Dannevirke

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Dannevirke (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Dannevirke)
Dannevirke går mellem marskområderne omkring Trenen og Ejderen i vest til Slien og Egernførde Fjord i øst.

Dannevirke (norrønt: Danavirki, gammeldansk: danæwirchi, tysk: Danewerk – betyder altsammen Danernes værk) er et system af danske fortifikationer i Sydslesvig i nutidens Slesvig-Holsten. Denne lineære, defensive jordvold blev konstrueret tværs over den jyske halvøs smalleste sted under vikingetiden. Den blev sidste gang brugt til forsvarsformål under 2. Slesvigske Krig i 1864.

Dannevirke regnes for Nordens største fortidsminde. Den tyske delstat Slesvig-Holsten søger i samarbejde med Danmark og de andre nordiske lande om anerkendelse af Dannevirke og Hedeby som UNESCO-verdenskulturarv.[1][2]

Beliggenhed[redigér | redigér wikikode]

Dannevirke blev bygget i flere etaper.
Hovedvolden øst for landsbyen Dannevirke
Valdemarsmuren
Hovedvolden
Rester af Østervolden vest for Kokkentorp
Arkæologiske udgravninger ved Danevirke Museum i sommeren 2009
Dannevirke på Carta Marina (1539).

Dannevirke strakte sig over 30 kilometer tværs over Jylland fra fjorden Slien i øst til marskområder omkring Trenen og Ejderen i vest. Op til 80 procent af jordvoldene er endnu bevaret. Men det må betænkes, at jordvoldene har sænket sig i løbet af tiden. Voldene var altså både højere og stejlere end nutildags.

Hovedvolden dannede centrum for hele Dannevirke. Den blev flere gange udbygget og forstærket. Syd for hovedvolden befandt sig med Kovirke en parallelliggende vold.

Den såkaldte forbindelsesvold integrerede også Hedebys halvkredsvold i værket. Dannevirkes østervold, mellem Slien og Vindeby Nor, forsvarede halvøen Svans og sikrede at fjenden ikke kunne gå uden om hovedvolden ved at sætte over Slien på de smalle steder.

Dannevirkes enkelte volde er:

Historie[redigér | redigér wikikode]

Funktion[redigér | redigér wikikode]

Dannevirke ligger cirka 15–20 km nord for det danske riges gamle sydgrænse ved Ejderen. De første voldanlæg skulle beskytte det strategiske sted, hvor Hærvejen passerer mosestrækningerne vest for Slien ved Hedeby. Fra begyndelsen var det sakserne, man ville forsvare sig imod, senere blev det frankernes rige, så det Tysk-romerske rige og de vendiske obotritter, der drog hærgende op gennem Jylland. Statspolitiske og militærpolitiske ændringer førte omkring år 1300 til en opgivelse af forsvarsværket. Det fik dog kortvarig militær betydning igen under de dansk-tyske krige i 1848 og 1864. Under 2. verdenskrig var der planer om at omdanne volden til en kampvognsspærring.

Ud over at være en grænsebefæstning menes det også, at Dannevirke beskyttede trafikken mellem Vesterhavet og Østersøen via Hedeby. Skibe sejlede op ad Ejderen og Trenen, hvorefter varerne er blevet omladet og ført over land under Dannevirkes beskyttelse til Hedeby, hvor de igen blev omladet på skibe, som herfra kunne sejle ud gennem Slien (og omvendt).

Arkæologen Klaus Goldmann har fremsat en alternativ teori om at Kograven, den mindre og ældre grav syd for Hovedvolden, var en sejlbar kanal sammen med Dannevirke Sø. Da sluser ikke eksisterede i Nordeuropa på det tidspunkt, skulle kanalens højdeforskel være overvundet ved, at den bestod af flere opdæmmede sektioner med jordvolde imellem.[3]

På stedet, hvor Dannevirkes hovedvold skæres af Hærvejen, befandt sig i Harald Blåtands tid med Kalegat eller Viglesport Dannevirkes eneste åbning for den nord-syd gående trafik i Jylland. Al transport på Hærvejen måtte altså passere Kalegattet. Porten muliggjorde dermed en effektiv kontrol af al færdsel på Hærvejen. I 2010 kunne arkæologerne lokalisere porten tæt ved det nuværende Dannevirke Museum.

Dannevirke var indtil året 1800 også stort set sammenfaldende med sydgrænsen for det danske folkesprog.

