Hvalros

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Odobenidae)
Spring til navigation Spring til søgning
Hvalros
Hvalros af hankøn.
Hvalros af hankøn.
Bevaringsstatus
Status iucn3.1 VU da.svg
Sårbar (IUCN 3.1)[1]
Videnskabelig klassifikation
Domæne Eukaryota
Rige Animalia (Dyr)
Række Chordata (Chordater)
Klasse Mammalia (Pattedyr)
Orden Carnivora (Rovdyr)
Underorden Pinnipedia (Sæler)
Familie Odobenidae (Hvalrosser)
Slægt Odobenus
Art O. rosmarus
Videnskabeligt artsnavn
Odobenus rosmarus
Linnaeus 1758
Kort
Hvalrossens udbredelse
Hvalrossens udbredelse
Underarter
  • O. rosmarus divergens (Stillehavshvalros)
  • O. rosmarus laptevi (Laptevhvalros)
  • O. rosmarus rosmarus (Atlantisk hvalros)
Hjælp til læsning af taksobokse

Hvalrossen (Odobenus rosmarus) er et havpattedyr der tilhører underordenen Pinnipiedia (sæler), og lever i spredte områder omkring Nordpolen i Ishavet og i subarktiske have på den nordlige halvkugle. Hvalrossen er den eneste nulevende art i familien Odobenidae og slægt Odobenus. Arten kan opdeles i underarterne[2] atlantisk hvalros (O. r. rosmarus) som lever i Atlanterhavet, stillehavshvalros (O. r. divergens) som lever i Stillehavet og O. r. laptevi, som lever i Laptevhavet i Ishavet.

Voksne hvalrosser kan kendes på deres stødtænder, knurhår og størrelse. Voksne hanner i Stillehavet kan veje mere end 2.000 kg[3] og blandt sæler er dette kun overgået af Søelefanter.[4] Hvalrosser lever hovedsageligt på lavt vand over kontinentalsoklen, hvor de bruger store dele af deres liv i forbindelse med havisen, hvor de leder efter føde i form af bundlevende muslinger. Hvalrosser kan leve relativt længe, og de er sociale dyr. De bliver betragtet som nøgleart i de arktiske havområder.

Hvalrossen spiller ofte en vigtig rolle i mange indfødte arktiske kulturer, der jagter hvalrossen for dens kød, fedt, skind, stødtænder og knogler. I løbet af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev hvalrosser jagtet og dræbt i stort omfang for deres spæk, hvalroselfenben og kød. Populationen af hvalrosser faldt drastisk i hele det arktiske område. Siden da er bestanden gået noget op, selvom populationerne i Atlanterhavet og Laptevhavet stadig er spredte og langt mindre end inden mennesket begyndte at jage dem.

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Hvalros, med mærket Ros marus piscis, afbildet på Carta Marina i 1500-tallet.

Ifølget J.R.R. Tolkien[5] så er oprindelsen af ordet hvalros' afledt af et germansk sprog, og det tilskrives hovedsageligt enten hollandsk eller oldnordisk. Den første del af ordet menes at være afledt af et ord, som det hollandske walvis ('hval'). Den anden del kan også stamme fra det oldnordiske ord for 'hest'.[6] Eksempelvis betyder det oldnordisk ord hrossvalr 'heste-hval' og man mener, at dette er blevet overgivet i omvendt form til både hollandsk og dialekter i Nordtyskland som walros og Walross.[7] En alternativ teorie er, at det er afledt af de hollandske ord wal 'kyst' og reus 'kæmpe'.[8]

Artsnavnet rosmarus er skandinavisk. Et norsk manuskript kaldet Konungsskuggsja, som man mener stammer fra omkring1240, referer til hvalrosser som "rosmhvalr" på Island og "rostungr" på Grønland (hvalrosser var på dette tidspunkt udryddet i Norge og på Island, mens ordet stadig udviklede sig på Grønland). Adskillige stednavne på Island, Grønland og i Norge kan være afledt af hvalros: Hvalfjörður, Hvallatrar og Hvalsnes for at nævne nogle, der alle har været parringssteder for hvalrosser.

Det gammeldags engelsk ord for hvalros—morse—menes at være kommet fra slavisk,[9] som igen kommer fra insk-ugrisk. Det russiske ord морж (morž) kan sammenlignes med mursufinsk, morša i nordsamisk og morsefransk. Olaus Magnus, der afbildede hvalrossen på Carta Marina i 1539, refererede først til hvalrossen som ros marus, der sandsynligvis er en latinificering af morž, og dette blev brugt af Linnaeus til hans videnskabelige navngivning.[10]

Den tilfældige ligehed mellem morse og det latinske ord morsus ("et bid") stammer antageligvis fra hvalrossens ry for at være et "frygteligt monster".[10]

Artsnavnet Odobenus kommer fra odous (oldgræsk for 'tand') og baino (græsk fra 'gang'), baseret på observationer af hvalrosser der bruger deres stødtænder til at trække sig selv op af vandet. Termen divergens på latin betyder 'dreje fra hinanden', referer til deres stødtænder.

Taksonomi[redigér | redigér wikikode]

Hvalrossen er et pattedyr i ordenen rovdyr. Det er den eneste tilbageværende medlem af familien Odobenidae, der er den ene af tre linjer i underordenen pinnipedia, sammen med ægte sæler (phocidae) og øresæler (otariidae). Der har været debat om alle tre linjer danner en monofyletisk gruppe; dvs. om de alle nedstammer fra en, fælles stamform (en ursæl) eller om gruppen er parafyletisk, dvs. de nedstammer fra to eller flere forskellige rovdyr, der uafhængigt af hinanden er blevet akvatiske. Nylige genetiske studier tyder på at alle tre stammer fra en stamform af hunde-gruppen, nærmest beslægtet med moderne bjørne.[11] Moderne multigen-analyser indikerer at øresæler og hvalrosser delte sig fra de ægte sæler for omkring 20–26 millioner år siden, mens øresæler og hvalrosser blev adskilt for omkring 15–20 millioner år siden.[12][13] Odobenidae var på et tidspunkt en meget forskelligartet og udbredt familie, der inkluderede mindst 20 arter i underfamlierne Imagotariinae, Dusignathinae og Odobeninae.[14] Den vigtigste nye evne var udviklingen af en sprøjte/sugemekanisme til fødesøgning; stødtænderne blev udviklet senere og er specifikke for Odobeninae, hvor den moderne hvalros er den sidste tilbageværende art.

