Prins Henrik (1934-2018)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Prins Henrik (født 1934))
Spring til navigation Spring til søgning
Disambig bordered fade.svg Ikke at forveksle med Prins Henrik (født 2009).
Prins Henrik
Royal Wedding Stockholm 2010-Konserthuset-420.jpg
Prins Henrik ved kronprinsesse Victorias bryllup, 19. juni 2010
Prins af Danmark
Embedsperiode 10. juni 196713. februar 2018
Prins Henrik
Ægtefælle Margrethe 2.
Børn Kronprins Frederik
Prins Joachim
Fulde navn dansk: Henrik
fransk: Henri Marie Jean André
Hus Monpezat
Far André de Laborde de Monpezat
Mor Renée-Yvonne Doursennot
Født 11. juni 1934(1934-06-11)
Frankrig Talence, Gironde, Frankrig
Død 13. februar 2018 (83 år)
Danmark Fredensborg, Fredensborg Slot, Danmark og de danske farvande.
Hvilested Fredensborg Slot, Fredensborg
Beskæftigelse Prins
Religion

Romerskkatolske kirke (1934-1967)

Folkekirken (1967-2018)

Hans Kongelige Højhed Prins Henrik (født 11. juni 1934 i Talence, død 13. februar 2018Fredensborg Slot[1]) var Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2.s ægtemand. Han var søn af greve André de Laborde de Monpezat (død 1998) og grevinde Renée de Monpezat, født Doursennot (død 2001). Han blev døbt Henri Marie Jean André, greve de Laborde de Monpezat.

Ridder af Elefantordenen
Order of the Elephant (heraldry).svg
1967

Opvækst og ungdom[redigér | redigér wikikode]

Prins Henrik tilbragte sine tidlige år i Fransk Indokina, hvor hans velhavende far havde arvet nogle industrivirksomheder. I 1939 vendte han med sin familie tilbage til slægtsgodset Le Cayrou i Frankrig. Han gik indtil 1947 på jesuiterklosterets skole i Bordeaux og 1948-1950 på gymnasiet i Cahors, hvor han blev student. I 1950 tog han til Hanoi, hvor han indtil 1952 studerende på et fransk gymnasium. 1952-57 studerede han jura og statskundskab ved Sorbonne i Paris samt kinesisk og vietnamesisk ved École Nationale des Langues Orientales. Senere studerede han orientalske sprog i Hong Kong og Saigon.

Efter at have aftjent sin værnepligt i Algeriet 1959-62 blev han ansat i Asien-afdelingen i Frankrigs udenrigsministerium. 1963-67 var han ambassadesekretær ved Frankrigs ambassade i London.

Ægteskab[redigér | redigér wikikode]

Prins Henrik og den daværende prinsesse Margrethe ved forlovelsen i 1966.

Henri de Monpezat blev forlovet med danske tronfølger, den senere dronning Margrethe 2. af Danmark i september 1966.

Året efter blev de gift den 10. juni 1967 i Holmens Kirke i København. Ved brylluppet fik han prædikatet, titlen og navnet Hans Kongelige Højhed Prins Henrik af Danmark.

Regentparret har to børn, kronprins Frederik (født 26. maj 1968) og prins Joachim (født 7. juni 1969), samt otte børnebørn. I 2005 tog prins Henrik titlen prinsgemal for at markere forskellen mellem dronningens ægtemand og det stigende antal yngre prinser i kongefamilien.

Tilbagetrækning fra officielle pligter[redigér | redigér wikikode]

I nytårstalen, som dronning Margrethe holdt nytårsaften 2015, erklærede hun at prinsgemalen ville trække sig tilbage fra offentligheden og kun i begrænset omfang deltage i officielle begivenheder.[2]

14. april 2016 frasagde han sig titlen som prinsgemal og skulle fremover kaldes prins Henrik. Valget blev ifølge hoffets kommunikationschef truffet, da det passede bedre til hans nye tilværelse som pensionist.[3]

Kontroverser[redigér | redigér wikikode]

Det var uundgåeligt, at prins Henrik havde hele sin åndelige arv med sig i bagagen, da han kom til Danmark.[4] Den afspejlede sig blandt andet i hans tøjstil, hans interesse for fransk mad og i hans syn på opdragelse. Herom udtalte han:

Senere kvitterede kronprins Frederik i en tale:

Det danske sprog[redigér | redigér wikikode]

På trods af at tale fem sprog flydende fik Prins Henrik aldrig aflagt sin accent på dansk.