Tidlig historie[redigér | redigér wikikode]

Et meget udbredt sagn hævder, at Dannevirke blev grundlagt af Gorm den Gamles dronning, Thyra Danebod. Dette stemmer ikke overens med, at de første dele af bygningsværket er væsentligt ældre. Kulstof 14-dateringer antyder, at de første jordvolde i Danevirke allerede blev bygget i årtierne omkring år 500.[4] Forudgående volde stammer måske endog fra 400-tallet.[5]

Sagnet hævder videre, at sjællændere, fynboer, lolliker, falstringer og nørrejyder byggede volden fra Haddeby Nor til den nu udtørrede Dannevirke Sø, mens skåninger byggede den strækning fra Thyraborg til Hollingsted, hvor en del af volden endnu kaldes Skåningerdelen. Hvor meget sandhed, der er i disse stadig populære sagn, er dog uvist, men det var normalt at opdele hæren efter mandskabets oprindelse. Det sønderjyske mundheld om folk, der kommer sammen langvejs fra, at de kommer "frå Fyn å frå Skån", påstås at stamme fra den tid.[6]

Dannevirke blev bygget over flere faser. De ældste dele (Hovedvolden, Nordvolden og Østervolden) stammer fra omkring år 500[4] som en af de tidligste manifestationer af Danmark. Disse første volde var simple jordvolde og blev bygget i i alt tre faser frem til 700-tallet. Hovedvolden var cirka 2 meter høj og 12 meter bred. Hovedvoldens fortsættelse mod nord kaldes Nordvolden og var cirka 7 km lang, 10 m bred og 2 m høj. Østervolden var cirka 3,3 km lang og skulle beskytte halvøen Svans. I en fjerde fase kom en træpalisadevold til, som er dendrokronologisk dateret til året 737. I samme år blev en kampestensmur sat i ler.

Den femte bygningsfase var omkring 800. Den første historiske oplysning er, at kong Godfred i 800 laver en befæstning (Kovirke) fra hav til hav. Den skulle beskytte Hovedvolden og Hærvejen. Kovirke var cirka 2 meter høj og 7 meter bred. Voldgraven foran volden var 4 meter bred og 3 meter dyb.

De fleste byggerier i Dannevirkes sjette fase (Hovedvolden, Forbindelsesvolden, Dobbeltvolden, Krumvolden og andre) tilskrives kong Harald Blåtand. Hovedvolden blev udbygget, så den nu var cirka 5 meter høj og cirka 20 meter bred. Krumvolden blev oprettet gennem Rejde Å. Forbindelsesvolden, som er dateret til årene 964-968, knyttede Dannevirket sammen med Hedeby. Udbygningerne fandt sted få år før opførelsen af de store ringborge som Fyrkat og Trelleborg [7].

I 974 angribes Danevirke af kejser Otto 2’s tropper, og mindst én af portene stormedes med held. Udfaldet havde uheldige konsekvenser for kong Harald. Hedeby blev besat af tyskerne[8]. I 983 vendte dog krigslykken, og en dansk-abodritisk koalition under Harald Blåtand standsede den tyske indflydelse i grænseområdet.

Under kong Knud 2. den Hellige (1080-1086) blev voldene igen udbygget. I den sidste fase under Valdemarerne blev hovedvolden befæstet med Valdemarsmuren, som var den første store teglstensbyggeri i Danmark. Selv om voldene efterhånden mistede deres militærstrategiske betydning, beholdt anlæggene en stor symbolværdi for det danske rige.

Slesvigske krige[redigér | redigér wikikode]

Allerede efter Slaget ved Bov i april 1848 blev voldene igen anvendt for militære formål. Men danskerne tabte det efterfølgende Slag ved Slesvig, som fandt sted tæt i nærheden af Dannevirke og landsbyen Bustrup, og måtte trække sig tilbage. Først efter Slaget ved Isted i 1850 befæstede danskerne igen Dannevirke med skanser, kanoner og brystværn til infanteriet. I 1861 blev voldene moderniseret.

I den dansk-tyske krig 1864 om hertugdømmet Slesvig opnåede Dannevirke næsten mytologisk status i Danmark [Kilde mangler] og blev af mange civilister anset for at være uindtagelig. Volden udgjorde militærgeografisk en naturlig forsvarlinje, idet den er lokaliseret på den jyske halvøs smalleste sted, hvor de vestlige områder ved Ejderen og Trenen endda er sumpede og uigennemtrængelige for en hær.

Befæstningen udbyggedes med nye skanseanlæg tværs over Sønderjylland. I begyndelsen af året 1864 bestod voldene af 27 skanser og en bemanding på 38.000 mand. Derudover anlagdes dæmninger i dalene ved Trenen og Rejde Å, så den helt kunne oversvømmes. Også i marsken ved Frederiksstad anlagdes flere skanser.

Men i 1864 stod den danske hær over for flere problemer. Den preussiske hær var bedre udstyret, både hvad angår håndvåben og kanoner. De tyske hære havde dobbelt så mange mænd og rådede over nyt, langtrækkende artilleri. Den kolde vinter udgjorde en særlig risiko, idet den tyske hær kunne have gået rundt om de danske linjer ved at krydse enten den tilfrosne Sli eller moseområderne vest for stillingen. General Christian de Meza besluttede derfor, at hæren skulle trækkes tilbage til en sikrere forsvarslinje for at undgå indeslutning.

Af politiske årsager blev det anset for umuligt at trække hæren tilbage til Fyn eller Als, og de Meza besluttede derfor, at hæren skulle trækkes tilbage til stillingen ved Dybbøl nord for Flensborg og vest for Sønderborg. Dybbølstillingen var nyere og i bedre stand end Dannevirkestillingen. Hærens tilbagetog til Dybbøl foregik til fods i stedet for ad den nye jernbane til Flensborg, og årsagen til dette diskuteres stadig af historikere. Nogle angiver, at broerne undervejs blev sprængt for tidligt eller at der var tale om en logistisk misforståelse.[9]

Efter tilbagetoget slog vejret om til tøvejr. Hvor meget det ville have betydet for forsvaret af Dannevirke er uvist. De Meza lagde bl.a. vægt på, at terrænet foran Dannevirke allerede var under tysk kontrol.

