Odin

For alternative betydninger, se Odin (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Odin)

Odin som vandringsmand, 1886 af Georg von Rosen.

Odin (oldnordisk Óðinn, af óðr "raseri") er en af de mest fremtrædende guder i den traditionelle nordiske religion; han forbindes i særlig grad med krigslykke (og de i krigen faldne), kongemagt, runemagi, visdom og skjaldekunst; dertil havde han store kundskaber om sejd. I lighed med de andre guder i det nordiske pantheon er hans funktionsområde meget komplekst, og det er derfor svært, at beskrive med ét ord, hvad han er gud for. Han omtales i kilderne gerne med andre navne, hyppigt bruges tilnavnet Alfader, andre gange kaldes han Ygg (den frygtelige), et andet navn var Jolner, og under det optrådte Odin som julens gud. De mange navne afspejler de mange funktioner og roller Odin havde i den nordiske mytologi. I myterne beskrives han ofte som en høj, enøjet og gråskægget mand, og på billeder fremstilles han gerne ridende på den ottebenede hest Slejpner med spyddet Gungner i den ene hånd, fulgt af ravnene Hugin og Munin samt ulvene Gere og Freke. Men Odin var formskifter af natur; han havde utallige skikkelser og optrådte ofte i forklædning, som fx i kvadet om Gråskæg fra Ældre Edda. I myterne beskrives han som besat efter at skaffe sig mere viden og lærdom, og han rejste ofte vidt omkring; enten flyvende som en fugl eller ridende på hesten Sleipnir,

I de islandske kilder fra middelalderen, beskrives han som asernes overhoved. De udgjorde den vigtigste gudeæt, og i det nordiske verdensbillede var Odin derfor den mest magtfulde konge. Den begrænsede udbredelse af hans navn i stednavne, i forhold til fx Thor og Frej, tyder på at hans kult aldrig var særligt udbredt, på trods af at han var gudernes konge. Andre kilder viser dog, at det var eliten primært, der dyrkede ham; dvs. han var kongerne og stormændenes gud. Almindelige mennesker ville ikke vende sig til ham, og derfor var det kun få steder han kom til at ligge navn til. I alle de tre tilfælde, hvor vi møder navnet Odinkar, blev det fx båret af personer af fornem æt.

I den nordiske mytologi var gudernes funktioner ikke nødvendigvis forbeholdt én guddom; fx var det ikke kun Odin, der blev dyrket som krigsgud. Den lidt blegere gudeskikkelse Tyr fungerede fx også som det. Han blev primært dyrket af de almindelige soldater, hvor Odin var høvdingenes og kongernes gud, også i krigen. En anden krigsgud var Thor, denne funktion var dog i høj grad knyttet til hans rolle som menneskehedens beskytter mod destruktive og fjendtlige kræfter. Som krigsgud var Odin dog ikke altid til at stole på, for selvom han havde lovet sejr, kunne alligevel vælge at give den til modparten.

Oprindelse

I før-kristen tid blev denne guddom også dyrket i det øvrige germanske område, han var fx kendt som Woden i det angelsaksiske England, og Wodan på oldhøjtysk; hvilket blev til Wotan, den navn han optræder under i Richard Wagners operaværk Nibelungens Ring. Oprindeligt stammer navnet sandsynligvis fra det protogermanske ord *Wōđinaz eller *Wōđanaz (intet af det sprog er bevaret, ordet er derfor blevet rekonstrueret ud fra kendte sprog). Det er blevet foreslået at dyrkelsen af Odin kan have spredt sig nordpå fra Rhinegnene i 1. århundrede e.v.t. og have nået Skandinavien sammen med kendskabet i 5. århundrede e.v.t. Her har asekulten erstattet en oprindelig frugtbarhedskult.<hed 148> Odin optræder som krigsgud i sydgermanske kilder fra 5. til 8. århundrede,

Fil:Odin Vendel helmet.jpg

Odin afbildet på hjelmplade, Uppland 7. årh.

Det skandinaviske navn Óðinn udviklede sig fra det urnordiske navn *Wōdin i løbet af germansk jernalder, Kunsthåndværk af vendeltypen, brakteater og billedsten fra germansk jernalder hører til blandt de ældste fremstillinger af scener, der med sikkerhed kan forbindes med de myter, vi kender fra den nordiske middelalder. Mange af figurerne på disse genstande ganske sikkert forestiller Odin. Overvægten af Odins-portrætter hænger sandsynligvis sammen med, at genstande af guld som fx brakteater var så kostbare, at kun overklassen havde de nødvendige ressourcer til at erhverve dem; dette tyder på at Odin allerede på dette tidspunkt var aristokratiets gud. Det er derfor blevet foreslået, at dyrkelsen af aseguderne med Odin i spidsen på det tidspunkt erstattede en oprindelig vanekult, da en ny samfundselite opstod som følge af de begivenheder, der i dag er kendt som folkevandringstiden. Andre kilder tyder på at dyrkelsen af Odin begyndte længe før. Den romerske forfatter Tacitus, der skrev et etnografisk værk om Germanien omkring 100 e.v.t., beskriver en germansk guddom, som han omtaler med det romerske navn Mercurius; normalt tolkes det som en romersk oversættelse af Odin, da de begge blev opfattet som psykopompos, "leder af sjælene (til dødsriget)." Andre paralleller mellem dem var handel, visdom og lærdom, og at de begge rejste over himmelen vha. guddommelige hjælpemidler.

