Mao Zedong
| Mao Zedong | |
|---|---|
| Fil:Mao Zedong portrait.jpg | |
| Leder | |
|
Embedsperiode 1949–1976 | |
| Personlige detaljer | |
| Født |
26. december 1893 Shaoshan i Hunan i Kina |
| Død |
9. september 1976 (82 år) Beijing i Folkerepublikken Kina |
| Dødsårsag | Hjerteanfald |
| Gravsted | Mao Zedongs mindehal |
| Politisk parti | Det kinesiske kommunistparti |
| Højde | 1,80 m |
| Ægtefæller |
Jiang Qing (1938-1976) He Zizhen (1928-1938) Yang Kaihui (1920-1930) Luo Yixiu (1908-1910) |
| Mor | Wen Qimei |
| Far | Mao Yichang |
| Uddannelsessted |
Dongshan Senior High School Xiangxiang første senior Gymnasium Første Gymnasium af Changsha, Hunan Hunans første normale Universitet |
| Religion | Ateisme |
| Underskrift |
 |
|
Informationen kan være hentet fra Wikidata. | |
Mao Zedong (traditionel kinesisk: 毛澤東, forenklet kinesisk: 毛泽东, pinyin: Máo Zédōng; Wade-Giles: Mao Tse-tung, født 26. december 1893 i Shaoshan i Hunan i Kina, død 9. september 1976 i Beijing) var leder af Folkerepublikken Kinas kommunistparti fra 1935 til sin død i 1976.
Under hans lederskab fik partiet magten over hovedparten af Kina som følge af udfaldet af den kinesiske borgerkrig. I Folkerepublikken Kina fik Mao æren for at have skabt et (næsten) forenet Kina, uden udenlandsk indflydelse, for første gang siden opiumskrigene. Samtidig er han kritiseret for sin politik, ikke mindst på det økonomiske område.
Mao omtales indimellem som den store firer: store lærer, store leder, store øverstkommanderende og store styrmand (伟大导师，伟大领袖，伟大统帅，伟大舵手). Kaldenavnet formand Mao var det som blev bedst kendt i Vesten.
Til trods for kritikken er Mao fortsat populær i Kina. Hovedsageligt, fordi man mindes, at der under hans ledelse blev iværksat en række velfærdstiltag, som inkluderede gratis skolegang, gratis lægehjælp og garanteret arbejde. Fattigdommen, som var en stort problem i Kina, blev mindsket, den udbredte analfabetisme blev på kort tid kraftig reduceret, og levealderen og folketallet steg.
Meget af den taknemmelighed som mange kinesere stadig har overfor Mao, skyldes propagandaens styrke. I nogle perioder svækkede han faktisk skolevæsenet, både før og ikke mindst under Kulturrevolutionen. Store dele af jordbrugsproduktionen blev beslaglagt, hvilket førte til en ødelæggende hungersnød. Det er vanskeligt med sikkerhed at fastslå, hvor mange der mistede livet enten direkte ved henrettelse eller indirekte som følge af beslutninger truffet under Maos regeringstid, tal mellem 40 og 70 millioner har været nævnt.[1][2][3]
Barndom og opvækst
Mao Zedong blev født i 1893 som ældste søn af en mindre velhavende bonde i Shaoshan i Xiangtan amtet i provinsen Hunan. Dette var under Qing-dynastiets sidste fase. Områdets kinesiske tungemål er hunanesisk, og det blev Maos modersmål.
Hans forfædre var kommet til området fra Jiangxi-provinsen under Ming-dynastiet og havde drevet landbrug i mange generationer.
Finansielt var familien i stand til at give sønnen en simpel skolegang ved landsbyskolen. Han afsluttede sin skoletid i 1906, i en alder af 13 år, hvilket var sædvane i datidens Kina. Som 14 årig, arrangerede forældrene et ægteskab mellem Mao og en noget ældre pige fra naboklanen Luo (sandsynligvis en 18-årig). Mao accepterede aldrig dette som noget egentligt ægteskab.
I 1910 forlod Mao forældrenes gård, og drog til den nærliggende by, Xiangtan, hvor han af to privatlærere fik hjælp med uddannelsen i læsefærdighed og i klassiske tekster.
Under den kinesiske revolution i 1911 blev han medlem af Hunans antikejserlige hær. Derefter vendte han tilbage til skolebænken.
