Knud den Hellige

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Knud 4. den Hellige
Konge af Danmark
Regerede 108010. juli 1086
Forgænger Harald Hen
Regent Knud 4. den Hellige
Efterfølger Oluf Hunger
Ægtefæller Adele af Flandern
Børn Karl af Flandern
Cæcilia af Danmark
Ingegerd af Danmark
Fulde navn
Knud Svendsøn
Posthumt navn
Skt. Knud
Hus Jellingdynastiet
Far Svend Estridsen
Mor Ukendt frille
Født ca. 1043
Død 10. juli 1080
Sankt Knuds Kirke (Odense)
Begravet Sankt Knuds Kirke (Odense)
Religion Kristen
Knud den Helliges død i Skt. Albani Kirke, 1086. Malet af Christian Albrecht von Benzon (1843)

Knud den Hellige, Knud 4., Knud Svendsen (ca. 104310. juli 1086) var en dansk konge, der blev valgt efter sin bror i 1080. Han blev dræbt i Albani kirke i Odense efter et oprør. Historien om ham er skrevet af munken Ælnoth:

Ungdom[redigér | redigér wikikode]

Han var den anden søn af Svend 2. Estridsen, men ikke søn af dronningen. Han betegnes som den mest fremragende af Svends fem sønner. Hans funklende øjne røbede en ildfuld og lidenskabelig karakter, og han viste sig tidligt som en ivrig kriger. Han blev derfor sendt til England for at fordrive Vilhelm Erobreren. I 1069 ledede han et togt sammen med sin bror Harald og sin farbror Asbjørn. Det gik godt, indtil den engelske konge i 1070 bestak Asbjørn til at vende hjem. På det andet englandstogt deltog Knud sammen med Hakon Iversen og de hærgede York, men tog ikke magten.

Senere fik Knud mere held mod sembere og estere mod øst. Han blev hyldet af skjalden Kalv Månesen for at have sejret over ti konger.

Efter Svend Estridsens død i 1076 havde Knud svært ved at se sig vraget til kongevalget på Isøre, hvor den mere fredsommelige Harald Hen blev valgt enstemmigt.

Knud måtte ty til landflygtighed. I et pavebrev blev den norske konge og Knuds svoger Olaf Kyrre bebrejdet for at have støttet Harald Hens brødre i et oprør. På trods af helgenlevnedernes forsikringer om en fredelig sindet Knud, synes det sandsynligt, at Knud har været i en del af oprøret.[1]

Konge af Danmark[redigér | redigér wikikode]

Han var konge af Danmark 10801086 efter Harald 3. Hens død. Knud var den anden af Svend Estridsens fem sønner, som blev konge af Danmark.

Han blev 1082 gift med Edel af Flandern (død 1115), der var søster til grev Robert af Flandern. De fik de tre børn, to døtre Ingerid og Cæcilia og en søn, Karl af Flanderen. Deres søn blev ikke regent, da Knuds bror Oluf 1. Hunger blev konge.

Knud ønskede at genetablere Knud 2. den Stores imperium, men det faldt ikke i stormændenes smag. Han ønskede et enevældigt kongedømme og tiende til kongen. På sin færd gennem Danmark havde han haft held til at undertrykke flere landsting. Men det ville vendelboerne ikke høre tale om. Kongen blev afsat af landstinget og jaget til Aggersborg ved Limfjorden.

I 1085 samlede Knud hele den danske ledingsflåde – måske 1.000 skibe – i Limfjorden for at rette et angreb på England. Olaf Kyrre i Norge sendte også skibe til støtte. Men flåden kom aldrig af sted, fordi Knud ved sydgrænsen var i konflikt med den tysk-romerske kejser, Henrik 4.

Da tiden gik, var hærens forsyninger ved at slippe op og høsten nærmede sig. Derfor afholdtes et hærting, der sendte kongens bror Oluf (Hunger) til Knud for at bede ham begynde togtet eller hjemsende hæren. Men Oluf blev behandlet som forræder og blev fængslet i Flandern.

Først hen på sommeren fik ledingsflåden lov til at tage hjem. Knud lod sine fogeder opkræve bøder af dem, der var taget hjem for at passe deres gårde. Knud tog til Vendsyssel og gæstede kongsgården Børglum. Nu gjorde vendelboerne oprør, og Knud måtte flygte fra kongsgården til biskop Henriks gård Biskopstorp i Bejstrup, mens hans mænd blev i Aggersborg. Biskop Henrik red oprørerne i møde for at mægle, men blev modtaget med raseri. Da han kom sprængende tilbage, flygtede kongen over Limfjorden og videre til Viborg. Vendelboerne hærgede nu Aggersborg og kongsgårdene i hele Jylland. Knud, der var endt i Slesvig, måtte ty til kongsgården i Odense. Lederen af oprøret, Piper, kom til kongsgården og beroligede kongen med list, men forsøgte at overrumple ham. Det lykkedes dog Knud med sin bror Benedict og sine vederlagsmænd at slippe ind i Albani Kirke, hvor han troede sig sikker. Men Piper og hans folk prøvede at brænde kirken, der var af træ. Da det ikke lykkedes dræbte de Benedict og 17 hirdsmænd og derefter Knud, som knælede ved alteret. Det var den 10. juli 1086 i Sankt Albani Kirke. Han havde søgt asyl, men det blev ikke respekteret. Piper døde også af sine sår.[1] Blandt kongens følge var det kun hans broder, Erik Ejegod, der undslap.