Unge hanner i stillehavsbestanden ved Cape Pierce i Alaska. Bemærk stødtænderne der har en anden kurve og retning, og den ujævne hud, der er typisk for disse hanner.

To underarter af hvalrosser er almindeligt kendt: Atlanterhavshvalrossen, O. r. rosmarus (Linnaeus, 1758) og Stillehavshvalrossen, O. r. divergens (Illiger, 1815). Særlige genetiske forskelle mellem de to underarter indikerer at der har været et meget begrænset genflow, men med en relativt nylig separation imellem underarterne, som er blevet estimeret til at være foregået for mellem 500.000 og 785.000 år siden.[15] Disse tidspunkter falder sammen med hypotesen, der er afledt af fossiler, om at hvalrosser udviklede fra en tropisk eller subtropisk forfader og blev isoleret i Atlanterhavet, og at de derfra gradvist har tilpasset sig forholdende i Arktis.[15] Herfra genkoloniserede hvalrossen det nordlige Stillehav i istiderne under den pleistocæne epoke, hvor Panama-landtangen endnu ikke havde lukket sig og der derfor var forbindelse mellem Atlanterhavet og Stillehavet mellem Syd- og Nordamerika.[12]

En isoleret bestand i Laptevhavet betragtes af mange, inklusive mange russiske biologier og værket Mammal Species of the World,[2] for at være en tredje underart, O. r. laptevi (Chapskii, 1940), og den bliver behandlet som sådan i Rusland[16]. Andre accepterer ikke underarten og betragter Laptevhvalrossen som en underbestand af den atlantiske hvalros eller stillehavshvalrossen.[4][17] I 2009 viste adskillige studier af hvalrosgener at Laptevbestanden er den vestligste del af stillehavsbestanden.[18]

Anatomi[redigér | redigér wikikode]

En hvalros bruger sine stødtænder til at holde fast i isen ved et åndehold nær St. Lawrence Island i Beringshavet.

Særligt store hanner af stillehavshvalrosser kan veje helt op omkring 2000 kg, men størstedelen vejer mellem 800 og 1700 kg. Nogle gange vokser hannerne Stillehavs-underarten sig dog væsentligt større en dette. I 1909 fik man fat i en hvalroshud, der vejede 500 kg på Franz Josef Land, og i august 1901 skød Jack Woodson en hvalros, der var 4,9 m lang og dens hud vejede 450 kg. Da en hvalros hud normalt udgør omkring 20 % af dens kropsvægt, så er disse to gigantiske individer blevet estimeret til at have en vægt på omkring 2300 kg.[19] Atlanterhavshvalrossen vejer omkring 10-20 % mindre end Stillehavshvalrosser.[4] Hannerne i Atlanterhavet vejer i gennemsnit omkring 900 kg.[20] Atlanterhavshvalrossen har normalt kortere stødtænder og en mere flad snude. Hunnerne vejer omkring to tredjedele af hannerne, og hunnerne i Atlanterhavs-underarten vejer omkring 560 kg, og nogle gange helt ned mod 400 kg, mens hunnerne i Stillehavet typisk vejer omkring 800 kg.[21] Længden ligger typisk mellem 2,2 til 3,6 m.[22][23] Nyfødte hvalrosser er forholdsvis store, og vejer 33 til 85 kg og har en længde på 1 til 1,4 m, hvilket både gælder for begge køn og for alle underaterne.[1] Hvalrossen er den tredjestørste sæl, efter de to arter af søelefanter. En væsentlig grund til den store kropsvægt er den store mængde spæk under huden. Spækken holder dem varme og tjener som energidepot, da spæk kan forbrændes til energi.

Hvalrossens kropsform deler mange egenskaber med både øresæler (Otariidae) og ægte sæler (Phocidae). Ligesom øresæler, så kan hvalrosser dreje deres bagerste luffer forud og løfte hele deres vægt op og bevæge sig på alle fire. Deres svømmeteknik er dog mere som ægte sæler, hvor fremdriften kommer fra baglufferne, der bevæger sig fra side til side, og mindre på forlufferne.[4] Ligesom ægte sæler, så har hvalrosser intet ydre øre. Åbningen til øregangen ses som et hul i pelsen på siden af hovedet.

De extraokulære muskler (øjnmuskulaturen) er veludviklede. Dette og konstruktionen af øjenhulen gør det muligt for dyret at vende de to øjne i forskellige retning og se både forud og bagud samtidig. Øjnene er tilsyneladende tilpasset til at se under vand og de er derfor sandsynligvis stærkt nærsynede på land.[24]

Stødtænder og tandsæt[redigér | redigér wikikode]

Skelet fra en hvalros.
Kranie med huller, hvor de nedadvendte stødtænder har siddet. Det store hul foran er næseborene, på siden ses øjenhulen og længst til venstre åbningen hvor øregangen løber.

