Global opvarmning

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Tendensen i den gennemsnitlige overfladetemperatur i relation til 1961-1990

Den globale opvarmning betegner den aktuelle klimaændring, der medfører en stigning i den globale gennemsnitstemperatur. Normalt tages udgangspunkt i ændringen siden den industrielle revolution, der startede i England i slutningen af 1700-tallet. Siden 1900 er den globale middeltemperatur steget med omkring 0,8 grad celsius. Stigningen har dog ikke været jævn, men præget af udsving på forskellige tidspunkter.

Temperaturstigninger de sidste 100 år[redigér | redigér wikikode]

Siden 1900 er den globale middeltemperatur (dvs. den gennemsnitlige temperatur ved jordens overflade) steget med omkring 0,8 °C. Stigningen har imidlertid ikke været jævn, da der har været store årlige udsving og også flerårige perioder, hvor middeltemperaturen har været faldende. Stigningerne er især sket i perioden 1910-1945 og igen siden 1975.[1]

Tidligere temperaturændringer[redigér | redigér wikikode]

Jordens middeltemperatur vist over forskellige tidsintervaller

Boreprøver af Grønlands og Antarktis' indlandsis viser, at globale klimaændringer kan ske forbavsende hurtigt: inden for en menneskealder eller endnu hurtigere – og af helt naturlige årsager. Det skyldes feedbackmekanismer, som menneskelige aktiviteter også kan forstærke. Egentlige temperaturmålinger på globalt niveau har fundet sted siden 1850, men videnskabsfolk har ved forskellige metoder (bl.a. undersøgelser af årringe i træer, iskerneboringer, pollenaflejringer og sedimentkerner fra søer og havet) også kendskab til temperaturudsving før dette tidspunkt. I de foregående 1400 år har der således været et globalt fald i middeltemperaturen på omkring ½ °C. Regionalt har der været forskellige afvigelser fra den overordnede globale udvikling. I Europa havde man således en varmeperiode i middelalderen og bagefter en periode med kolde vintre fra det 16. til det 19. århundrede, der er kendt som den lille istid, men dette var, modsat hvad man tidligere har ment, ikke globale fænomener. Således var Antarktis eksempelvis relativt varm i slutningen af 1600-tallet, og i Sydamerika var 1700-tallet et mildt århundrede, mens perioden omkring år 1.000 var kold.[2]

Rekonstruktioner af temperaturen i en endnu længere skala, de sidste godt 10.000 år (omtrent den periode, hvor den menneskelige civilisation har udviklet sig), viser, at den globale temperatur steg fra slutningen af sidste istid (kaldet Weichsel-istiden), der sluttede ca. 9.600 fvt. Temperaturstigningen fladede ud omkring 7550 og 3550 fvt. og blev afløst af et fornyet fald indtil et tidspunkt mellem 1450 og 1850 evt. Den temmelig abrupte temperaturstigning siden 1900 har medført, at middeltemperaturen er steget fra at være på linje med de koldeste til de varmeste temperaturer i løbet af de sidste 11.300 år.[3]

Årsager[redigér | redigér wikikode]

Klimaforandringer kan henføres til to forskellige typer årsager:[4]

  1. naturlige årsager som ændringer i solens udstråling, vulkansk aktivitet og plantevækst kan forårsage temperaturstigninger og -fald. I et geologisk og historisk perspektiv indtil 1800-tallet er det sådanne fænomener, der har været ansvarlige for de observerede temperaturændringer
  2. menneskeskabte årsager som landbrug og afbrænding af fossile brændsler. Det store flertal af videnskabsfolk mener, at disse aktiviteter har været den afgørende årsag til temperaturstigningerne de sidste godt 100 år

De to typer årsager kan fremover forventes at spille sammen på forskellig vis. Solen har således indflydelse på jordens klima, men den globale klimaændring, som er konstateret, kan ikke med den nuværende viden forklares alene med indflydelsen fra solen. Derimod kan solens aktivitet medføre, at en menneskeskabt klimaændring bliver mere skadelig, hvis der samtidig sker klimaændringer på grund af øget solindstråling.

Klimaet og dermed temperaturen er i høj grad styret af drivhusgasser, som findes i Jordens atmosfære og hjælper med at holde på varmen fra solen. Drivhusgasserne forårsager, at jordens gennemsnitstemperatuer er omkring 15 grader. Uden dem ville jordkloden snarere være som en stor isterning. Balancen mellem den rette mængde drivhusgasser er imidlertid hårfin, og stiger koncentrationen af disse gasser i atmosfæren, vil temperaturen stige.[4] Det opfattes derfor som hovedforklaringen på den globale opvarmning siden 1900, at koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren er steget kraftigt, først og fremmest på grund af afbrænding af fossile brændsler, som fører til CO2-udledninger. Også andre aktiviteter som afskovning og udledninger af metan fra landbruget har bidraget til stigningen i koncentrationen.