Efter afslutningen ved Hunans første lærerhøjskole i 1918, tog han med sin lærer Yang Changji til Peiching (Beijing). På dennes foranledning blev Mao ansat som hjælpebibliotekar ved Pekinguniversitetet i Beijing, med en månedsløn på otte yuan, og blev der "opdaget" af universitetsbibliotekets leder, Li Dazhao. Han var en af de vigtigste af de tidlige kinesiske marxisterne og medgrundlægger af Kinas kommunistparti. Her oplevede han 4. maj-bevægelsen. Mao var samtidig deltidsstudent, og fulgte gerne forelæsningerne af ledende professorer som Chen Duxiu, Hu Shi og Qian Xuantong. Det var også i Beijing, at han lærte sin senere hustru Yang Kaihui at kende (i Maos øjne var dette hans første hustru; han anerkendte aldrig sit arrangerede ægteskab tilbage fra ungdomsårene). Yang var datter af Maos lærer. Det at gifte sig af kærlighed var dengang alt andet end normaltilstanden. Dermed blev ægteskabet mellem de to unge intellektuelle i Changsha fejret som et særlig tegn på det sociale fremskridt.
Til forskel fra flere andre af de senere ledende kræfter indenfor kinesisk kommunisme, tilbragte Mao ikke de tidlige 1920'erne i udlandet, men han rejste meget i de kinesiske provinser, ikke mindst i Hunan.
Den officielle kinesiske kommunistiske historieskrivning hævder fejlagtigt, at Mao var med ved grundlæggelsen af Det kinesiske kommunistparti (KKP) i 1920 i Shanghai. Men det stemmer ikke; på den tid boede og opholdt Mao sig i Changsha. Men i 1921 var Mao med ved det kinesiske kommunistpartis første kongres. Under den anden partikongres, i 1923, blev han valgt til partiets centralkomite. Under Den første enhedsfront mellem KKP og Guomindang (GMD eller KMT – Kuomintang) var han leder for et KMT-institut for den revolutionære genopdragelse af bønderne i Guangzhou.
Tidlig politisk tænkning
I midten af 1920'erne udviklede Mao Zedong mange elementer af den politiske tænkning som senere skulle blive kendt under betegnelsen maoismen. Disse tanker har haft en dybtgående indvirkning på flere generationer af kinesere, og har også sat stærke spor i mange andre lande.
Maos tanker er tilpasset marxismen til en politisk ideologi, som kunne bringe en kommunistisk revolution til sejr i det - for størstepartens vedkommende - ikke-industrialiserede kinesiske samfund. Maos hypotese var, at bønderne kunne blive drivkraften for en kommunistisk omvæltning, men at det kun ville ske såfremt partieliten var villig til at forkynde det revolutionære budskab på græsrodsniveau, og på en måde som landsbybefolkningen var i stand til at forstå. Dette indebar en proces, hvor det gjaldt om, at få de ledende propagandister til at sætte sig ind i de lokale realiteter, og prøve at integrere bøndernes dagligdags problemer med partiprogrammet. Dette blev kaldt massetilretningen.
Mao tilføjede også tanker til Hegels og Marx' filosofiske retninger, for at udvikle sin egen version af den dialektiske materialisme. Denne dialektiske teori blev anvendt ved samfundskonflikterne, og lagde vægt på, at konflikterne var empirisk betinget og nødvendige.
Mao udviklede også sin trestadiers teori for guerillakrig, og sin egen version af kommunismens teori om de demokratiske folkediktaturer.
Under borgerkrigen
- Se hovedartikel Den kinesiske borgerkrig
Efter bruddet mellem GMD og KKP i 1927 indledte Mao høstopstanden i Changsha, men den blev hurtigt knust. Med de få andre overlevende trak han sig tilbage til Jinggangbjerget (Jinggangshan). Der forenede han sine kræfter med resterne af oprørshæren under Zhu De, Chen Yi og Zhou Enlai. De var - ligesom Maos fraktion - flygtet til bjergene, efter Nanchangoprøret.
Den kinesiske sovjetrepublik Jiangxi
Med Zhu Des hjælp opbyggede Mao en lille men yderst effektiv guerillahær. Efter pres fra Guomindang blev hovedkvarteret lagt lidt længere mod syd 1931, og i november blev sovjetrepublikken Jiangxi grundlagt af en kommunistisk folkeforsamling i Ruijin. Mao blev indsat som præsident, eller formand. Han eksperimenterede med landbrugsreformer og gav husly til kommunister som var flygtet fra højrefløjens udrensninger i Shanghai og andre byer. Guerillabasen voksede støt, og i 1928 kontrollerede oprørerne allerede et område med en befolkning på over 500 000.