Det mest fremtrædende træk ved hvalrossen er dens lange stødtænder. Det er forlængede hjørnetænder, som både hannerne og hunnerne har. Det kan nå en længde på op til 1 m, og veje op til 5,4 kg.[25] Stødtænderne hos hannerne er en smule længere og tykkere, så de kan bruge dem til at slås, dominans og til at vise sig; de stærkste hanner med de største tænder dominerer typisk de sociale grupper. Stødtænderne bruges også til at skabe og opretholde huller i isen, og hvalrosserne bruger dem til at trække sig op af vandet og op på isen.[26] Man troede tidligere, at de brugte stødtænderne til at grave bytte frem på havbunden, men analyser af slidmærkerne på tænderne indikerer, at de bliver slæbt igennem sedimentet, mens de i stedet bruger snuden til at grave med.[27] Hvalrossers tandsæt varierer meget, men de har generelt relativt få tænder udover stødtænderne. Det maksimale antal tænder er 38, der sad efter formlen: 3.1.4.23.1.3.2, men over halvdelen af tænderne er rudimentære, og de optræder med mindre en 50 % frekvens, og deres tandsæt inkluderer normalt kun 18 tænder, der sidder efter formlen 1.1.3.00.1.3.0.[4]

Knurhår[redigér | redigér wikikode]

Omkring stødtænderne har hvalrosser en bred måtte af stive børster (en slags knurhår), der giver hvalrossen et karakteristisk "skæg". De kan have mellem 400 og 700 hår, der er arrangeret i 13-15 rækker og være omkring 30 cm lange, selvom de i naturen ofte bliver slidt af så de er meget kortere, da dyret søger føde en større del af tiden.[28] Hvert enkelt knurhår styres af tilhørende muskler og er rigt forsynet med både blod og nerver, hvilket gør dem til en del af et meget følsomt sanseorgan, der kan adskille genstande med forskelle ned til 3 mm i tykkelsen og 2 mm i bredden.[28]

Hud[redigér | redigér wikikode]

Udover knurhårene har hvalrosser kun meget sparsom pels og de fremstår helt bare. Deres hud er rynket og tyk - helt op til 10 cm omkring halsen og skuldrene på hannerne. Spæklaget under er op til 15 cm tykt. Unge hvalrosser er meget mørke brune og de vokser sig lysere og mere kanalfarvede med alderen. Gamle hanner ender med at blive næsten lyserøde. Da blodkar i huden trækker sig sammen i kold vand kan hvalrosser se næsten helt hvide ud, når de svømmer. Et sekundært kønskarakteristika er at hannernes hud er mere nobret og har knuder, hvilket ses særlig meget omkring halsen og skuldrene.[26]

En indfødt kvinde i alaska iført et hvalrosskind.

Hvalrossen har en luftpose under struben, der fungerer som en flydeboble, der gør det muligt at ligge vertikalt i vandt og sove. Hannerne har en stor baculum (penisknogle), der er op til 63 cm lang, hvilket er den længste for noget landpattedyr, både i absolut størrelse og i forhold til kropsstørrelsen.[4]

Livscyklus[redigér | redigér wikikode]

Reproduktion[redigér | redigér wikikode]

Hvalrosser bliver omkring 20-30 år i naturen.[29] Hannerne kan blive kønsmodne allerede i 7-års alderen, men de er typisk ikke fuldt udviklede før de er omkring 15 år gamle.[4] De er i brunst fra januar til april, hvor deres indtag af føde falder drastisk. Hunnerne bliver kønsmodne allerede mellem 4 og 6-års alderen.[4] Hunnerne er i brunst to gange om året; omkring februar og igen sent på sommeren, mens hannerne kun er fertile omkring februar; meningen med den anden periode fertile periode er stadig ukendt. Parringen foregår fra januar til marts og når sit højdepunkt i februar. Hannerne samles i vandet omkring hunner fanget på isflager, hvorefter de kalder under vandet for at tiltrække sig hunnerne.[30] Hunnerne slutter sig til dem og de parrer sig i vandt.[26]

En hvalrosunge i Kamogawa Seaworld, Japan.

Drægtigheden tager 15 til 16 måneder. I de første 3-4 måneder foregår er blastula i udvikling inden den sætter sig i livmoderen. Denne strategi med forlænget drægtighed, der er almindelig blant sæler, er sandsynligvis blevet udviklet for at forbedre timingen mellem parringsæsonen og fødselssæsonen, der er styret af miljømæssige betingelser, for at optimere ungernes chancer for at overleve.[31] Kalvene bliver født i foråret under deres migration fra april til juni. De vejer normatl 45 til 75 kg og er stand til at svømme med det samme.[32] Mødrene passer ungerne i voer et år før de forlader dem, men ungen kan tilbringe op til 5 år sammen med deres moder.[26] Hvalrosmælk indeholder større mængder fedt og protein end landpattedyr, men det er stadig mindre end hos de ægte sæler.[33] Den lavere fedtmængde giver gør at kalvene vokser langsommere og den tid, hvor deres mødre skal passe dem bliver også længere.[34] Da brunst bliver undertrykt, indtil moderen forlader kalven, føder hunnerne allerhøjest unger hvert andet år, hvilket gør hvalrossen til den sælart, der har laveste reproduktionsrate.[35]

Migration[redigér | redigér wikikode]

En grubbe hvalrosser på Northbrook Island, Franz Josef Land, Rusland.

Resten af året, fra sensommeren og indtil efteråret, samles hvalrosser i store grupper på over 10.000 individer på stenstrande og lignende flade områder tæt ved vandet. Migrationen mellem is og stranden kan ske over meget store distancer og være temmelig dramtaisk. I slutningen af foråret og om sommeren migrerer flere hundrede tusinde stillehavshvalrosser fra Beringshavet til Tjuktjerhavet igennem det relativt smalle Beringstræde.[26][36]

Økologi[redigér | redigér wikikode]

Udbredelse og habitet[redigér | redigér wikikode]

Størstedelen af stillehavshvalros-bestanden bruger sommeren nord for Beringstrædet i Tjuktjerhavet ved Ishavet langs Østsibiriens nordkyst, omkring Wrangeløen i Beauforthavet langs Alaska nordkyst og ned mod syd til Unimak Island,[37] og i havet mellem disse steder. Der befinder sig også mindre grupper af hanner i Anadyrbugten ved Tjuktjerhalvøen, og i Bristol Bay ud for ALaskas sydkyst ved for Alaskahalvøen. I foråret og efteråret samles hvalrosser i hele Beringstrædet, hvor de opholder sig fra Alaskas vestkyst til Anadyrbugten. De overvintrer i Beringhavet langs Sibiriens østkyst og mod syd til Kamtjatka og hele vejen over til Alaskas sydkyst.[4] Et hvalrosfossil der var 28.000 år gammelt blev opgravet på bunden af San Francisco Bay, hvilket indikerer at stillehavshvalrossen har levet meget længere sydpå under sidste istid.[38] Der findes omkring 200.000 stillehavshvalrosser ifølge den seneste estimering fra 1990.[39][40]

Hollandske opdagelsesrejsende kæmper med en hvalros ud for Novya Zemlyas kyst, 1596.

