Knud Lavard

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Knud Lavard
Kalkmaleri forestillende Knud Lavard i Vigersted Kirke ved Ringsted
Jarl af Sønderjylland
Regerede 1115-1131
Regent Knud Lavard
Ægtefælle Ingeborg af Novgorod
Børn
Far Erik Ejegod
Mor Bodil
Født ca. 1096
Død 7. januar 1131
i Haraldsted
Begravet Skt. Bendts Kirke i Ringsted

Knud Lavard (ca. 10967. januar 1131 i Haraldsted) var jarl af Sønderjylland.

Knud Lavard var den eneste legitime søn af Erik Ejegod og Bodil og halvbror til Harald Kesja, Erik Emune og Ragnhild (mor til Erik Lam). Han blev tidligt forældreløs, da Erik Ejegod og Bodil døde under en pilgrimsrejse til Palæstina i 1103 og voksede derfor han op hos Skjalm Hvide.

Knuds farbror, kong Niels, udnævnte i 1115 Knud til jarl af Sønderjylland, en stilling han udnyttede til at føre erobringskrig mod det vendiske folk obotritterne i Holsten. Efter sin sejr blev han udnævnt til hertug af Holsten (i modsætning til de schauenburgske grever af Holsten) og antog samme titel for sit danske len, der her efter kendes som hertugdømmet Slesvig. Senere blev han tillige hersker over obotritterne. Under et familiebesøg i Haraldsted blev han 7. januar 1131 myrdet af sin fætter, Magnus, der formentlig så ham som en farlig konkurrent til tronen. Mordet i Haraldsted Skov blev indledningen til en borgerkrig, der først endte i 1157, da Valdemar blev enekonge.

Hans tilnavn Lavard betyder herre på saksisk og andre germanske sprog, men betød oprindeligt "brødgiver", jf. engelsk lord. Sønnen Valdemar den Store fik i 1170 Knud Lavard helgenkåret.

Liv og gerning[redigér | redigér wikikode]

Knud var søn af Erik Ejegod og hans dronning Bodil, der ved deres bortrejse på pilgrimsfærd 1102 overgav ham til opfostring hos den sjællandske høvding Skjalm Hvide. Senere opfostredes han hos den saksiske hertug Lothar.

Kampen mod venderne[redigér | redigér wikikode]

Imidlertid hærgedes landet af venderne både til lands og til søs, og kong Niels gjorde forgæves et tog mod sin søsters søn, den vendiske fyrste Henrik, der var forbitret over, at kongen nægtede ham hans mødrenearv. Niels blev slået ved Ljutka i Holsten, og Knud såredes i denne kamp. Da Henrik nu fortsatte sine plyndringer i grænseegnene, opnåede Knud af kong Niels stillingen som grænsejarl i 1115, da han følte sig kaldet til at gøre ende herpå. Knud organiserede forsvaret mod fjenderne blandt andet ved at befæste Slesvig stærkt, et af de ældste eksempler på byers befæstning i Norden, tillige organiserede han et kraftigt rytteri, der egnede sig vel til ved strejftog at ødelægge fjendens land. Ved denne ny og kraftige krigsførelse, der blandt andet førte til, at Henrik flere gange overrumpledes, opnåede Knud, at Henrik snart søgte og fik fred. Da Knud der efter skaffede Henrik hans mødrenearv, forvandledes fjendskabet snart til venskab, og landegrænsen var sikret.

Tysk skik[redigér | redigér wikikode]

Det var dog ikke alene de ydre fjender, Knud avede, han gik også frem med stor strenghed mod de ugerningsmænd, der havde benyttet den urolige tid til at stjæle og røve efter bedste evne, og han tog ikke i betænkning at ramme endog højt stående mænd, der havde drevet røveri. Ved denne sin kraftige færd erhvervede Knud sig tilnavnet "Lavard". Efter at have pacificeret en kilde til uro i det tyske rige blev han udnævnt til hertug af Holsten (i modsætning til de schauenburgske grever af Holsten) og antog samme titel for sit danske len, der her efter kendes som hertugdømmet Slesvig. I øvrigt lod Knud sig kalde hertug efter almen europæisk skik og indførte tysk dragt og tyske skikke ved sit hof.