Mao udøvede dog ikke enevældig kontrol. Moskva havde udnævnt Zhu De til hærchef, og som partisekretær var Zhou Enlai reelt nr. 1 i det kommunistiske hierarki. Tiden var præget af magtkampe mellem Mao, som ville drive guerillakrig med bøndernes støtte, og Komintern-orienterede grupper som satte sin lid til, at revolutionen ville sejre ved proletariatets medvirken (altså satsede de på byernes industriarbejdere). Denne splid blev kaldt De to linjers strid.
I Jinggangshan lærte Mao også sin tredje livsledsagerske, He Zizhen, at kende. Mao var allerede gift med Yang Kaihui, men hende havde han ladet være hjemme i Changsha, og der blev hun arresteret af Guomindang, og henrettet i 1930. Kaihui og Maos fælles børn måtte i en periode hutle sig igennem tilværelsen som gadebørn i Shanghai, indtil de blev opsporet af kommunisterne og bragt udenlands. Maos søn Mao Anying døde senere i Koreakrigen under et luftangreb.
Den lange march
- Se hovedartikel Den lange march
I 1934 blev presset fra Kuomintang efterhånden så stærkt, at sovjetrepublikken i Jiangxi måtte opgives. De kommunistiske tropper trak sig - efter at have pådraget sig store tab - tilbage til Yan'an i provinsen Shaanxi (tilbagetrækningen blev kendt som Den lange march) – generalissimo Chiang Kai-shek lod dem faktisk slippe væk, i hvad der nogle år senere skulle vise sig at være hans største strategiske fejltagelse.
Det var tæt ved 100.000 mand som forlod Jiangxi, og færre end 20.000 som nåede frem til Yan'an. Hele marchen tog et års tid og strækningen som blev tilbagelagt var på imellem 6.000 og 9.600 kilometer, alt efter hvilke marchkolonner man regner efter. Under den tidligste fase af marchen var Mao febersyg, og under dele af marchen blev han derfor transporteret i en specialbygget bærestol.
Blandt ofrene for sammenstødene med Kuomintang eller lokale krigsherrer var antagelig flere af Mao og He Zizhens fælles børn. De var blevet efterladt blandt bønderne, men efter 1949 kunne man ikke længere finde spor efter dem. He Zizhen overlevede marchen, men var fysisk svært nedbrudt. I 1937 blev hun sendt til Sovjetunionen for at genvinde sin styrke. En anden - om end uofficiel - grund var, at hun ikke skulle kunne stå i vejen for Maos kurtisering af sin senere fjerde ægtefælle, skuespillerinden og politikeren Lan Ping, som skulle blive kendt under navnet Jiang Qing. Mao sørgede dog for at blive skilt fra He Zizhen før han giftede sig på ny.
Det var under Den lange march at Mao, under konferencen i Zunyi i provinsen Guizhou, og med hjælp fra Zhou Enlai, etablerede sig som Det kinesiske kommunistpartis leder.
Konsolidering under Den anden kinesisk-japanske krig
Den anden kinesisk-japanske krig havde i 1937 ført til Den anden enhedsfront mellem kommunisterne og GMD. Her bekæmpede Mao ikke blot den japanske invasionsmagt, men også de han så som sine politiske modstandere fra sin egen lejr, og udvidede derved sit eget magtgrundlag.
Det var også fra Yan'an at Mao konsoliderede sin position indenfor kommunistpartiet yderligere. Særlig vigtig var berigtigelseskampagnen som (Cheng Feng) iværksatte i 1942, og som var rettet mod rivaliserende kommunistiske personager som Wang Ming, Wang Shiwei og Ding Ling.
Mao Zedongs militære strategi blev kritiseret af både Chiang Kai-shek og USA. USA betragtede Kai-shek som en vigtig allieret, som bidrog til at forkorte krigen mod Japan (efter japanernes angreb på Pearl Harbor) med sine angreb på japanerne i Kina. Kai-shek vidste, at han samtidig måtte styrke sin regeringshær for at være i stand til at slå Maos styrker tilbage efter at borgerkrigen ganske sikkert ville blusse op igen efter anden verdenskrigs afslutning. Amerikanerne forstod ikke i hvilken grad den kinesiske nationalhær og Maos oprørshær forberedte sig på en ny konflikt med hinanden. Til og med mens japanerne stod på kinesisk jord, var det sammenstød mellem kommunister og nationalister der optog sindene. En mere ægte enhedsfront ville utvivlsomt have betydet meget for et hurtigere japansk militært sammenbrud.