Populationen af atlanterhavshvalrosser er langt mindre, og de levere fra Canada til Grønland og Svalbard og den vestlige del at det arktiske Rusland. Der findes otte hypotetiske underpopulationer af hvalrosser, der hovedsageligt er baseret på deres geografiske udbredelse og bevægelsesmønster; fem grupper vest for Grønland og tre grupper øst for Grønland.[41] Atlanterhavshvalrossen levede tidligere helt ned til Sable Island, Nova Scotia, og så sent som i 1700-tallet kunne man finde store bestande i Saint Lawrence-bugten og de omkringliggende områder, med kolonier på helt op mod 7.000 til 8.000 individer.[42] Denne bestand blev næsten fuldstændigt udryddet af mennesker som jagtede dem. Det nuværende antal er vanskeligt at estimere, men det er sandsynligvis under 20.000.[43][44] I april 2006 bekendtegjorde Canadian Species at Risk Act at bestanden i det nordvestligste Atlanterhav ved Quebec, New Brunswick, Nova Scotia, Newfoundland and Labrador var blevet udryddet i Canada.[45]

Den isolerede bestand i Laptevhavet er afskåret fra omverdenen hele året, og er begranset til de vestlige dele af Laptevhavet, den østligste del af Karahavet og den vestligste del af Det Østsibiriske Hav. Den nuværende bestand af disse hvalrosser er blevet estimeret til mellem 5.000 og 10.000 individer.[46]

Hvalrossens begrænsede dykker-evner gør at de afhænger af relativt lavt vand, eller nærliggende isflager, for at de kan finde føde.

Føde[redigér | redigér wikikode]

Hvalrossen foretrækker områder med lavt vand og fouragerer hovedsagelig på havbunden, hvor den ofte dykker ned fra isflager eller isdække.[4] De dykker ikke særlig dybt i forhold til andre pinnipeder; deres dybeste dyk, som man har registreret, var 80 m. De kan blive under vand i helt op til en halv time.[47]

Hvalrossen har en alsidig og opportunistisk diæt, og spiser mere end 60 forskellige arter af havdyr inklusive rejer, krabber, orme, bløde koraler, sækdyr, søpølser, forskellige bløddyr og snegle og sågar dele af andre pinnipeder.[48] De foretrækker dog muslinge, som de søger efter på havbunden. De bruger deres sensitive knurhår til at lokalisere dem og de fjerner dyn med vandstråler og bevægelser med lufferne.[49] Hvalrossen suger kødet ud ved at forsejle muslingen med deres kraftige læber, og trække tungen hurtigt tilbage som et stempel i munden, hvormed de danner vakuum. Deres ganer er meget hvælvede, hvilket er specielt, og det giver dem mulighed for at suge byttedyret ud på denne måde. Stillehavshvalrossen levet stortset udelukkende af hvirvelløse dyr, som udgør omkring 97 % af deres føde.[50]

Udover den store mængde organismer som hvalrossen spiser, så har dens fouragering også stor indvirken på bunddyrene. Den forstyrrer bioturbation) på havbunden, hvilket frigiver næring i vandsøjløen, hvilket øger bevægelsen og blandingen af mange organismer, som igen øger farveforskellen i bentos.[27]

Der er blevet observeret en relativt stort mængde sæl-væv i hvalrosmaver i Stillehavet, men det er under debat, hvor vigtig sæler er for hvalrossens diæt.[51] Der er blevet gjort isolerede observationer af hvalrosser, der har jagtet remmesæler på op til 200 kgs.[52][53] Det er også blevet dokumenteret at hvalrosser jager havfugle, særligt polarlomvie (Uria lomvia), men disse observationer er meget sjældne.[54] Hvalrosser jager også nogle gange narhvaler, der er blevet fanget af isen, og der er også rapporter om, at de kan finde på at spise hval-kadavere.[55][56]

Rovdyr og fjender[redigér | redigér wikikode]

Hvalrosstødtand engraveret af tjuktere der viser en hvalros der bliver angrebet af en isbjørn.

Som følge af hvalrossens store størrelse og stødtænder har den kun to naturlige fjender; spækhuggeren (orca) og isbjørnen (Ursus maritimus).[57] Hvalrossen udgør dog ingen stor andel af de to rovdyrs føde. Både spækhuggeren og isbjørnen jager primært hvalroskalve. Isbjørnen jager typisk hvalrosser ved pludseligt at fare ind i en gruppe der ligger på land, og spiser de individer der bliver knust eller såret af tumulten, hvilketsom oftest er unger eller nyfødte.[58] Bjørnene isolerer også hvalrosser når de overvintre og ikke kan slippe væk fra en angribende bjørn ved at komme tilbage i vandet, fordi hullerne er frosset til.[59] Selv en såret hvalros er dog en enorm modstander for en isbjørn, og direkte angreb er derfor sjældne. Der er eksempler på at hvalrosser har såret isbjørne dødeligt i kampe mellem de to arter, hvis isbjørnen følger med hvalrossen ned i vandet, hvor bjørnen har en ulempe.[60] Kampe mellem isbjørne og hvalrosser er ofte ekstremt langtrukne og udmattende, og der er eksempler på at isbjørne har glemt et angreb efter at have såret en hvalros.

Spækhuggere angriber hvalrosser med jævne mellemrum, selvom man antager at sidstnævnte antages at kunne forsvare sig udmærket i vandet mod en angribende spækhugger.[61] Der er dog også eksempler på, at spækhuggere har angrebet hvalrosser med få eller ingen skader.[62]

Relation til mennesker[redigér | redigér wikikode]

Bevaring[redigér | redigér wikikode]

Jæger der sidder på en stor bunke hvalrosser som er blevet dræbt for deres stødtænder, 1911.