Den keltiske gud Lugus havde flere paralleller til Odin, de blev begge relateret til magi og poesi, de portrætteredes begge med ravne og spyd som attributter og var begge énøjede. Et sandsynligt område, hvor de to kulturer kunne smelte sammen var hos de germanske chattere, som levede i grænseområdet mellem de keltiske og germanske regioner i det nuværende Hessen. ^{[kilde mangler]}

Odin i spidsen for en gruppe krigere på Tängelgarda stenen, Gotland 7. årh.

Guddommelige funktioner

Odin havde flere roller; hans oprindelige funktion kan meget vel have været rollen som ledsager for de døde og som dødsgud, men han var også nært knyttet til heste, spyd og med hamskifte. Hans egen hest hed i de nordiske kilder Slejpner, og den brugte han til sine rejser mellem de forskellige verdner. Han kunne også rejse i skikkelse af en ørn over himmelen, men i modsætning til andre himmelguder og skaberguder i andre kulturer blev han i Norden aldrig opfattet som en almægtig hersker over himmel og jord.

I de yngste kilder optræder han konsekvent som krigsgud, skabergud og gudernes konge. Denne udvikling til gudekonge hænger sandsynligvis sammen med etableringen af kongeriger i Norden. Han var en gammel guddom, men havde også en særligt sammensat karaktér, der afspejlede den nye institution – dvs. Odin var ganske sikkert ikke et sent indlån fra en anden kultur; en teori, der primært bygger på Snorres fortælling om de indvandrende aser. Det er først i overgangstiden mellem hedenskab og kristendom at Odin bliver til den almægtige ’’Alfader’’, som kendes fra de islandske skrifter, og var da ved at glide sammen med den kristne gud. Selvet navnet Alfader er dog et gammelt tilnavn. Odin ejede også andre magiske genstande, en af dem var spyddet Gungnir, der ikke kunne bremses, når det blev kastet mod fjenderne. En anden var guldringen Draupnir, hvorfra ni identiske ringe af guld dryppede hver niende nat.

Trods sin rolle som krigsgud beskrives Odin kun sjældent som aktivt kæmpende, ligesom krigeregenskaber, som styrke og mod aldrig blev tillagt ham; de evner han havde, var snarere den strategiske snilde og brugen af bedrag. Han tog ikke hensyn til moral og retfærdighed, og man blótede til ham før en kamp, for at købe sig til et fordelagtigt resultat, ikke for en glorværdig sejr. Måden man ofrede til Odin på var hængning og stik eller kast med spyd. Fra sagaerne kendes fx flere beskrivelser af en bestemt ritual en hærfører udførte før et slag: Før kampen begyndte slyngedes et spyd mod fjenden, for at ví dem til Odin: Dette er en gentagelsen af indledningen til den første mytologiske krig, som begyndte da Odin kastede sit spyd. Det var måske dette ritual, hvor fjenderne dedikeres til Odin, som smittede af på dødsguden, og gjorde ham til krigsgud.

Selv da Odin var blevet krigsgud og konge fungerede han stadig som dødsgud. På sin borg Valhalla samlede han de bedste af menneskenes krigere, som faldt i kamp, de blev kaldt einherjerne. De skulle kæmpe for ham og guderne mod jætterne og kaosmagterne i Ragnarok. Einherjernes lod var ligesom Odins ikke evigt liv, men at falde i det yderste slag ved dommens dag, de befandt sig indtil da i en liminalfase mellem livet og deres endelige død. Valhalla var Odins måde at forsøge at omgå udfaldet af Ragnarok, og hans primære opgave i de mytologiske fortællinger, var således at udsætte hans egen uafvendelige død og destruktionen af den den verden, som han selv havde skabt. Dem som blev udvalgt Odin til at bo i Valhalla, var dog kun heltene, de store ledere, fyrsterne og kongerne.

Den eneste reference til Valhalla i Ældre Edda stammer fra Grímnismál, hvilket tyder på at denne forestilling om et overjordisk krigerparadis opstod på et sent tidspunkt under kristen påvirkning. Valhalla var sandsynligvis en videreudvikling af ældre forestillinger om, at de faldne krigere fortsatte deres sidste kamp i gravhøjen, og at den udgjorde det oprindelige dødsrige. Oprindeligt havde hans rige været graven, men da Odin gradvist overtog rollen som krigsgud og Alfader, blev Valhalla til et lyst og venligt sted Spor af paradisiske dødsriger hos andre indoeuropæiske kulturer taler dog imod, at idéen om et venligt dødsrige ikke fandtes i Norden tidligere.