Da Henrik blev dansk gift, blev det også nødvendigt for ham at lære dansk. Det tog tid og var ikke let for ham. I forbindelse med vielsen holdt Henrik en tale, hvori han blandt andet udtalte:[5]

Udtalelsen, der fandt sted på det nydeligste dansk, vakte stor genklang i befolkningen. Men trods sprogkurser i dansk, kunne prins Henrik i virkeligheden fortsat ikke tale sproget. Han havde lært talen udenad, som han selv senere udtrykte det: "som en papegøje".[4]

Prinsen havde bl.a. i selvbiografien Skæbne forpligter udtrykt sin frustration over den danske befolknings modtagelse af ham. Han lærte hurtigt et forståeligt dansk, men det havde affødt kritik, at han var blevet ved med at tale sproget med accent selvom han i forvejen talte fem sprog: modersmålet fransk samt spansk, kinesisk, vietnamesisk og engelsk. Prinsen ærgrer sig over, at han ikke forstod, hvor vigtigt det var at tale godt dansk.[6] Andre imødegik kritikken af hans dansk, fx fandt forfatteren Leif Hjernøe det umenneskeligt at kræve perfekt dansk af ham.[7]

Dansk humor[redigér | redigér wikikode]

Det er ofte fremhævet, at prinsens humor og venlighed var af en typisk dansk beskaffenhed, for eksempel sagde jagtkammeraten grev Ditlev Knuth-Winterfeldt, at han "mestrer i dén grad den danske humor; vi driller hinanden meget".[8]

Prinsgemal[redigér | redigér wikikode]

Da Henrik blev gift med Margrethe, stod Danmark over for et hidtil uløst spørgsmål: man havde aldrig tidligere haft en mandlig ægtefælle til en kvindelig tronfølger og havde derfor på ingen måde fået afklaret prins Henriks nye position. Også af sin fader blev prins Henrik advaret mod den udfordring, han gik ind til: "Du må have afklaret, hvad din position bliver". Det skete ikke. Prinsen blev efter ægteskabets indgåelse "installeret" på et kontor på Amalienborg med en sekretær men uden fastlagte opgaver og uden egne midler til disposition. "En flagrende skygge i dronningens skygge. En general uden generalstab" har han senere selv beskrevet den situation, han befandt sig i.

Men Henrik var ikke en mand, der kun ville være sin hustrus ægtemand. I 1969 begyndte han at arbejde for Dansk Røde Kors og International Røde Kors. Senere begyndte han at arbejde som ambassadør for dansk erhvervsliv, og han blev protektor for Verdensnaturfonden og Europa Nostra, der skulle sikre bygningskulturarven i Danmark. Dermed fortsatte han den tradition, at kongelige ægtefæller påtager sig vigtige samfundsmæssige opgaver og giver dem den anerkendelse og prestige, som følger med den kongelige titel.[4]

Men dermed var udfordringerne ikke løst. Prinsen havde også været frustreret over sin position internt i kongehuset. Efter 15 år i Danmark gjorde han opmærksom på, at han fik lommepenge af sin kone.[9] Det blev ændret, så det var fastlagt i finansloven, hvor stor en del af dronningens apanage der gik videre til prinsen.

Tilbage var spørgsmålet om Henriks titel. Da dronningen ikke kunne deltage i nytårskuren 2002, fordi hun var faldet og havde brækket et par ribben, blev kronprins Frederik vært ved modtagelsen af ambassadørerne. Prins Henrik protesterede mod at blive degraderet fra nummer to til nummer tre – efter sin egen søn. Prins Henrik tog herefter en lang tænkepause, hvor han gav BTs hofreporter Bodil Cath et interview, der vakte enorm opsigt, da det blev offentliggjort 2. februar 2002. Han udtalte blandt andet:

"Efter min overbevisning skal et ægtepar være ligeværdigt, uanset hvilken rolle i samfundet parret måtte indtage. Danmark kunne have gjort mig til statsprins, rigsprins, kongegemal, hvad ved jeg. Det er en forglemmelse, måske en uvilje. Men det er ikke titlen, der er afgørende, men bevidstheden om, at jeg har en rolle, en funktion."
En af de største kontroverser prins Henrik havde var hans ligestilling med dronningen, hvor han ikke kunne få lov at blive kaldt konge.