I 1700- og 1800-tallet blev hvalrossen jagtet i stort omfang af amerikanske og europæiske sæl- og hvalfangere, der næsten forårsagede at bestanden i Atlanterhavet blev udryddet.[63] Kommerciel hvalrosfangst er i dag ulovligt, i alle områder den lever, selvom tjuktere, yupikere og inuitter[64] har tilladelse til at nedlægge et mindre antal mod slutningen af hver sommer.

Traditionelle jægere brugte alle dele af hvalrossen.[65] Kødet, der ofte blev konserveret, var en vigtig fødekilde over vinteren, finnerne blev fermenteret og gemt som en delikatesse indtil foråret, stødtænderne og knoglerne blev historisk brugt til værktøj samt til kunsthåndværk, olien blev smeltet af og brugt til varme og lys, det tykke skind blev brugt til reb og til at dække huse og både, indvoldene blev brugt til vandtætte anorakker. Selvom nogle af disse anvendelser er blev overflødige som følge af adgang til alternative teknologier, så er hvalroskød fortsat en vigtig del af diæten i mange inuitområder,[66] og engravering af stødtænderne er stadig en vigtig kunstform.

Ifølge Adolf Erik Nordenskiöld fandt de jægere og europæisk opdagelsesrejsende ikke hvalrossens kød særlig smagfuldt, og de spiste det kune af nødvendighed; hvalrostunge var derimod en delikatesse.[67]

Hvalros der fodres på frilandsmuseet Skansen i Stockholm, 1908.

Jagt på hvalrosser bliver reguleret af ressourceforvaltere i Rusland, USA, Canada og Danmark (for Grønland), og repræsentanter fra jægersamfundene. Man estimerer, at 4.000 til 7.000 stillehavshvalrosser bliver dræbt hvert år, inklusive en betragteligt stor andel på omkring 42%, der bliver skamskudt.[68] I grønland bliver der fjernet adskillige 100 individer.[69] Bæredygtigheden i disse mængder hvalrosser er vanskelig at afgøre, idet størrelsen af den totale bestand og parameter som frugtbarhed og dødelighed ukendte eller forbundet med stor usikkerhed. Boone and Crockett Big Game Record book har afsnit om både stillehavshvalrossen og atlanterhavshvalrossen. De længste stødtænder har været henholdsvis 93 cm og 76 cm.[70]

Effekten af den globale opvarmning er en anden kilde til bekymring. Udbredelsen og tykkelsen af pakisen har nået usædvanligt lave niveauer i de seneste år. Hvalrosser afhænger af isen, når de skal føde, og når de samles i parringsperioder. Den tyndere is i Beringshavet har reduceret antallet hvilesteder for dem nær bedste områder hvor de finder føde. Dette separerer mødrene fra deres unger i længere tid, hvilket gør at ungerne får mindre næring og dermed vækst, og i sidste ende giver det lavere reproduktion.[71] Den reducerede mængde is langs kysterne har også gjort at antallet af døde hvalrosser ved tumulter er steget langs Tjuktjerhavet mellem det østlige Rusland og vestlige Alaska.[72][73] Der er dog ikke nok klimadata til at udarbejde troværdige trends og fremskrivninger af populationen.[74]

To af de tre underarter af hvalrosser er opgivet som "ikke truet" af IUCN, mens det tredje har "mangelfuld data".[1] Stillehavshvalrossen er ikke opgivet som "udarmet" ifølge Marine Mammal Protection Act og heller ikke som "truet" ifølge Endangered Species Act. Bestandene i Laptevhavet og den russiske del af Ishavet er klassificeret som kategori 2 (faldende) og kategori 3 (sjælden) i den russiske Red Book.[46] Den globale handel med hvalroselfenben er begrænset af Washington-konventionens appendiks 3. I oktober 2017 annoncerede Center for Biological Diversity at de ville sagsøge U.S. Fish and Wildlife Servicefor at tvinge dem til at klassificere stillehavshvalrossen som truet.[75]

Trænet hvalros i fangeskab i Marineland.

Hvalrosser findes i mange zoologiske haver verden over. De er ligeledes blevet brugt i cirkus og forlystelsesparker rundtom i verden. I dag findes der bl.a. den amerikanske kæde af forlystelsparker med havpattedyr kalder SeaWorld.

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Maske i hvalroselfenben fremstillet af yupik i Alaska.

Hvalrossen spiller en vigtig rolle i mange arktiske folkeslags religion og folklore. Huden og knoglerne bliver brugt i nogle ceremonier, og dyret optræder ofte i deres legender. Eksempelvis i en af tjukternes fortællinger i en udbredte ravnemyte, om en ravn der får solen og månen tilbage fra en ond ånd, ved at forføre åndens datter. Den vrede fader kaster datteren ud fra en høj klippe, og hun riger ned i vandet, hvor hun bliver lavet om til en hvalros - muligvis den oprindelige hvalros. Ifølge forskellige legender bliver stødtænderne dannet enten af slim fra den grædende pige eller hendes lange fletninger.[76] Denne myte er muligvis relateret til tjukter-myten om en gammel kvinde med et hvalroshoved, som hersker over havets bund, som igen er forbundet med inuit-gudinden Sedna. Både i Tjukotskij og Alaska mener indfødte folkeslag, at aurora borealis (nordlys) er en speciel verden, som er beboet af dem, som er døde af vold, og at de skiftende lysstråler repræsenterer den afdøde sjæle, der spiller bold med et hvalroshoved.[76][77]

Lewis chessmen, der en samling skakbrikker fra middelalderen, er fremstillet i hvalrostand i 1100-tallet.[78]

Som følge af sit særlige udseende, størrelse og let genkendelige knurhår og stødtænder optræder hvalrosser i meget populærkultur med mennesker, særligt i engelsk børnelitteratur. Et af de bedst kendte eksempler er Lewis Carroll' finurlige digt "The Walrus and the Carpenter" som blev udgivet i hans bog Bag spejlet (originaltitel Through the Looking-Glass) fra 1871. I digtet bruger de eponyme antihelte svindel til at konsumere et stort antal østers. Selvom Carroll beskriver hvalrossens føde som toskallede muslinger, østers i kystnære farvende, så udgør det i virkeligheden er relativt lille del af dens føde selv i fangeskab.[79]