Odin var også gud for inspiration, magi og poesi. Han opnåede stor visdom og kendskab til runernes hemmeligheder, da han hængte sig selv i verdenstræet Yggdrasil. Dette var imidlertid kun en åndelig død, hvor han ofrede sig selv til sig selv. I en anden fortælling ofrede han sit ene øje for at kunne drikke af Mimers brønd, for det opnåede han også umådelig visdom. Hans navn bliver gerne oversat med raseri, men betyder sikkert snarere ekstase; både krigerens og digterens inspiration og genialitet. Valknút er et symbol for Odins evne til at løse og binde mænd; på slagmarken kunne det give sig udslag i enten paralysering (lagt bånd på sindet) eller rus (løst for al frygt og selvkontrol).

Flere forskere har fremført teorier om at Odins-forestillingerne i virkeligheden er sent indlån i nordisk sammenhæng, det drejer sig om bl.a. E. A. Ebbinghaus, Jan de Vries og Thor Templin. Denne teori støttes til dels af nogle passager i de islandske sagaer, fx en, hvor det fortælles at Odin engang blev smidt ud af Asgård af de andre guder, hvilket virker usandsynligt for en alfader-figur. ^{[kilde mangler]} Både de Vries og Templin mener desuden at Loke og Odin oprindeligt har været én og samme figur, der blev splittet i to i den tidlige vikingetid. ^{[kilde mangler]}

Rolle i myterne

I myterne blev der lagt stor vægt på hvordan Odin opnåede sine magiske evner, og hvordan han videregav de evner. Han var derfor gerne på farten, og rejste langt mellem de forskellige verdner på jagt efter mere viden, nye magiske færdigheder eller genstande. Han optrådte lig en jordisk konge, når han sad i sit højsæde Lidskjald, men han var samtidig uberegnelig, fulgte udelukkende sine egne mål og kunne fremprovokere krige som det passede ham. I både myter, digte og sagaer findes der mange hentydninger til hans svigefulde karaktér. I modsætning til Thor brugte Odin derfor også gerne list og magi for at overvinde sine fjender, og gik ikke af vejen for bedrag, for at skaffe sig selv en fordel. Odins store visdom gav ham indsigt i verdens skæbne og magisk magt, og som konge var det hans ansvar at forberede guderne på fremtiden og ruste sig til fjendernes angreb.

Ligesom de andre nordiske guder var Odin ikke udødelig; han vil falde og dø en fysisk død i det sidste slag under Ragnarok, hvor kun gudernes børn ville overleve. Han var dog skabergud, da han sammen med sine to brødre Vile og Ve skabte Jorden ud fra urjætten Ymirs døde krop, efter at de havde dræbt ham. I rollen som skaber, omskabte Odin en allerede eksisterende, men fjendtlig verden til en brugbar jord. Han omformede derved naturressourcerne til noget brugbart. Odins skaberkraft skal sammenlignes med en dygtig håndværkers evner, og med den omformede han naturen og gjorde den til kultur. I den nordiske kosmologi var naturen ultimativt associeret med døden, og derfor meget uønskværdig – gennem omskabelse kan den i realiteten uundgåelige død udskydes. Ønsket om at snyde døden og udsætte ragnarok står stærkt i myterne.

I flere fortællinger er Odin beskrevet som en gammel gråskægget vis mand og vandringsmand, iklædt bredskygget hat, kappe og med en lang stav i hånden. Ofte er han også til hest, og hans ottebenede hest, Slejpner, kan ride over både land, himmel og hav og kan bringe sin rytter helt ned til dødsriget. Af nogle kilder fremgår det at Slejpner bringer de døde helte fra valpladsen til Valhalla. Når han sidder på sit højsæde i Lidskjalv har han to ravne siddende på sine skuldre, deres navne er Hugin og Munin (Tanken og Mindet). De kan se hver en bevægelse i hele verden, og høre hver en lyd; intet kan derfor holdes skjult for dem. Ved hans fødder ligger de to ulve, Gere og Freke (begge navne betyder grisk/grådig). Ravnene fremstår i de yngre kilder som personifikationer af hans tanke og sind, men oprindeligt knyttede de sig til Odin i deres egenskab af ådselsædere.

Odins mytologiske oprindelse og slægsskabsforbindelser er mest fyldigt beskrevet af islændingen Snorre Sturlason, som i fortællingen Gylfaginning oplyser, at han er søn af jættekvinden Bestla og Borr, og at han havde de to brødre Vile og Ve. Ud fra slægstermerne i det patriarkalske nordiske samfund var Odins æt således noget andet end jætternes, selvom hans mor var jætte. Sammen med sine to brødre dræbte han urjætten Ymer og dannede verden af hans krop. Drabet blev et væsentligt konfliktpunkt i mytologien, og det var bestemmende for forholdet mellem Odins og Ymers slægt. Selvom de to ætter i realiteten var meget nært beslægtede, blev de dødelige fjender pga. Odins mord på jætternes stamfar.

Med Fjørgyn/Jord har Odin sønnen Thor, men hans retmæssige hustru er dog Frigg, sammen med hende har han sønnerne Balder, Høder og Hermod. Med jættekvinden Rind har han tillige sønnerne Skjold og Vale. Med jættekvinden Grid har han sønnen Vidar. Hans forbindelse til Freja er dog uklar; hendes ægteskabelige status var usikker, og ifølge myterne var hun gift med Od; han kan være identisk med Odin. Måske var Freja hans frille, eller også var hun og Frigg oprindeligt én og samme person, der siden blev splittet i to.