Knytlinge saga har en lidt anden beretning om mordet end Ælnoth. Den er ganske vist nedskrevet længe efter begivenheden, men den skal i modsætning til Ælnoths ikke danne grundlag for Knuds kanonisering og kan være korrekt. Ifølge Knytlinge saga blev Knud først ramt af en sten, som blev kastet ind gennem et vindue. Han blev ramt på øjenbrynet og blødte stærkt. Eyvind Bifra kom våbenløs ind i kirken for at forhandle fred med kongen. Benedikt vil ikke lade ham slippe forbi, før Knud gav ham ordre til det. Eyvind hilser kongen og lader kappen glide tilbage fra skulderen, han havde et blotlagt sværd under klæderne. Med det gennemborede han kongen. Knud døde på stedet. Benedikt huggede Eyvind i to stykker, da han forsøgte at flygte ud ad et vindue. Overkroppen faldt ud af vinduet, underkroppen ind i kirken.

De to banesår Knud får ifølge Knytlinge saga passer godt med undersøgelserne af et skelet fra Kirken, og Benedikts gerning kunne forklare, hvorfor det ikke lykkedes for benediktinermunkene at få ham gjort til helgen, på trods af hans passende navn.

Straks efter Knuds død gik bl.a. hans bror Erik Ejegod i gang med at få ham helgenkåret. Misvækst blev tolket som Guds utilfreds med drabet. Knud blev begravet i domkirken, som han selv havde ladet bygge. Og der begyndte snart at ske undere ved hans grav. I 1101 blev han som den hidtil eneste danske konge kanoniseret, og hans jordiske rester anbragtes i et gyldent helgenskrin på alteret i Sankt Knuds Kirke i Odense.

Undersøgelser af skelet[redigér | redigér wikikode]

Broom icon.svg Spekulativt afsnit
Bemærk at dette afsnit er præget af spekulationer og bør omskrives så fakta er understøttet af verificerbare kilder.
Searchtool.svg Eftersyn
Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Knud den Helliges skelet i helgenskrinet i Odense Domkirke

Skeletterne af Knud den Hellige og Benedikt er udstillet i Odense Domkirkes krypt i gennemsigtige kister. Undersøgelser fra 1985 (se nedenfor) har vist, at hvert skelet er sat sammen af ben fra mere end et menneske. En undersøgelse fra 2008 når andre konklusioner.

De jordiske rester blev 3. marts 2008 undersøgt af forskere fra Retsmedicinsk Institut ved Syddansk Universitet i Odense[2]. Undersøgelserne viste bl.a.;

  • Den ene armknogle er større end den anden [3] hvilket må betyde at knoglerne er fra to forskellige mennesker. Imidlertidig konstateres der i undersøgelsen (fra 1985?), at det viser, at Knud var højrehåndet.
  • Knud blev ikke myrdet af et lansestød i siden (som beskrevet af Ælnoth fra Canterbury 20 år efter mordet), idet undersøgelsen viste et tydeligt og voldsomt hug eller stød på korsbenet lige under lænden, som ikke er opstået ved et stød fra siden, men derimod forfra gennem det nederste af bughulen, hvis det overhovedet er opstået på morddagen.
  • Knud havde ingen beskadigede ribben, hvilket ikke stemmer overens med, at han skulle være angrebet af mange mænd på én gang. En forklaring kan være, at han har haft brynje på, men der er heller ikke tegn på afværgemærker på underarmene (dette stemmer overens med en af overleveringerne om mordet, hvori det fortælles, at Knud skulle have accepteret sin skæbne og stillet sig foran alteret og taget imod angrebene uden kamp).
  • I øvrigt havde Knud et brud på kraniet, der kan have skyldtes et sværd mod kinden eller et slag med et stumpt redskab.

Ovenstående undersøgelse tager ikke stilling til en undersøgelse af antropologerne Izabella Tkocz og Kaj R. Jensen fra 1985. Den påviser forskel på alderen af kranium og rygsøjle i skelettet. Kraniet er fra en mand i alderen 39-55, mens rygsøjlen er fra en mand på omkring de 30 år.[4] Samme undersøgelse bemærkede også, at der var en knogle på skelettet, der slet ikke sad det rigtige sted...

Kirken har ved helgenkåringer ønsket at få relikvier i form af rester af den døde. Det er muligt, at den har fået så mange, at den ved udstillingen af Knuds skelet har måttet supplere det for at vise et helt skelet.

Anetavle[redigér | redigér wikikode]

Knud den Hellige deler anetavle med Harald Hen, se Harald Hens anetavle

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Faglitteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Dehn-Nielsen, Henning: Kongelige mord i Danmarkshistorien, Aschehoug, 2005. ISBN 87-11-22247-6.
  • Nyberg, Tore (red.): Knuds-Bogen – Studier over Knud den Hellige, Odense Bys Museer, 1986. ISBN 87-87162-23-7.
  • Rasmussen, Jørgen Nybo (red.): Sankt Knud Konge, Ansgarstiftelsen, 1986. ISBN 87-88297-02-0.
  • Ægidius, Jens Peter (overs.): Knytlinge saga : Knud den Store, Knud den Hellige, deres mænd, deres slægt, Gad, 1977. ISBN 87-12-93316-3.

Skønlitteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Foregående: Kongerækken Efterfølgende:
Harald 3. Hen
(10741080)
Oluf 1. Hunger
(10861095)