"Hvalrossen" i The Beatles' kryptiske sang "I Am the Walrus" ("Jeg er hvalrossen") fra albummet Magical Mystery Tour (1967) er en reference til Carrolls digt.[80][81][82]

Et andet eksempel på hvalrosser i litteraturen er historien "The White Seal" i Rudyard Kiplings Junglebogen fra 1894, hvor det er en "gammel havheks—den store, grimme, opsvulmede, bebumsede, tyknakkede, langtandede hvalros i det nordlige Stillehav, som ikke har nogle manérer bortset fra når haen sover".[83]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c Lowry, L., Kovacs, K. & Burkanov, V. (IUCN SSC Pinniped Specialist Group) (2008). Odobenus rosmarus. 2008 IUCN Red List of Threatened Species. IUCN 2008. Hentet den 22 March 2009. Database entry includes a brief justification of why this species is of data deficient
  2. ^ a b Wozencraft, W.C. (2005). "Order Carnivora}". I Wilson, D.E.; Reeder, D.M. [https://books.google.dk/books?id=JgAMbNSt8ikC&pg=PA532&redir_esc=y#v=onepage&q&f=false Mammal Species of the World: A Taxonomic and Geographic Reference (3rd ed.). Johns Hopkins University Press. pp. 532–628. ISBN 978-0-8018-8221-0. OCLC 62265494.
  3. ^ Walrus: Physical Characteristics. seaworld.org
  4. ^ a b c d e f g h i j Fay, F.H. (1985). "Odobenus rosmarus". Mammalian Species 238 (238): 1–7. doi:10.2307/3503810. 
  5. ^ J.R.R. Tolkien and the OED, J.R.R. Tolkien and the OED
  6. ^ Dictionary.com. Dictionary.reference.com. Retrieved 16 September 2011.
  7. ^ Dansk Etymologisk Ordbog, Niels Age Nielsen, Gyldendal 1966
  8. ^ Etymology of mammal names. Iberianature.com (29 December 2010). Retrieved 16 September 2011.
  9. ^ morse, n., etymology of The Oxford English Dictionary. 2nd ed. 1989. OED Online. Oxford University Press.
  10. ^ a b Allen, Joel Asaph (1880). History of North American pinnipeds, US Geological and Geographical Survey of the Territorie. Arno Press Inc. (1974 reprint). ISBN 978-0-405-05702-1. 
  11. ^ Lento, G.M.; Hickson, R.E.; Chambers, G.K.; Penny, D. (1995). "Use of spectral analysis to test hypotheses on the origin of pinnipeds". Molecular Biology and Evolution 12 (1): 28–52. doi:10.1093/oxfordjournals.molbev.a040189. PMID 7877495. 
  12. ^ a b Arnason U; Gullberg A; Janke A; Kullberg, Morgan; Lehman, Niles; Petrov, Evgeny A.; Väinölä, Risto (2006). "Pinniped phylogeny and a new hypothesis for their origin and dispersal". Molecular Phylogenetics and Evolution 41 (2): 345–354. doi:10.1016/j.ympev.2006.05.022. PMID 16815048. 
  13. ^ Higdon, Jeff W; Bininda-Emonds, Olaf; Beck, Robin; Ferguson, Steven H (2007). "Phylogeny and divergence of the pinnipeds (Carnivora: Mammalia) assessed using a multigene dataset". BMC Evol Biol 7: 216. doi:10.1186/1471-2148-7-216. PMID 17996107. 
  14. ^ Kohno, N. (2006). "A new Miocene Odobenid (Mammalia: Carnivora) from Hokkaido, Japan, and its implications for odobenid phylogeny". Journal of Vertebrate Paleontology 26 (2): 411. doi:10.1671/0272-4634(2006)26[411:ANMOMC]2.0.CO;2. 
  15. ^ a b Hoelzel, A. R., red. (2002). Marine mammal biology: an evolutionary approach. Oxford: Blackwell Publishing. ISBN 0-632-05232-5. 
  16. ^ Chapskii, K.K. (1940). "Distribution of the walrus in the Laptev and East Siberian seas". Problemy Severa 6: 80–94. 
  17. ^ Born, E. W.; Gjertz, I.; Reeves, R. R. (1995). Population assessment of Atlantic Walrus (Odobenus rosmarus rosmarus L.). Oslo, Norway: Meddelelser. Norsk Polarinstitut. s. 100. 
  18. ^ Lindqvist, C. (2009). "The Laptev Sea walrus Odobenus rosmarus laptevi: an enigma revisited". Zoologica Scripta 38 (2): 113–127. doi:10.1111/j.1463-6409.2008.00364.x. 
  19. ^ Wood, Gerald (1983). The Guinness Book of Animal Facts and Feats. ISBN 978-0-85112-235-9. 
  20. ^ Walrus: Physical Characteristics. Seaworld.org. Retrieved on 19 December 2012.
  21. ^ Carling, M. (1999). Odobenus rosmarus walrus Archived 20 March 2016 at Archive.is. Animal Diversity Web
  22. ^ Walrus. Odobenus rosmarus . National Geographic
  23. ^ Hinterland Who's Who – Atlantic walrus. Hww.ca. Arkiveret fra originalen 26 June 2012. Hentet 23 June 2012. 
  24. ^ Kastelein, Ronald A. (2008). "Walrus Odobenus rosmarus". I: Perrin, William F.; Würsig, Bernd; Thewissen, J.G.M.. Encyclopedia of Marine Mammals (2nd udg.). s. 1214. ISBN 012373553X. 
  25. ^ Berta, A. & Sumich, J. L. (1999). Marine mammals: evolutionary biology. San Diego, CA: Academic Press. s. 494 pp.. 
  26. ^ a b c d e Fay, F. H. (1982). "Ecology and Biology of the Pacific Walrus, Odobenus rosmarus divergens Illiger". North American Fauna 74: 1. doi:10.3996/nafa.74.0001. 