Fornyet borgerkrig
Efter Japans kapitulation og de japanske troppers tilbagetrækning fra Kina flammede den kinesiske borgerkrig op igen i 1946. GMD var kommet svækket ud af den hårde krigsførelse mod japanerne, mens kommunisterne derimod var tiltaget betragteligt i styrke.
USA fortsatte med at støtte Chiang Kai-shek, nu helt åbent og med militærstrategiske stik mod kommunisterne. Samtidig gav Sovjetunionen deres militære støtte til Mao.
De største sammenstød forekom i nord. Efter en række militære tilbageslag i Manchuriet, særlig under forsøgene på at indtage de større byer, lykkedes det kommunisterne at sikre sig hele området. Det skyldes nok i væsentlig grad, at Mao havde held til at fremstå moderat i mødet med den amerikanske general George Marshall, som var sendt til Kina for at mægle mellem kommunister og nationalister. Han pressede Chiang Kai-shek til en langvarig våbenhvile på et tidspunkt da kommunisterne var nær ved at måtte rømme den sidste manchuriske storby de holdt, Harbin. Under våbenhvilen lykkedes det Maos styrker at konsolidere sig i det nordlige Manchuriet, og han modtog store leverancer af militært udstyr fra Sovjetunionen i nord.
En del af den krigslykke som fulgte kommunisterne fra 1946 skyldtes at agenter i Kuomintang-hæren, inklusive centralt placerede befalingsmænd, holdt Mao underrettet om deres bevægelser og gjorde dispositioner som muliggjorde ødelæggende kommunistiske bagholdsangreb. Det gjaldt ikke mindst de styrker som erobrede Maos hovedstad Yan'an. Dertil kom at Chiang Kai-sheks hærstyrker på grund af brutal fremfærd fik kun fik begrænset støtte i befolkningen.
Fra kampene i Manchuriet omtales ofte indbyggerne i Changchuns skæbne. Da Maos tropper ikke kunne indtage byen ved et direkte angreb i 1948, blev den omringet. Forsvarernes kommandant general Cheng Tung-kuo, en krigshelt fra kampene mod japanerne, nægtede at kapitulere, og en stor del af befolkningen sultede ihjel under den fem måneder lange belejring. General Cheng Tung-kuo havde forsøgt at evakuere civilbefolkningen. Lin Biaos ordre var, med Maos rygdækning, «Forbyd civilbefolkningen at forlade byen». Byen faldt, og strategien – at udsulte befolkningen – blev benyttet også andre steder.
Den 21. januar 1949 led Kuomintangstyrkerne katastrofale tab i et slag mod Maos Røde Arme.
Folkerepublikken Kina blev proklameret den 1. oktober 1949, men kampene fortsatte. Da Den Røde Arme den 10. december begyndte belejringen af den sidste større GMD-kontrollerede by på fastlandet, Chengdu, evakuerede Chiang Kai-shek sine styrker og trak sig tilbage til Taiwan, der GMD videreførte Republikken Kina.
Blandt Maos vigtigste politiske resultater kan nævnes "Lad 100 blomster blomstre"-kampagnen fra 1957, Det store spring fremad – ligeledes fra 1957 samt Kulturrevolutionen fra 1966-76.
Citater
- "Politik er krig uden blodudgydelser, men krig er politik med blodudgydelser"
- "Folket og kun folket er drivkraften i skabelsen af verdenshistorien"
Udgivelser
Mao er forfatteren til Citater fra formand Mao Zedong, der i Vesten er kendt som Maos lille røde og som i Kina under kulturrevolution var kendt som Den røde værdifulde bog. Bogen er en samling af uddrag af artikler og taler redigeret af Lin Piao og ordnet efter emne. Mao skrev flere andre filosofiske afhandlinger både før og efter han kom til magten.
Disse har følgende titler:
- "Guerillakrig og politisk strategi." Forlaget Jørgen Paludans Forlag. En samling af Maos taler og skrifter.
- "Den lange march." Forlaget Gyldendal. Hvilket er en digtsamling.
- "Udvalgte skrifter." Forlaget Demos.
Kilder
- ^ Rudolph Joseph Rummel: Demozid – Der befohlene Tod, LIT 2003, ISBN 3-8258-3469-7
- ^ Gunnar Heinsohn: Lexikon der Völkermorde, rororo 1998, ISBN 3-499-22338-4
- ^ Jung Chang: Mao – den ukendte historie, Gyldendal, ISBN 82-05-35347-6
Jung Chang og Jon Halliday: Mao – den ukendte historie. Forlaget Rosinante, 2005
|  | |
 | Søsterprojekter med yderligere information: |