Detalje fra en billedsten fra Gotland, som viser tre mænd, identificeret som Odin, Thor og Frej. Udstillet på Nationalmuseet i Stockholm.

En illustration fra en islandsk manuskript fra 17. årh., der viser Odin ridende på sin hest Sleipnir.

Illustration, der viser Odin hans ravne og våben (MS SÁM 66 17. årh.).

Kilder

De mange forskellige skriftlige kilder, som Odin optræder i, tegner et meget varieret billede af denne guddom. Den enkelte kilde er præget af forfatternes budskab og fremstillingen af Odin i den er en afspejling af det. Men forfatterne hentede inspiration til deres udgave af guden i det væld af forskellige forestillinger man havde om ham. Odin var nemlig ikke en entydig gud, han kunne optrådte i mangeartede skikkelser, havde mange funktioner og uberegnelighed var en af hans vigtigste egenskaber.

Ældre Edda er en samling af religiøse digte, som bygger på ældre før-kristent materiale. Nogle af disse digte kendes i flere udgaver fra forskellige manuskripter, som alle er blevet nedskrevet på Island i middelalderen. De enkelte digte fokuserer på forskellige aspekter af gudernes virke. Odin var en ambivalent gud med mange forskellige karaktertræk, så den Odin, vi møder i det ene digt, ligner ikke nødvendigvis den, vi møder i et andet.

Völuspá er en beretning om hele verdens historie, både der var sket tilbage fra urtiden, og det der vil ske i fremtiden. Den indeholder også en rammefortælling, om vølven, som beretter alt dette til Odin. Hun fortæller ham om hans egne gerninger i fortiden; drabet på Ymir og hans skabelse af Jorden og menneskene, at han igangsatte den første krig, hans ofring af sit eget øje i Mimers brønd og Balder, hans egen søns død. Hun fortæller om Odins egen skæbne, hvordan han selv skal dø, dræbt af Fenris, og at Vidar vil hævne ham. Men også at en ny Jord vil opstå i stedet for den gamle, der vil gå til i flammehavet. De overlevende af asernes slægt vil derpå mindes Odins gerninger.

Hávamál indeholder en fortælling om hvordan Odin opdagede runerne, efter han havde været hængt i verdenstræet og stikket med et spyd i ni dage og ni nætter. Den viden han opnåede på denne måde gav ham magten over de Ni verdner, dvs. hele Jorden. Nogle forskere har foreslået, at denne myte er en nordisk udgave af den kristne forestilling om Jesu korsfæstelse. Andre afviser denne forbindelse, da ofring er den eneste parallel mellem disse to myter En væsentlig forskel mellem de to selvofringsmyter, er de to vidt forskellige formål med dem; hvor Jesus påtog sig lidelsen for menneskets skyld, så søgte Odin runernes hemmelige viden. Denne tekst har dog i lighed med de andre gået flere århundreder i mundtlig overlevering i et kristent samfund, før de blev nedskrevet i 12. århundrede; hvilket må betyde at kristne idéer og forestillinger må have påvirket den.

Lokasenna giver et andet billede af Odin. Digtet fortæller om et skænderi mellem Loke og de øvrige guder efter Balders død. Da Loke håner Gefion forsøger Odin at forsvarer hende, det medfører at Loke angriber Odin verbalt, bla. Ved at hentyde til hans meget umandige praktisering af sejd; noget som var kvinders domæne. Det ender med af Frigg må forsvare sin mand, hvorefter hun blive mål for Lokes hån.

I Hárbarðsljóð optræder Odin forklædt som en færgemand. Da hans egen søn, Thor, kommer hen til den store sø, hvor Odin befinder sig, indleder han en lang diskussion med den intetanende Thor og han nægter at færge ham over.

Adam af Bremen: Skrev en beretning om ærkebispesædet Hamborg-Bremens historie (Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum) omkring 1080. den indeholder bl.a. en af de ældste beskrivelser af den før-kristne religion i Norden. Odin kaldes Den rasende, og en krigsmager, der indgyder mænd styrke, når de står overfor deres fjender.