Det forventes, at temperaturen fremover vil stige endnu kraftigere, hvis udledningen af drivhusgasser ikke bremses. I en rapportfra FN's klimapanel (IPCC) bliver det forudsagt, at jordens middeltemperatur i 2100 vil være 5 grader højere end i dag, hvis man ikke gør en større indsats for at bremse udledningerne, end man allerede gør i dag.[5] Selv hvis de nuværende handlingsplaner fra FN-landene alle gennemføres, kan klimaet forventes at nå en stigning på 3 grader i 2100 i forhold til det førindustrielle niveau.[6]

Tilbagekoblingsmekanismer[redigér | redigér wikikode]

En række tilbagekoblings- eller feedbackmekanismer kan virke selvforstærkende på tendenserne til global opvarmning. Der er tegn på, at visse forhold, bl.a. skyer over den nordlige halvkugle og luftforurening, modvirker den globale opvarmning, og hvis disse faktorer ændres, vil den globale opvarmning derfor kunne ske endnu hurtigere i fremtiden. Nogle feedbackmekanismer er yderst kraftigt virkende og kan overraske, da man i flere tilfælde ikke kan beregne dem med sikkerhed. Skydannelser (se albedo) er en faktor, som er meget betydningsfuld, og som er meget vanskelig at beregne. Risikoen for udløsning af kolossale metanholdige lagre i permafrosten og havbunden er en anden faktor, som er vanskelig at forudsige.

Konsekvenserne af den globale opvarmning[redigér | redigér wikikode]

Naturen har allerede reageret på klimaændringerne. Det gælder både dyr og planter. Udbredelsesområder er flyttet, vækstsæsoner er forrykket, og forplantningstidspunkter er ændret. Nogle organismer er bedre til at flytte sig eller ændre sig end andre, jf. invasive arter, mens f.eks. træer ikke lige kan ændre voksested. Det betyder, at balancen i de økologiske systemer ændres.

Inden for 35 år vil selv de laveste månedlige dyk i temperaturerne være varmere, end vi har oplevet i de sidste 150 år ifølge en analyse af en række klimamodeller, der blev udgivet i 2013. Troperne vil ifølge denne være det første område, hvor grænserne for historiske ekstremer bliver overskredet. Her vil man kunne opleve uformindskede hedebølger, der truer den biologiske mangfoldighed og stærkt befolkede lande med relativt få resurser til at tilpasse sig.[7]

Havene er også berørt. Varmere have, større tilførsel af ferskvand og øget tilskud af kuldioxid til havvandet har betydning for bl.a. vandets temperatur, surhedsgrad og saltindhold. Det kan få meget store konsekvenser, og nogle ændringer er allerede sket. Visse fiskearter har f.eks. ændret deres udbredelsesområde, men koralrevene, der ikke har mulighed for at flytte sig, er særlig udsatte.

Mere ekstremt vejr[redigér | redigér wikikode]

Et varmere klima ventes at føre til mere ekstreme vejrsituationer i form af f.eks. flere hedebølger og skybrud.[8] Sandsynligheden for fremtidige hedebølger i Danmark skønnes således i en analyserapport at være blevet firedoblet som følge af klimaforandringerne.[4]

Havstigninger[redigér | redigér wikikode]

Den globale opvarmning vil få vandet i havene til at udvide sig og ventes samtidig at føre til smeltning af ismasser fra Arktis, Grønland og Antarktis. Det vil få vandstanden i verdens have til at stige. Det vil true en række øsamfund. Havniveaustigningen vil imidlertid ikke være ligeligt fordelt over hele kloden, da størrelsesordenen også vil være påvirket af landhævning og tyngdekraft. Ved en temperaturstigning til 2 grader over det førindustrielle niveau vil vandstanden ved København eksempelvis kunne stige 4-5 meter.[4]

Forsuring af havene[redigér | redigér wikikode]

Når man ser på havoverfladens pH, indikerer indekset, at vi overgik grænserne for historiske yderpunkter i 2008. Dette er i overensstemmelse med andre nylige undersøgelser, og kan forklares ved det faktum, at havets pH har en smal vidde af historisk foranderlighed, og at havet har absorberet en betydelig del af menneskeforårsagede CO2-udledninger.[7]

Estimater har beregnet, at 26 procent af alt kulstof, der blev frigivet som CO2 fra fossile brændstoffer, cementfremstilling og ændringer i arealanvendelsen i løbet af årtiet 2002-2011, blev absorberet af verdenshavene (mens ca. 28 procent gik til planter og ca. 46 procent til atmosfæren). I løbet af denne periode var den gennemsnitlige årlige samlede frigivelse på 9,3 milliarder tons kulstof om året, således at der i gennemsnit blev absorberet 2,5 milliarder tons i havet årligt.