Resultatet blev, at Henriks officielle stilling blev ændret fra "prins" til "prinsgemal".[4] Det blev blandt andet begrundet med, at der var mere end en prins Henrik.

Ifølge Ekstra Bladet havde han i interviews til det franske blad Point de Vue i 2007 og 2013 kritiseret, at en dronnings ægtemand ikke bliver konge ligesom en konges kone bliver dronning.[10][11] Ved folkeafstemningen i 2009, hvor drenge og piger blev ligestillet i tronfølgen, blev prinsen spurgt om sin generelle holdning til ligestilling og svarede:

Så blussede debatten op igen, og der var kortvarigt et flertal i Folketinget for, at prinsen kunne få titel af konge, hvis kongehuset ønskede det. Det havde hoffet ingen kommentar til, men der var højlydte protester i partiernes bagland.[12]

Selv nægtede prinsen at have sagt, at han vil være konge, og Bodil Cath mener, at han "aldrig...har haft noget ønske om at tage taktstokken fra dronningen. Han vil bare respekteres som hendes mand." Hun foreslog at ændre tiltalen Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen til Hans Majestæt Prinsgemalen for så vidt muligt – dvs. uden at bruge ordet konge – at ligestille ham, dels med hans hustru, så de begge blev majestæter, dels med hans svigermor, der var Hendes Majestæt Dronning Ingrid, og hans svigerdatter, der skal være Hendes Majestæt Dronning Mary. På Stéphanie Surrugues spørgsmål, om han vil tage imod titlen majestæt, svarer han: "Ja. Naturligvis. Men jeg tror nu, at det er for sent."[13] Flere medier har omtalt ham som "Kong Henrik" efter hans offentlige ønske om at få titlen konge.[14]

I 2017 udtalte prinsen via kongehusets kommunikationschef, at han ikke ønskede at blive begravet i Roskilde Domkirke med dronningen, som det ellers havde været planlagt,[15] med henvisning til at han i livet ikke var sidestillet med hende, og derfor heller ikke skulle ligestilles i døden.[16][fn 1]

En hjælper[redigér | redigér wikikode]

Prins Henrik udtalte senere, da hans sønner blev gift, at han gerne ville hjælpe de nybragte indgiftede prinsesser ved at yde af den erfaring, han selv havde gjort. Det var der kun i begrænset omfang behov for. Prinsesserne fandt hurtigt deres egne veje og positioner i kongehuset.

Sygdom, død og bisættelse[redigér | redigér wikikode]

Rustvogn med Prins Henrik på vej fra Fredensborg til Amalienborg.

Prins Henrik var i sommeren 2017 indlagt først på Skejby Sygehus og sidenhen på Rigshospitalet, i forbindelse med forskellige smerter og infektioner. Under indlæggelserne fik han blandt andet foretaget en ballonudvidelse på grund af forsnævringer på pulsåren.[17] Den 6. september 2017 udsendte kongehuset en pressemeddelelse, hvor de meddelte, at prinsen lider af demens.[18]

Prinsen blev igen indlagt den 28. januar 2018 på Rigshospitalet, denne gang på grund af en godartet tumor i venstre lunge.[19] Den 9. februar 2018 meddelte kongehuset, at prinsens tilstand var alvorligt forværret.[20] Prinsens ældste søn Kronprins Frederik måtte haste hjem fra vinter-OL i den sydkoreanske by Pyeongchang for at besøge sin syge far. Kronprins Frederik var til stede ved legene i kraft af sit medlemskab af Den Internationale Olympiske Komité.

Umiddelbart efter udmeldingen om prinsens forværrede tilstand fik prins Henrik flere besøg fra kongefamilien. Kronprinsesse Mary var sammen med prins Christian og prinsesse Isabella de første til at besøge den alvorligt syge prins Henrik den 9. februar 2018. Senere samme dag ankom dronning Margrethe, prins Joachim og sønnerne prins Nikolai og Felix til Rigshospitalet.