  27. ^ a b Ray, C.; McCormick-Ray, J.; Berg, P.; Epstein, H.E. (2006). "Pacific Walrus: Benthic bioturbator of Beringia". Journal of Experimental Marine Biology and Ecology 330: 403–419. doi:10.1016/j.jembe.2005.12.043. 
  28. ^ a b Kastelein, R.A.; Stevens, S.; Mosterd, P. (1990). "The sensitivity of the vibrissae of a Pacific Walrus (Odobenus rosmarus divergens). Part 2: Masking". Aquatic Mammals 16 (2): 78–87. 
  29. ^ Fay, F.H. (1960). "Carnivorous walrus and some arctic zoonoses". Arctic 13 (2): 111–122. doi:10.14430/arctic3691.  Comment
  30. ^ Nowicki, S. N.; Stirling, Ian; Sjare, Becky (1997). "Duration of stereotypes underwater vocal displays by make Atlantic walruses in relation to aerobic dive limit". Marine Mammal Science 13 (4): 566–575. doi:10.1111/j.1748-7692.1997.tb00084.x. 
  31. ^ Sandell, M. (1990). "The Evolution of Seasonal Delayed Implantation". The Quarterly Review of Biology 65 (1): 23–42. doi:10.1086/416583. PMID 2186428. 
  32. ^ SeaWorld Orlando Welcomes First Walrus Calf. zooborns.com. Hentet 11. januar 2019. 
  33. ^ Riedman, Marianne (1990). The pinnipeds : seals, sea lions, and walruses. Berkeley: University of California Press. s. 281–282. ISBN 0520064976. 
  34. ^ Current Topics in Developmental Biology, Volume 72. (1st udg.). Burlington: Elsevier. 2006. s. 277. ISBN 008046341X. 
  35. ^ Evans, P.G.H., red. (2001). Marine mammals: biology and conservation. London & New York: Springer. ISBN 0-306-46573-6. 
  36. ^ Fischbach, Anthony S.; Kochnev, Anatoly A.; Garlich-Miller, Joel L.; Jay, Chadwick V. (2016). Pacific Walrus Coastal Haulout Database, 1852–2016—Background Report. Reston, VA: U.S. Department of the Interior, U.S. Geological Survey. Hentet 29 July 2016. 
  37. ^ Izembek National Wildlife Report Sept 2015. USFWS. Hentet 26 March 2017. 
  38. ^ Dyke, A.S. (1999). "The Late Wisconsinan and Holocene record of walrus (Odobenus rosmarus) from North America: A review with new data from Arctic and Atlantic Canada". Arctic 52 (2): 160–181. doi:10.14430/arctic920. 
  39. ^ Gilbert, J.R. (1992). "Aerial census of Pacific walrus, 1990". USFWS R7/MMM Technical Report 92-1. 
  40. ^ US Fish and Wildlife Service (2002) (PDF). Stock Assessment Report: Pacific Walrus – Alaska Stock. 
  41. ^ Born, E. W.; Andersen, L. W.; Gjertz, I.; Wiig, Ø (2001). "A review of the genetic relationships of Atlantic walrus (Odobenus rosmarus rosmarus) east and west of Greenland". Polar Biology 24 (10): 713–718. doi:10.1007/s003000100277. 
  42. ^ Bolster, W. Jeffrey. The Mortal Sea: Fishing the Atlantic in the Age of Sail. Cambridge: Harvard University Press, 2012
  43. ^ [NAMMCO] North Atlantic Marine Mammal Commission. 1995. Report of the third meeting of the Scientific Committee. In: NAMMCO Annual Report 1995, NAMMCO, Tromsø, pp. 71–127.
  44. ^ North Atlantic Marine Mammal Commission (PDF). Status of Marine Mammals of the North Atlantic: The Atlantic Walrus. Hentet 3 October 2007. 
  45. ^ Fisheries; Oceans Canada. Atlantic Walrus: Northwest Atlantic Population. Arkiveret fra originalen 18 August 2007. Hentet 9 October 2007. 
  46. ^ a b "Морж / Odobenus rosmarus". Ministry of Natural Resources of the Russian Federation protected species list. Hentet 4 October 2007. 
  47. ^ Schreer, J. F.; Kovacs, Kit M.; O'Hara Hines, R. J. (2001). "Comparative diving patterns of pinnipeds and seabirds". Ecological Monographs 71: 137–162. doi:10.1890/0012-9615(2001)071[0137:CDPOPA]2.0.CO;2. 
  48. ^ Sheffield G.; Fay F. H.; Feder H.; Kelly B. P. (2001). "Laboratory digestion of prey and interpretation of walrus stomach contents". Marine Mammal Science 17 (2): 310–330. doi:10.1111/j.1748-7692.2001.tb01273.x. 
  49. ^ Levermann, N.; Galatius, A.; Ehlme, G.; Rysgaard, S.; Born, E.W. (2003). "Feeding behaviour of free-ranging walruses with notes on apparent dextrality of flipper use". BMC Ecology 3 (9): 9. doi:10.1186/1472-6785-3-9. PMID 14572316. PMC: 270045. 
  50. ^ Programmatic Supplemental EIS for Alaska Groundfish Fisheries Implemented Under the Authority of the Fishery Management Plans for the Groundfish Fishery of the Gulf of Alaska and the Groundfish of the Bering Sea and Aleutian Islands Area: Environmental Impact Statement. 21 December 2018. 
  51. ^ Lowry, L.F. & Frost, K.J. (1981). "Feeding and Trophic Relationships of Phocid Seals and walruses in the Eastern Bering Sea". The Eastern Bering Sea Shelf: Oceanography & Resources vol. 2.. University of Washington Press. s. 813–824. 
  52. ^ Fay, F. H. (1985). "Odobenus rosmarus". Mammalian Species 238 (238): 1–7. doi:10.2307/3503810. Arkiveret fra originalen 13 May 2013. 
  53. ^ PHOTOS FROM TRIPS TO PYRAMIDEN. Spitsbergen Online. 