Den globale opvarmning forårsager i stigende grad, at pumpen og trykket, der fjerner CO2 fra atmosfæren til overfladevandet og derefter dybere ned i havet, sænkes. Dette hæmmer transporten af næringsstoffer som nitrat og fosfat fra dybere vand til overfladen, hvilket mindsker væksten af planteplankton, som lagrer kulstof i deres væv som et produkt af fotosyntese. Det synkende væv tager kulstoffet med sig til det dybe hav, når organismerne dør. Det er en anden måde, at kulstof kan fjernes fra havfladen.[9]

Dette tilføjes til, hvad forskere forventer at være en gradvis afmatning af havets CO2-optagelse, hvis brugen af fossile brændstoffer fortsætter med at accelerere. Når en mindre del af det overskydende CO2 absorberes i oceanerne, kan en større fraktion forblive i atmosfæren, og de kemiske ændringer i havvand, der kan påvirke organismer, vil fortsat vokse i stil med stigningerne i overskydende CO2 i den overliggende atmosfære.[9]

Uddøen af arter[redigér | redigér wikikode]

Forskere har hævdet, at afsmeltningen af indlandsisen og isen i Ishavet forringer isbjørnens overlevelsesmuligheder.

Både på land og i havet er der risiko for arters uddøen på grund af globale klimaændringer. De globale klimaændringer sker nu hurtigere end det tidligere er sket, måske bortset fra de katastrofale massedødsperioder, hvor 60-90% af Jordens liv uddøde i forskellige tidsrum tilbage i Jordens fortid. Det var begivenheder, som ligger mange millioner af år tilbage, og som i nogle tilfælde skyldtes meteornedslag som Chicxulub-nedslaget, der bl.a. udslettede dinosaurerne.

På længere sigt kan den fortsatte globale opvarmning og de miljømæssige ændringer, i kølvandet på den, jf. den sjette store massedød, i yderste konsekvens rejse spørgsmålet, om mennesket fortsat vil kunne eksistere på Jorden.[10][11]

Ændring af havstrømme[redigér | redigér wikikode]

Den globale opvarmning medfører risiko for, at varme havstrømme som Golfstrømmen kan ændre retning eller ophøre. Indlandsisen på Antarktis, Grønland og høje bjerge kan smelte, og der er tegn på, at det sker. Grønlands indlandsis mistede årligt omkring 239 km³ i begyndelsen af det 21. århundrede[12], et tal, der i 2013 steg til 600 km³.[13] Det frygtes, at det ferske smeltevand kan bremse Grønlandspumpen og dermed interferere med den termohaline cirkulation.

Forsyning af ferskvand[redigér | redigér wikikode]

Global opvarmning kan give problemer med at finde ferskvand mange steder i verden – på trods af, at nedbøren generelt øges. Mulighederne for kunstvanding kan forringes. Jordbunden kan komme til at lide af vandstress og saltophobning. Det kan få negative følger for mulighederne for at skaffe fødevarer nok til den voksende befolkning.

Socioøkonomiske konsekvenser[redigér | redigér wikikode]

Ikke mindst i Afrika, hvor befolkningen vokser hurtigere end alle andre steder i verden, vil de stigende temperaturer betyde, at stadigt større områder vil blive plaget af tørke. Det kan føre til en potentiel massemigration af mennesker, der ikke længere kan dyrke fødevarer eller finde vand i lokalområdet.[4]

Forsøg på at begrænse den globale opvarmning[redigér | redigér wikikode]

Der er stor videnskabelig tilslutning til synspunktet om, at det er nødvendigt at foretage en kraftig reduktion i udledningerne af drivhusgasser for at undgå for stor en global opvarmning. Da der er tale om et globalt problem, er det nødvendigt med en indsats fra alle de store udledere. Verdens fem største udledere USA, Kina, EU, Rusland og Indien, der i 2012 tilsammen stod for 65 % af de globale udledninger, er således alle vigtige for en effektiv aftale.[14] Der har i adskillige år været internationale, politiske diskussioner i gang om at begrænse bl.a. udledningerne af kuldioxid, men landene har vanskeligt ved at blive enige herom. De globale klimapolitiske forhandlinger har især været ført indenfor rammerne af UNFCCC (United Nations Framework Convention on Climate Change), en FN-konvention, der blev vedtaget i Rio de Janeiro i 1992, og som siden 1994 har haft årlige såkaldte COP-møder (for Conference of the Parties) som ramme om forhandlingerne.

