Forskel mellem versioner af "Gotere"

Spring til navigation Spring til søgning
7 bytes tilføjet ,  for 5 måneder siden
hovedsageligt kommaer
m (Nået til Kultur)
(hovedsageligt kommaer)
=== Sprog ===
{{Uddybende|Gotisk (sprog)}}
Det gotiske sprog indgår i den [[Indoeuropæiske sprog|indoeuropæiske]] sprogæt, som et af de [[germanske sprog]]. De germanske sprog kan deles op i vest-, nord- og østgermansk, og gotisk hører til sidstnævnte gruppe. De østgermanske sprog omfattede foruden gotisk også vandalsk og [[burgundisk]]. Alle tre østgermanske sprog er nu uddøde.<ref>Todd, side 11-12.</ref>
 
På trods af at det er uddødt, ved man meget om det gotiske sprog. Det skyldes, at goternes første biskop, [[Wulfila]], i det fjerde århundrede oversatte bibelen til gotisk. Hans bibel er bevaret i afskrifter, hvoraf den berømteste, ''[[Codex Argenteus]]'' ("Sølvbibelen") findes i [[Uppsala]].<ref>Todd, side 12.</ref> Wulfila var søn af romerske borgere, som var blevet taget til fange af goterne i det 3. århundrede og slæbt med til området nord for Donau. I kraft af sit kendskab til både gotisk, græsk og latin, var han i stand til af løfte den store opgave, det var, at oversætte bibelen.<ref>Heather (1996), side 90-91.</ref>
 
Det gotiske sprog havde sin største udbredelse fra det tredje til det femte århundrede, hvor goterne færdedes over store dele af Europa. Den hunniske kong [[Attila]], der regerede over adskillige folkeslag, gjorde gotisk til det fælles sprog ved sit hof. Man ved faktisk ikke, hvad Attila egentlig hed på hunnisk, for det navn, vi kender ham under, er gotisk og betyder "lillefar".<ref>Heather (2009), side 665, note 3.</ref> Da ostrogoternes rige blev udslettet i det sjette århundrede, forsvandt gotisk fra Italien. Sproget blev derefter stadig talt blandt visigoterne i Spanien, men i takt med, at de giftede sig ind i lokale familier, kom det under pres. Dets funktion som kirkesprog forsvandt, da goterne officielt skiftede fra af være [[Arianer|arianere]] til [[katolikker]] i 589.<ref name=Pohl119-21>{{kilde bog|titel=Strategies of Distinction: Construction of Ethnic Communities, 300–800 (Transformation of the Roman World|fornavn=Walter|efternavn=Pohl|isbn=90-04-10846-7|sider=119–21}}.</ref>
 
Blandt de tilbageblevne goter ved Sortehavet var der en lille del, som boede på halvøen Krim. Helt frem til slutningen af det 18. århundrede har man derfra efterretninger om folk, der talte et gotisk sprog ("Krimgotisk"). Ogier Ghiselin de Busbecq, der var gesandt for den habsburgske kejser [[Ferdinand 1. (Tysk-romerske rige)|Ferdinand 1.]] ved det [[Osmanniske Rige|Osmanniske]] hof, nedskrev i perioden 1560-1562 de eneste bevarede eksempler på sproget.<ref>Heather (1996), side 259.</ref>
 
=== Religion ===
Frem til det fjerde århundrede dyrkede goterne den [[germansk religion|germanske religion]], med dens [[asetro]] centreret omkring guden [[Tyr (gud)|Tyr]].<ref>Todd, side 104</ref> Den romerske kejser [[Constantius II]] brugte religiøs mission til at få indflydelse på tervingerne, og det var ham, der sponsorerede udsendelsen af Wulfila i 340'erne til området nord for Donau – i første omgang for at udbrede troen blandt efterkommerne af tilfangetagne romere, hvoraf mange i forvejen var kristne. De tervingiske goter modsatte sig denne missionsvirksomhed, og Wulfila og mange af hans trosfæller blev i 347/348 forvist og sendt til Romerriget. Der var stadig kristne tilbage nord for Donau, men da tervingerne og romerne indgik en ny traktat i 369, forsvandt beskyttelsen af de kristne, og tervingerne forfulgte de tilbageblevne. De goter, der i 376 fik lov til at bosætte sig i Romerriget, måtte gå med til at lade sig kristne, hvilket understreger religionens betydning i samspillet mellem goter og romere.<ref>Heather (1996), side 60-61.</ref>
 
Wulfila brugte tiden efter 348 til at oversætte [[bibelen]] til gotisk, med et tegnsæt, han selv havde udviklet.<ref>Før Wulfila er de gotiske inskriptioner skrevet med runer, men typisk kun som navnemærker på våben og lignende. Todd, side 120.</ref> Wulfila prædikede den opfattelse af kristendommen, der var gældende i Romerriget i hans samtid.<ref>Heather (1996), side 61.</ref> Da den [[Nikænske trosbekendelse|nikæiske trosbendelse]] senere i århundredet blev basis for kristendommen, gjorde det ikke indtryk på goterne, og deres kristendom kom til at stå som en særlig gren, [[arianismen]]; forskellen på de to grene af kristendommen blev ofte brugt politisk af goternes modstandere.<ref>Heather (1996), side 212-213.</ref>
 