Saxo Grammaticus: Skrev omkring 1200 et værk om danernes historie (Gesta Danorum) på latin. Det indeholder også euhemeristiske fortællinger om de før-kristne guder, der beskrives som snedige magikere. De brugte deres evner og tricks til at snyde menneskene i Norden, så de begyndte at dyrke dem som guder. Ifølge Saxo kom Odin og de andre aser oprindeligt fra Byzans, som da var gudernes højsæde (Asgård). De var imidlertid blevet sendt i eksil og frataget alle ærebevisninger af de latinske guder, da Odin havde hånet gudernes konge. Derpå var aserne søgt mod nord. Odin blev på denne måde fremstillet som en ren bedrage af Saxo, der samtidig kunne udstille hedninges tåbelige overtro og dyrkelse af væsner, der i realiteten blot var almindelige mennesker. På Saxos egen tid var den før-kristne religion endnu ikke helt forsvundet i Danmark, og det var derfor vigtigt ikke at omtale de gamle guder med respekt, pga. risikoen for hedenske tilbagefald. ^{[kilde mangler]}

Snorre Sturlassons Yngre Edda er i dag en af de vigtigste kilder til de før-kristne forestillinger om Odin og den religiøse kontekst, de var en del af. Her finder vi de mest fyldige udgaver af myterne, som kan fungere som forklaring på mange af de andre ældre kilder. I prologen til Yngre Edda fremstiller Snorre Odin som en historisk person. Ligesom Saxo fortæller han at Odin engang i fortiden slog sig ned i Norden, hvor han bildte indbyggerne ind, at han var en gud. Snorre udnævner Troja som Odins hjemsted, og forklarer med en folkeetymologi at aserne fik deres navn, fordi de kom fra Asien. Snorre forsøger i sin beskrivelse af Odin og de øvrige nordiske guder at opretholde en skolastisk værdineutral stil, men hans beretning kan alligevel ikke skjule Odins guddommelig og store betydning for den hedenske religion, der i Snorres egen levetid stadig var i frisk erindring. I de forskellige tekster fremhæver Snorre forskellige aspekter af personen, fx er de magiske elementer kraftigt nedtonet i Yngre Edda, og rollen som Alfader fremhævet, mens de magiske egenskaber er mere fremtrædende i Ynglingesaga.

I Snorres fortælling Gylfaginning fremgår det hvordan Jorden blev skabt, og hvad Odins baggrund var. Han var søn af Borr og jætten Bestla og havde to brødre Vile og Ve. Sammen dræbte de jætten Ymir, den første levende skabning i verden og jætternes stamfar. Fra Snorre stammer således den mest fyldige beskrivelse af Jordens indretning, det er dog usikkert i hvor høj grad hans meget systematiske verdensbillede var udbredt i før-kristen tid. Af jættens døde krop skabte Odin og hans brødre Jorden. Odin fik selv mange børn, og fra ham nedstammede asernes slægt. De tre brødre skabte også menneskene ud fra to stykker træ, de fandt i vandkanten; Odin gav dem ånde og liv, Vile gav dem forstand og følelser og Ve gav dem hørelse og syn. De blev kaldt Ask og Embla.

Det er Snorre, som beskriver Odin som den, der byder de faldne krigere velkommen til Valhalla, og fortæller at det var Odins mål, at samle så stærk en hær som muligt før Ragnarokslaget. Han skriver dog også, at Freja modtog halvdelen af de døde i sin sal Folkvang. Snorres Odin var en ambivalent gud; udover konge og hærfører var han også magiker, og han benyttede gerne bedrag for at nå de mål, han havde sat sig. Et tilbagevendende tema i Snorres myter, var Odins jagt på viden og kundskab. I 2. afsnit af Skáldskaparmál fortælles historien fx om hans tyveri af digtermjøden hos jætten Suttung, hvis datter Gunlød Odin forførte, for at få hendes hjælp. Billedet af Odin er imidlertid langt mere poleret i Snorres fortælling end den måde, hvorpå han reelt blev opfattet i før-kristen tid. Han var en mangeartet skikkelse, og han optrådte i mange former og under mange navne i kilderne, levn efter dyrkelsen af ham har ligeledes været præget af stor variation. Odin optræder pga. sin særlige tilknytning til skjaldekunsten ofte i skjaldedigte. Denne kildegruppe, er der dog, ifølge den svenske religionsforsker Gudrun Nordal, problematisk, da henvisningerne til den før-kristne mytologi i de sene bevarede udgaver nærmest har udviklet sig til tomme klichéer. Og forfatterne kan udmærket have fundet deres materiale have deres materiale fra de skriftlige udgaver af eddadigtene fra middelalderen.

Dyrkelse af Odin

Selv om Odin ifølge de islandske kilder er den fremmeste guddom, er der dog grund til at antage, at Odin ikke har samme grad af popularitet som andre guder havde; fx er relativt få byer opkaldt efter ham, én af dem er formentlig Odense. Andre guder, som Frej og Thor, er i forhold til Odin langt stærkere repræsenteret i det onomastiske materiale med adskillige forekomster af bynavne som Frøstrup og Torsted. At han længe har haft en fremtrædende plads i de religiøse forestillinger kan dog ses ved at ugedagen onsdag er opkaldt efter ham. Traditionelt har man også ment, at Odin overhovedet ikke blev dyrket i Island, fordi fraværet af et aristokrati, betød at det befolkningssegment, som normalt dyrkede Odin ikke fandtes, i modsætning til fx Thorsdyrkerne. Eneste grund til at han overhovedet optrådte i den islandske litteratur, var udenlandsk påvirkning især fra skjaldetraditionen. Idéen bygger på Georges Dumézils tredelingsteori, men tager ikke højde for de øvrige aspekter af Odinsfiguren, han var en omskiftelig karaktér, og derfor beroede identifikationen af ham og hans rolle på fortolkning. Gudrun Nordal mener imidlertid på baggrund af især gravmateriale, at kunne se tegn på, at Odin også blev dyrket i Island i forbindelse med begravelser. Digtning fungerede måske som en form for offer til Odin. Poesien var Odins sprog, og digterne udførte et ritual til (tolket på grundlag af Snorres forklaring). Fremsigelse af digte kunne også være en måde, at tilegne ofringer til Odin.