  54. ^ Mallory, M. L.; Woo, K.; Gaston, A. J.; Davies, W. E.; Mineau, P. (2004). "Walrus (Odobenus rosmarus) predation on adult thick-billed murres (Uria lomvia) at Coats Island, Nunavut, Canada". Polar Research 23 (1): 111–114. doi:10.1111/j.1751-8369.2004.tb00133.x. 
  55. ^ Narwhals, Narwhal Pictures, Narwhal Facts. National Geographic. 
  56. ^ Walrus facts. Canadian Geographic. Hentet 20 August 2016. 
  57. ^ Appliance, Mr.. Walrus Predators. 
  58. ^ Ovsyanikov, N. (1992). "Ursus ubiquitous". BBC Wildlife 10 (12): 18–26. 
  59. ^ Calvert, Wendy; Stirling, Ian (1990). "Interactions between Polar Bears and Overwintering Walruses in the Central Canadian High Arctic". Bears: Their Biology and Management 8: 351–356. doi:10.2307/3872939. 
  60. ^ North American Bear Center – Polar Bear Facts. North American Bear Center. 
  61. ^ Jefferson, Thomas A.; Stacey, PAM J.; Baird, Robin W. (1991). "A review of Killer Whale interactions with other marine mammals: Predation to co-existence". Mammal Review 21 (4): 151. doi:10.1111/j.1365-2907.1991.tb00291.x. 
  62. ^ Kryukova, N. V.; Kruchenkova, E. P.; Ivanov, D. I. (2012). "Killer whales (Orcinus orca) hunting for walruses (Odobenus rosmarus divergens) near Retkyn Spit, Chukotka". Biology Bulletin 39 (9): 768. doi:10.1134/S106235901209004X. 
  63. ^ Bockstoce, J.R.; Botkin, D.B. (1982). "The Harvest of Pacific Walruses by the Pelagic Whaling Industry, 1848 to 1914". Arctic and Alpine Research 14 (3): 183–188. doi:10.2307/1551150. 
  64. ^ Chivers, C.J. (25 August 2002). "A Big Game". New York Times Online. Hentet 17 September 2017. 
  65. ^ US Fish and Wildlife Service (2007) (PDF). Hunting and Use of Walrus by Alaska Natives. 
  66. ^ Eleanor, E.W.; Freeman, M.M.R.; Makus, J.C. (1996). "Use and preference for Traditional Foods among Belcher Island Inuit". Arctic 49 (3): 256–264. doi:10.14430/arctic1201. 
  67. ^ Nordenskiöld, Adolf Erik (1882), The Voyage of the Vega Round Asia and Europe: With a Historical Review of Previous Journeys Along the North Coast of the Old World Collection Léo Pariseau, oversat af Alexander Leslie, Macmillan and Company, s. 122. 
  68. ^ Garlich-Miller, J.G.; Burn, D.M. (1997). "Estimating the harvest of Pacific walrus, Odobenus rosmarus divergens, in Alaska". Fishery Bulletin 97 (4): 1043–1046. 
  69. ^ Witting, L.; Born, E. W. (2005). "An assessment of Greenland walrus populations". ICES Journal of Marine Science 62 (2): 266–284. doi:10.1016/j.icesjms.2004.11.001. 
  70. ^ Boone and Crockett Club | Wildlife Conservation | Deer Hunting | Elk Hunting | Big Game Hunting | Wildlife Conservation | Deer Hunting | Elk Hunting | Big Game Hunting. Boone-crockett.org. Retrieved on 2 August 2013.
  71. ^ Kaufman, M (15 April 2006). "Warming Arctic Is Taking a Toll, Peril to Walrus Young Seen as Result of Melting Ice Shelf". Washington Post: s. A7. 
  72. ^ Revkin, Andrew C.. (2 October 2009) NY Times, Global warming could reverse a walrus comeback. New York Times. 3 October 2009. Retrieved on 16 September 2011.
  73. ^ World Wildlife Fund, As Arctic Sea ice reaches annual minimum, large number of walrus corpses found Archived 24 September 2009 at the Wayback Machine., 18 September 2009. Wwfblogs.org. Retrieved on 16 September 2011.
  74. ^ Lemonick, Michael (13 September 2010). "As the Sea Ice Retreats, Walruses Come Ashore in Alaska". Climate Central. Arkiveret fra originalen 20 November 2010. 
  75. ^ "Group plans to sue over walrus protection" (på en-US). The Mercury News. 12 October 2017. 
  76. ^ a b Bogoras, W. (1902). "The Folklore of Northeastern Asia, as Compared with That of Northwestern America". American Anthropologist 4 (4): 577–683. doi:10.1525/aa.1902.4.4.02a00020. 
  77. ^ Boas, Franz (1901). "The Eskimo of Baffin Land and Hudson Bay". Bulletin of the American Museum of Natural History 15: 146. 
  78. ^ The Lewis Chessmen. The British Museum. Hentet 15-01-2019
  79. ^ Kastelein, R.A.; Wiepkema, P.R.; Slegtenhorst, C. (1989). "The use of molluscs to occupy Pacific walrusses (Odobenus rosmarus divergens) in human care". Aquatic Mammals 15 (1): 6–8. 
  80. ^ MacDonald, Ian (2005). Revolution in the Head: The Beatles' Records and the Sixties (2nd rev. edn)'. Chicago, IL: Chicago Review Press. s. 268. ISBN 978-1-55652-733-3. 
  81. ^ John Lennon And Alice In Wonderland. aliceiseverywhere.com. hentet 15/1-2019
  82. ^ The Delights of Parsing the Beatles' Most Nonsensical Song. The Atlantic. Hentet 15/1-2019
  83. ^ Kipling, Rudyard. (1894) The Jungle Book; (1994) Harmondsworth, England:Penguin Popular Classics, p. 84, ISBN 0-14-062104-0

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • Systema naturae 2000 (classification) – Taxon: Odobenus rosmarus