Ostrogoterne holdt fast i deres arianske tro til det sidste, mens visigoterne forsøgte at tilpasse troen til den lokale, katolske form. Først blev der holdt en synode i [[Toledo (Spanien)|Toledo]] i 580, hvor Faderen og Sønnen blev sidestillet, men hvor [[Helligånden]] stadig havde inferiør betydning. Efter at kong Leovigild i 586 var blevet afløst af sin søn Rekkared 1., tog den nye konge skridtet fuldt ud og fik i 589 indkaldt en ny synode i Toledo, hvor goternes omvendelse til katolicismen blev gennemført.<ref>Heather (1996), side 280-282.</ref>
I den gotiske Chernjachovkultur kan man observere overgangen fra lokal produktion til en produktion i stor stil af en række emner: Glasvarer, lervarer, kamme og skåle. Nogle af disse brugsting havde også kunstneriske kvaliteter, blandt andet brocherne til kvindedragterne. Produktionen af glasvarer i Chernjachovkulturen begyndte i det 4. århundrede, og de er genfundet i udgravninger i hele den germanske del af Europa, også i stort tal i Danmark. Skåle og især brocher af [[sølv]] blev fremstillet fra det fjerde århundrede, og i stadig mere kunstfærdige udformninger.<ref>Heather (1996), side 78-79</ref>
 
Da hunnerne undertvang det område, hvor den gotiske fremstillingsvirksomhed var baseret, blev [[guld]] en vigtig ingrediens i kunsthåndværket, fordi hunnerne havde rigelig adgang til dette metal. Både hos romerne og hunnerne var [[Ørn|ørnen]] et symbol på magt, og denne fugl blev et yndet motiv i produktionen af brocher. Såvel visigoter som ostrogoter fremstillede brocher med ørnemotiv, og fra slutningen af det 5. århundrede har man fundet dem i visigotiske grave i det nordlige Spanien. I det sjette århundrede nåede produktionen af brocher i Spanien sit kunstneriske højdepunkt i form af guldbrocher med indlæg af ædelstene. <ref>John P. O'Neill (red.), ''The Art of Medieval Spain a.d. 500-1200'', The Metropolitan Museum of Art, New York, 1991, ISBN 0-87099-685-1, side 65-66.</ref>
 
== Eftermæle ==
Selv om goterne og deres riger forsvandt, da araberne erobrede deres sidste tilholdssteder i 716, blev mindet om goterne stående. I Italien afløste betegnelsen "gotisk" til en vis grad "barbarisk", når talen faldt på noget fremmed, ubehageligt eller primitivt. Den elegante og himmelstræbende [[Gotisk stil|gotiske byggestil]], blev oprindeligt omtalt som ''Opus Francigenum'' ("Fransk arbejde"). I den italienske renæssance ønskede mange imidlertid en tilbagevending til klassicismens tempelstil, og den nye byggemåde blev lagt for had og omtalt som "gotisk". I England betød "gotisk" også noget utiltalende, og det britiske tidsskrift ''Notes and Queries'' forklarede sagen således:
{{citat|Der kan ikke være tvivl om, at udtrykket "gotisk", om de spidse former for kirkelig arkitektur, i begyndelsen blev anvendt nedsættende og spottende af dem, der havde ambitioner om at efterligne og genoplive den græske arkitektur, efter genopdagelsen af den klassiske litteratur. Autoriteter som [[Christopher Wren]] deltog i nedgørelsen af den gamle middelalderlige stil, som de kaldte gotisk, som synonym på alt hvad der var barbarisk og vulgært.<ref>''Notes and Queries'', Nr. 9, 29. december 1849</ref>}}
 
Begrebet "[[gotisk skrift]]" er et andet offer for goternes dårlige rygte i eftertiden. I Italien syntes man, at denne skrift, udviklet i Nordfrankrig og Nederlandene i det 12. århundrede, så barbarisk ud, så man begyndte i det 15. århundrede at omtale den som gotisk skrift.<ref>Berthold Louis Ullman, ''The Origin and Development of Humanistic Script''. Rom, 1960, side 12.
</ref>
 
* Historikeren Zosimus skrev i perioden 498-518 værket ''Historia Nova'', som omtaler begivenheder indtil 410. Zosimos og fragmenterne fra flere andre historikere (som f.eks. Olympiodoros af Theben) eller skriftet ''Consularia Constantinopolitana'' giver kun løsrevne indblik i goternes historie.
* Den romerske embedsmand og historiker [[Cassiodorus]] - ansat ved det ostrogotiske hof - skrev i 526-533 et værk om goternes historie. Det er siden gået tabt, men var udgangspunkt for [[Jordanes]]' historieskrivning.
* Jordanes var embedsmand og historiker af gotisk-romersk afstamning, og afsluttede sit værk om goterne, ''De origine actibusque Getarum'', i [[Konstantinopel]] i 551. På det tidspunkt stod det klart, at det ostrogotiske rige var ved at gå under, og Jordanes fortalte historien fra en romersk synsvinkel. Jordanes beskrev goterne gennem 2.030 år, og senere historikere har haft svært ved at skille digt fra fakta i hans beretning.
* Historikeren [[Procopius|Prokopios af Caesarea]], der levede cirka 500-565, har en detaljeret beretning om kejser [[Justinian 1.|Justinians]] krige mod goterne.
* Biskop [[Isidor af Sevilla]], der levede cirka 560-636, skrev værket ''Historia de regibus Gothorum, Vandalorum et Suevorum'', hvor han blandt andet beskriver goternes historie fra 265 til 624, med hovedvægt på det visigotiske rige i Spanien.
* Man har også bevaret en række lovtekster fra de to gotiske kongeriger, blandt andet ''Lex Visigothorum''.
 

Navigationsmenu