Gaver og korstog[redigér | redigér wikikode]

Knud viste sit kirkelige sindelag ved at skænke de sønderjyske kirker bøger og alterkar og ved et korstog til Småland. Til borgerstanden i Slesvig stod han i et vist fortroligt forhold, idet han var oldermand for deres bygilde.

Ægteskabet[redigér | redigér wikikode]

Knud ægtede den russiske kongedatter Ingeborg af Novgorod, søsterdatter af kong Niels’ dronning Margrete og af russisk-svensk familie, som gav hende betydelige svenske godser i medgift. Parret fik tre døtre: Margrete, Kirsten og Karen eller Catharina, som i sit ægteskab med venderfyrsten Prizlav havde sønnen Knud, der spillede en vis rolle ved Valdemar 1.s hof. Sønnen Valdemar (Vladimir) blev først født 7 dage efter, at Knud var blevet dræbt. Da Knud selv var blevet myrdet, voksede hans søn op hos Skjalm Hvides søn, Asser Rig, sammen med dennes sønner Absalon og Esbern Snare.

Magtudvidelsen i Vendland[redigér | redigér wikikode]

Snart skulle Knud få en ny lejlighed til at udvide sit rige. Da venderfyrsten Henrik nemlig døde 1127, opstod der tronstridigheder, under hvilke både Henrik’s sønner og sønnesøn omkom. Knud benyttede da lejligheden til at købe Henrik’s fyrstestilling af Lothar, som imidlertid var blevet tysk konge, og forlenedes af denne med stillingen som vendernes hersker eller "knees" (knjaz). Knud måtte imidlertid ved kampe i landet selv erhverve sig sit ny fyrstendømme. Knud havde nu dannet sig et betydeligt grænserige mellem Danmark, Tyskland og Vendland, men ved at forbinde stillingen som dansk hertug med et afhængigt lensforhold til Sachsen var han i virkeligheden kommet i en tvetydig stilling, og i kongeriget måtte mange betragte det ny store grænserige og dets ærgerrige hersker med mistænksomme blikke. Særlig gjaldt dette de kongeætlinge, der frygtede for at blive tilsidesatte for Knud ved kongevalget efter Niels’ død, thi Knud var både en betydeligere personlighed end den svage kong Niels og de andre kongeætlinge, og havde også forstået at gøre sig mere yndet af folket end disse.

Sammensværgelsen og mordet[redigér | redigér wikikode]

Det er ikke usandsynligt, at Knud på grund af sin ny værdighed som hersker eller "Knees" har betragtet sig som sin farbroder kong Niels’ ligemand; i alt fald bebrejdede Niels ham dette på et møde i Ribe, men Knud forsvarede sig så godt, at angrebene på ham foreløbig måtte forstumme. Des mere virkedes der i stilhed mod ham, og hovedmændene i den sammensværgelse, der nu dannedes, var Henrik Skatelår og Niels’ søn Magnus, der tidligere ved sin moder Margrete’s forsonende indflydelse var blevet holdt tilbage fra anslag mod Knud. Da Knud drog til julegilde i Roskilde 1130, besluttede de sammensvorne, hvis medvider Niels sikkert var, at udføre deres plan: at dræbe Knud. Efter gentagne forgæves forsøg besluttede de at benytte lejligheden, da Knud var taget nogle dage på besøg hos Knud den Hellige’s datter Cæcilia og hendes mand, Erik Jarl, der boede i Haraldssted ved Ringsted. De sammensvorne lagde sig på lur i skoven ved Haraldssted, og tidlig om morgenen den 7. januar 1131 sendte Magnus bud efter Knud til en sammenkomst, som han allerede tidligere havde anmodet Knud om under foregivende af, at han agtede sig på pilgrimsfærd; Knud, der trods advarsler ikke ville mistænke Magnus, tog kun 2 mænd med sig, og ved selve stævnet gik han Magnus alene i møde. Efter et kort ordskifte greb Magnus sit sværd, de sammensvorne brød frem, og inden Knud fik sit sværd draget, havde Magnus kløvet hans hoved.