Klimaøkonomer som professor William Nordhaus fra Yale University, der modtog Nobelprisen i økonomi i 2018 for sin pionerindsats indenfor klimaøkonomien, har påpeget, at den bedste (mest omkostningseffektive) måde at begrænse de globale udledninger af drivhusgasser på vil være at indføre en afgift på udledninger af CO2 og andre drivhusgasser i alle verdens lande eller alternativt et kvotesystem, hvor virksomheder, der bidrager til udledninger, kun må udlede, hvis de har erhvervet sig det tilsvarende antal kvoter først.[15]

Klimaskepsis[redigér | redigér wikikode]

Såkaldte klimaskeptikere mener, at menneskelig udledning af drivhusgasser ingen eller kun mindre betydning har for klimaet, og tilbageviser dermed, at de globale klimaændringer skulle være menneskeskabte. Det sker bl.a. med henvisning til, at der altid har været klimaændringer på jorden, bl.a. forårsaget af solen ved variation af solindstråling og solpletter. Det er også blevet foreslået, at den globale opvarmning blot er tilsyneladende, fordi måleresultaterne ændrer sig i takt med ændringer i landskabet omkring målestationerne. Flere huse og veje kan f.eks. give højere temperaturer. Nærmere undersøgelser har dog forkastet, at dette kan medføre så store klimaændringer, som man faktisk kan konstatere. Den typiske effekt på måleinstrumenter i områder med voksende urbanisering er en temperaturstigning på ca. 0,1–0,2 grad C, mens den globale opvarmning, man har målt siden starten af 1900-tallet, er på ca. 0,8 grader.

Forskning har vist, at folks politiske ståsted kan spille ind på, om de tror på klimaforskningen eller ej.[16]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Det globale klima frem til i dag. DMI's hjemmeside, besøgt 10. oktober 2018.
  2. ^ Klima-gennembrud: 1.400 års globalt klima kortlagt. Artikel på videnskab.dk, dateret 22. april 2013.
  3. ^ What’s the hottest Earth has been “lately”? Fra National Oceanic and Atmospheric Administrations hjemmeside, dateret 17. september 2014.
  4. ^ a b c d e Overblik: Det ved vi om klimaets tilstand. Artikel på videnskab.dk, dateret 7. august 2018.
  5. ^ Hvordan bliver klimaet i år 2050? Artikel af Katherine Richardson på videnskab.dk 24. september 2017.
  6. ^ Ny FN-rapport: Det er stadig muligt at holde den globale opvarmning på 1,5°C. Artikel på videnskab.dk, dateret 8. oktober 2018.
  7. ^ a b Study in Nature reveals urgent new time frame for climate change. University of Hawai'i News, 9. oktober 2013.
  8. ^ Forstå, hvorfor klimaforandringer skaber ekstremt vejr. Artikel på videnskab.dk, dateret 18. august 2018.
  9. ^ a b Hvor meget CO2 kan havene optage? - Scripps Institution of Oceanography, UC San Diego, 3. juli 2013.
  10. ^ How long will life survive on planet Earth? BBC
  11. ^ The Uninhabitable Earth, Annotated Edition. New York Magazine 2017
  12. ^ Rasmus Benestad et al.: The Greenland Ice. Realclimate.org 2006
  13. ^ Fotos dokumenterer afsmeltning af indlandsisen. DR.dk 2013
  14. ^ Jean Tirole (2017): Economics for the Common Good. Princeton University Press. Kapitel 8: The Climate Challenge.
  15. ^ Richard Stavins (2011): The Problem of the Commons: Still Unsettled after 100 Years. Artikel i American Economic Review, vol. 101 No. 1, February 2011.
  16. ^ Forsker: Dit politiske ståsted spiller ind på, om du stoler på klimaforskning. Artikel af Neil Levy, University of Oxford. Forskerzonen, videnskab.dk, dateret 10. maj 2017.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]