Blót

Det fremgår af flere primærkilder, at man i Norden bl.a. ofrede til Odin som led i de ceremonier, der blev kaldt blót. Adam af Bremen beretter fx om en stor offerfest ved templet i Uppsala, som hvert niende samlede folk fra hele Sverige. Her blev både trælle og, som han skriver, hanlige eksemplarer af hver dyreart hængt fra træernes grene. Thietmar af Merseburg beretter om lignende kultfester i Lejre på Sjælland. Beretningen i Hávamál om Odins egen hængning og hans tilnavn, Hángatýr (De hængtes gud), må det formodes at menneskeofringer af denne type i vikingetiden, og måske før var knyttet til Odin. I Ynglingesaga er der inkluderet en beretning, som også kan bekræfte denne teori, den fortæller om den svenske sagnkonge Aun, som det var blevet åbenbaret, at Odin ville forlænge hans liv, hver gang han ofrede en af sine sønner hvert tiende år. Ni sønner mistede ifølge sagaen således livet, indtil svenskerne stoppede ham, idet han skulle til at ofre den tiende og sidste.

I andre sammenhænge ofrede man til Odin i krisesituationer; i visse situationer også mennesker. I et berømt eksempel, der findes i både Gautreks Saga og Gesta danorum var det endda en konge, som måtte lide døden. Kong Vikar var på rejse med sine mænd, da de blev ud af kurs, de trak derpå lod om hvem der skulle ofres til Odin for bedre bør. Loddet faldt på kongen, og han blev derfor hængt. I sagaerne fortælles det også at svenskerne havde ofret to sagnkonger, Domalde og Olof Trätälja, til Odin efter flere års hungersnød. Beretninger om krige tyder også på, at drab på fjender i et slag blev opfattet som en ofring til Odin; flere steder beskrives et ritual, som en hærfører udførte forud for kampen, hvor han viede sine fjender til Odin. Hans uberegnelighed i krig var dog kendt af enhver; nogle gange forrådte han sine favoritter, og lod dem tabe et slag og lide døden, hvilket Loke håner Odin for i Lokasenna.

I mange kilder fremgår det at ofre blev dedikeret til Odin ved hjælp af et spyd, det kunne fx ske ved at den hængte blev ramt med et spyd, ligesom når en hærfører råbte ”Odin eje jer alle” mod fjendehæren før et slag efterfulgt af et kast med et spyd. Ofring til Odin gav adgang til Valhalla på linje med døden på slagmarken; i realiteten var et ligbål og/eller et stik med spyd i liget ganske sikkert tilstrækkeligt til at den afdøde kom til Odin. Dette gjaldt også for kvinder, og i flere kilder refereres der til egentlige enkebrændinger, så hustruen tilsyneladende kunne følge sin ægtemand til Odins hal.

Foråret og begyndelsen af sommeren, dvs. midt april, var sandsynligvis det tidspunkt hvor de årlige ofringer til Odin normalt lå på. I Ynglingesaga bliver en af de store årlige højtider beskrevet som at sumri, þat var sigrblót ("om sommeren, for sejr"); og Odin blev konsekvent forbundet med sejr i alle nordiske kilder.

Sejd

Odin omtales som en stor sejdmager. Sejd var en shamanistisk teknik, og shamanisme har været udbredt i hele Nordøsteuropa, Asien og Nordamerika op til moderne tid. Forestillinger om et centralt verdenstræ parallelt med det nordiske Yggdrasil genfindes i flere nordøsteuropæiske og nordasiatiske kosmologier, hvor det fungerede som bindeled mellem forskellige verdner. Mange af Odins egenskaber kan også genfindes i andre shamanistiske kulturer; fx er shamanens vigtigste rolle at fungere som bindeled mellem menneskenes og gudernes verden. Rejserne mellem verdenerne gør ham i stand til at opnår viden, der ellers var hemmelig, eller møde personer, som ellers er døde. Dyr bliver ofte benyttet som transportmiddel på sådanne transcendente rejser.

Odins hængning og selvofring i træet, hvor han opdagede runerne, fungerede som en initiation, der bragte ham fra en tilstand af uvidenhed til visdom. Smertefulde teknikker er udbredte i mange kulturer, når unge shamaner skal oplæres, ligesom forestillingerne om fødsel og genfødsel af shamanen. Det fremgår af digtet, at flere personer er til stede under Odins initiation, de gav ham hverken mad eller drikke i de ni dage og nætter han hang gennemboret af et spyd. Dette kunne være Odins adoption ind i sin mors egen slægt, da en tåget passage refererer til jætten Bøltorns søn, dvs. hans egen morbror. Denne jætte kunne være Mimer, men det fremgår ingen steder. Hængningen indviede ham i jætternes slægt og gav ham adgang verdens hemmelige viden; han samlede runerne op fra jorden, dvs. underverdenen. Selvom han nu var blevet en del af sin mødrene slægt og havde fået del i dens viden, gengældte Odin aldrig denne gave, i stedet dræbte han stamfaren Ymer og fralagde dermed sit slægtskab.

