Briand-Kellogg-pagten

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Billede fra underskrivelsesceremonien i Paris.

Briand-Kellogg-pagten var en international ikke-angrebspagt opkaldt efter Frankrigs og USAs udenrigsministre Aristide Briand og Frank Kellogg. Pagten, som forpligtede de underskrivende stater (signatarmagterne) ikke at anvende angrebskrig som et middel til at løse internationale konflikter, undertegnedes den 27. august 1928 i Paris af en række lande, blandt andre Frankrig, USA, Storbritannien, Polen, Tyskland, Italien og Japan. Pagten trådte i kraft i 1929, men led skibbrud allerede i 1931, da Japan lod tropper indsætte i Manchuriet, senere i 1936 med Italiens krig mod Abessinien og senest med Nazitysklands angreb på Polen 1939. Som et kuriosum kan nævnes, at Briand-Kellog-pagten blev anvendt som en del af grundlaget for anklagerne under Nürnbergprocessen om brud på freden.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Den 20. juni 1927 forelagde den franske udenrigsminister Aristide Briand regeringen i Washington et udkast til en traktat, ved hvilken de to magter skulle fordømme »at gribe til krig og begge over for den anden part give afkald derpå som middel for deres nationale politik«; ifølge udkastet skulle endvidere alle tvistigheder mellem Frankrig og USA udelukkende søges afgjort ved fredelige midler. I sit svar foreslog den nordamerikanske udenrigsminister, Frank B. Kellogg, at opfordre de øvrige stormagter til at afslutte en sådan traktat med adgang for alle andre stater til at tiltræde den bagefter. Efter indgående meningsudvekslinger, der offentliggjordes, mens forhandlingerne stod på, blev Briand-Kellogg-pagten der efter underskrevet i Paris af Frankrig og USA, Storbritannien, Irland og de britiske kronlande, Tyskland, Italien og Japan, hvortil på fransk initiativ kom Belgien, Polen og Tjekko-slovakiet.

Indhold[redigér | redigér wikikode]

I traktatens artikel 1 fordømte disse magter »at gribe til krig til afgørelse af mellemfolkelige tvistigheder og giver i deres indbyrdes forhold afkald på krig som middel for national politik«. I artikel 2 anerkendte magterne, »at ingen mellem dem opstående stridigheder og konflikter af hvilken som helst art eller oprindelse nogensinde skal søges bilagt eller afgjort ved andre midler end fredelige«.

Tolkning[redigér | redigér wikikode]

Briand-Kellogg-pagten afskar ikke et land fra at sætte sig til modværge mod et overfald (nødværgeretten). Endvidere gjaldt det, som det udtaltes i traktatens indledning, at den magt, »der herefter måtte søge at fremme sine nationale interesser ved at gribe til krig, bør fortabe de af traktaten flydende goder«. Et brud på traktaten frigjorde med andre ord de øvrige kontraherende magter for deres forpligtelser til at bevare freden over for den fredsbrydende stat. Heri lå for det land, som trods Briand-Kellogg-pagten begyndte en krig, en risiko, der efter omstændighederne kunne virke som tvang til at opretholde freden.

Det omtvistede spørgsmål, om en stat, der begyndte en krig i strid med Briand-Kellogg-pagten, derved satte sig selv uden for lov og ret således, at de almindelige regler om krigsførelsen ikke skulle gælde for dens vedkommende (læren om krigens egentlige outlawry, mise hors la loi, »Aechtung«), må besvares benægtende. At begynde en sådan krig var retsstridigt og kunne medføre erstatningspligt, ja føre til den traktatbrydende stats ødelæggelse, men denne stat blev ikke derved retsløs, og det bliver ikke berettiget at tilsidesætte gældende regler om krigens førelse. Krigsforbudstraktaten rejste lige som Folkeforbundspagten også spørgsmålet om neutralitetens opretholdelse under fremtidige krige, de være sig ulovlige ifølge Briand-Kellogg-pagten eller ej. Hvor uklar den neutrale stats stilling i fremtiden end var, kan det dog ikke antages, at selve neutralitetsbegrebet var bortfaldet ifølge Briand-Kellogg-pagten så lidt som efter pagten for Folkeforbundet, der ikke retligt forpligtede forbundets medlemmer til mod deres vilje at deltage i militære tvangsforholdsregler, og som ikke omfattede alle magter.

Politisk betydning[redigér | redigér wikikode]

Kort over lande, der tiltrådte aftalen:
Mørkegrøn: originale underskrivere
Grøn: senere tilsluttede
Lyseblå: områder tilsluttede underskrivende stater
Mørkeblå: mandatområder administreret af de underskrevne lande efter tildeling af Folkeforbundet.

Briand-Kellogg-pagtens blev hurtigt ratificeret af USA og de øvrige signatarmagter, så at den kunde træde i kraft den 24. juli 1929, og med få undtagelser (Argentina, Brasilien, Chile og andre sydamerikanske stater) blev den tiltrådt af næsten alle andre lande (indtil 1930 i alt 56, deriblandt også Danmark med Island, Norge og Sverige).[1] Dens retlige virkninger viste sig i flere henseender, hvoraf den vigtigste var, den at gjorde det retsstridigt at begynde krig. Traktaten om forbud mod krig udfyldte herved pagten for Folkeforbundet, som ikke i alle tilfælde udelukkede angrebskrig. Briand-Kellogg-pagten adskilte sig også derved fra Folkeforbundspagten, at den ikke indeholdt positive bestemmelser om tvangsforanstaltninger mod den stat, som krænkede den. For at tilvejebringe mere overensstemmelse mellem de i Briand-Kellogg-pagten nedlagte grundsætninger og Forbundspagtens regler stillede et dertil indkaldt internationalt udvalg i Genève i marts 1930 forslag om en række ændringer i pagtens forskrifter.

Briand-Kellogg-pagten blev af samtiden opfattet som et stort skridt til at sikre freden. Det skulle imidlertid snart vise sig, at opfattelsen af udtrykket "at begynde en krig" samt de manglende bestemmelser om tiltag mod en krigsførende magt var hele pagtens svaghed og kilde til dens undergravelse. Når stater ikke er rede til at påtage sig det ansvar, indgåelsen af international aftaler indebærer, er sådanne ikke meget værd.

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]