Den samlede danske kongefamilie (dronning Margrethe, kronprinsparret, prins Joachim, prinsesse Marie og alle otte børnebørn) aflagde den 10. februar 2018 prins Henrik besøg på Rigshospitalet. De forlod hospitalet efter 40 minutter.[21]

Den 13. februar 2018 meddelte kongehuset i en pressemeddelelse, at prins Henrik var blevet overført fra Rigshospitalet til Fredensborg slot, hvor han ønskede at tilbringe sin sidste tid sammen med sine nærmeste. I samme pressemeddelelse forlød det også, at prinsens tilstand stadig var alvorlig.[22] Onsdag den 14. februar 2018 blev det annonceret, at prins Henrik var sovet stille ind på Fredensborg Slot dagen forinden kl. 23:18, omgivet af sin hustru og sine to sønner.[1]

Prins Henriks kiste blev kørt i rustvogn fra Fredensborg Slot til Amalienborg den 15. februar 2018 kl. 10.

Den 16. februar 2018 blev kisten transporteret fra Amalienborg til Christiansborg Slotskirke, hvor Prins Henrik lå på castrum doloris.[23] Båren blev placeret på en katafalk, der var overdækket med et klæde i purpur fløjl. Officerer fra Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet og Hjemmeværnet stod på skift æresvagt omkring Prins Henriks båre. Hvert vagthold bestod af otte officerer, hvor én var chef med rang af oberst eller kommandør samt én næstkommanderende med rang af oberstløjtnant eller kommandørkaptajn. Derudover var der to majorer eller orlogskaptajner, to kaptajner eller kaptajnløjtnanter og to premierløjtnanter.[24]

Prins Henrik blev bisat fra Christiansborg Slotskirke tirsdag den 20. februar 2018. Bisættelsen blev varetaget af kgl. konfessionarius Erik Norman Svendsen. Halvdelen af hans aske blev spredt ud over de danske farvande, og den anden halvdel blev nedsat i haven ved Fredensborg Slot.[25]

Vinbonde[redigér | redigér wikikode]

Siden 1974 ejede regentparret vinslottet Château de Cayx i nærheden af prinsens barndomshjem Château le Cayrou i Cahors. Vinene fra Cayx distribueres over hele verden. I starten var de ikke så populære, fordi de havde et stort syreindhold, men prinsen valgte at træde ud af det kooperativ, hans far havde opbygget, og selv investere i et moderne vineri, avanceret udstyr og lagringskælder med store nye egetræsfade, så vinen kunne ligge i kælderen i 3-4 år og blive mindre aggressiv.

Vinproduktionen indgår ikke i hoffets regnskab, men er udskilt i et aktieselskab, hvor prinsen indtil sin død var hovedaktionær og hans to sønner minoritetsaktionærer.

Kunstnerisk aktivitet[redigér | redigér wikikode]

Skulpturen Torso af Prins Henrik i parken ved Marselisborg Slot.

Prinsen var — ligesom dronningen — udøvende kunstner, men viste det først for offentligheden senere og har boltret sig i andre kunstarter end dronningen: hovedsagelig poesi og skulptur, men også porcelænsmaling, musikkomposition og tegning. De to ægtefæller supplerede hinanden og kunne lide at arbejde sammen, bl.a. har dronningen illustreret flere af prinsens digtsamlinger. Publikum fik et indblik i regentparrets kunstneriske samspil, da kunstmuseet ARoS i Aarhus 12. oktober 2013 – 2. marts 2014 viste udstillingen Pas de Deux Royal med ca. 150 værker. Den udstilling satte publikumsrekord på museet med 285.510 besøgende.[26]

Poesi[redigér | redigér wikikode]

Prinsen læser egne digte på fransk i Østermarie Kirke.

Prinsen skrev digte siden ungdommen, men i de første mange år kun til skrivebordsskuffen. I 1982 lod han digtsamlingen Chemin faisant trykke på Poul Kristensens forlag i 150 eksemplarer, som aldrig blev sat til salg, men udelukkende er brugt som gaver. I offentligheden debuterede han først som digter i 2000 med digtsamlingen Cantabile, hvis 1. oplag på 5000 eksemplarer blev revet væk. Prinsen skrev digtene på fransk, men de fleste digtsamlinger har en dansk oversættelse eller rettere gendigtning. Flere af hans digte er blevet sat i musik, bl.a. Cantabile, som danner baggrund for en symfonisk suite af samme navn, komponeret af Frederik Magle og uropført af DR SymfoniOrkestret under ledelse af Thomas Dausgaard ved to koncerter i anledning af prinsens 70 og 75-års fødselsdage i 2004 og 2009.