I Norden blev sejd beskrevet som en af mest kraftfulde kunster, men normalt også opfattet som noget feminint. Det var derfor en særlig ritualteknik knyttet til kvindelige præstinder og guder, især blev Freja tillagt stærke kræfter. Det betød at mandlige udøvere kvindagtiggjorde sig selv, hvilket blev anset som stærkt nedværdigende i det før-kristne nordiske samfund. En mand, der blev grebet i at udøve sejd, blev derfor opfattet som ergi dvs. umandig. I myterne fortælles det, at det var Freja, som første gang lærte aserne sejdkunsten. Den var derfor i særlig grad forbundet med vanerne. Odin var også forbundet med denne gudeæt i andre forhold, fx havde både han og vanerne magt over døden, og Frejas ellers forsvundne ægtemand Od kan oprindeligt have været Odin.

En vigtig del af fortællingerne om Odin er hans fugle, de to ravne Hugin og Munin. Odins dyr fungerede i tekster og på billeder som hentydninger til ham selv. De er en del af ældre forestillinger, og optræder på billeder fra jernalderen. I shamanistisk tradition repræsenterer fugle seerens eller shamanens sind, der kan flyve frit over lange afstande og se vidt omkring, helt uafhængigt af kroppen.

Overlevende forestillinger om Odin

Religionsskiftet i Norden var en langvarig proces, hvor kristendommen hovedsageligt langsomt spredte sig hovedsageligt fra samfundets top og fyrsterne nedad mod den almindelige befolkning. I den brede befolkning var der fortsat, længe efter den officielle kristning, en udbredt tro på Odin og de øvrige før-kristne guder og mytologiske væsner.

Det sidste slag i Skandinavien, hvor Odin blev fejret for sejren, var slaget ved Lena i 1208. Den landflygtige svenske konge Sverker var vendt tilbage i spidsen for en stor dansk hær, og han stod nu over for en langt mindre svensk hær ledet af den nye konge Erik. Det fortælles at Odin nu viste sig foran de svenske linjer ridende på Sleipnir. Han ledte derpå det svenske angreb og gav dem sejren.

I Baglersagaerne, der blev skrevet i 13. århundrede, og som indeholder beskrivelser af begivenheder fra de to første årtier af samme århundrede optræder den samme episode også. Det fortælles her at, en enøjet rytter, der bar en bredskygget hat og en blå kappe, bad en smed sko sin hest. Den mistænksomme smed spurgte derpå den fremmede, hvor han havde været den forgående nat. Den fremmede nævner så steder så langt borte, at smeden ikke kan tro på ham. Fremmede fortæller også at han længe havde opholdt sig i nord, hvor han havde deltaget i flere slag, men at han nu var påvej til Sverige. Da hesten er blevet skoet, stiger den fremmede atter op og siger: "Jeg er Odin" til den lammede smed og rider bort. Slaget ved Lena fandt sted den følgende dag. Baggrunden for denne historie er at der for nylig var indgået en fred i Norge, og at krigsguden Odin derfor intet længere havde at gøre der.

I anden saga fra 1260'erne, Hákonar saga Hákonarsonar, fortælles det hvordan Skule Bårdsson engang i 1230'erne havde bedt skjalden Snorre Sturlason forfatte et digt, hvori én af Skules fjender blev sammenlignet med Odin, så de begge blev beskrevet som bringere af strid og splittelse. Denne episode er ikke en indikation af en fortsat dyrkelse af Odin, men viser snarere at mindet om hans navn på dette tidspunkt stadig var levende.

I den senere skandinaviske folklore blev Odin længe husket som leder af den vilde jagt. I flere beretninger var målet for denne jagt tilsyneladende at indfange og dræbe en kvinde. Hvem hun var, er ikke entydigt, men mange steder var den skovboende huldra. I Danmark var han flere steder erstattet af kong Valdemar eller ridder Grøn som leder af jagten. Digteren B. S. Ingemann skrev således om ham:

