pomp og pragt, men Erik Emune frygtede, at Knuds popularitet skulle blive for stor. Han bestemte, at Knud blev i graven i Ringsted kirke og grundlagde et kloster, der skulle dokumentere miraklerne ved Knuds grav.

Der var store forventninger til den nye konge. Nedskrivningen af ”Den sjællandske lov” blev påbegyndt. Erik uddelte gavmildt len og embeder til sine tilhængere. Roskilde bispestol gav han til ærkebisp Assers nevø Eskil; han forsøgte også at forsone de tidligere fjender ved mægling.[2]

Men han var hård mod sine fjender. Bl.a. lod han sin halvbror Harald og syv af dennes otte sønner dræbe. [2] Herved skaffede han sig af med de fleste kongsemner i slægten. I 1136 tog Erik Emune på korstog til ArkonaRügen. Paven opfordrede de kristne fyrster i Europa til at kæmpe mod de vantro, så hvorfor ikke tage fat på de lokale hedninge. Soldater fik korsskjolde og skjorter. Den ny roskildebisp Eskild holdt afskedsgudstjenesten.

Erik Emune lod soldaterne grave en kanal gennem den smalle tange mellem Arkona og Rügen og en skakt ind under borgen, så fæstningens ene brønd blev drænet for vand. Arkona måtte overgive sig pga. vandmangel. De, som lod sig døbe, fik en ny dåbsskjorte.

Men hjemme i Danmark gik det mindre godt for Erik Emune, og han fik flere og flere fjender. På Sjælland gjorde biskop Eskild og stormanden Peder Bodilsøn oprør mod ham, og snart ulmede oprøret overalt, og Erik måtte afstå fra at tage til Arkona næste sommer. Han kunne ikke vende tilbage til Lund. Han strandede i Jylland, hvor uroen også ulmede. Efter tre år på tronen var det forbi. Den 18. september 1137 blev Erik dræbt under et tingmøde på Urnehoved i Slesvig efter sigende af herremanden Sorteplov. Han efterlod sig Malmfrid og en frillesøn.

Anetavle[redigér | redigér wikikode]

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
16. Thorgils Sprakeleg
 
 
 
 
 
 
 
8. Ulf Jarl
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
4. Svend Estridsen
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
18. Svend Tveskæg
 
 
 
 
 
 
 
9. Estrid Svendsdatter
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
19. Sigrid Storråde[fn 1]
 
 
 
 
 
 
 
2. Erik Ejegod
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
1. Erik Emune
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Foregående: Kongerækken Efterfølgende:
Niels
(11041134)
Erik 3. Lam
(11371146)

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. Der er rejst en del tvivl om identiteten af Svend Tveskægs ægtefæller, og om hvorvidt der er tale om 1 eller 2 ægtefæller og hvad navnet eller navnene i givet fald var, men her angives Sigrid Storråde som Estrids mor, da dette synes at komme i mindst konflikt med traditionen.

Kilder/Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. Danmarkshistorien.dk.
  2. 2,0 2,1 Danmarkshistorien.dk.