I forbindelse med udgivelsen af digtsamlingen Frihjul i 2010 udtalte prinsen: "Jeg ser poesi som en mulighed for fordybelse i en overfladisk tid præget af nyheder og underholdning, der gør os rodløse og rastløse. Poesi nærmer os verdens sande væsen, i poesien kan man nærme sig de evige spørgsmål som kærlighed, ensomhed og døden."[27]

Skulptur[redigér | redigér wikikode]

Placering af Prinsens skulptur ved Gl. Strandvej i Strib.

Sidst i 1970'erne kontaktede prinsen Kunstakademiet og blev oplært af billedhuggeren Poul Holm Olsen. Det kom der en række små fabeldyr og abstrakte figurer ud af. Et af prinsens værker, en torso i bronze, var opstillet i skulpturparken ved Marselisborg Slot, da Jyllands-Posten i 2002 inviterede direktøren for ARoS, Jens Erik Sørensen, på rundgang. Uden at vide, hvem kunstneren var, kommenterede museumsdirektøren:

Museumsdirektøren huskede denne skulptur og tog den med i Sculpture by the Sea i 2009. Her fik prinsen sin ilddåb som billedhugger, under hård kritik fra den etablerede kunstverden.[29] Senere blev et udvalg af de små figurer skaleret op og støbt i bronze. Bronzeskulpturerne står fortrinsvis i de kongelige slotsparker. En er på lokale foreningers initiativ opstillet ved indkørslen til Strib på Fyn. 27. maj 2015 afslørede prinsen en af sine skulpturer hos DSV i Hedehusene.[30]

27. juni 2015 afslørede prinsen sin bronzeskulptur Fabeldyret, som var blevet købt af Christina og Claus Hembo, der ejer Christina Jewelry & Watches. Jeg er meget glad for, at den ender her. Jeg er glad for Herning, og jeg håber, at hele Herning bliver glad for den, sagde prinsen, efter at han og Christina Hembo havde afsløret skulpturen. Den kom til at stå ved indgangen til ur- og smykkefirmaets nye domicil, som prinsen ved samme lejlighed indviede.[31]

Musik[redigér | redigér wikikode]

Prinsen synger for med to operasangerinder efter koncerten i 2015.

Prinsen var en dygtig pianist. Den 8. marts 1970 spillede han 2. sats af Beethovens 3. klaverkoncert med Det Kongelige Kapel, dirigeret af sin svigerfar Frederik IX.[32] Ved DR Koncerthusets åbning i januar 2009 dirigerede Prinsen DR Radiosymfoniorkestret.[33] I 2013 indgik han i et utraditionelt samarbejde med rockbandet Michael Learns To Rock, hvor han spillede klaver i en indspilning af nummeret "Echo".[34]

Prinsen skrev små kompositioner, bl.a. for jagthorn.[35]

Gastronomi[redigér | redigér wikikode]

Han medvirkede til flere bøger om gastronomi, som han insisterede på at betragte som en kunst.[36] Hans grundholdning var, at alt fra dyret skal bruges, så hans jagtkammerater og andre nære venner har måttet lægge gane til specialiteter som æselpølse, hjerne og testikler.

Titler & tiltaleformer, ordener, æreshverv og protektioner[redigér | redigér wikikode]

Henriks våbenskjold.
Monogram
Fælles monogram sammen med hans hustru.
  • 11. juni 1934 – 10. juni 1967: Greve Henri de Laborde de Monpezat
  • 10. juni 1967 – 2005: Hans Kongelige Højhed Prins Henrik af Danmark
  • 2005 – 14. april 2016: Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen
  • 14. april 2016 – 13. februar 2018: Hans Kongelige Højhed Prins Henrik af Danmark

Ordener[redigér | redigér wikikode]

Udenlandske dekorationer[redigér | redigér wikikode]

Æreshverv i udvalg[37][redigér | redigér wikikode]

Protektioner[redigér | redigér wikikode]

Herunder en liste med de vigtigste af prinsens protektioner efter 2013. En del af prinsens tidligere protektioner blev i 2013 overført til H.K.H. Prinsesse Marie.