Tit korser arme bonde sig end på natlig sti,

når jægere og hunde ham suse vildt forbi.B.S. Ingemann

Navne

I de nordiske kilder optrådte Odin under mange forskellige navne. I skjaldetraditionen benyttede man kenninger som indirekte referencer til steder og figurer, en metode, der i mindre omfang, også kendes fra eddadigtiningen. I andre myter, som dem der kendes fra både Ældre og Yngre Edda bruges dæknavne som et element i fortællingen; fx optrådte han under navnet Bølværk på sin færd til Gunlød, hvor han stjal Kvasers blod (også kaldt skjaldemjøden og Suttungs mjød). I anden myte kaldte han sig Gangråd under sit besøg hos Vaftrudner og Vegtramer foran indgangen til Hel, da han manede Vølven op af hendes grav og udspurgte hende. Navnene var således ofte en afspejling af hans primære rolle i de enkelte myter eller historier; i myterne blev tilnavne brugt til at karakterisere figurerne i stedet for psykologiske beskrivelser. Et udbredt tilnavn var fx Valfader, det fik han, fordi han blev fosterfader for de helte, der døde på slagmarken (valen), og fik bolig i hans borg, Valhalla. Derfor var Odin knyttet til både krigen og døden. Et andet tilnavn var Himmelfader, det var knyttet til hans evne til at omskabe sig til en ørn. En fugl, der i indoeuropæiske kulturer i særlig grad ofte er forbundet med himlen. Odins navne kommer primært fra begivenheder på hans mange rejser og de handlinger, han har foretaget på dem.

Fra forskellige kilder kendes der mere end 200 tilnavne eller dæknavne for Odin. Nogle tilnavnene understreger Odins position som fadergud og konge:: Alföðr ("Alfader") ; Aldaföðr "Mænds fader"; Herjaföðr ("Hærfader"); Sigföðr ("Sejrsfader"); Valföðr ("De faldnes fader"). Andre kendte navne er bl.a.: Arnhovde, Atrid, Audun, Bileyg (Biløjd), Bivlinde, Båleyg (Båløjd), Bolværk, Brun/Brune, Dresvarp, Farmatyr (/Roptaty, Herjan, Hrosshårsgråne, Hvatmod, Hvedrung, Hærglad, Hærblinde, Hå/Høj, Ialk, Jevnhå (Den Jævnhøje), Jolner, Kjalar, Langskæg, Launding, Møttul, Njot, Olg, Ölur, Ome, Oske, Ovner, Rane, Ravneguden, Rosterus, Sand/Sandtale, Sejrfar, Sidhat, Sidskæg, Sige, Sigder, Siggaut, Sigmund, Sigtryg, Skilfing, Skjoldval, Svalner, Svavner, Svidrer, Svidur, Svipal, Tud, Tund/Tunn, Tekk, Tror, Trasar, Tveblinde, Tvegge, Ud, Vak/Vakr, Valdr Galga, Vegtam, Vidrimmer, Vidur, Vodin, Våvud, Ygg/Yggr, Yggjung, Yjung.

Moderne genkomst

Germansk neopaganisme

Odin, er sammen med de øvrige nordiske guder, blevet genstand for fornyet dyrkelse. I Norden er denne genskabte religion organiseret i forskellige Asetrosforeninger, som er anerkendte trossamfund i både Island, Norge, Sverige og Danmark.

Moderne populærkultur

Odin optræder som prominent figur i Richard Wagners operatrilogi, Der Ring des Nibelungen. Dette værk førte i årerne efter til en fornyet interesse for de nordiske guder og Odin; i begyndelsen var portrætterne af ham, mere baseret på Wagners fortolkning end på de ældre kilder. Odin har siden da optrådt i et væld af forskllige værker, fx tegneserier, TV-film, litteratur og musik.

Pseudovidenskab

Hovedartikel: Pseudovidenskabelige teorier om nordisk religion.

Siden 17. århundrede, hvor det euhemistiske historiesyn var meget udbredt, har der fremført adskillige pseudovidenskabelige teorier om Odins mulige reelle historiske ophav. Et af de første eksempler var de svenske historikere Olof Verelius og Johan Peringskiöld, der mente Odinsfiguren byggede på et historiske forbillede, som de gav navnet Sigge Fridulfsson.

Odense Boldklub

Blandt fansene i fodboldklubben Odense Boldklub er der opstået en dyrkelse af Odin, da man anser Odin for at være knyttet sammen med byen Odense. Der er således blevet produceret merchandise, tifoer og sange, som omhandler Odin. Odense havde desuden tidligere et tårn, som hed Odinstårnet.

Litteratur

• Bæksted, Anders; Nordiske guder og helte, 1996 ISBN 87-567-3897-8
• Davidson, H. R. Ellis; Gods and myths of Northern Europe, 1979 ISBN 0-14-020670-1
• Nordal, Gudrun (1994); Odinsdyrkelse på Island, i Schjødt, Jens Peter (red.); Myte og ritual i det før-kristne Norden. ISBN 87-7838-053-7
• Ross, Margaret Clunies; Prolonged echoes : Old Norse myths in medieval Northern society, Vol. 1 , The myths, 1994. ISBN 87-7838-008-1

Eksterne link

• A. Asbjorn Jons; "Shamanism and the Image of the Teutonic Deity, Óðinn" (engelsk)
• Viktor Rydberg; "Teutonic Mythology: Gods and Goddesses of the Northland" e-book (engelsk)
• W. Wagners; "Asgard and the Home of the Gods" e-book (engelsk)
• "Myths of Northern Lands" e-book af H. A. Guerber (engelsk)
• Peter Andreas Munchs "Norse Mythology: Legends of Gods and Heroes" e-book (engelsk)

Se også

• Den højes tale
• Kvadet om Gråskæg
• De nordiske guders familietræ

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Odin