1900-tallet[redigér | redigér wikikode]

I november 1944 besluttede tyske generaler sig for at ombygge dele af Dannevirke til et panserforsvar og begyndte at grave en dyb grøft i jordvoldene. Formålet var at beskytte Tyskland mod et allieret angreb gennem Jylland. Den danske arkæolog og forfatter Søren Telling kunne imidlertid stoppe planerne ved at kontakte Heinrich Himmler i Berlin, som bestemte at Dannevirke skulle skånes for vidtgående indgreb. Senere dækkede tyskerne pansergraven til igen.

Resterne af Dannevirke blev naturfredet i 1950. Otte år senere blev volden fredet som fortidsminde. I 1990 åbnede Sydslesvigsk Forening Danevirke Museum. Museet befinder sig tæt ved Valdemarsmuren i landsbyen Dannevirke.

Nutiden[redigér | redigér wikikode]

En enkelt af skanserne fra den dansk-tyske krig i 1864, den såkaldte Skanse 14, blev genopbygget i 2001 i et samarbejdsprojekt mellem dansk og tysk militær. Skansen er beliggende tæt ved museet og den historiske hærvejskro Røde Kro / Rothenkrug.

Siden 2006 arbejder Slesvig-Holsten i samarbejde med Danmark og de andre nordiske lande for at få Dannevirke og Hedeby anerkendt som UNESCO-verdenskulturarv [10].

I sommeren 2010 kunne arkæologerne ved Danevirke Museum lokalisere og udgrave den cirka seks meter brede Kalegatport, gennem hvilken den nord-sydgående trafik på Hærvejen foregik i de cirka 450 år, hvor Dannevirke var i funktion. Porten var dermed af afgørende betydning for handelen mellem Norden og kontinentet. Den er den første port, arkæologerne nogensinde har fundet i hele Danevirke­t. Ved Kalegattet, som også kaldes Viglesporten eller Hærporten, befandt sig også en toldstation og et værtshus. Fundet af porten blev mulig, efter at Sydslesvigsk Forening, der driver Danevirke Museum, erhvervede nabogrunden til museet [11][12][13]. Som en sidegevinst ved udgravningen har arkæologerne også fundet den østlige ende af Valdemarsmuren fra 1170 [14].

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. UNESCO World Heritage Convention: Viking Monuments and Sites / Danevirke and Hedeby
  2. Delstaten Slesvig-Holsten: UNESCO Weltkulturerbe
  3. Goldmannsposition.de – Verzerrungen in der Quellenlage – Basis der Frühgeschichtsforschung in Deutschland?
  4. 4,0 4,1 Dannevirke er ældre end vi troede - dr.dk/P4/Syd/Nyheder/Grænsen - 26. september 2013
  5. Det Virtuelle Museum: Dannevirke
  6. Jørgen Kühl og Nis Hardt: Danevirke – Nordens største fortidsminde, Museet ved Danevirke, Danevirkegården, 1999
  7. Danmarkshistorien.dk: Broer, ringborge og Dannevirke
  8. Ranft, A. (ed.): Der Hoftag in Quedlinburg 973. Von den historischen Wurzeln zum Neuen Europa. Tagungsband. Im Auftrag der Landesregierung von Sachsen-Anhalt sowie der Historischen Kommission von Sachsen-Anhalt. Berlin (Akademie-Verlag), 2006.
  9. Clemmesen m.fl.(2010), s. 550
  10. Berlingske Tidende: Vikingerne udfordrer FN (19. april 2008)
  11. Danmarks Radio: Porten i Dannevirke er fundet (27. august 2010)
  12. TV Syd: Porten til Europa fundet ved Dannevirke (27. august 2010)
  13. Spiegel Online: Archäologen finden das Tor zum Wikingerreich (27. august 2010)
  14. Flensborg Avis: Her var porten til Norden (28. august 2010)

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • C.(hristian) A.(damsen): "Til hele rigets værn" (Skalk 2004 nr. 6, s. 29-31)
  • H. Hellmuth Andersen, Til hele rigets værn – Danevirkes arkæologi og historie, Moesgård & Wormianum, 2004. ISBN 87-89531-15-9.
  • Buk-Swienty, Tom (2008), Slagtebænk Dybbøl – 18. april 1864 – historien om et slag, København: Gyldendal, ISBN ISBN 978-87-02-05000-4 
  • Clemmesen, Michael H.; Frantzen, Ole L.; Friis, Thomas Wegener (2010), Danmarks krigshistorie, København: Gad, ISBN 978-87-12-04579-3 
  • Klavs Randsborg: "Myte og storpolitik" (Skalk 2008 nr. 6; s. 16-17)

Koordinater: 54° 28′ 39″ N, 9° 29′ 12″ Ø