Priser[redigér | redigér wikikode]

Prinsen modtog 1. juni 2011 prisen som "Årets Europæer" om bord på Kongeskibet Dannebrog. Europabevægelsen lagde blandt andet vægt på hans mangeårige virke i organisationen Europa Nostra.[38]

Prinsen blev 20. maj 2014 kåret som æreskunstner i Østermarie ved en velbesøgt gallakoncert i Østermarie Kirke. Han kvitterede med at oplæse egne digte på fransk.[39] Derefter fik han i lighed med de foregående 24 æreskunstnere opkaldt en lokalitet efter sig. Det blev Prinsgemalens Jagtvej, inspireret af at han hvert forår tog til Bornholm sammen med sine jagtkammerater for at gå på bukkejagt i Almindingen. I 2015 skulle prinsen foreslå sin efterfølger som æreskunstner og valgte den franskfødte trubadur Claude Chichon, der bor i Aarhus. Prinsen læste igen egne digte på fransk, og Claude Chichon sang dem og akkompagnerede sig selv på klaver. I 2016 blev accordeonisten Bjarke Mogensen æreskunstner. Han havde tidligere modtaget et legat fra prinsens fond, og derfor deltog prinsen igen i æreskunstnerkåringen med sit følge. Han læste to af sine egne digte på fransk, og efter koncerten afslørede han sammen med æreskunstneren skiltet med Bjarke Mogensens Trækrute.

Anetavle[redigér | redigér wikikode]

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

  • Simone de Beauvoir: Alle mennesker er dødelige (oversættelse sammen med H.M. Dronningen under pseudonymet H.M. Vejerbjerg 1981) ISBN 87-00-46318-3
  • Prins Henrik – Samtaler med Lise Lander (1981) ISBN 87-19-10115-5
  • Chemin faisant (franske digte 1982 under navnet Henri de Monpezat)
  • Destin oblige og dansk udgave Skæbne forpligter (selvbiografi 1996) ISBN 87-11-15037-8
  • Ikke altid gåselever : Prins Henriks bedste opskrifter (sammen med Jakob Johannsen og Ole Raffel 1999) ISBN 87-987542-0-3
  • Cantabile (digtsamling), gendigtet på dansk af Per Aage Brandt 2000 ISBN 87-7851-120-8
  • Les escargots de Marie Lanceline (fortællinger 2003) ISBN 87-7851-177-1
  • Château de Caïx : Stedet, vinen og maden (2004) ISBN 87-02-02512-4
  • Philippe Viguié Desplaces: Intimité royale og dansk udgave Fotos fra Prins Henriks private album (2004) ISBN 87-567-7291-2
  • Murmures de vent / Hviskende brise (digte med den franske version på venstresiderne og Peter Poulsens danske gendigtning på højresiderne, 2005) ISBN 87-7851-239-5
  • Til glæde for ganen : Nye opskrifter til et kongeligt køkken (2005) ISBN 978-87-7692-019-7
  • Helt Magnifique! – Franske kokke ved Det Danske Hof (sammen med Barbara Zalewski 2007) ISBN 978-87-91002-07-6
  • Les bleues à l'âme – Tarnimi tungujortut - Blå mærker på sjælen (digtsamling på fransk, grønlandsk og dansk, baseret på digte fra "Hviskende brise", skrevet sammen med kunstneren Kristian Olsen Aaju og forfatteren Peter Poulsen, 2009) ISBN 978-87-90133-92-4
  • Roue-libre / Frihjul (digte, gendigtet af Peter Poulsen med illustrationer af H.M. Dronningen og kunstneren Maja Lisa Engelhardt, 2010) ISBN 978-87-7851-297-0
  • Fabula: Poésie et sculpture / Digt og skulptur (digtsamling med fotografier af prinsens skulpturer 2011) ISBN 978-87-92494-75-7
  • La part des anges : poèmes (digtsamling 2013) ISBN 978-87-993641-6-9
  • Dans mes Nuits sereines - I mine lykkelige nætter (digtsamling oversat af Niels Lyngsø og illustreret med H.M. Dronningens akvareller, 2014)[40]