Følgerne[redigér | redigér wikikode]

Da mordet blev kendt, vakte det stor forbitrelse og affødte store tronstridigheder, idet Knud’s yngre broder, Erik Emune, rejste sjællænderne mod Niels og Magnus. Knud jordedes i Ringsted klosterkirke, og medlidenheden med den uskyldig myrdede gjorde snart, som så ofte i middelalderen, denne til en helgen i folkets bevidsthed, der skete jærtegn ved graven, legender fortæller, at en hellig kilde sprang frem på det sted, hvor Knud Lavard blev myrdet. På mordstedet i Haraldsted Skov rejstes i middelalderen et kapel. Gennem hele middelalderen valfartede pilgrimme i stort tal til kapellet og helligkilden. Efter reformationen mistede kapellet og helligkilden deres betydning, og blev hurtigt glemt. Knuds helgendom havde fra første færd et stærkt politisk præg, og da hans søn Valdemar havde nået enekongedømmet, var det ham selvfølgelig magtpåliggende at få sin fader kanoniseret. Dette skete i 1169, og hans ben skrinlagdes højtidelig ved en stor fest i Ringsted 1170, ved hvilken også Valdemars lille søn Knud kronedes til konge.

Kapellet blev genfundet i 1883. Det er bygget af regelmæssige kvadre af frådsten (kalksten, der er skåret ud af aflejringer, der kan findes ved kildevæld i Østdanmark. Stenen er blød og let at udskære, men hærder, når den kommer op i luften). Kapellets mure er såkaldte kassemure, med en yder- og en indermur. Mellemrummet er udfyldt med flintbrokker, lagt i kalk. Gulvet i kapellets skib var af tegl, lagt i et zig-zag mønster. Skibet er på et tidspunkt blevet forlænget, måske i forbindelse med helgenkåringen af Knud Lavard. På et senere tidspunkt er kapellet forsynet med hvælv.

Trods eftersøgning har man ikke fundet rester af helligkilden.

Anetavle[redigér | redigér wikikode]

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
32. Bjørn eller Styrbjørn ? [fn 1]
 
 
 
 
 
 
 
16. Thorgils Sprakeleg
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
33. Tyra Haraldsdatter ? [fn 2]
 
 
 
 
 
 
 
8. Ulf Jarl
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
34. N.N.
 
 
 
 
 
 
 
17. N.N.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
35. (Gytha) ?
 
 
 
 
 
 
 
4. Svend Estridsen
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
36. Harald Blåtand
 
 
 
 
 
 
 
18. Svend Tveskæg
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
37. Gunhild (Tufu)
 
 
 
 
 
 
 
9. Estrid
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
38. Skoglar Toste fra Götaland
 
 
 
 
 
 
 
19. Sigrid Storråde [fn 3]
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
39. N.N.
 
 
 
 
 
 
 
2. Erik Ejegod
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
5. en frille (navn ukendt)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
1. Knud Lavard
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
12. Ulv Galiciefarer
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
6. Jarl Thrugot Fagerskind
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
52. Erik Håkonsson Ladejarl
 
 
 
 
 
 
 
26. Håkon Eriksson Ladejarl
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
53. Gyda Svendsdatter (datter af Svend Tveskæg)
 
 
 
 
 
 
 
13. Bodil Håkonsdatter
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
27. (frille) ?
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
3. Dronning Bodil
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
56. Palnatoke
 
 
 
 
 
 
 
28. Aki / Åge
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
57. Olof / Oløf Stevnersdatter
 
 
 
 
 
 
 
14. Vagn Ågesen
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
58. Vesete af Bornholm
 
 
 
 
 
 
 
29. Thorgunna
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
59. Hildegun
 
 
 
 
 
 
 
7. Thorgunna Vagnsdatter
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
30. Thorkel Leira
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
15. Ingeborg Thorkelsdatter
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
31. N.N.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Hør også[redigér | redigér wikikode]

Knud Lavard, på albummet af Skousen & Ingemann Herfra hvor vi står

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Det vides, at Thorgils Sprakelegs far hed Bjørn, men om denne Bjørn er identisk med den svenske kongeætling og vikingekriger Styrbjørn er betydeligt mere usikkert
  2. Om Thyra Haraldsdatter er Thorgils Sprakelegs mor afhænger helt og holdent af, om faderen er identisk med Styrbjørn
  3. Der er rejst en del tvivl om identiteten af Svend Tveskægs ægtefæller, og om hvorvidt der er tale om 1 eller 2 ægtefæller og hvad navnet eller navnene i givet fald var, men her angives Sigrid Storråde som Estrids mor, da dette synes at komme i mindst konflikt med traditionen.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]