Erik Lam

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 18. dec. 2014, 19:06 af TherasTaneel (diskussion | bidrag) TherasTaneel (diskussion | bidrag) (tilbage med hjemmeside)
Erik Lam
Konge af Danmark
Regerede 1137-1146
Forgænger Erik Emune
Regent Erik 3. Lam
Efterfølgere

Valdemar den Store (sønderjylland)(hele Danmark) 1157 Knud 5. (jylland) (dræbt 1157 af Svend Grathe i Roskilde)

Svend Grathe (Sjælland) (dræbt i Slaget på Grathe Hede

i kamp mod Valdemar den Store
Ægtefælle Luitgard af Salzwedel
Børn Magnus Eriksen
Hus Jellingdynastiet
Far Håkon Sunnivason
Mor Ragnhild af Danmark
Født ca. 1120
Død 27. august 1146
Odense
Hvilested Sankt Knuds Kirke

Erik Lam (Erik 3.), (ca. 112027. august 1146 i Odense) var konge af Danmark fra 1137 og til han abdicerede kort før sin død i 1146.

Erik var søn af Erik Ejegods datter, Ragnhild, og høvdingen Haakon Jyde/Haakon Nordmand og dermed nevø til sin forgænger Erik Emune. Ved Erik Emunes død var flere af de oplagte kongsemner stadig mindreårige. Det drejede sig om Erik Emunes søn, Svend, kong Niels' barnebarn, Knud (søn af Magnus), og Erik Ejegods barnebarn, Valdemar (søn af Knud Lavard). Som myndigt kongsemne blev Erik Lam derfor valgt til konge. Erik Lam stod også ved Erik Emunes side under Slaget ved Fodevig, og nogle mener, at det var ham personligt, der slog Magnus ihjel. Saxo fortæller, at Sorte Plov og hans støtter, der havde myrdet Erik Emune på Urnehoved Ting, forsøgte at få Valdemar udleveret og at gennemtvinge en slags arvefølge, men at hans mor Ingeborg sagde nej. Erik blev valgt, fordi der faktisk ikke var andre kongsemner, der var gamle nok, eller også befandt de sig i landet.

Det lykkes Erik at skabe et godt samarbejde med kirken, som han skænkede rige gaver og privilegier. F.eks. fik munkene ved Skt Peders Kloster i Næstved eneret på torvehandel, ligesom munkene ved Skt Knuds Kloster i Odense fik store pengegaver. Erik søgte at styre landet ved embedsmænd placeret rundt om i riget. Men allerede i 1139 begyndte problemerne at melde sig. Harald Kesjas eneste overlevende søn, Oluf, meldte sig på scenen. Det lykkedes Oluf at blive valgt til konge over Skånelandene, og han fordrev ærkebiskop Assers efterfølger, Eskil. Han hærgede på Sjælland, og Erik tog kampen op, men først i 1143 lykkedes det Erik Lam at få bugt med Oluf, der blev dræbt i Slaget ved Glumstrup (Glumstorp) i Skåne.

I 1146 fik Erik Lam en alvorlig febersygdom, og som den hidtil eneste konge i danmarkshistorien abdicerede han frivilligt, dvs. uden ydre pres, og endte sit liv i Skt Knuds Kloster i Odense. Han var gift med markgrevdatteren Luitgard[1], der var søster til Ærkebiskop Hartwig af Hamborg-Bremen. De fik ingen børn, men han efterlod sig en frillesøn, Magnus, der senere blev en af Valdemar den Stores modstandere. Om hans tilnavn fortæller historieskriveren Sven Aggesen i 1180'erne, at det skyldtes en "honningmild blidhed i hans væsen".

Foregående: Kongerækken Efterfølgende:
Erik 2. Emune Svend 3. Grathe, Knud 5. og Valdemar 1. den Store

Kilder/henvisninger

Noter

  1. ^ Luitgard, †30. januar 1152 var datter af markgreven til Nordmark, Rudolf 1. af Stade.