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Andre kongelige ægtefæller, der var gift med monarken, men som ikke titulært var ligestillet med denne var f.eks. Elisabeth Helene von Vieregg, der var gift med Frederik 4., og grevinde Danner (Louise Rasmussen), der var gift med Frederik 7. Ingen af disse ikke-ligestillede ægtefæller er gravlagt i Roskilde Domkirke.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b "Hans kongelige højhed Prins Henrik er afgået ved døden". kongehuset.dk. 14. februar 2018. Hentet 14.februar 2018. 
  2. ^ Prins Henrik går på pension. DR. Hentet 1/1-2016
  3. ^ Henrik dropper sin titel. Ekstra Bladet. Hentet 14/4-2016
  4. ^ a b c d e "Prins Henrik glemte aldrig at være stolt af – Frankrig" (Jyllandsposten, 14. februar 2018)
  5. ^ "Nekrolog: Prins Henrik - en verdensmand i et lille land". nyheder.tv2.dk. 14. februar 2018. Hentet 2018-02-15. 
  6. ^ Surrugue s.14
  7. ^ Kristeligt Dagblad 14. september 2010: Umenneskeligt at kræve perfekt dansk af prins Henrik
  8. ^ Surrugue s.297
  9. ^ Surrugue s.298
  10. ^ Ekstra-Bladet 15. marts 2007: Prins Henrik vil være konge
  11. ^ Jyllands-Posten 2. februar 2013: Prins Henrik vil stadig være konge
  12. ^ Surrugue s.357 og 360
  13. ^ Surrugue s.317-322
  14. ^ Kong Henrik: Min kone gør mig til en nar. Ekstra Bladet. Hentet 15/2-2018
  15. ^ "H.K.H. Prins Henrik begraves ikke i Roskilde Domkirke", Hofmarskallatet, Hofmarskallatet, hentet 10. august 2017. 
  16. ^ "Utilfreds Prins Henrik vil ikke begraves sammen med dronning Margrethe", BT, BT, hentet 5. august 2017. 
  17. ^ VISSING, EMILIE HOLT (17.juli 2017). "Prins Henrik har fået foretaget en ballonudvidelse". Jyllands-Posten. Hentet 7. september 2017. 
  18. ^ Kongehuset officielle meddelelse om prinsens sygdom. 6. september 2017
  19. ^ H.K.H. Prins Henrik fortsat indlagt på Rigshospitalet. 2. februar 2018. Hentet 2. februar 2018. 
  20. ^ H.K.H. Prins Henriks tilstand forværret. 9. februar 2018. Hentet 10. februar 2018. 
  21. ^ "Hele kongefamilien besøgte prins Henrik på Rigshospitalet". dr.dk. 10. februar 2018. Hentet 2018-02-15. 
  22. ^ "H.K.H. Prins Henrik er kommet hjem til Fredensborg Slot". kongehuset.dk. 13. februar 2018. Hentet 2018-02-15. 
  23. ^ Prins Henrik køres ad omveje til Christiansborg Slotskirke. fyens.dk, 15. februar 2018. Hentet 15. februar 2018.
  24. ^ [1] Overførsel til Christiansborg Slotskirke og castrum-dolores]
  25. ^ Christine Hyldal og Katrine Rørby Madsen (14. februar 2018). "Prins Henrik bisættes på tirsdag og halvdelen af asken spredes over danske farvande". DR.dk. Hentet 14.februar 2018. 
  26. ^ Århus Stiftstidende 3. marts 2014: Kongelig rekord - slog Munch med 6.259 besøgende
  27. ^ dr.dk/Nyheder/Kultur 16. juni 2010: Prins Henrik udgiver digte om livet
  28. ^ Surrugue s.145
  29. ^ Surrugue s.145 ff.
  30. ^ Kongehuset: Kalender
  31. ^ Prins Henrik afslørede sin skulptur i Herning aoh.dk 27. juni 2015
  32. ^ Det Kongelige Kapel Tidslinje 1970 - billede hos Surrugue s.339
  33. ^ DR 1. april 2008: Prins Henrik skal dirigere DR Radiosymfoniorkestret
  34. ^ DR/Laura Marie Sørensen 1. oktober 2013: Prins Henrik indspiller nummer med Michael Learns To Rock
  35. ^ Dorte Washuus (11. oktober 2013). "Grevens sans for skulpturer". Kristeligt Dagblad. 
  36. ^ Surrugue s.237
  37. ^ Kun organisationer, der kan linkes til på Wikipedia. Komplette lister samt almindelige æresmedlemskaber findes på Kongehusets hjemmeside
  38. ^ Prins Henrik er årets europæer, BT. Hentet 13. februar 2018
  39. ^ Bornholms Tidende 21. maj 2014: Prins Henrik fik en vej
  40. ^ BT 28. maj 2014: Anmelderne sviner prins Henrik: Som en abe der spiller på lirekasse...

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]